DHOpixel
Bekymring vs. Glæde

Bekymring vs. Glæde

af | apr 9, 2019 | Borgerliv, BPA-ordning, Inspiration

Bekymring vs. Glæde

”Hvor er du sej!”. Det er en sætning, som man ofte ser som kommentar på f.eks. de sociale medier

Det er let at slynge om sig med superlativer eller det modsatte, når man ikke sidder overfor det andet menneske, eller kender dette særligt godt. Det er selvfølgelig også bedre med positive fremfor negative kommentarer, og nogle gange forekommer disse kommentarer til os med handicaps bare vi har gjort en lille smule udover det forventede – en lille smule overdrevet?

For som et menneske med et handicap har man ofte bekymringer. Bevares – det har alle, men mennesker med handicaps er i sagens natur nødt til at bekymre sig mere om deres helbred, end de fleste andre mennesker, der er mange sygehusbesøg hvert eneste år.

Derudover har de fleste også meget mere kontakt med deres kommune end andre har. De fleste mennesker kommer måske på kommunen, når de skal have nyt pas, søge folkepension eller boligstøtte. Som et menneske med et handicap må man desuden kontakte kommunen, hvis der skal ændres noget i den bolig man har udset sig – man kan ikke bare slå til, og købe med det samme. Mange må også bede kommunen om støtte til anskaffelsen af en bil, da ombygningen koster mange penge, og forinden har man gjort sig mange tanker om indretningen af bilen, samt om hvad man vil bruge den til, for ellers får man da slet ikke en bevilling.

Ift. egen forsørgelse har de fleste mennesker med et handicap nogle ressourcer – heldigvis, men der er oftest også nogle begrænsninger som gør, at man igen er nødt at søge hjælp for at kompensere for funktionsnedsættelserne, og disses konsekvenser. Og, hvis et job ikke er muligt på trods af diverse støtteforanstaltninger, må man leve af offentlig forsørgelse, som regel resten af livet….

Når dagligdagen skal fungere må mange have hjælp til såvel personlig pleje som praktiske opgaver.

Derfor: igen kontakt til kommunen, frem med alle argumenter, måske mødes man med mistillid og afslag på den man har søgt..

Så til en anke, finde de gode argumenter igen, søvnløse nætter, til man endelig får bevilling på hjælpen, sandsynligvis på et lavere niveau, end det man søgte. Når hjælpen så skal fungere, kan det heller ikke undgås, at der i perioder kommer bekymringer om f.eks. sygemeldinger, det være sig fra hjemmehjælpen eller BPA-hjælpere/ledsagere, rekruttering af nye hjælpere, arbejde med vagtplaner og løn-indberetning – der er i det hele taget meget mere planlægning for et menneske med et handicap end der er for mennesker, som kan udføre alting selv.

Jeg har ofte hørt sætningen fra andre: ”det må sandelig være et fuldtidsjob at have et handicap”

Det er som regel sagt på en måde så det alligevel skal forstås som at det da nok ikke er så slemt endda, i en situation, hvor man prøvet at forklare nogle ting fra hverdagen, til en person der prøver at forstå…

Men det er faktisk ofte et fuldtidsjob, at have et handicap! Men gør det én sej?

Måske?, men det kan også være, at vi bare har nogle andre grundvilkår i livet, som man (bare) overkommer, fordi man er nødt til det…

 

Derfor er det vigtigt at have noget i sit liv, som giver modvægt til alle bekymringerne

Det være sig fritidsinteresser, husdyr der giver hyggeligt liv i hjemmet, at høre noget musik eller ser en film, der gør én i godt humør. Man kan måske også lave en udflugt ud af sygehusbesøget – se noget i dén by, når man nu alligevel er der. Det kan også være positivt i mere end én forstand at få inviteret nogen man kan hygge sig med, måske bare til en kop kaffe, eller man kan måske hjælpe hinanden med at lave mad, eller måske har gæsten ikke noget imod at medbringe et måltid.

Mange af de ting der spreder glæde kan godt kræve hjælp for mennesker med et handicap, og det er jo ikke altid, at man har (nok af) det. Forhåbentlig kan man så spørge en pårørende om selskab til en udflugt eller lidt lettere praktisk hjælp. Men er mulighederne for hjælp for små, er det vigtigt, at man alligevel forsøger at få det positive ind i livet. Om det så er, at kigge ud af vinduet, og nyde solen, høre musik eller tænke på en dejlig oplevelse fra i forgårs

 

Og hvad er så pointen med det her?

Jo…man må gerne anerkende, at der er mange bekymringer i ens liv, være virkelig træt af dem i perioder, tænke om dem der synes man er sej, at det ved de da i virkeligheden meget lidt om… Bare man husker at have det positive i livet for øje også, for det er der jo, selvom det nogle gange kan virke uoverskueligt og uopnåeligt – selv bittesmå ting kan give stor glæde, når man har været langt nede!

 

 

Vælg udvalgt billede

Kan man kombinere en barnevogn med en kørestol?

Kan man kombinere en barnevogn med en kørestol?

af | okt 30, 2018 | Borgerliv

På trods af et mini-liv på hjul er jeg af min familie blevet opdraget ‘normalt’. Jeg har qua dette også altid haft normale ønsker og drømme for, hvad der i mit videre liv skulle ske. En af de største ønsker jeg har, er at få børn på et tidspunkt. Hvorfor, bliver jeg tit spurgt? Svaret er simpelt: jeg ved det ganske enkelt ikke. Det er en indre urkraft, som bare altid har hvilet i mig. Og som ikke kan forklares. Det er vel meget normalt?

 

Stilhed… Er hvad jeg oftest oplever, når jeg siger det højt.

Efterfulgt af slet skjult bekymring. Eller forargelse alt efter forholdet til individet, som hører mit ønske.

Jeg har oplevet folk, der mener, at jeg både er uforsvarlig og egoistisk. At jeg er urealistisk og ikke er klar over konsekvenserne. Jeg har ligeledes oplevet, at folk kan være bekymret for, om hvorvidt mit eget helbred kan holde til en graviditet, efterfulgt af et forældre-liv på fuld tid eller ej. For hvordan kan en syg (mor) tillade sig, at lave børn, når man selv har brug for hjælp?

Og lad mig lige gøre en ting helt klart: jeg forstår fuldt ud disse folk. Jeg kan sagtens sætte mig ind i både deres bekymring og forargelse. For når man ikke har set en sådan familiekonstellation før, så er uvidenhed en naturlig konsekvens af følgende.

 

Men ingen – inklusivt mig selv – kan se ind i fremtiden.

Jeg VED intet om den. Først og fremmest ved jeg reelt set ikke, om jeg overhovedet får børn. Ej heller om hvilken mor jeg bliver eller hvordan jeg overhovedet vil tackle forældrelivet. Men hvem – syg såvel som rask – gør det? Jeg har, ligesom dem, blot en idé. Og et ønske.

Indrømmet, når man – som jeg – har valgt at gifte sig med en mand, der selv lever med egne udfordringer, bliver hverken fordomme eller bekymringer ikke just mindre. Drømmen bliver da også sværere at opnå og byrden tungere.

 

Men en tung bagage i livet vil ikke umuliggøre fremskridt, men blot gøre vejen længere og mere besværlig.

Og er der noget min mand og jeg oftest i vores forhold har vendt og drejet, analyseret og diskuteret, så er det emnet børn. Vi er så forberedte, som man kan forvente af to mulige førstegangsforældre – og mere til. Vi kender til og anerkender vores svagheder, men så sandeligt også vores styrker. Mere kan man ikke forvente.

Men jeg har erfaret på egen krop, at når man som syg kommer med så kontroversielt et ønske, så bliver der også indirekte pålagt én et ansvar om, at man bør vide ALT. For når man fra starten af fremstår som en egoist, der ikke har øje for konsekvenserne forbundet med så stort et ansvar, så er der absolut ingen, som skal kunne sætte en finger på NOGET.

Jeg skal altid kunne have et modargument og en plan parat. For ellers vil jeg automatisk fremstå som både useriøs og ansvarsløs og derved som en dårlig forælder. Vi – min mand og jeg – er nødsaget til at kunne bevise, at det her kan vi sørme godt magte.

 

Men spørgsmålet her er så: er det fair? Hvor mange andre førstegangsforældre møder denne form for skepsis?

Hvor mange af dem lever med den evige frygt for paragraf 50-undersøgelser og eventuelle tvangsfjernelser? Og hvor mange har – ligesom jeg – gjort det til deres livsmission at studere forældrelivet, som var det deres livs eksamen?

Jeg ved som sagt meget lidt om fremtiden. Jeg ved, at vi komplimenterer hinandens svagheder ufatteligt godt med vores styrker, men om vi alligevel vil behøve støtte på den ene eller anden måde, ved jeg ikke. Dog ved jeg én ting med sikkerhed; opdragelse kommer fra hjernen og kærlighed kommer fra hjertet. Ingen af hverken min mands eller mine handicaps vil forhindre os i at videregive vores værdier og ikke mindst vores ubetingede kærlighed til et fremtidigt barn.

Og med et højtelsket og i den grad ønsket barn, har man allerede gået halvdelen af den lange vej som fremtidige forældre. Selv med en tung bagage på ryggen!