Kan du huske engang, du glemte alt omkring dig, da du faldt helt ind i dansen?

Kan du huske engang, du glemte alt omkring dig, da du faldt helt ind i dansen?

Kan du huske engang, du glemte alt omkring dig, da du faldt helt ind i dansen? Eller måske engang du dansede første dans med din elskede? Eller engang du dansede fuld af fjol og glæde med dit barn?

Du tog måske dig selv i, engang at blive rørt til tårer da nogen dansede..

Måske drømmer du om en dag at kunne danse helt frit og fuld af ’dansefeber’?

 

Dét at kunne danse..

Frit!

 

Ku’ du danse, hvis du havde et invaliderende handicap?

Ikke som udgangspunkt!

Men hvad nu hvis du kunne danse, trods dit handicap? Selvom dét at drømme om at danse, vel nærmest er utopi..?

Hvad nu hvis nogen passioneret arbejdede for, at det kunne lade sig gøre?

Ville du bakke dem op?

Vil det være dét værd?

 

Ja! Det synes jeg!

Så jeg støttede sidste år Karina og Co i Danish Wheelchair Dance Cup ved at sponsorere dem, at de kunne hyre vores egen copywriter og fundraiser Jade Mar Rolsted ind til at hjælpe dem i deres fundraisingarbejde. Det går godt med den indsats. Pt. har de opnået 85.000 kr.

Det var en del af flere initiativer vi skabte i 2017/18 i Din Hjælperordning, for at hjælpe vores borgere (og andre firmaers borgere :-)) til at lykkes med at realisere dét de drømmer om.

Ja, så jeg tror altså stadig på, at vi sammen kan skabe hvad vi vil!

 

Foreningen Kørestolsdans i Danmark og Sportsdans Forbund er et fællesskab af dansefeberramte mennesker med handicap..

der insisterer på at ’fortsætte’ dansen – trods svære fysiske handicap. I 2017 skabte de for første gang Danish Wheelchair Dance Cup, som ikke bare blev en kæmpe succes – med international deltagelse – men også et enestående og unikt vidnesbyrd om, at de igennem socialt samvær, dans og konkurrence kan give mennesker med muskelsvind og Cerebral Parese en oplevelse af enorm glæde og frihedsfølelse i mødet med ligesindede. Og resultaterne af de to foregående år har vist, at de faktisk reducerer social isolation ved at skabe et handicaptilgængeligt danserum og fællesskab omkring dansen.

 

 

Nå da da daaaa.. Så hvad synes du læser her, at vi skal sørge for, at hjælpe til med at det bliver til noget?

Du behøver ikke selv være Borger her i Din Hjælperordning, for at vi går ind og hjælper til med at få ting til at ske. Dét stærke fællesskab vi har her i Din Hjælperordning, har en stor favn og rækker udad, og omfatter alle mennesker der ønsker at nære og være i fællesskabet, hver på sin måde.

 

 

Dét her var mit statement (som jeg er fandens stolt af) fra fondsansøgningerne:

”Vi kan – som mennesker der skaber samfund – hjælpe mennesker der har et handicap, med mere end ’bare’ deres pleje og BPA-ordninger. Vi kan insistere på retten til passion, udfordringer og frihed! Dans frisætter!” – Pernille Skov, Partner i Din Hjælperordning ApS og medsponsor for Danish Wheelchair Cup 2019.

 

 

Kom lad os danse!

https://www.facebook.com/events/348926475687457/

https://www.facebook.com/Danish-Wheelchair-Dance-Cup-1401486809896604/

Pernille

 

Psst.. Vi bringer et interview med Karina Frederiksen fra Danish Wheelchair Cup 2019 i næste uge – så hold dig orienteret, hvis du er nysgerrig på én af skaberne bag.

 

 

Billig arbejdskraft, uduelig handicappet eller bare jobsøgende?

Billig arbejdskraft, uduelig handicappet eller bare jobsøgende?

Billig arbejdskraft, uduelig handicappet eller bare jobsøgende?

I december ‘16 startede min Amazonasrejse ind i den store job-jungle. Mit handicap sagde fra og gjorde sig aggressivt tilkende i form af en galopperende depression. Derfor måtte jeg smide alle de forventer, jeg havde til min uddannelse på gulvet og gå ad alternative stier. Og hvad jeg ikke har set af eksotiske skrivebordsaber og rapkæftede praktikpapegøjer på denne rejse, har absolut ikke været småting!

Bare det at finde et passende sted at blive arbejdsprøvet i forbindelse med visitering til et fleksjob tog næsten et år. For alle steder har pudsigt nok aldrig ressourcer nok til handicappede praktikanterne – alias de har ikke modet til at udforske hvilke talenter folk med handicaps har. For selvfølgelig har vi da også talenter, som vi gerne vil bruge og dele ud af!

Da jeg langt om længe fandt et praktiksted, blev jeg kastet direkte ind i et pædagogbureakrati, hvor drama stod øverst på spisesedlen. Jeg blev præsenteret for en praktikansvarlig, der ingenlunde magtede at ‘løse mig’ som enhver anden opgave. Med andre ord var hun hverken rummelig eller omstillingsparat nok, til at skulle stå overfor et samarbejde med mig og ikke mindst mit handicap. Det resulterede i, at jeg gik – nuvel KØRTE – rundt med følelsen af bare at være en uduelig handicappet, der på trods af erfaring fra tidligere, ikke var nær så velset som de faste pædagoger; de uddannede såvel som de ufaglærte. Hun var skeptisk omkring al min kunnen, for ‘kunne jeg nu godt dét? Havde jeg ikke brug for hjælp?’ Hun kvalte mig i misforstået hensyntagen og gav mig omvendt ingen credit, når jeg rent faktisk overgik mig selv og tøjlede mine udfordringer.

Da jeg endelig slap ud derfra med en fleksjobsbevilling i hånden, startede den egentlige jobsøgningskamp. Og her skal jeg da lige love for, at fleks’erne som undertegnede står nederst i fødekæden! Aldrig er jeg blevet taget så useriøst i mit liv! I forbindelse med min jobsøgning har jeg primært stiftet bekendtskab med to slags chefer:

• Dem som automatisk afviste mig uden nogen videre begrundelse (på grund af mit handicap…?)
• De såkaldte ‘selvstændige’ inden for ‘multi level markering’ (et mere spiseligt udtryk for headhunters til pyramidespil)

Én gang oplevede jeg sågar at blive kaldt ‘ekstraordinært’ ind til en jobsamtale, selvom jeg egentlig ikke passede på jobbeskrivelsen, fordi en chef var blevet vild med mig af omveje. Jeg følte mig på toppen, talte om løn, timer og oplæringsfaser, for så at blive lovet en plads til 2. runde af samtalerne. Jeg kunne FLYVE af spænding! Den 2. runde kom bare aldrig; efter at have udskudt datoen for mødet to-tre gange, fik jeg at vide – efter selv at have henvendt mig igen-igen – at stillingen var blevet nedlagt og erstattet med en søgning efter en revisor. “Men vi vil gerne beholde dine oplysninger, til hvis der dukker noget relevant op en anden gang,” blev jeg spist af med.

Så inden jeg landede solidt her i DHO, har jeg været hele møllen igennem; jeg har haft følelsen af kun at være interessant, fordi jeg bare var billig arbejdskraft og jeg har følt mig som en uduelig handicappet uden ressourcer. Først nu – efter at være blevet ansat i et job – føler jeg dét, som jeg egentlig skulle have følt dengang; bare en jobsøgende ligesom så mange andre.

Sådan kan man bearbejde en gammel sorg

Sådan kan man bearbejde en gammel sorg

Et menneske stillede os spørgsmål om sorg, og hvordan man kan bearbejde et gammelt tab – en gammel sorg. Vi spurgte Line Bundgård – som leder og underviser på Sorg- og kriseterapeut-uddannelsen – om hun ville svare tilbage.

Det vil hun!

Og svarene kommer her:

– Hvordan indvirker det mit voksenliv og min evne til at skabe relationer, at have overværet den ene af mine forældre dø, da jeg var lille?

”Når man som barn, har mistet en af sine væsentlige omsorgspersoner, kan det meget let føre til forstyrrelser i ens evne til at danne sunde og fleksible relationer med andre. Det kan komme til udtryk ved, at det kan være svært at turde lukke kærligheden ind i sit liv igen, fordi der i ens grundsystem ligger en erfaring i, at man mister den igen. Det kan også vise sig ved en ‘klæbende’ adfærd i fht. relationer. Hvis man ikke kunne ‘redde’ sin mor eller far fra at dø, kan man få et øget behov for at ‘redde’ andre. Det kan ligeledes være svært at skulle slippe usunde relationer.”

– Og hvordan kan jeg arbejde med mine ubearbejdede chok- og uforløste sorg, nu i mit voksenliv?

”En god måde at arbejde med tidlige chok og uforløst sorg er ved Tankefelt Terapi, afskedsterapi eller anden samtaleterapi. Læs meget gerne om Tankefelt Terapi via House of Awareness’ website.”

– Hvordan griber jeg det an herfra?

”Kast dig ud i det. Find eller få anbefalet en egnet terapeut, og ring til vedkommende. Mærk efter om jeres samtale giver mening. Om der er ‘kemi’. Lav en aftale og gå først ind i et forløb, når du kan mærke, det er den rigtige for dig. Mange terapeuter kan give redskaber til ‘hjemmearbejde’.”

 

Line Bundgård er uddannet Familie- og psykoterapeut MPF, Tankefelt Terapeut, børnebogsforfatter, foredragsholder og underviser

Hun arbejder indenfor det brede felt der hedder ‘Livskriser’; trussel om tab, tab og sorg og ikke mindst vejen (tilbage) til et beriget liv.
Hun leder og underviser på Sorg- og kriseterapeut-uddannelsen sammen med Henrik Dilling. Og når jeg spørger Line om hvad deres formål med uddannelsen er, svarer hun:
”Vores formål er at uddanne fagprofessionelle og behandlere i privat og kommunalt regi til at hjælpe mennesker i sorg og krise frem til øget bevidsthed, mening og livsglæde individuelt, i familier og i grupper. Vi vil hjælpe andre til at give håb i det ‘håbløse’ og mening i det ‘meningsløse’, og ikke mindst skabe tryghed i den berøringsangst, der fylder, når en død eller døden kommer på tale. Uddannelsen henvender sig primært til behandlere, terapeuter, socialpædagoger, pædagoger, lærere, bedemænd, socialrådgivere, sygeplejersker, psykologer, sundhedsplejersker og andet sundhedsfagligt personale.”

Vi har tjekket med Line, og hvis nogen af jer vil høre mere om Line og Henriks uddannelse, eller har et spørgsmål i fht. egen sorg, er I velkomne til at ringe for en snak med Line på 2666 6288.

I kan også følge med i deres indsats via:

Facebooksiden

https://www.facebook.com/Skolen-for-Sorg-og-kriseterapi-292552488264807/

Websitet

https://www.skolenforsorgogkriseterapi.dk/?fbclid=IwAR2_hp0L9IexWnLjTvhOp7cCRF6Iz98qA7YnR1oHRZzGzbdF9uJXpPDl4SY

 

 

 

I’m queer, I’m here, that’s my wheelchair

I’m queer, I’m here, that’s my wheelchair

I’m queer, I’m here, that’s my wheelchair

Jeg har altid vidst, at jeg var anderledes. Præcis som med adoptivbørn, så har der aldrig rigtigt været behov for at få slået fast, at jeg ikke lignede mine legekammerater – eller familie. Jeg har som barn følt mig ufattelig mærkelig, og som teenager ufattelig grim. Og jeg har endda ‘bare’ hjul som fødder. Udover det falder jeg egentligt ikke så meget ud for normen; jeg er en blegfed dansker, kvinde og hetero. Rimelig plain.

Men tænk nu hvis jeg havde flere ‘særheder’ på én gang? I USA hvor racespørgsmålet altid er det helt store emne, må jeg ærligt indrømme, at jeg i mit stille sind er ret glad for, at jeg ikke både er wheeler og har en – for nogen – forkert hudfarve eller nationalitet. For det må da være en landmine af hånlige kommentarer uden lige?? Så jeg satte mig ned og gav mig til at filosofere; er kombinationen af forskellige minoriteter en velsignelse – eller en forbandelse?

Jeg fik svar på mine filosofiske tanker for nogle år tilbage, da jeg i mine bloggerdage blev udvalgt til at være paneldeltager for MiX Copenhagen Filmfestival. Til de af jer, som ikke kender til MiX, så er det en af verdens ældste LGBTQ Filmfestivaller. Kort sagt handler det om køn, krop og seksualitet.

Da jeg blev inviteret til MiX, oplevede jeg for første gang en Alice i Eventyrland-omvendt verden. Her var jeg ikke anderledes grundet min kørestol, men på grund af min seksualitet. Det var en utrolig mærkelig følelse. Der var internheder, jeg ikke kendte til og jargoner jeg ikke forstod. Dér oplevede jeg et nyt – og for mig ukendt – minoritetsclash.

En af de andre deltagere til panelet var den noget flamboyante designer, Henrik Silvius. Han sad – ret åbenlyst – i kørestol og skjulte i den grad heller ikke hans forkærlighed for mænd. Jeg følte min nysgerrighed presse sig på, omend jeg var flov over min egen bramfrihed. Pludseligt følte jeg mig lidt som en fireårig, der skal til at spørge en Magasin-julemand, om han VIRKELIG bor på Grønland. Men jeg tog mig til sidst sammen og spurgte ham: ‘Er det ikke svært? En ting er stolen, men noget andet er seksualiteten. Er der dobbelt op på hån?’

Henrik er en meget jordnær gut på trods af hans festlige klædeskab. Han fortalte mig nøgternt, at når først man er født med et handicap, så kommer ting såsom homoseksualitet ikke ligefrem som et chok for en. Man ved allerede, hvordan man som ‘anderledes’ skal gebærde sig i samfundet; man har allerede tæmmet bølgerne på det store hav af fordumsfulde blikke og kommentarer. En ting fra eller til, sagde han, gjorde ikke den store forskel. Det gav mening – og alligevel kom det som et mindre chok for mig. Kroppen og sindet er virkelig strækbart, og jeg bliver stadig den dag i dag imponeret over, hvad mennesker kan blive udsat for af prøvelser i livet – og overleve dem!

På mange måder er homoseksualitet og handicaps nært beslægtet hvad angår fordomme og identitetskriser. Spørgsmålene ‘Vil jeg blive accepteret, som den jeg er?’ og ‘findes der en derude, som vil elske mig?’ er noget som både jeg og Henrik sikkert har spurgt os selv om på et eller andet tidspunkt. Denne lighed med hinanden har også gjort, at jeg førhen har tilladt mig, at have en hvis skepsis overfor Copenhagen Pride.

De handicappedes pendant til denne er ‘Sjældnedagen’. Den bliver afholdt hvert skudår den 29. februar og er med til at hylde diverse handicaps. Og alting stritter på mig hvert skudår, når jeg bliver inviteret med. Jeg har aldrig deltaget af den simple grund, at jeg nægter at hylde mit handicap og derved forhøje skellet mellem ‘os’ og ‘dem’. Man putter jo heller ikke highlighter på en bums. Jeg er ikke mit handicap, men derimod så meget andet; datter, kone, veninde, medarbejder, forfatter, tegner osv. Og skal jeg hylde noget ved mig selv, så foretrækker jeg én af dem.

På samme måde har jeg altid følt mig forarget på homoseksuelles vegne over, at deres seksualitet – som set i mine øjne er en ret lille del af det store hele som menneske – bliver sat på spidsen til CPH Pride. Alle minoriteter forventer en hverdag, hvor man ikke bliver behandlet anderledes, men derimod accepteres og oplever lige vilkår med majoriteter. Er events såsom Sjældnedagen og CPH Pride i så fald ikke en anelse dobbeltmoralske, nu hvor vi netop dér er med til at pointere vores uligheder fra majoriteterne? Hr. og Fru Jensen fra Thy har jo ikke ligefrem en gadefest, hvor de hylder, hvor abnormt ordinære de og deres syvogtyve katte er.

Det blev – selvfølgelig er man fristet til at sige – en lesbisk hjælper, som tog min Pride-mødom som led i at udfordre min skepsis. Så for første gang sidste år, oplevede jeg hvordan det egentlig foregår. Og jeg har aldrig haft det sjovere! Selvom jeg ikke rigtigt passer ind som hetero, så har jeg paradoksalt nok aldrig følt mig bedre tilpas, mere rask eller mere ‘normal’, end da jeg deltog i optoget iført havfruekostume og regnbueflag. Oplevelsen gav mig også blod på tanden, og jeg skal på lørdag igen fejre kærligheden på kryds og tværs sammen med blandt andet hjælpere og min mand til CPH Pride 2018.

Hvis der sidder nogle heteroer, bi’er, homo’er eller trans’er derude, så kom endeligt frit frem og del jeres tanker til denne debat.

Indtil da ønskes I alle sammen en fantastisk Copenhagen Pride fra DHO!
– Må kærligheden sejre