Skal du lukke din indre vildskab ud?

Skal du lukke din indre vildskab ud?

Skal du lukke din indre vildskab ud?

Jeg har været i kontakt med Ivan Michelsen fra firmaet ”Cold Hawaii Vildmarksbade”. De producerer bæredygtige shelters, hytter, saunaer og vildmarksbade – der nu også bliver handicapvenlige! De har en udlejningsstation, hvor man kan leje et bad, en sauna etc. og hvis man har pengepungen i orden, kan man selvfølgelig også købe sin helt egen hytte eller vildmarksbad.

 

Af handicapvenlige løsninger har de blandt andet udviklet en ny sauna med en bred dør på 90 centimeter..

så der er plads til en kørestol. Saunaen kan fås både uden og med omklædningsrum, og såfremt man vælger dette tilkøb, så er døren til omklædningsrummet selvfølgelig også bred nok til en kørestol.

 

Senere på året vil der komme en lift, der kan tåle at stå ude hele året, som man kan sætte fast på vildmarksbadet og derved blive liftet ned, såfremt man sidder i kørestol. Nede i badet vil der være en sele, som støtter personer, der ikke selv er i stand til at bære deres egen vægt.

Ivan har desuden forsikret mig om, at der selvfølgelig også er plads til en hjælper i badet

 

Hvis det har vækket din indre, vilde side og interesse..

så kan du finde ud af meget mere om projektet på hjemmesiden: https://coldhawaiivildmarksbad.dk/

Her kan du også læse mere om produkterne, og hvor i landet de befinder sig. Du kan naturligvis også finde frem til diverse kontaktoplysninger, såfremt du har videre spørgsmål.

 

Jeg ejer nok ikke selv den type ”vildskab”; mit eget morgenritual starter som regel ud med at blive kogt under bruseren som en anden hummer…

Men når dét er sagt, så er jeg stadig imponeret over, at der er blevet udviklet løsninger på, at folk i kørestole nu også kan lukke deres indre vildskab ud og give sig i kast med koldt vand og hedende saunaer i smukke naturområder.

 

Og netop derfor synes jeg også, at Ivan Michelsen og firmaet ”Cold Hawaii Vildmarksbade” skal have en varm anbefaling herfra!

 

Nu er der ganske kort tid til Danish Wheelchair Dance Cup 2019

Nu er der ganske kort tid til Danish Wheelchair Dance Cup 2019

Nå da da, Karina :)) Nu er der kun ganske kort tid til Danish Wheelchair Dance Cup 2019!

 

Hvordan føles det at lykkes med at kunne afholde jeres danseevent én gang til?

Det er rigtig dejligt, at vi har fået den store opbakning økonomisk og deltagerne er der kommet flere af. Så vi føler nu, at vi har fået skabt et vedvarende event. Det er ret stort!

 

Hvad var lettere denne gang?

2. gang er altid lettere, fordi vi har alt viden og materiale fra første gang, som vi kan bruge igen.  Og nu er vi forberedt på de udfordringer der kan komme.

 

Var noget sværere?

Kun nye ideer om at få firmaer til at give produkter til Goodybags til danserne. Kim´s chips og Matas i Maribo har sagt ja til at sponsorere, men rigtig mange firmaer er spurgt.

 

Så hvor langt er I nu med forberedelserne til I går på dansegulvet 7. Juni kl. 10.30 – 16

Alle tilmeldinger har vi modtaget – 18 dansepar – 3 par mere end i 2017 – fra 9 nationer deltager.  Nu er det med at lave program sammen med Danish Linedance, som er dem der har overtaget styringen fra Sportsdanser Forbund. En del organisering mangler endnu, men arbejdslisten er lavet, så det er bare at arbejde os nedad på listen.

 

Hvad sker der fra nu af og op til?

Nu skal vi i gang med at lave liste over hvem der danser i hvilken række. Der skal laves program, bestilles medaljer, pakkes kuverter til hver land med rygnummer og armbånd til indgang og mad. Så meget forarbejde mangler endnu.

 

Vi ved, at den fundraising indsats vi hjalp til med at sponsorere her i efteråret, bar frugt med sig. Mange frugter endda :)) Har I stadig brug for midler?

Ja gerne, vi mangler svar fra Lions Club. Vi skal bruge penge til at hyre nogle til at hjælpe os med fysiske – så flere sponsorater vil lande virkelig vel!!   

 

Ok, så hvor kan et menneske eller en virksomhed sende donationer eller sponsorpenge til jeres event, hvis nu de/han/hun ønsker at støtte jeres event?

 Så må de rigtig gerne støtte os ved at indbetale til: Kørestolsdans i Danmark – Møns Bank: Reg.nr.: 6140 Konto: 4252506

 

Hvad særligt spændende, overraskende, kærligt.. er der sket på jeres vej mod at realisere danseeventen igen her i 2019?

Vi er nu 3 arrangører – Jannie, Johnny og Karina. Det er vildt dejligt! Og så har vi en nyhed: vi har nye kategorier man kan deltage i, blandt andet en ’Teammatch’ hvor man dyster sammen med andre lande mod andre.

 

Prøv at fortælle mig om, hvorfor det er lidt af et scoop at danseeventet foregår på Musholm?

Musholm Ferie- Sport og konference er det perfekte sted at opholde sig, når man har et handicap. Du skal ikke medbringe hjælpemidler – de kan nemlig lånes på stedet. Hallen er sammenbygget med stedet, så du skal ikke transporteres til dansestedet. Hallen er lys og indbydende. Ret lækkert 😉

 

Hvad skal en glad wheelchair Dance Cup danser gøre, for at sikre plads på dansegulvet?

Programmet er ved at være færdigt nu, men prøv at skriv til vores mail, hvis du bare mååååå danse med i år: wheelchairdance17@gmail.com

 

Hvad koster det at deltage?

Vi har denne gang lavet en Early Bird pris på 276 euro – så skal man tilmelde sig inden d. 1. december 2018 – det er der nogen der har benyttet. Efter d. 1. december koster det 303 euro per person

 

Hvor kan man læse om det praktiske?

Vi skriver informationer ud på vores Facebookside Danish Wheelchair Dance https://www.facebook.com/Danish-Wheelchair-Dance-Cup-1401486809896604/ og til de tilmeldte par sender vi mails ud til med program og andre infos.

 

Hvad skal en publikum gøre, for at sikre sig en plads omkring dansegulvet, og opleve jer andre give den alt hvad I har af dans i jer?

Vi vil rigtig gerne have publikum. Masser :)) Det gir så skøn atmosfære, med klappen, hujen og hviinen!!

 

Hvad koster det at komme som publikum?

Det koster 75 kr. i entre, og så vil der være mulighed for at købe mad fra Mushoms dygtige kok.

 

Hvor tilmelder vi os?

Som publikum kræver det ikke tilmelding. Når man ankommer kan man betale entre kontant eller pr MobilePay, og bestille mad.

 

Tak Karina!

Vi er flere her i Din Hjælperordning der kommer ned og ser jeres dans, imens vi får lov at smæske os i frokost. Ahhh, det bliver så godt at nyde synet af jer dér, og at vi kan mødes sammen om det.

Fantastisk!!

 

Glæder mig!

Pernille

 

Om Danish Wheelchair Dance Cup 2019

Formålet med at afholde Danish Wheelchair Dance Cup 2019 er, gennem årets største sportslige dansekonkurrence for folk med muskelsvind og Cerebral Parese, at skabe en vigtig social driver, der modvirker social isolation og inviterer til fællesskab og nye venskaber gennem dansen.

Danish Wheelchair Dance Cup er den også den eneste event i Danmark, der faciliterer et ambitiøst niveau indenfor konkurrencedans. Stævnet i 2017 har skabt så meget positiv opmærksomhed – også internationalt – at Danish Wheelchair Dance Cup på kort tid er blevet et anerkendt og unikt danseevent langt ud over Danmarks grænser, hvilket vi som dansk nystartet forening er meget berørte og stolte af.

 

 

Pladerelease

Pladerelease

Pladerelease

Mikkel Lund, skuespiller, stand up-komiker og selvudnævnt spasser. Og nu om han ikke også begiver sig længere og mere grådigt ind i den kunstneriske verden ved at springe hovedkulds ind i musikerverdenen?

 

For dem der kender Mikkel i forvejen, kan det ikke komme bag på dem, at han er en mand med høje ambitioner og med mange jern i ilden. Og de skal smedes mens jernet er varmt!

 

Så den 5. april – nu på fredag – holder Mikkel pladerelease for hans nye EP, ”Built for Comfort”, hvor han udforsker det smokey, det støvede og det jazzede. Musikken emmer af whiskytåger og testatoren i lange baner.

 

Selv skriver han:

”5. April 2019 sætter jeg et barn i verden. Han har været undervejs i snart 4 år og kommer, mod forventning, ikke til at hedde Lund, men derimod Comfort til efternavn. Med udgivelsen af EP’en ”Built for Comfort” er det endelig til til at plante en milepæl, og det må jeg simpelthen dele med jer…”

 

Her på Din Hjælperordning er vi altid klar til at fejre, når drømme bliver gjort til virkelighed, og ser frem til at se, hvor langt Mikkels EP når ud i den store musiske verden.

 

Vi ønsker dig alle held og lykke med pladereleaset!

Elsk din indre diva

Elsk din indre diva

Nu er det efterhånden ved at gå op for folk, at jeg er ”hende dér der kan noget med ord” og ”hende vinderen af Danmark lækreste… med et handicap”. Lille spejl på væggen dér, hvem er den lækreste dværg i landet her? Mantraet hvisler i mit indre i disse dage, hver gang jeg får ros. Og jeg nyder det. Og jeg skammer mig over, at jeg nyder det.

 

Da søde Lasse Pagh første gang kaldte mig en diva, blev jeg forarget; spruttende tosset faktisk

Aldrig i mit liv om jeg var eller nogensinde bliver en diva – han kan da tro, at det bliver løgn! Men nu? Nu bliver jeg efterhånden nødt til at anerkende, at der altid har ligget en lillebitte diva inde i mit indre og sovet skønhedssøvn. Nu er hun vågnet op til dåd og er uhyggeligt frembrusende, når det tager hende.

 

Jeg stiftede faktisk ikke i første omgang bekendtskab med hende i forbindelse med DR2-skønhedskonkurrencen,

selvom det ellers ville være et oplagt første møde. Derimod stiftede jeg første gang bekendtskab med hende i forbindelse med mit nyopdagede liv som værende fraskilt. Singlelivet giver virkelig én anledning til at nære sin indre diva, og det stod ret hurtigt meget klart for mig, hvad jeg ville og hvad jeg absolut ikke ville med mit liv, job og fremtidige mænd.

Fremtiden generelt har jeg fået et ret hidsigt og målrettet forhold til; hvis ikke jeg får dét ud af det, som jeg ønsker, så drejer jeg om på hælen og finder en anden måde, hvorpå jeg kan opnå det. Min indre diva viser mig med andre ord hvilke stier jeg skal følge, hvis jeg gerne vil opnå alle de mange ambitioner, jeg har her i livet, hvilket måske ikke er så tosset endda? Så måske er den der indre diva ikke helt så slem alligevel, som folk ellers først antager hende for at være?

 

Indrømmet hun er ualmindelig selvfed og en kende snobbet

Men hun er også utrolig selvkærlig, passioneret og ambitiøs. Måske skal mennesker generelt blive bedre til at være selvkærlige, for på længere sigt at turde være ambitiøse og passionerede omkring deres individuelle mål her i livet? Og måske er et ”duer ikke, væk” ikke nødvendigvis noget negativt altid. Hvorfor lade sig nøjes, hvis man er stædig og tålmodig nok til at vente på bedre resultater?

 

Jeg vil byde min indre diva velkommen, indtil hun engang igen har brug for sin skønhedssøvn

Men jeg vil også lære hende vigtigheden af mig-tid vs. ”klap nu i”-tid. Hvis ikke der også er plads til ens nærmeste venner og familie på lige fod med hende, hvad sjovt er der så reelt set ved at være en diva? Det kræver jo som bekendt lige dele rødvin og anerkendelse fra andre at nære ens diva – ellers går hun i dvale. Så hvis jeg fokuserer på mine nærmeste omkring mig (og finansierer et par flasker rødvin i ny og næ), så bliver min indre diva også helt automatisk velnæret.

 

 

Filmanmeldelse af Roma

Filmanmeldelse af Roma

Netflix har udviklet sig til en rigtigt interessant streamingtjeneste. De har en størrelse og en økonomisk ballast så de selv kan sætte gang i produktioner. De spænder vidt. Fra Blockbusters som ‘Mogli’ og ‘Birdbox’ med Susanne Bier i instruktørstolen til den smalle mexicanske film ‘Roma’, der har høstet priser verden over og som er blevet kåret som én af de bedste film i 2018 af et begejstret anmelderkorps.

Opløftende af den amerikanske virksomhed tager chancer og finansierer en film som ‘Roma’. Filmen gik meget kort i de danske biografer i december måned. Det er da også her den skal ses. Den er på mange måder en hyldest til Cinema og filmmediet som sådan. Nåede man ikke at se den på det store lærred, ligesom jeg selv, skal man ikke snyde sig selv ved at se filmen på en lille computerskærm. Brug en Chrome Cast eller se den på dit Smart tv. Desto større skærm jo bedre. Jeg var heldig. Jeg så den i julen på et 50 tommer Samsung tv i Jylland.

Alfonso Cuarón som har instrueret filmen har for første gang også været fotograf på værket. De næsten vibrerende livagtige sort hvide panoramabilleder er udsædvanligt godt fotograferet og man fornemmer her en instruktør med kærlighed til film. Alfonso Cuarón instruerede rum thrilleren Gravity i 2013 som vandt 7 oscars. Roma løb blandt andet med prisen som bedste film på Venedig Filmfestival i 2018 og er nomineret til flere Oscars, blandt andet for bedste film og bedste instruktør.

 

‘Roma’ foregår i bydelen Colonia Roma i Mexico City i 1971, og handler om den indiansk mexicanske stuepige Cleo der passer fire børn hos en velhavende mexicansk familie.

Der sker ikke meget plotmæssigt i Roma. Cleo bliver gravid med sin kæreste, som skrider da han hører nyheden og familiens mand finder en anden kvinde, så moderen til de fire børn, må stå alene som forsørger. Det modige ved Roma er, at instruktøren har autoriteten til at fremhæve det der umiddelbart har fanget hans blik – rutinerne, det kuriøse, det umiddelbart udramatiske.

Den indiansk-mexicanske stuepige Cleo er nok et vidunderligt menneske, der tøjler de overklassebørn, hun passer og lader den formelle facade slå fine revner, når hun er sammen med kollegaen efter arbejde. Men først og sidst er hun en stuepige, der adlyder ordrer fra den rige familie, hun arbejder for, og aldrig afviger fra sin godhjertede natur – selv ikke da kæresten skrider. Hun er vores vej ind til en tid og et sted og en familie snarere end en dramatisk motor i sin egen ret. I hvert fald i filmens første halvdel. Hun giver plads til at observationerne kan træde frem, foran handlingen.

Rundt om Cleo slår familien langsomt sprækker, mens armoden breder sig på gader og stræder og studenterdemonstrationer ender i blodbad. I filmen er der hilsner til den italienske instruktør Frederico Fellini der med sine poetiske langsomme scener og løsrevne situationer skabte humoristiske øjeblikke midt i tragikken. Dem er der mange af.

Filmen rummer smerte og glæde og er ikke selvhøjtidelig og alvorstung, selv om det kan lyde sådan.

Alfonso Cuarón lader os observere hverdagen med de huslige pligter, børnenes umodne slagsmål og den voksende grøft mellem forældrene, inden han lader dramaet detonere på lærredet – alt sammen i billeder, der er så rige, at man aner, de har bund i levet liv og ikke bare fantasi.

Det føles personligt uden at være navlepillende, det virker sårbart, men er i total kontrol.

Her er scener så ætsende smukke at de bider sig fast. Som da familien drager til stranden, så manden kan hente sine ting fra hjemmet. Cleo passer børnene, mens moderen er oppe på toilettet. Børnene bader og er ved at drukne i Stillehavets store bølger, men bliver redet i sidste øjeblik af Cleo som ikke kan svømme. Inde på stranden kommer moderen tilbage og i lange maleriske minutter omfavner de hinanden i et fælleds portræt.

Der er ingen musik i hele filmen hvilket ikke gør det mindste. Man bliver båret gennem værket af øjeblikket.

 

Er man typen der ikke har set sådanne slags film før, er sandsynligheden for at man slukker for fjernsynet inden der er gået 20 minutter stor. Roma kræver noget af én.

Man skal være aktivt med i processen, ligesom når man læser en bog. Det gør ikke noget. Tværtimod. Efter man har set filmen, tænker man at her fik man noget ud af filmoplevelsen, hvilket ikke sker så tit endda. ‘Roma’ er moderne, men kunne have været optaget i 70’erne. Det er da også instruktørens egen barndom filmen bygger på.

 

Da jeg var i starten af tyverne rejste jeg i Mexico, deriblandt Mexico City og ved Stillehavet. Med den rejse i bagagen er filmen ekstra interessant.

Uligheden i landet og USA’s rolle i studenterurolighederne i 70’erne og de mange drab på civilbefolkningen, der blev begået af amerikansk trænede soldater, bliver i filmen nærværende. Mexico var og er et fantastisk land, men ikke uden problemer. At være et ordenligt menneske er én af nøglerne til at løse op for konflikterne. Det viser filmen og det gælder også i mange andre dele af verden. Det er noget man kan tage med sig. Filmen viser Mexico, som landet er, bundet til 1970’ernes virkelighed.

Hav tålmodighed. Giv ‘Roma’ en chance. Lad være med at sluk inden den er slut. Se den til ende og du vil med garanti syntes, at det har været det hele værd, når flyvemaskinen flyver over himlen i den sidste scene og rulleteksterne kommer på.

‘Roma’ kan streames på Netflix.

 

 

Danmarks lækreste… refleksioner:

Danmarks lækreste… refleksioner:

Som jeg tidligere har nævnt, er jeg blandt ti andre fantastiske ildsjæle pt. aktuel i programserien ‘Danmarks lækreste spasser’, som bliver vist hver mandag på DR2.

 

Onsdag den 6. februar skete så dét, som alle deltagerne havde prøvet at forberede sig på i et halvt år; den store skønhedskonkurrence, hvor tre dommere skulle finde Danmarks lækreste med et handicap.

 

Blandt glimmer og pyro, gemt langt væk bagved professionel koreografi, lå nervøsiteten og pustede i os alle.

Både af naturlige årsager såsom ‘ser jeg dum ud på tv? Får jeg sagt de ting, som jeg gerne vil?’, men også fordi vi deltagere jo har ting med i bagagen, som vi også skal tage højde for. Der var respiratorer, som kunne gå i udu midt i et interview, eller folk kunne skvatte og komme til skade midt i åbningsnummeret. Uforudsigelighed har intet positivt gjort for et menneske!

 

Men nu er det hele overstået. På et split sekund blev et halvårligt kapitel lukket ned igen.

Og tilbage står jeg med mange ambivalente følelser; for jovist er det da rart, at det er overstået og nervøsiteten har lagt sig. Men det har hele den barnlige glæde og spænding jo omvendt også. Og den vil jeg i den grad komme til at savne! Ligeledes vil jeg savne de fantastiske andre deltagere, som jeg nu kan være så privilegeret og kalde for mine venner.

 

Vi blev alle spurgt om, hvorfor vi i sin tid gerne ville deltage i en skønhedskonkurrence.

Var det fordi vi oprindeligt alle mente, at vi var lækre nok til at kunne vinde? Eller havde det mon været en sjov udfordring, som vi havde taget imod? For mit eget vedkommende har jeg aldrig skænket konkurrencedelen en tanke. Jeg skulle bare ind og være mig selv.

 

Jeg sagde ja, fordi jeg samler på gode minder og sjove udfordringer.

Fordi jeg er en eventyrer, og fordi jeg gerne vil sende et signal ud til andre om, at ligegyldigt hvilken skavank de måtte have, så er de lækre, smukke og forunderlige mennesker. Fordi de netop er dem selv.

 

 

”Rose is a rose is a rose is a rose”

”Rose is a rose is a rose is a rose”

Julen er efterhånden for alvor ved at være forbi. Snart går vi foråret i møde, men inden da skal vi liiige have amerikanernes fortrukne højtid overstået; Valentines Day.

Man kan hade den, og man kan elske den. Man kan også hade at elske den, eller som jeg – elske at hade den. Men uanset ens følelser for den meget emotionelle dato, 14. Februar, så bør man altid fejre kærligheden, når lejligheden byder sig. Om det så lige er i februar eller på et helt andet tidspunkt, bør være op til den enkelte, synes jeg.

Ligesom julen kan Valentines Day give anledning til mange sjælesmerter og ensomhed, såfremt man er single og derved ikke føler, at man har nogen at kunne fejre højtiden med. Og netop derfor vil jeg gerne slå et slag for det modsatte.

 

Jeg har gjort det til min personlige udfordring, at jeg skal adoptere konceptet vennedating i langt højere grad, end jeg hvad pt. gør

Jeg vil i fremtiden prøve, at forkæle mine veninder med blomster og slik meget mere, end hvad jeg før har haft mulighed for. Og jeg vil blive bedre til at gribe knoglen og få fat i mine kammerater, så vi kan spise et måltid eller drikke en øl sammen helt uden romantiske undertoner. For kærlighed kan jo være mange ting. Og forhold har efterhånden lige så mange konstellationer, som der er mennesker på Jorden.

 

Så hvad enten du er single eller i et forhold, sidder i kørestol eller ej, så er dette oplæg dedikeret til dig.

Jeg vil her anbefale dig fire ting, som du kan lave ligegyldigt din livssituation og civilstatus:

  • Restaurantbesøg er en klassiker. Og selvom stearinlysenes skær godt kan medføre en romantisk stemning, så kan man snildt sidde og grine sammen med en god kammersjuk – eller veninde – om gamle dage. Evt. sidde og glo på andre mennesker (det har som skabsnysgerrig været min yndlingsbeskæftigelse i mange år efterhånden…). Der findes ufatteligt mange restauranter i det ganske land, og jeg kender selvfølgelig ikke til dem alle. Men en generel anbefaling herfra vil altid lyde på restaurantkæden Flammen. De eksisterer stort set over hele landet, er handicapvenlige og så smager maden fantastisk. Og så kan man selv bestemme, om man skåler i et glas rødvin eller i en god, venskabelig Coca Cola.

 

  • Biografen er endnu en klassiker. Jeg er selv blevet bedre til at tage i biografen alene med en hjælper eller med en ven(inde). Når man er gammel romantiker som mig, så kræver det lidt tilvænning i første omgang. Det kan være en enormt grænseoverskridende følelse, men når ret skal være ret, så er det også en super hyggelig beskæftigelse. Jeg har hørt rygter om, at biografen på Fisketorvet skulle have gode forhold til kørestole både i salene og på toiletterne.

 

  • Museumsbesøg er noget en kæmpenørd som jeg nyder. Jeg ved personligt ikke noget bedre end at tage på kunstmuseum med folk, som jeg ved gider det lige så meget som mig. Ellers er det en ret så ufed oplevelse, hvis den ene part hopper rundt som et energisk barn og den anden er ved at flatline over Van Gogh, kan jeg garantere. Af museer kan jeg give mine varmeste anbefalinger til Kunstmuseet Arken i Ishøj. Det er handicapvenligt; lyst og moderne, og så har de ofte nogle fede udstillinger. Jeg har tidligere både set Frida Kahlo, Gerda Wegener og Van Gogh med stor fornøjelse. Og så er det – venner eller kærester – en god måde at få en spændende samtale op at stå!

 

  • Slumberparty! Det lyder frækt, men det er det faktisk ikke. Nærmest tværtimod er det ment som i den mest usexede forstand; slumberparty er min yndlingsbeskæftigelse med mine venner. En af mine bedste veninder og jeg har en tradition om pizza, nattøj og gyserfilm, når vi ses. Og når man sidder dér sammen og skriger; den ene med grimmere morgenhår end den anden, så tænker man langt fra på parforholdsproblemer og Valentines Day. Så tænker man nærmere på, at man skal huske at tjekke ens klædeskabe for spøgelser, inden man går i seng – og at man da i hvert fald skal æde det sidste stykke pizza med hvidløg inden da!

 

 

Så uanset om du gider fejre Valentines Day eller ej; om du er single eller i et forhold

så gør dig selv den tjeneste og søg efter kærligheden. Den er der i mange forskellige former og farver – og typisk findes den også steder, som du ikke selv havde regnet med. And to be fair; bliver man ikke lige glad for en buket blomster, hvad enten det er en mand eller en veninde man modtager den fra? Som Gertrude Stein engang skrev: ”Rose is a rose is a rose is a rose”…

 

 

Feminin og tiltrækkende i en kørestol?

Feminin og tiltrækkende i en kørestol?

Jeg skulle til galla i gymnasiet, og jeg følte mig som en prinsesse! Det kunne ikke glimte nok i min verden! Stor og strålende kjole med rhinsten på overdelen og uanede mængder af tyl på underdelen. Masser af smykker og hårspænder og en fin og elegant make-up.

Aldrig har jeg følt mig så feminin! Alligevel husker jeg tilbage på dagen med blandede følelser.

En pige fra min klasse kom over for at komplimentere mit udseende, og alligevel er det ikke selve komplimentet, jeg husker bedst. Det der står klarest er nemlig, hvordan hun sluttede: ”Ej, Mette! Hvor er du fin, og hvor er det en flot kjole! Jeg havde slet ikke forestillet mig, at du også skulle have gallakjole på, når du nu ikke kan danse lancier med os, men selvfølgelig kan du jo godt være fin alligevel!”

Jeg blev faktisk lidt forvirret og stødt over den kommentar. Det var garanteret ikke for at fornærme mig, men hvad havde hun egentlig forestillet sig? At jeg ikke ville dukke op? Eller at jeg ville dukke op i joggingtøj? Hvorfor skal jeg ikke tage fint tøj på, bare fordi jeg ikke kan være med til at danse lancier?

Det var som om, at det fik en lavine i gang hos mig.

Behøver jeg ikke at gøre noget ud af mig selv, for jeg sidder jo alligevel bare i min kørestol?

Jeg vil altid have en meget unfair konkurrence, når jeg er i byen med veninderne, for det er altid dem, som fyrene kigger på. Kan jeg så i virkeligheden ligeså godt lade være med at prøve? Nej! Hvorfor skulle jeg dog det?

Men hvordan kan man så være feminin, når man er i min situation? Det er generelt svært for mig at prøve tøj, når jeg shopper. En veninde har netop åbnet en butik med hundredvis af flotte kjoler, og hun var så sød at tage nogle kjoler med hjem til mig, som jeg kunne prøve. Efter møje og besvær kom kjolerne på, og med det samme kom de af igen! De ser simpelthen så smukke ud på billeder og normale kroppe, men på min krop er det bare ikke det samme!

 

Min krop er skæv og asymmetrisk, og den har aldrig hørt om timeglasformen.

Ovenikøbet skal kjolens smukke detaljer affinde sig med at blive skjult af sidestøtter og seler. Og så er der bare ikke særlig mange kjoler, der er smukke, når man sidder ned, og maven buler lidt for meget.

Der er selvfølgelig mange andre muligheder end kjoler. Man kan sagtens finde tøj, som sidder nogenlunde på en krop som min. Men en ting, som jeg altid har været ked af, er stiletter! Mine fødder kan slet ikke det der! Det er ikke fysisk muligt for mig at strække min fod så meget, som det kræves til en stilet. Og selv hvis jeg kunne det, så ville stilettens effekt fuldstændig gå tabt i min situation. Jeg ville aldrig nogensinde kunne opnå de smukke lange stænger, som en stilet fremviser.

Hm, hm, hm, hvad gør vi så?

 

Du kan slet ikke forestille dig, hvor mange timer jeg har brugt på at studere kvinder og deres smukke former. Studere tilvalg og fravalg, som andre kvinder har gjort for at få deres krop til at fremstå så smuk som muligt.

Hvordan skal jeg nogensinde kunne opnå sådan noget, hvis jeg ikke engang kan bære en almindelig kjole på en feminin måde? Det skal jeg fortælle dig.

På et tidspunkt måtte jeg nemlig bare acceptere, at jeg har den krop, som jeg nu engang er født med. Den skal jeg være glad for og værdsætte, for ellers gør andre det heller ikke. Jeg måtte erkende, at jeg aldrig kommer til at få den modelkrop, som alle piger drømmer om. Og det er sikkert ikke kun mig, som har kvaler og udfordringer med tøj og udseende – det tror jeg, alle piger har prøvet! Måske har jeg bare nogle ekstra udfordringer.

 

Og efterhånden gik det op for mig, at de smukkeste piger er dem, som har en udstråling, der siger spar to!

For mig handler det ikke længere så meget om, hvad man bærer, men hvordan man bærer det. Det smukkeste tøj er ikke smukt, hvis man ikke har den rette attitude – efter min mening i hvert fald. Modsat kan en helt almindelig hættetrøje, hvis den er båret med udstråling, få forbipasserende til at tabe underkæben.

Så hvordan stadser jeg mig op, når jeg skal ud, og hvad får mig til at føle mig feminin og tiltrækkende? Selvfølgelig har tøjet noget at sige, men det er langtfra alt! På trods af kørestol, skævheder og buler kan jeg sagtens gøre noget ud af mig selv.

Jeg finder noget tøj, som jeg ser godt ud i, men som jeg vigtigst af alt FØLER mig feminin i. Jeg kan få lavet en fransk manicure og bruge timevis på at pleje min krop med et langt og varmt bad, hårfjerning og en bodyscrub. Jeg kan sagtens tage noget frækt undertøj på – ingen kan se det, men jeg VED, at det er der. Jeg kan bære elegante smykker og en make-up, som fremhæver mine øjne eller læber. Jeg kan sagtens have en parfume på, som får mændene til at vende sig om efter mig på gaden. Jeg kan bruge ansigtsudtryk, blik eller ord til at flirte.

 

Det handler om udstråling og attitude i min verden, og det kommer frem med følelser.

Så hvis jeg FØLER, at jeg har nogle KILLER heels på, ja, så kan det i princippet være lige meget, at jeg ikke fysisk bærer dem på mine fødder, for jeg har dem på i min mentalitet, og det giver attitude og udstråling.

Så piger, på med noget der får jer til at føle jer som prinsesser, spil på alle de instrumenter, som I overhovedet kan – make-up, parfume og alt det der, og tag så ud for at erobre verden med jeres attitude og udstråling! Det lægger flere mænd ned end den Chanel-kjole, som det alligevel kun er de færreste, der kan rocke.

Se min kjole

Se min kjole

I morgen – onsdag den 5/2-2019 – sker der noget fantastisk spændende i mit liv. Jeg skal være deltager i Danmarks første skønhedskonkurrence for folk med handicaps!

 

Kjolen er syet, stiletterne er købt og jeg er nu så klar, som man overhovedet kan blive

Og dog. For helt mentalt klar bliver jeg aldrig, når jeg skal støtte op om den politiske korrekte titel; “Danmarks lækreste – med et handicap”. Faktisk får jeg gåsehud af den titel – og dét er ikke ment på den fede måde.

Der var tale om i krogene, at det egentlig skulle have heddet “Danmarks lækreste spasser”. En både morsom, selvironisk og passende titel, hvis man spørger mig. Det smager bedre og lyder knapt så pompøst. Men folk stejler og producenterne er en flok kyllinger. Også selvom deltagerne selv overordnet set er langt mere pro over dén titel, frem for den endelige.

 

Men hvad ved en flok handicappede om sh*tstorms?

Vi er jo bare en flok handicappede, der ikke er i stand til at sætte os ind i etik og moral. Og selvom vi selv bruger ordet dagligt om os selv og hinanden; serverer det med en bunke kærlighed, så er vi tilsyneladende for undertrykte til selv at kunne se, hvor meget splid ordet ‘spasser’ skaber for os selv.

 

Det er bullsh*t, hvis man spørger mig

Misforstå mig ikke; jeg skal ikke bestemme, hvilke ord DU stejler over. Og er jeg i dit hjem, så lover jeg ikke at bruge ordet i nærheden af dig. Men i det offentlige rum, er der så virkelig nogen, som på andres vegne skal tage patent på sproget? Selvfølgelig ikke!

Og lad os være ærlige; hvornår bliver et ord virkelig til et skældsord? Når vi pakker det ned i kasser og mærkerer dem som værende nedsættende og grimme ord? Eller når den minoritetsgruppe, som ordet omhandler, tager ejerskab over ordet og bruger det som uskyldigt hverdagskost?

 

Intet godt er kommet ud af at blive tiet ihjel!

Heller ikke selvom vi frygter en sh*tstorm. Mennesker er flokdyr, og mennesker vil tilpasses folkemængden.

Men tænk over dette; individet i sig selv tager ufatteligt gode og kloge beslutninger, hvorimod folket – den samlede flok får – oftest ikke længere tør tænke selv. Læs eventuelt selv op på socialpsykologi, gruppepres og Solomon Aschs pindeeksperiment.

Så lad mig bryde ud af flokken, tænke selv og påtage mig ansvaret for en eventuel sh*tstorm: “Se min kjole! Jeg bliver én af Danmarks lækreste spassere – og dét er jeg rigtig stolt af!’