af Ditte Amalie Hagelund Johansen | apr 12, 2019 | Borgerliv, Inspiration
Frygten for at lykkes
Hvad får en spastiker til at blive musiker?
Store drømme og en anelse galskab!
Hvad kan udtrykkes via musikken, som du ikke kan udtrykke som skuespiller?
Ofte i skuespil handler det om at påtage sig et andet menneskets karakter. Som sanger er det – ikke nemmere, men det er mere ligetil – at stille sig op og krænge sin sjæl ud. Det er et spørgsmål om mod.
Hvad er dit næste musiske projekt?
Det bliver et helt album på dansk, når jeg finder et, skal vi kalde det et ”værdigt tema”. Nu har jeg lavet en feel good-plade, så nu er det måske på tide, at lave et mere holdningspræget album. For eksempel vil jeg gerne gå mere i dybden i den relation mellem to mennesker, der lever sammen i 24 timer i døgnet, uden egentlig at være tætte. Men der kan også være andre ting; nu må vi se…
Hvilken frygt havde du i forhold til at realisere dine drømme – her tænker jeg både i forhold til skuespillet, men også som musiker?
Jamen der er selvfølgelig den gængse med ikke at være god nok, som alle kunstnere har oplevet på et tidspunkt. Jeg har mange gange haft en stor frygt for, at være uforberedt eller ikke særlig grundig – både i forhold til skuespillet, men også i forhold til musikken. Jeg er altid bange for, om jeg slår et større brød op, end jeg kan bage. Men på den anden side set, er det også skide skægt, når det lykkedes, så jeg bliver ved med at gøre det!
Og hvordan håndterede du den frygt?
Jeg knokler røven i laser; dobbelttjekker og øver og øver igen, så godt jeg nu kan.
Har du et godt råd til andre, som gerne vil springe ud som kunstnere på den ene eller anden måde – med eller uden handicaps?
På en måde synes jeg, at det er for tidligt for mig at give gode råd ud til andre, fordi jeg stadig synes, at jeg er en ny kunstner.
Men hvis jeg skal sige noget, så vil jeg citere mit gamle idol Ray Charles; du bliver nødt til at øve – der er ikke nogen genveje. Du kan ikke øve i en time og konkurrere med nogen, som øver i tyve timer. Dét går bare ikke. Og så sammenlign dét du laver med andre, der gør det samme; hvis jeg f.eks. vil synge eller lave en sang på en bestemt måde, så kan jeg sagtens lave den og bare tro, at den bare sidder lige i skabet. Men hvis jeg gerne vil have et bestemt udtryk, så bliver jeg nødt til at sammenligne med andre sange, der har et lignende udtryk for at finde ud af, om jeg er på vej i den rigtige retning eller om jeg skal skifte kurs.
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | apr 1, 2019 | Borgerliv, Inspiration
Pladerelease
Mikkel Lund, skuespiller, stand up-komiker og selvudnævnt spasser. Og nu om han ikke også begiver sig længere og mere grådigt ind i den kunstneriske verden ved at springe hovedkulds ind i musikerverdenen?
For dem der kender Mikkel i forvejen, kan det ikke komme bag på dem, at han er en mand med høje ambitioner og med mange jern i ilden. Og de skal smedes mens jernet er varmt!
Så den 5. april – nu på fredag – holder Mikkel pladerelease for hans nye EP, ”Built for Comfort”, hvor han udforsker det smokey, det støvede og det jazzede. Musikken emmer af whiskytåger og testatoren i lange baner.
Selv skriver han:
”5. April 2019 sætter jeg et barn i verden. Han har været undervejs i snart 4 år og kommer, mod forventning, ikke til at hedde Lund, men derimod Comfort til efternavn. Med udgivelsen af EP’en ”Built for Comfort” er det endelig til til at plante en milepæl, og det må jeg simpelthen dele med jer…”
Her på Din Hjælperordning er vi altid klar til at fejre, når drømme bliver gjort til virkelighed, og ser frem til at se, hvor langt Mikkels EP når ud i den store musiske verden.
Vi ønsker dig alle held og lykke med pladereleaset!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
af Ditte Amalie Hagelund Johansen | okt 30, 2018 | Borgerliv
På trods af et mini-liv på hjul er jeg af min familie blevet opdraget ‘normalt’. Jeg har qua dette også altid haft normale ønsker og drømme for, hvad der i mit videre liv skulle ske. En af de største ønsker jeg har, er at få børn på et tidspunkt. Hvorfor, bliver jeg tit spurgt? Svaret er simpelt: jeg ved det ganske enkelt ikke. Det er en indre urkraft, som bare altid har hvilet i mig. Og som ikke kan forklares. Det er vel meget normalt?
Stilhed… Er hvad jeg oftest oplever, når jeg siger det højt.
Efterfulgt af slet skjult bekymring. Eller forargelse alt efter forholdet til individet, som hører mit ønske.
Jeg har oplevet folk, der mener, at jeg både er uforsvarlig og egoistisk. At jeg er urealistisk og ikke er klar over konsekvenserne. Jeg har ligeledes oplevet, at folk kan være bekymret for, om hvorvidt mit eget helbred kan holde til en graviditet, efterfulgt af et forældre-liv på fuld tid eller ej. For hvordan kan en syg (mor) tillade sig, at lave børn, når man selv har brug for hjælp?
Og lad mig lige gøre en ting helt klart: jeg forstår fuldt ud disse folk. Jeg kan sagtens sætte mig ind i både deres bekymring og forargelse. For når man ikke har set en sådan familiekonstellation før, så er uvidenhed en naturlig konsekvens af følgende.
Men ingen – inklusivt mig selv – kan se ind i fremtiden.
Jeg VED intet om den. Først og fremmest ved jeg reelt set ikke, om jeg overhovedet får børn. Ej heller om hvilken mor jeg bliver eller hvordan jeg overhovedet vil tackle forældrelivet. Men hvem – syg såvel som rask – gør det? Jeg har, ligesom dem, blot en idé. Og et ønske.
Indrømmet, når man – som jeg – har valgt at gifte sig med en mand, der selv lever med egne udfordringer, bliver hverken fordomme eller bekymringer ikke just mindre. Drømmen bliver da også sværere at opnå og byrden tungere.
Men en tung bagage i livet vil ikke umuliggøre fremskridt, men blot gøre vejen længere og mere besværlig.
Og er der noget min mand og jeg oftest i vores forhold har vendt og drejet, analyseret og diskuteret, så er det emnet børn. Vi er så forberedte, som man kan forvente af to mulige førstegangsforældre – og mere til. Vi kender til og anerkender vores svagheder, men så sandeligt også vores styrker. Mere kan man ikke forvente.
Men jeg har erfaret på egen krop, at når man som syg kommer med så kontroversielt et ønske, så bliver der også indirekte pålagt én et ansvar om, at man bør vide ALT. For når man fra starten af fremstår som en egoist, der ikke har øje for konsekvenserne forbundet med så stort et ansvar, så er der absolut ingen, som skal kunne sætte en finger på NOGET.
Jeg skal altid kunne have et modargument og en plan parat. For ellers vil jeg automatisk fremstå som både useriøs og ansvarsløs og derved som en dårlig forælder. Vi – min mand og jeg – er nødsaget til at kunne bevise, at det her kan vi sørme godt magte.
Men spørgsmålet her er så: er det fair? Hvor mange andre førstegangsforældre møder denne form for skepsis?
Hvor mange af dem lever med den evige frygt for paragraf 50-undersøgelser og eventuelle tvangsfjernelser? Og hvor mange har – ligesom jeg – gjort det til deres livsmission at studere forældrelivet, som var det deres livs eksamen?
Jeg ved som sagt meget lidt om fremtiden. Jeg ved, at vi komplimenterer hinandens svagheder ufatteligt godt med vores styrker, men om vi alligevel vil behøve støtte på den ene eller anden måde, ved jeg ikke. Dog ved jeg én ting med sikkerhed; opdragelse kommer fra hjernen og kærlighed kommer fra hjertet. Ingen af hverken min mands eller mine handicaps vil forhindre os i at videregive vores værdier og ikke mindst vores ubetingede kærlighed til et fremtidigt barn.
Og med et højtelsket og i den grad ønsket barn, har man allerede gået halvdelen af den lange vej som fremtidige forældre. Selv med en tung bagage på ryggen!
Jeg er anarkisten, der skriver de ting, som andre ikke tør. Jeg er skribenten, der kæmper for retfærdigheden. Min opgave er, at få dig til at tænke og ikke mindst til at diskutere. Rigtig god læselyst!
