Handicap – Sex – Ligeværdighed

Handicap – Sex – Ligeværdighed

Handicap – Sex – Ligeværdighed

Hvis mennesker skiller sig ud rent fysisk, er de så ikke længere lækre?

I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap – Sex – Ligeværdighed’, hvor han ønsker vi forholder os til om et menneske med et handicap opleves ligeværdigt attraktivt og seksuelt som andre, eller ej? Og hvad skaber dét vi oplever?

Lyt med, og giv gerne dit besyv med til debatten!

 

Lyt her!

by Sami Hajslund Blogger i DHO | Om handicap – sex – ligeværdighed. Lyt her!

Bekymring vs. Glæde

Bekymring vs. Glæde

Bekymring vs. Glæde

”Hvor er du sej!”. Det er en sætning, som man ofte ser som kommentar på f.eks. de sociale medier

Det er let at slynge om sig med superlativer eller det modsatte, når man ikke sidder overfor det andet menneske, eller kender dette særligt godt. Det er selvfølgelig også bedre med positive fremfor negative kommentarer, og nogle gange forekommer disse kommentarer til os med handicaps bare vi har gjort en lille smule udover det forventede – en lille smule overdrevet?

For som et menneske med et handicap har man ofte bekymringer. Bevares – det har alle, men mennesker med handicaps er i sagens natur nødt til at bekymre sig mere om deres helbred, end de fleste andre mennesker, der er mange sygehusbesøg hvert eneste år.

Derudover har de fleste også meget mere kontakt med deres kommune end andre har. De fleste mennesker kommer måske på kommunen, når de skal have nyt pas, søge folkepension eller boligstøtte. Som et menneske med et handicap må man desuden kontakte kommunen, hvis der skal ændres noget i den bolig man har udset sig – man kan ikke bare slå til, og købe med det samme. Mange må også bede kommunen om støtte til anskaffelsen af en bil, da ombygningen koster mange penge, og forinden har man gjort sig mange tanker om indretningen af bilen, samt om hvad man vil bruge den til, for ellers får man da slet ikke en bevilling.

Ift. egen forsørgelse har de fleste mennesker med et handicap nogle ressourcer – heldigvis, men der er oftest også nogle begrænsninger som gør, at man igen er nødt at søge hjælp for at kompensere for funktionsnedsættelserne, og disses konsekvenser. Og, hvis et job ikke er muligt på trods af diverse støtteforanstaltninger, må man leve af offentlig forsørgelse, som regel resten af livet….

Når dagligdagen skal fungere må mange have hjælp til såvel personlig pleje som praktiske opgaver.

Derfor: igen kontakt til kommunen, frem med alle argumenter, måske mødes man med mistillid og afslag på den man har søgt..

Så til en anke, finde de gode argumenter igen, søvnløse nætter, til man endelig får bevilling på hjælpen, sandsynligvis på et lavere niveau, end det man søgte. Når hjælpen så skal fungere, kan det heller ikke undgås, at der i perioder kommer bekymringer om f.eks. sygemeldinger, det være sig fra hjemmehjælpen eller BPA-hjælpere/ledsagere, rekruttering af nye hjælpere, arbejde med vagtplaner og løn-indberetning – der er i det hele taget meget mere planlægning for et menneske med et handicap end der er for mennesker, som kan udføre alting selv.

Jeg har ofte hørt sætningen fra andre: ”det må sandelig være et fuldtidsjob at have et handicap”

Det er som regel sagt på en måde så det alligevel skal forstås som at det da nok ikke er så slemt endda, i en situation, hvor man prøvet at forklare nogle ting fra hverdagen, til en person der prøver at forstå…

Men det er faktisk ofte et fuldtidsjob, at have et handicap! Men gør det én sej?

Måske?, men det kan også være, at vi bare har nogle andre grundvilkår i livet, som man (bare) overkommer, fordi man er nødt til det…

 

Derfor er det vigtigt at have noget i sit liv, som giver modvægt til alle bekymringerne

Det være sig fritidsinteresser, husdyr der giver hyggeligt liv i hjemmet, at høre noget musik eller ser en film, der gør én i godt humør. Man kan måske også lave en udflugt ud af sygehusbesøget – se noget i dén by, når man nu alligevel er der. Det kan også være positivt i mere end én forstand at få inviteret nogen man kan hygge sig med, måske bare til en kop kaffe, eller man kan måske hjælpe hinanden med at lave mad, eller måske har gæsten ikke noget imod at medbringe et måltid.

Mange af de ting der spreder glæde kan godt kræve hjælp for mennesker med et handicap, og det er jo ikke altid, at man har (nok af) det. Forhåbentlig kan man så spørge en pårørende om selskab til en udflugt eller lidt lettere praktisk hjælp. Men er mulighederne for hjælp for små, er det vigtigt, at man alligevel forsøger at få det positive ind i livet. Om det så er, at kigge ud af vinduet, og nyde solen, høre musik eller tænke på en dejlig oplevelse fra i forgårs

 

Og hvad er så pointen med det her?

Jo…man må gerne anerkende, at der er mange bekymringer i ens liv, være virkelig træt af dem i perioder, tænke om dem der synes man er sej, at det ved de da i virkeligheden meget lidt om… Bare man husker at have det positive i livet for øje også, for det er der jo, selvom det nogle gange kan virke uoverskueligt og uopnåeligt – selv bittesmå ting kan give stor glæde, når man har været langt nede!

 

 

Vælg udvalgt billede

Kalder du dét fleksibelt?

Kalder du dét fleksibelt?

Når man har et handicap og derfor er dybt afhængig af andre menneskers hjælp, så kan man lynhurtigt ende i et limbo, såfremt den hjælp bare ikke er tilfredsstillende nok. For man burde jo være taknemmelig over, at man bor et sted, hvor man rent faktisk kan få hjælp – men har taknemmeligheden ikke omvendt også sin grænse, såfremt der igen og igen sker fejl på stribe? Jeg tænker hverken på kvaliteten på hjælpemidler eller kemien mellem handicaphjælpere nu. Jeg tænker tværtimod på noget så konkret som flextrafik…

 

Jeg har en veninde i kørestol. Hun har kørekort, men ingen bil og er derfor dybt afhængig af flextrafik

Det er også rigtig dejligt, at hun har den mulighed, hvilket jeg er utrolig taknemmelig for. Men min taknemmelighed blegner sgu en hel del på hendes vegne, når hun gang på gang fortæller mig de samme historier:

  • Chauffører der kører bundråddent og med passagernes liv som indsats, fordi de skal holde en stram tidsplan – som de så tydeligvis ikke evner.
  • Chauffører der ”glemmer” at spænde kørestolen fast, som ellers er et lovkrav, hvilket har resulteret i, at min veninde er skvattet ud af stolen midt under kørslen. Det kan desværre ikke tælles på én hånd, hvor mange gange jeg efterfølgende har været nødsaget til at køre hende på skadestuen på grund af slag og fald.
  • Chauffører der piller ved hendes kørestol, for så bagefter at glemme at indstille den tilbage i den korrekte position – så hun atter engang skvatter, når hun kommer hjem, simpelthen fordi kørestolen braser sammen under hende

 

Det er næsten blevet en hverdagstradition, at jeg får den nyeste sladder fra flextrafik-verdenen

Og hver eneste gang laver jeg samme konstatering: ”Hvorfor i alverden klager du ikke?” Men det gør hun. Efter femte gang bad jeg tilladelse om at læse mailkorrespondancen imellem hende og flexkontoret. Og jeg var mildest talt forarget! ”Det kender vi ikke til, det kan pågældende chauffør ikke erindre, vi er kede af din oplevelse og håber ikke, at det gentager sig. God dag, rend os et vist sted!”

 

Så nu går jeg skridtet videre og råber op herinde. Kan det virkelig være rigtigt, at man bare skal finde sig i den behandling?

Hvor går man hen, når man føler, at man løber panden mod en mur i en klageproces? Hvor bliver mennesker som min veninde RIGTIGT hørt? Og hvad gør man, når man er dybt afhængig af hjælp, men omvendt ikke længere tør modtage den, fordi det som oftest er med livet som indsats?

 

Har du oplevet det samme, noget lignende eller ved, hvor vi skal tage den her sag op henne, så tøv endelig ikke med at kontakte mig på mail: ditte@dho.dk

 

 

Hvor er kærligheden henne?

Hvor er kærligheden henne?

”Man burde blive lønnet ud fra et fuldtidsjob, når man har et handicap,” har jeg engang udtalt. Og dét mener jeg sådan set stadigvæk. Især når jeg befinder mig i perioder, hvor mit handicap fylder allermest i min kalender; p-møder med hjælpere, evindelige sygehusaftaler, møder med kommunen, bandagist eller den lokale kvaksalver. Optælling af medicin og indkøb af diverse småtteri-hjælpemidler.

Man har som handicappet i reglen aldrig fri.

Men i modsætning til et fuldtidsarbejde, så har man – paradokssalt nok – ikke sygedage fra den slags arbejdsopgaver. Man har ikke dage, hvor man kan tillade sig at holde fri fra sit handicap-arbejde. Måske vi burde overveje en overenskomst på den konto?

 

Jeg mærker det især, når jeg ser på den mængde ansvar, som kommunen gav mig som 18-årig; da jeg blev opgraderet til arbejdsleder, blev min fritid og mit privatliv omvendt reduceret kraftigt. Og lige præcis her kunne det være rigtig skønt, at kunne tjekke mentalt ud af ansvaret – blot for en stund.

Man mærker noget der minder om omsorg, når man skal introduceres til en BPA-ordning første gang. Dér bliver man holdt i hånden. Lige såvel oplevede jeg at blive holdt mig i hånden, første gang jeg skulle ansatte fuldtidshjælpere; ”så-så, det skal nok gå!”. Men efter den dag stoppede kærligheden brat, og så skulle jeg pludseligt selv få det hele til at gå.

 

Og hvor er kærligheden henne, når livet gør ondt?

Vi kender alle sammen – handicappede såvel som ikke – til de perioder af ens liv, hvor intet kører som det skal og hvor alle i hele verden bare kan skride ud over en skrænt; inklusivt en selv. Mit liv har gjort ondt mange gange efterhånden, men især én episode står tydeligere frem end de andre:

 

Jeg havde netop fået konstateret depression. Jeg var sygemeldt fra mit drømmestudie, og så var jeg i øvrigt også lige flyttet væk fra mors kødgryder og fars tegnedreng. Det eneste fikspunkt jeg havde i hverdagen var mine hjælpere. Og de skulle jo stadig passes; vagtplaner, godkendelse af timeregistreringer, P-møder og MUS-samtaler. Alt skulle huskes og jongleres rundt midt i min krisetid.

Og jeg magtede det simpelthen ikke; livet havde gjort mig for svag.

Det var første gang jeg i mit stille sind tænkte: ”Hvor er kærligheden henne?” Hvor er den der omsorg, som kom så pludseligt i sin tid? Hvor er MIN vikar henne i alt dét her? Hvem kan tage over for mig, nu hvor jeg knap nok selv kan huske at gå i bad og spise mad? Men der var ingen…

 

Historien endte heldigvis lykkeligt for mit vedkommende

jeg havde et hjælperteam, der af egen fri vilje tog over for en periode og på den måde hjalp mig igennem de værste huller. Men tænk nu hvis jeg ikke havde været lige så privilegeret – hvor var jeg så endt henne? Sikkert på en psykiatrisk afdeling et sted; uden hjælperordning fordi den var blevet sløjfet grundet forsømmelse.

 

Og kan det virkelig være rigtigt, at vi i vores såkaldte ”Velfærdsdanmark” skal frygte, at borgere med handicaps skal ende dér? Kan man fra samfundets side af kræve, at pågældende mennesker skal have superkræfter sideløbene med deres handicaps; kunne tænke logisk og aldrig lave fejl, ligegyldigt hvad livet måtte byde dem? Jeg kender godt mit svar på det – men hvis jeg nu spørger dig: ”Hvor er kærligheden henne?” – hvad svarer du så…?

 

 

Feminin og tiltrækkende i en kørestol?

Feminin og tiltrækkende i en kørestol?

Jeg skulle til galla i gymnasiet, og jeg følte mig som en prinsesse! Det kunne ikke glimte nok i min verden! Stor og strålende kjole med rhinsten på overdelen og uanede mængder af tyl på underdelen. Masser af smykker og hårspænder og en fin og elegant make-up.

Aldrig har jeg følt mig så feminin! Alligevel husker jeg tilbage på dagen med blandede følelser.

En pige fra min klasse kom over for at komplimentere mit udseende, og alligevel er det ikke selve komplimentet, jeg husker bedst. Det der står klarest er nemlig, hvordan hun sluttede: ”Ej, Mette! Hvor er du fin, og hvor er det en flot kjole! Jeg havde slet ikke forestillet mig, at du også skulle have gallakjole på, når du nu ikke kan danse lancier med os, men selvfølgelig kan du jo godt være fin alligevel!”

Jeg blev faktisk lidt forvirret og stødt over den kommentar. Det var garanteret ikke for at fornærme mig, men hvad havde hun egentlig forestillet sig? At jeg ikke ville dukke op? Eller at jeg ville dukke op i joggingtøj? Hvorfor skal jeg ikke tage fint tøj på, bare fordi jeg ikke kan være med til at danse lancier?

Det var som om, at det fik en lavine i gang hos mig.

Behøver jeg ikke at gøre noget ud af mig selv, for jeg sidder jo alligevel bare i min kørestol?

Jeg vil altid have en meget unfair konkurrence, når jeg er i byen med veninderne, for det er altid dem, som fyrene kigger på. Kan jeg så i virkeligheden ligeså godt lade være med at prøve? Nej! Hvorfor skulle jeg dog det?

Men hvordan kan man så være feminin, når man er i min situation? Det er generelt svært for mig at prøve tøj, når jeg shopper. En veninde har netop åbnet en butik med hundredvis af flotte kjoler, og hun var så sød at tage nogle kjoler med hjem til mig, som jeg kunne prøve. Efter møje og besvær kom kjolerne på, og med det samme kom de af igen! De ser simpelthen så smukke ud på billeder og normale kroppe, men på min krop er det bare ikke det samme!

 

Min krop er skæv og asymmetrisk, og den har aldrig hørt om timeglasformen.

Ovenikøbet skal kjolens smukke detaljer affinde sig med at blive skjult af sidestøtter og seler. Og så er der bare ikke særlig mange kjoler, der er smukke, når man sidder ned, og maven buler lidt for meget.

Der er selvfølgelig mange andre muligheder end kjoler. Man kan sagtens finde tøj, som sidder nogenlunde på en krop som min. Men en ting, som jeg altid har været ked af, er stiletter! Mine fødder kan slet ikke det der! Det er ikke fysisk muligt for mig at strække min fod så meget, som det kræves til en stilet. Og selv hvis jeg kunne det, så ville stilettens effekt fuldstændig gå tabt i min situation. Jeg ville aldrig nogensinde kunne opnå de smukke lange stænger, som en stilet fremviser.

Hm, hm, hm, hvad gør vi så?

 

Du kan slet ikke forestille dig, hvor mange timer jeg har brugt på at studere kvinder og deres smukke former. Studere tilvalg og fravalg, som andre kvinder har gjort for at få deres krop til at fremstå så smuk som muligt.

Hvordan skal jeg nogensinde kunne opnå sådan noget, hvis jeg ikke engang kan bære en almindelig kjole på en feminin måde? Det skal jeg fortælle dig.

På et tidspunkt måtte jeg nemlig bare acceptere, at jeg har den krop, som jeg nu engang er født med. Den skal jeg være glad for og værdsætte, for ellers gør andre det heller ikke. Jeg måtte erkende, at jeg aldrig kommer til at få den modelkrop, som alle piger drømmer om. Og det er sikkert ikke kun mig, som har kvaler og udfordringer med tøj og udseende – det tror jeg, alle piger har prøvet! Måske har jeg bare nogle ekstra udfordringer.

 

Og efterhånden gik det op for mig, at de smukkeste piger er dem, som har en udstråling, der siger spar to!

For mig handler det ikke længere så meget om, hvad man bærer, men hvordan man bærer det. Det smukkeste tøj er ikke smukt, hvis man ikke har den rette attitude – efter min mening i hvert fald. Modsat kan en helt almindelig hættetrøje, hvis den er båret med udstråling, få forbipasserende til at tabe underkæben.

Så hvordan stadser jeg mig op, når jeg skal ud, og hvad får mig til at føle mig feminin og tiltrækkende? Selvfølgelig har tøjet noget at sige, men det er langtfra alt! På trods af kørestol, skævheder og buler kan jeg sagtens gøre noget ud af mig selv.

Jeg finder noget tøj, som jeg ser godt ud i, men som jeg vigtigst af alt FØLER mig feminin i. Jeg kan få lavet en fransk manicure og bruge timevis på at pleje min krop med et langt og varmt bad, hårfjerning og en bodyscrub. Jeg kan sagtens tage noget frækt undertøj på – ingen kan se det, men jeg VED, at det er der. Jeg kan bære elegante smykker og en make-up, som fremhæver mine øjne eller læber. Jeg kan sagtens have en parfume på, som får mændene til at vende sig om efter mig på gaden. Jeg kan bruge ansigtsudtryk, blik eller ord til at flirte.

 

Det handler om udstråling og attitude i min verden, og det kommer frem med følelser.

Så hvis jeg FØLER, at jeg har nogle KILLER heels på, ja, så kan det i princippet være lige meget, at jeg ikke fysisk bærer dem på mine fødder, for jeg har dem på i min mentalitet, og det giver attitude og udstråling.

Så piger, på med noget der får jer til at føle jer som prinsesser, spil på alle de instrumenter, som I overhovedet kan – make-up, parfume og alt det der, og tag så ud for at erobre verden med jeres attitude og udstråling! Det lægger flere mænd ned end den Chanel-kjole, som det alligevel kun er de færreste, der kan rocke.

Inspireret af Dronningens nytårstale!

Inspireret af Dronningens nytårstale!

Tanker ved nytårstide – inspireret af Dronningens nytårstale!

Det er vel ikke ualmindeligt, at vi på en eller anden måde gør status over dette og hint i forbindelse med årsskiftet, og sjældent har jeg været så enig med Dronningen i hendes budskab som denne gang! Så NU må dette på print!

Gennem en stor del af mit liv har jeg tænkt, at mange måske har fordomme overfor vi mennesker med et handicap…. Og alligevel har jeg ikke så ofte følt det. Dèt kom jeg desværre til i 2018.

Bevares… Jeg er en rimeligt flittig bruger af Facebook, og kunne godt fornemme der, at menneskers tiltale af/til hinanden blev mere og mere rå og egoistisk. Med Dronningens ord: ”- man er online hele tiden, og man glemmer, at der faktisk er et menneske i den anden ende”

 

Og i den virkelige verden, fik jeg virkelig ”kærligheden” at føle!

Flere gange, i forbindelse med strøgture, er jeg blevet råbt af, fordi… jeg angiveligt fyldte for meget i min el-stol, kørte for stærkt eller kørte for tæt på andre??? Jeg vil her lige påpege, at der ikke er noget i vejen med mine arme og hænder, og at jeg sagtens kan køre min el-stol så jeg selv mener, at det er helt forsvarligt. Det er/var det åbenbart ikke i overensstemmelse med holdningen hos ”almindelige” mennesker, for det var de umiddelbart – dem der råbte.

Dertil kommer alle de gange, hvor en medborger er ved at sætte sig til skødet af èn, for at komme på tværs af køen i supermarkedet, eller hvor medborgeren rakte tværs over mig, for at kunne nå den vare jeg også havde udset mig…

 

Nu er jeg ikke mundlamme type, og derfor fik alle de der anråbte mig, en hvas kommentar med på vejen…

Men jeg blev meget ked af oplevelserne alligevel! Heldigvis kender jeg mange skønne mennesker, som jeg kunne dele oplevelserne samt få noget opbakning til, at det ikke var mig, den var gal med! Alligevel kunne jeg næsten ikke få armene ned, da jeg sad nytårsaften og så Dronningens nytårstale!

 

Og derfor har jeg her håndplukket nogle citater, som jeg vil tillade mig at kommentere, som jeg tolker dem

Hun sagde bl.a.: ”Vores land bliver rigere, men bliver vores liv rigere?”

– Nej, ikke hvis vi kritiserer andre højlydt, uden at kende dem og deres baggrund!

”Det er som om flere siger ”se på mig” og færre har øje for andre”

– Lige præcis! Det er jo hele humlen!

”Jeg kan godt frygte, at eftertanken og omtanken bliver klemt og glemt”

– Det kan jeg også! – og synes, at det er det jeg allerede oplever…

”Vi tager os ikke tid til at forstå hinanden og vi glemmer at respektere hinanden og passe på hinanden”

– Det er jo sandsynligvis baggrunden for det ovenstående!

”Det vigtige er ikke hvordan vi ser ud eller hvad du har opnået. Men hvem du er, og hvordan du er overfor andre”

– Nemlig!!! Meget andet kan der ikke siges til det!

”Man skal give sig tid til at mærke, om en ven er ked af det”

– Selvfølgelig!

”Det øger tilliden , når vi mødes menneske til menneske, og taler med hinanden”

og

”Vores fælles styrke næres ved, at vi har respekt for vore medmennesker og viser tillid til hinanden, for vi har alle et ansvar for fællesskabet. Det er selve vort samfunds rødder”

– Og heldigvis findes der stadig fællesskaber, hvor vi gør/har det!

 

Og DHO/BHG er i høj grad et sted, hvor jeg oplever at blive set og forstået som det menneske jeg er

Samt ikke mindst respekteret, og det har i høj grad også betydningen for selvtilliden. Det være sig, når vi erfaringsudveksler, mødes til arrangementer, bliver ringet op med omtanke og spurgt til sit velbefindende, bliver bedt om en tjeneste som udvikler ens ressourcer, når andre ikke lægger mærke til, at man ser anderledes ud end de fleste – eller vi sammen kan grine af en skæv arm, der flyver til vejrs i en pludselig spasme….

TAK FOR DET ALLE SAMMEN – MÅTTE DER KOMME MERE AF DÈT I 2019!

GODT NYTÅR!

 

Kære mand – slap af det er bare en kørestol!

Kære mand – slap af det er bare en kørestol!

Kære mand – slap af det er bare en kørestol! … Er en sætning jeg har haft lyst til at bruge mange gange! For som jeg efterhånden har slået fast herinde, så er skavanker ikke særlig velsete i datingverdenen, og da slet ikke så synlige som mit; en dværg i kørestol – har jeg efterhånden lært – er bare ikke et attraktivt væsen. Men hvorfor egentlig ikke? 

Nu prøver jeg lige at gå imod hele kvindekønnets kodeks og rose mig selv, selvom jeg ellers ikke “må”:

 

Dage, hvor jeg ser forbandet godt ud

Selvom jeg har tudedage, ‘last pair of panties’-dage, vaskebjørnsdage med mascara ned ad kinderne, fedtet hår-dage osv., så har jeg i den grad også dage, hvor jeg ser forbandet godt ud!

Selvom mine ben er korte og jeg har lidt for kvindelige fedtdepoter visse steder, så har jeg dage hvor min mås simpelthen ikke kan strutte bedre i et par habitbukser (det er faktisk en skam, at jeg sidder så meget på den!). Jeg kan fremtrylle et par stænger og en svang, der siger spar to med et par guddommelige stiletter. Jeg har Hollywood hair-dage, jeg har sensuelle katteøjne-dage og flirty smiles-dage.

Jeg kan sagtens se de ting, som jeg tænker mænd også ville kigge på, hvis de så mig i byen. Men hvorfor i alverden gør de det så ikke? 

 

Han er en viking på scoretogt

Jeg var på et tidspunkt i byen veninderne; den ene mere lækker end den anden. Og en kørestol eller ej, så vil jeg for evigt ligne Quasimodos retarderede lillesøster ved siden af dem. Det er en skæbne, jeg efterhånden har accepteret.

Men hvad der senere skete, hverken kan eller vil jeg acceptere: En meget beruset og ufattelig utiltrækkende fyr kommer hen til os. Han er en viking på scoretogt, kan man se. Dumdristigt begiver han sig i kast med venindeflokkens lederhun. Han har ikke en chance! Og sådan afprøver han slavisk gruppen hele vejen ned af en rangliste, som han tydeligvis selv har lavet, alt imens han bliver flået i småstykker af den ene huntiger efter den anden.

Under hele optrinnet har han sendt mig skulende blikke; snavs først, så mig på bunden. Lige indtil han kommer sønderrevet hjem fra slagmarken og bukker sig forpustet ned til mig; desperat efter at få et stykke kød med hjem til middag. Nogen gange må man tage sig til takke med det halvdårlige affaldskød, nu hvor Angusbøfferne er solgt.

Og staklen bliver knock out’et af en verbal ørefigen fra en dværg i kørestol. Måske hun ikke er lige så lækker som sine veninder, men hun er i den grad for lækker til ham! 

 

På Tinder har jeg oplevet hele paletten af mænd

Dem der automatisk tror, at jeg er nonne. Dem der vil give mig et medlidenhedsknald, dem der vil udnytte min højde og / eller det faktum at jeg ikke kan gå, dem der skal have sat kryds i deres ‘f***ing list’ (dværge er åbenbart i høj kurs her, lærte jeg!) og så dem, der slet og ret bare er ALT for lækre til mig! Paradoksalt nok er det også oftest disse mænd, som er alt for dumme til mig… 

Men jeg har tværtimod meget sjældent – for ikke at sige næsten ikke – oplevet mænd, der fandt mig attraktiv, lækker og sexet. De mest velopdragne handyr kan til nød svinge sig op til et ‘hvor er du køn’ eller ‘du har en fed personlighed’. Og jovist, det er komplimenter og jeg tager gerne imod dem. Men med disse er jeg omvendt også allerede røget i friendzonen.

Hvis de der søde og lækre mænd dog bare vidste, hvordan jeg kunne rive dem rundt! Men det er de fleste gået glip af, fordi fordommene tager over. Selv min egen mand, fandt mig mere spændende end egentlig decideret attraktiv. Affektionen og den seksuelle tiltrækning opstod først, da han havde været tålmodig nok til, at lade mig vise ham alt det, som jeg OGSÅ er. 

Så til alle mænd: “Slap af – det er bare en kørestol!”

Hvornår er man for syg til at elske – og at blive elsket?

Hvornår er man for syg til at elske – og at blive elsket?

Min generation er den generation, der er mest forkælet hvad kærlighed og forhold angår. Datingapps- og websites fodrer vores kritiske sanser, og jagten på Ms. eller Mr. Perfect er skudt helt i vejret i et urealistisk billede.

Man vil som handicappet spørge sig selv på et tidspunkt: ‘Vil jeg blive accepteret, som den jeg er?’ og ‘findes der en derude, som vil elske mig?’ Og med god grund. For er det perfekte blevet skæmmet – såsom ved et handicap – er det sjældent velset i datingverdenen. 

 

Da jeg som single meldte mig til det forjættede Tinder i 2015

var det derfor med en hvis modvilje og en god portion skepsis. For ville en som mig, med så synligt et handicap, kunne klare mig i et univers, hvor alting blev målt og vejet, vendt og drejet? ‘Duer ikke – væk!’-mentaliteten opstår hurtigt i folk på Tinder, når jagten går ind og man begynder at swipe til venstre. Jeg havde INGEN chance! 

Derudover led jeg på daværende tidspunkt stadig af smerterne fra et åbent kærlighedssår efter et forhold, hvor to svære sygdomme til sidst blev erklæret for uegnede til, at leve side om side af ham. Men var vi egentlig for syge til at elske hinanden, når det kom til stykket? Det nåede jeg aldrig at finde ud af.

Alligevel lykkedes det mig stik imod forventning et år senere, at falde for en mand fra Tinder. Pludseligt gik tingene stærkt, og før jeg fik set mig om, havde jeg en kæreste igen. Men der var en lille hage ved det hele; han led af diverse psykiske diagnoser. Og mine alarmklokker fra fortiden bimlede; jeg havde allerede sagt farvel til ham i mit stille sind, inden vi overhovedet havde begyndt. 

 

Men kærlighed har det jo som bekendt med at gøre en blind

og vi valgte derfor at fortsætte forholdet velvidende om, at vi havde en lang kamp i vente. Og jeg vil ikke lyve – det koster blod, sved og tårer at elske et sygt menneske. 

Når jeg har været indlagt, og han har siddet ved min side og sovet i en stol i tre dage i streg, har jeg skamfuldt tænkt: ‘Hvad laver du her med mig? Du kunne få så meget bedre derude.’ Eller når hans sind modarbejdede ham og vi måtte runde psykiatrien, kom skammen ligeledes snigende, når jeg måtte indrømme overfor mig selv, at jeg ikke længere kunne holde til det.

Der skabes konstant konflikter, som modarbejder hinanden oppe i hovedet. Men selvom vi begge har været ved at opgive et utal af gange, så har kærligheden altid ageret den faste grundsøjle i vores forhold. 

Vi er sidenhen blevet gift og har derved slået et søm fast i vores overbevisning om, at det her kan vi godt klare sammen. Og selvom min mand har dårlige perioder, så er han stadig den mand jeg elsker. Imaginære stemmer i hans hoved forhindrer ham ikke i, at synge for mig når jeg er ked af det eller kysse mig i panden, når vi skal sove.

Ej heller forhindrer kroniske smerter mig at lytte til hans bekymringer, eller sige at jeg elsker ham. Et brækket sind eller en brækket knogle – det kan komme ud på et. 

Nogen fra min generationen mener, at ‘kærlighed ikke altid er nok’. Jeg har aldrig været enig. Eksisterer kærligheden, så eksisterer håbet også. Og er der håb, så er der noget at kæmpe for.

Hej, jeg hedder 1.699.294 kr!

Hej, jeg hedder 1.699.294 kr!

Jeg glemmer det aldrig. Som ung teenager havde jeg en episode, som har brændt sig fast på mine nethinder, omend den måske kan virke ganske banal for andre: 

Det er en almindelig skoledag. Vi skal have gruppearbejde, men min sidemakker nægter og går uden for døren. Forvirret over hans reaktion, sidder jeg nærmest bedøvet tilbage i klassen. Pludseligt afbrydes min trancelignende tilstand af en høj stemme; det er min daværende hjælper, som råber højt ude på gangen. Af ham – min sidemakker. 

 

Senere finder jeg ud af, at han nægter, at samarbejde med mig!

Ikke i dag, ikke i morgen. Ikke nogensinde. Punktum. Faktisk syntes han slet ikke, at jeg burde gå i klassen. Hans argument? At folk som mig var skyld i, at hans far betalte så meget i skat. Bum. 

Pludseligt var jeg ikke længere Ditte, hans klassekammerat i 7.B på den lokale landsbyskole. Jeg var et tal. Kroner og ører på farmands lønkonto. 

Den udtalelse fik mig til at spekulere: ‘Hvad koster jeg egentlig for samfundet? Er det virkelig så slemt? Og kan jeg på nogen måde gøre op for de udgifter, der er forbundet med mig?’ Jeg begyndte at tage min egen eksistens op til revision: 

‘Mere arbejde til fagfolk – pro, merudgifter betalt af kommunen – con…’ osv. Der var mange punkter på min liste, og jeg kom frem til, at skulle jeg klippe kæderne og svømme op til overfladen, i stedet for at forblive dét økonomiske anker, som min tidligere klassekammerat havde gjort mig opmærksom på at jeg var, så skulle jeg blive mangemillionær. Og det bliver jeg med sikkerhed ikke. 

Den slags tankegang møder jeg stadigvæk på min vej. Og jeg vil ikke lyve; den slår lige hårdt hver gang. Men jeg bliver dog nødt til at sige, at efter meget depressive perioder i mit liv, hvor min selvtillidskonto var i minus, har jeg lært to ting: 
1) Jeg kommer aldrig til at betale for min egen eksistens…
2) Men jeg er et menneske, der lever i et såkaldt velfærdssamfund, og derfor er det helt okay. Vi har hinandens rygge.

 

Så er der mentale lussinger i din side dish. Værsgo’

Og selvom jeg er en af de der irriterende borgere, som kræver mine rettigheder overfor kommunen, når de prøver at sylte mine merudgifter for at spare, så prøver jeg skam omvendt også at gøre mit til, at samfundet alligevel kan fungere.

Først og fremmest betaler jeg gladeligt min skat. Og jeg betalte endda gerne mere, såfremt det blev et lovkrav (men så forventer jeg også, at tandlægerne overgår til staten!), for jeg synes, at det er vores pligt at spytte i fælleskassen. Til mig i dag, men måske til dig i morgen? Eller din nabos søsters svoger. It doesn’t matter!

Det der derimod betyder noget er, at der er hjælp at hente, når man får brug for det. Uden at der bliver serveret en verbal eller mental lussing som side dish. 

Foruden skatten så skal man også huske på, at hele min eksistens, som rullende minif…. er en arbejdsplads. Fem menneskers middagsborde er groft sagt afhængige af mig. Så for hvert smil eller rosende ord, som jeg modtager fra mine hjælpere, desto mere udholdeligt bliver tyngden af ankeret. Også selvom jeg ved, at de alene koster samfundet 1.699.294 kroner om året. 

Spørgsmålet er så om hvorvidt pågældende klassekammerat har fået indvirkning på mit videre selvværd. Klart ja! Men til det bedre? Perhaps not. Udtalelser som hans har klart givet mig hår på brystet, og nærer min ‘f… dig’-attitude, men jeg er stadig ikke i mit 23. leveår blevet fuldt ud sikker på, hvad jeg er værd. Og om jeg nogensinde bliver sikker på det… 

 

HVAD er et menneske EGENTLIG værd??

Men er man virkelig et dårligere menneske, blot fordi man koster samfundet (mange) penge? Hvad med alle de menneskelige værdier? HVAD er et menneske EGENTLIG værd?? Jeg vil vædde min gamle hat på, at intet menneske tør svare på dét spørgsmål! Jeg er ingen undtagelse…

Men hvis du stik imod forventning er modigere, end hvad jeg tror, så del endelig gerne dine tanker med mig: Hvor går grænsen? Og hvad kan eventuelt opveje de røde tal, som handicappede udgør på budgetterne hvert år? 

Vi forventer selvfølgelig hos DHO, at tonen bliver holdt sobert og respekten er gensidig trods uenigheder. 

Jeg glæder mig til at høre fra jer!
– Ditte