af Bo | maj 14, 2019 | Inspiration
Boganmeldelse af Alexander Solsjenitsyn’s ‘I den første kreds’
Jeg har altid holdt af skønlitteratur; altså romaner, noveller og poesi. Mest det første.
Under min indlæggelse, der varede i næsten et år, fandt jeg glæden ved at læse frem igen, efter års pause.
På hospitalet startede det med Paulo Coelho, gik over i Jan Kjærstad, rundede Jan Søndergaard, Paul Auster og Haruki Murakami. Alt sammen forfattere, hvis romaner jeg fandt på hospitalets bibliotek. Jeg har holdt ved læsningen efter min udskrivelse og reolen derhjemme er nu fuldt med bøger, der er ikke plads til flere i lejligheden. Heldigvis er biblioteket her i kommunen godt og de kan skaffe alt.
Læser man vil man på et eller andet tidspunkt støde på russisk litteratur. ‘Brødrene Karamazov’ af Fjodor Dostojevski læste jeg i Latin Amerika i midten af halvfemserne. Den har siddet fast. Siden da har jeg i ny og næ fundet en russisk forfatter frem og læst et par af vedkommendes værker. Kender man ikke til russisk litteratur, vil man måske umiddelbart tænke at det er nogle tunge drenge at danse med.
Det er nødvendigvis ikke sandt. Leo Tolstoj ‘Krig og Fred’, som er en af de længste romaner jeg har læst, er let i sproget, faktisk en leg at komme igennem. Og en oplevelse man ikke skal snyde sig selv for. Det samme gælder ‘Forbrydelse og Straf’ af Fjodor Dostojevski, som umiddelbart kan virke mørk og tung. Bare titlen.
‘I den første Kreds’ af Alexander Solsjenitsyn er skrevet efter Josef Stalins død.
Den udkom i Danmark og resten af Vesten i 1968. Den handler om kort fortalt om livet i en af de mange fangelejrer som fandtes i Sovjetunionen. Millioner af mennesker blev deporteret og døde i lejrene og det har Alexander Solsjenitsyn brugt mange romaner på at beskrive. Der er ikke et stærkt plot i romanen, som består af to bind, men ikke desto mindre keder man sig ikke et sekund.
Det er veldokumenteret at forholdene i Sovjetunionen var horrible. Litteraturen kan gøre statistikkerne til mennsker og Alexander Solsjenitsyn kan gøre fanger, fangevogtere, bødler og Stalin selv til det samme.
Vi kommer ‘I den første Kreds’, helt tæt på fanger i ‘Sjaraskaerne’, den russiske betegnelse for fængsler, hvor fangerne har det bedre end i lejrene i Sibirien og andre steder i landet. Derfra også titlen: ‘I den første kreds’. Den henviser til Dantes Guddommelige Komedie, der har 9 kredse på vej til helvede, hvor den 1. kreds er den mindst pinefulde. I ‘Sjaraskaerne’ bor uddannede mennesker som Stalin kan bruge. Ingenører, diplomater, skolelærer, teknikkere, videnskabsfolk, m.v. Her er arbejdet ikke en kobbermine, men et skrivebord. Og i fængslet Mavrino i udkanten af Moskva lever disse mennsker, hvis dagligdag man i romanen kommer helt tæt på.
‘I den første kreds’ følger flere spor. Fangerne i Mavrino, fangevogterne og Stalin selv. Den foregår over få dage i december 1949 og virker som et slags portræt af tyve års russisk historie. Kvaliteten i romanen, som jeg ser det, er de nuancerede personskildringer.
Det som er så fascinerende ved bogen er, at mennesker i ekstreme situationer bliver beskrevet helt almindeligt.
I det hele taget er det almindelige et nøgleord for at forstå romanen. Der er meget stærke scener i bogen, hvor f.eks en fange får besøg af sin kone der kæmper med næb og klør for at holde sig oven vande i Moskva, mens manden er dømt 10 års fængsel for at lave en forkert telefonopringning. Ellers velfungerende familier bliver splittet ad, besøg bliver overvåget, så en samtale mellem mand og kone, må foregå i koder. Breve bliver læst og censureret og flere fanger må bryde med deres familier i frygt for at der vil ske dem noget ondt, blot fordi han er fængslet. Man ser virkelig hvordan systemet underminerer ideologien og hvordan det kæmpe sovjetiske sikkerhedsapparat fungerer.
Måske er det lysstrålerne i romanen der for én til at læse videre.
Hvordan smager en kop vand hos en mand der har mistet alt på en nat?
Hvad betyder det at få en seng med dyne at sove i, når man ikke har haft andet end en briks af træ? Glæden ved en gåtur, avislæsning, et besøg. De små ting som findes i alles hverdag, bliver her den største lykke. Hvilket man kan lære meget af, især i vores kultur og på vores breddegrader, hvor vi tager alt for givet. Livet var ikke nemt under den kolde krig, især ikke på den anden side af jerntæppet. Og vi skal ikke mere, end tilbage til 1989 da Berlinmuren faldt, for at finde eksempler på lejre i Rusland, som beskrevet i bogen.
Måske føler man selv at man sidder i fængsel. Måske sidder man ikke fysisk i sådant et, men mentalt.
Måske føler man at man sidder i en situtation, man kan komme ud af. Måske er man blevet syg, dårlig eller må vente år på en afgørelse fra en sagsbehandler. Der er det at læsningen af litteratur, som rører ved følelser i ens eget liv guld værd. Sådan en roman er ‘I den første kreds’. Selv om man ikke umiddelbart føler noget slægtskab med Stalin og tiden i Sovjetunionen efter 2. verdenskrig, bør man ikke snyde sig selv for at læse denne bog, eller i det mindste, en af Alexander Solsjenitsyns andre bøger. Så som ‘Kræftafdelingen’ der foregår på en kræftafdeling i Moskva, i 50’erne.
Man kan spejle sig selv i karakterende og de kampe de har
Som det er med disse bøger, er de krydret med sætninger, replikker der går en tand dybere, end andre romaner. Mange sætninger, og replikker hænger ved, netop fordi det er skønlitteratur og at teksten derved sniger sig ind under huden på en og sætter sig fast. Når man læser en bog som ‘I den første kreds’, lever man sig ind i personerne, deres skæbne og man vender næste side for at få at vide hvad der sker med dem. Det er katharsis.
Romanen er delvis selvbiografisk. Solsjenitsyn var universitetsuddannet matematikker og fysikker og var kaptajn i den sovjetiske hær under 2. verdenskrig. I 1945 skrev han et brev til en ven, hvor han kritisererede Stalin. Brevet blev læst af myndighederne og Solsjenitsyn blev idømt 8 års straffearbejde i Sibirien. Da han var videnskabsmand, kom han først i en Sjaraska. Han blev løsladt da Stalin døde og Khrusjtjovs kom til magten. Han fik lov at vende tilbage til det centrale Rusland og fik sågar, udgivet to værker: ‘En dag i Ivan Denisovitjs liv’ og ‘Matrjonas gård’.
Men efter Khrusjtjovs fald, var det slut. Alle hans senere værker, udkom kun i Vesten, og da han fik nobelprisen i litteratur i 1970 blev livet i Sovjet for vanskeligt for ham. Han og hans familie blev i 1974 smidt ud af landet og flyttede til USA, for først at vende tilbage til Moskva i 1994. Efter Sovjetunionens sammenbrud. Hans bøger er efter kommunistregimets fald udkommet i kæmpeoplag i Rusland.
I 2006 blev der lavet en tv serie over ‘I den første kreds’, som lagde landet øde. Den er med landets bedste skuespillere og blev sendt i bedste sendetid. Den dengang 87 år gamle Solsjenitsyn, så den sammen med gamle politiske fanger. De kaldte den alle utroligt realistisk. ‘I den første Kreds’, er en af den slags bøger som hænger ved.
Sæt tiden af og snus til den!
En god fortælling kan ændre liv! Jeg elsker litteratur, film, tv serier og alt der i mellem. Jeg prøver at formidle mine indtryk og oplevelser videre og håber at en bog eller en film, kan inspirere, vække, stimulere eller udfordre netop dig. God fornøjelse!
af Bo | maj 9, 2019 | Inspiration
Boganmeldelse af Frysende våde vejbaner – roman af Jan Sonnergaard
Jeg har boet det meste af mit voksenliv i København. Nu godt nok bosat på Frederiksberg, men alligevel. Nørrebro er den bydel hvor jeg har boet længst tid. Ellers har jeg været forbi Vesterbro, i flere omgange, Østerbro, en enkelt gang, Amager, en kort periode og Sydhavnen, ligeledes en kort periode på fire måneder. Jeg boede lige ved Sydhavn Station, i en fremlejet lejlighed på tre værelser med altan og udsigt til banelegemet.
Hovedpersonen Jesper i Jan Sonnergaards roman; ‘Frysende våde vejbaner’, bor i en to værelses lejlighed på Nørrebro. Han er 50 år gammel og var ung i 80’erne dengang sort var det nye sort. Han er lige blevet fyret fra postvæsnet og har aldrig stiftet familie. Vennerne er forsvundet, ingen af ungdommens drømme blev til noget og idealerne er et efter et forsvundet. Desuden ser han ser kærlighed som et overstået kapitel.
En dag får han en opringning fra en gammel ungdoms ven, der fortæller at Henrik, en fra slænget har hængt sig, 48 år gammel. Nyheden forstærker Jespers depressive tilstand og han tænker på selvmord. At kaste sig ud foran den nærmeste og hurtigste bil, syntes som en god løsning.
Alligevel holder Jesper sig tilbage for ind i mellem er der noget morsomt, noget der holder ham til livet.
Han bliver inviteret til en fest hvor han møder den smukke unge Julia. Han forelsker han sig hovedkulds i den unge arkitekt, der – modsat Jesper – emmer af ungdom og livsmod. Med ét forvandles Jespers syn på livet, og han begynder at leve i nuet i stedet for i minderne om det, der var. Mødet viser sig dog at være fatalt, både økonomisk og menneskeligt. En deroute begynder.
Mere skal ikke fortælles om handlingen i denne fortræffelige bog, som blev Jan Sonnergaards sidste, inden hans alt for tidlige død for få år siden.
Han nåede at skrive to romaner og en lille stak novellesamlinger, brød igennem den litterære lydmur med sin fremragende novellesamling ‘Radiator’, tilbage i 1997, men i denne bog, er det altså hans egen generation han tager under behandling. En generation der var unge i 1980´erne og hvor nogle måtte anerkende det faktum, at de forventninger og drømme man havde, ikke blev indfriet og at tiden er løbet fra en.
Hovedpersonen i romanen tilhører middelklassen, er ensom, befinder sig i en midtvejskrise, har ikke den store tiltro til omverdenen og så har han distanceret sig fra sine omgivelser. Forholdet til Julia er på mange måder forkrøblet, bl.a. fordi Julia udnytter Jesper, hvilket han først finder ud af alt for sent, men også forkrøblet fordi Jesper ofrer kontakten med sine få venner for at tage på en længere rejse med Julia til dyre hoteller og restauranter i Basel, Stuttgart og Strasbourg, en rejse hvor virkeligheden til sidst rammer Jesper i ansigtet som en knytnæve. En virkelighed, der er særdeles grim og usympatisk og som ender med at få de værste sider frem hos ham.
Man er med hele vejen. Fra den snuskede lejlighed der går til i snavs og rod. De gamle LP plader som ikke bliver spillet mere, til mødet med Julia og de storsnuede venner i en kæmpe lejlighed med udsigt til søerne. Et besøg hos banken med den store kassekredit og til udlandet på de dyre hoteller. Man føler med Jesper og tænker: Kunne dette have været mig?
‘Frysende våde vejbaner’ er en bog, der giver et sjældent indblik i livet for en mand fra middelklassen, men også et portræt af nutidens Danmark..
hvor det enkelte menneske ikke måles på sin personlighed, men derimod på faktorer som uddannelse, indtægt, på hvor din bolig er placeret og hvad boligen har kostet. En nutidig skildring af et samfund, som betragter folk uden for arbejdsmarkedet som sociale tabere, psykisk syge som svage mennesker og handicappede som outsidere. Et land som har udviklet sig en konkurrencestat. Et land som har ført en borgerlig politik siden 2001, har deltaget i flere krige og hvor det er vigtigere at et barn bliver til noget i stedet for nogen.
Der er langt til 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne hvor Danmark sendte et hospitalsskib til en krigszone, hvis udlandet kaldte på tropper. Hvor der var nok personale i landets vuggestuer og børnehaver og hvor kultur var en rettighed i stedet for et område under afvikling. Et land med supersygehuse og kæmpeskoler.
En psykiatri som lider, dagshøjskoler som bliver sparet væk og et sundhedsvæsen hvor sparekniven gang på gang svinges, så man efterhånden ikke kan genkende hvad det vil sige at være dansk. Et samfund, hvor det er nemt at blive stemplet og at falde udenfor, og derfor et samfund, der er menneskeligt fattigt.
Jan Sonnergaard var humanist og det Danmark han beskriver i bogen her, er et land i forfald. Et København under afvikling. Bogen er både spændende, morsom og pinagtig, miljø- og personbeskrivelserne er præcise og overbevisende. ‘Frysende våde vejbaner’ er en rigtigt god bog. Den er udkommet på Gyldendal i 2015 og findes på ethvert bibliotek. Det kan anbefales at læse den.
En god fortælling kan ændre liv! Jeg elsker litteratur, film, tv serier og alt der i mellem. Jeg prøver at formidle mine indtryk og oplevelser videre og håber at en bog eller en film, kan inspirere, vække, stimulere eller udfordre netop dig. God fornøjelse!
af Bo | mar 1, 2019 | Inspiration
Jeg går gennem Frederiksberg Have, stort set hver dag til og fra arbejde. Ved en af kanalerne er der to store egetræer, helt ned til vandet. Sætter man sig der, lænet op af stammen er man helt i niveau med vandet. Om sommeren når det regner kan man sidde i læ under træets blade, og kigge på dråberne der laver krusninger på vandoverfladen.
Man kan nemt, ligesom falde ud af tiden og bare sidde der og kigge på og mærke regnen.
Nu er det efterår. Det er ikke så varmt mere, men man kan stadig sidde under træet i niveau med vandet og se på vandoverfladen. Det gjorde jeg i dag, her til morgen. Jeg tænkte på den varme sommer som netop er overstået og på bogen ‘Langebro med løbende figurer’ af Bjarne Reuter, som jeg netop har læst. Bogen er nem at gå til, behagelig kort og underholdende.
Det er en thriller, men en original én af slagsen.
Jannik, hovedpersonen er netop blevet gift. Hans kones far, en rig og magtfuld advokat forærer parret et hus. Selv om han ikke har høje tanker om Jannik, der arbejder som kustode på et museum og i svigerfaderens øjne er nul og niks.
Alt tegner sig dog godt og det virker som om at tingene er i den skønneste orden, indtil Jannik bliver opsøgt af en nærgående politibetjent der efterforsker en række kvindemord. Politiet leder efter den formodede gerningsmand, en psykopat ved navn Orson Kiel. Det viser sig at Jannik kender Orson Kiel, fra hans tid som portør på en lukket psykiatrisk afdeling. Politiet river op i Janniks fortid som ikke er lige behagelig. Og det viser sig at Jannik har haft en del med Orson Kiel at gøre og snart er han selv i søgelyset.
‘Langebro med løbende figurer’ er en tankevækkende, let læst roman der minder én om hvad der er vigtigt her i livet.
Passagerne fra det psykiatriske hospital er gode, ligesom møderne og dialogerne mellem svigerfar og Jannik er det. Nettet strammes om Jannik mod slutningen af bogen og det viser at Orson Kiel er ude efter mere end bare kvinder.
Jeg var rigtigt glad for at læse denne bog. Det er en rigtigt fin november bog, nu hvor træerne mister deres blade og man trækker inden for under et tæppe. Bogen ligger her ved min side, og jeg har allerede lånt den ud til en ven.
En god fortælling kan ændre liv! Jeg elsker litteratur, film, tv serier og alt der i mellem. Jeg prøver at formidle mine indtryk og oplevelser videre og håber at en bog eller en film, kan inspirere, vække, stimulere eller udfordre netop dig. God fornøjelse!
