Skal vi danse?

Skal vi danse?

Skal vi danse?

 

Jeg husker det som var det i går.

 

Sodavandsdiskoteket i børnehaven; Ditte på fire år der misundeligt ser op fra sin kørestol på alle sine legekammerater, der begejstret hopper rundt og danser. “Man kan sagtens danse i en kørestol, Ditte,” prøver min hjælper opmuntrende. Men jeg ryster bare på hovedet; tør ikke i frygt for at se dum ud.

 

Den har siddet i mig lige siden – følelsen af frygt for at se dum ud. Jeg er bestemt ikke musikalsk, og jeg ejer ikke et gram rytme i kroppen

Alligevel elsker jeg at nyde andre optræde og bliver altid grebet af stemningen. Teater, balletter og musicals har altid været en stor del af min barndom. Det var ikke et særsyn, at jeg ofte var ved at trille hovedkulds ned i orkestergraven af bare begejstring over diverse forestillinger, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet flået tilbage i mit kjoleskørt og pænt placeret ned i en rød velourstol igen.

 

Og nu kommer den barnlige glæde og store fortabelse af stemning atter vendt tilbage, for snart – meget snart – bliver Danish Wheelchair Dance Cup 2019 skudt i gang

Det kommer til at ske den 7. – 10. juni på Musholm Ferie- og Sportscenter i Korsør

Og for at det ikke skal være løgn, så sender vi to velkendte ansigter til konkurrencen som repræsentanter for Danmark; Karina Frederiksen og Connie Skov. Så skal de i hvert fald lære mig én gang for alle, at man SAGTENS kan danse i en kørestol!

 

Jeg har haft fornøjelsen af at interviewe Karina omkring dans før. Og selvom jeg var uvidende – og derfor skeptisk – omkring konceptet kørestolsdans, så tog det mig ikke lang tid at nå ind til barnet indeni mig, der betaget lyttede til alle Karinas historier om kjoler med palietter, guldmedaljer, dancecups og danseundervisning med flotte partnere både i og uden kørestol. Havde Karina stået og danset på Det Kongelige Teaters scene i sin kørestol, da jeg var barn, så havde jeg med sikkerhed faldt ned i orkestergraven og forhåbentlig blevet grebet af et skinnende valdhorn.

 

Jeg er senere hen så småt begyndt at få blod på tanden

Jeg tager ofte mig selv i at dagdrømme om at danse jitterbug til swingmusik, så både kjoleskørt og kørestol pisker derudaf. Så hvem ved? Måske jeg en dag tør gøre en dagdrøm til virkelighed. Og indtil da håber jeg inderligt på flere som Karina og Connie, der kan betage og lokke ‘kyllinger’ som mig til at glemme, hvordan man ser ud for i stedet at blive snurret rundt på et dansegulv og bare have det skidesjovt. For det er vel noget af dét livet handler om? ‘To dance like nobody’s watching!’

 

Og indtil da er der vist kun én ting at sige:

Skal vi danse den 7. – 10. juni på Musholm til Danish Wheelchair Dance Cup 2019?

 

 

Yep, vi støtter at mennesker kan tilvælge følgeskab når de dør

Yep, vi støtter at mennesker kan tilvælge følgeskab når de dør

Yep, vi støtter at mennesker får følgeskab når de dør, hvis de ønsker det via Buddhistisk vågetjeneste for døende.

 

Så vi har netop sponsoreret, at en vågetjeneste for døende nu kan få nogle af deres transportudgifter – til og fra frivillige nattevagter – dækket. Vi tænker, at vi kan passe lidt på de frivillige, så de trygt kan passe på de døende.

 

Jade (Jade Mar Rolsted) der arbejder for os her i Din Hjælperordning kom – sprængfyldt af glæde forleden – og fortalte om denne vågetjeneste for døende, som hun arbejder med i på frivillig basis. Ja, hun er ret glad for vågearbejdet, og efter 2 år i Røde Kors’ Vågetjeneste, er hun nu med til at genetablere denne Buddhistiske Besøgs- og Vågetjeneste.

 

Og ja, af navnet fremgår det, at vågetjenesterne hviler på Buddhistisk praktisk tilgang og livsfilosofi, og samtidig åben for alle mennesker uanset tro eller ikke tro. De siger selv, om kernen i deres vågetjeneste virke: ”Vi ønsker at møde alle ligeværdigt og i respekt for deres værdier. Når vi tager ud i vågetjenesten, kommer vi som medmenneske til et andet menneske i nærvær, og er åbne for de behov der er lige nu.”

 

Når jeg spørger ind til deres højeste værdi, siger de ”Vi virker ud fra, at vi er alle forbundne”

Dét kan vi godt nikke genkendende til her i Din Hjælperordning. Det er nærmest det første Lasse ønsker at tale om, når han bliver spurgt af omverdenen, om hvorfor han står op hver dag for at drive vores virksomhed. Så ja! Vi genkender dét at virke og være med andre, at vi er forbundne. Vågetjenesten uddyber det sådan her: ”Som mennesker møder vi uundgåeligt svære stunder, smerte og foranderlighed. Hvad der lige nu er let, kan om lidt blive tungt, – og omvendt. Vi er ikke isolerede individer, men forbundne. Derfor er den andens smerte også min, og jeg har evnen til at indleve mig i den andens liv. Det kunne være mig, – det bliver også mig en dag. Vi bliver alle gamle, vi bliver alle syge og vi skal alle dø.

Denne indlevelse stimulerer medfølelsen, som er kernen i hvad vi tilbyder, og hvorfor vi tilbyder disse tjenester.

Vi ønsker at møde alle ligeværdigt og i respekt for deres værdier. Når vi tager ud i vågetjenesten, kommer vi som medmenneske til et andet menneske i nærvær, og er åbne for de behov der er lige nu. Vi vil gerne gennem vores nærvær skabe et rum af fred og ro, som kan støtte det andet menneske i at finde deres egne svar, være sig selv og gennemgå deres egen proces.”

 

Første gang, jeg hørte at det var en vågetjeneste med Buddhistisk praktisk tilgang og livsfilosofi, blev jeg nysgerrig og måtte spørge ind til hvad dét betyder..

De svarer mig: ”Vores arbejde i vågetjenesten bygger på følgende tre principper om døden, som vi har modtaget fra *Lama Zopa Rinpoche:

  1. Det er naturligt at dø. Alt levende dør. Dyr, mennesker og planter. Bygningsværker og ting forvitrer. Døden er en realitet i vores liv. At have set denne realitet i øjnene, hvor svært det end kan forekomme, vil have en positiv indflydelse på vores sans for livets værdier og for, hvad livet skal bruges til.
  2. Hvert eneste minut dør der så utroligt mange væsener i hele verden. Denne erkendelse hjælper os til at sætte vores egen død i perspektiv. Vores egen død er slet ikke noget enestående; der er mange væsener som dør samtidigt med os.
  3. Det er utroligt vigtigt at dø i en så fredelig, rolig og kærlig sindstilstand som overhovedet muligt. Det er utroligt vigtigt at dø med åbent hjerte. Det betyder at det er vigtigt at have gjort sine forhold klare: at have talt ud, forstået, forsonet sig, tilgivet om muligt. Dette i sig selv vil bringe fred i den enkelte og skabe fred mellem mennesker.”

* Vi praktiserer Mahayana Buddhismen, sådan som den er formidlet af Lama Tsong Khapa. Og vores spirituelle overhoved er Lama Zopa Rinpoche, som er spirituelt overhoved for alle F.P.M.T. Buddhistiske centre, retrætesteder, hospicetjenester i The Foundation for the Preservation of the Mahayana Buddhism (også kaldet F.P.M.T.) Og vi følger nøje Lama Zopa Rinpoches anvisninger.

 

Jeg kan fortælle at..

Buddhistisk Besøgs- og Vågetjeneste koordineres af psykolog og buddhist Maria Damsholt. Og er en non-profit forening baseret på frivillighed, og donationer til dem går direkte til faste udgifter som husleje, transport, kurser og supervision.

 

Hvis du, når du der læser mit blogindlæg her, ønsker at vide hvordan du selv kan knytte denne vågetjeneste til dig selv eller pårørende..

kan jeg fortælle dig, at de tilrettelægger deres vågeopgaver i samarbejde med pårørende eller plejepersonalet. Og de kommer på vagter efter behov i eget hjem, på plejehjem eller på hospital – primært i Storkøbenhavn. Du kan kontakte  Maria Damsholt 51280858 eller aktuelle kontaktperson på tlf. 51626888.

Hvis du – ligesom jeg selv fik lyst til – også vil donere hjælp til drift af deres frivillige vågetjeneste eller hvis du vil vide mere om Buddhistisk Besøgs- og Vågetjeneste, kan du læse meget mere her: https://xn--besgs-vgetjeneste-frb07a.dk/

 

 

De fortæller selv følgende om dem selv:

”Vi er en vågetjeneste skabt af meget forskellige almindelige mennesker med livserfaring og overskud”

“Vores vågetjeneste er tilknyttet Center for Visdom og Medfølelse https://www.facebook.com/CenterForVisdomOgMedfolelseTongNyiNyingJeLing/ og vores arbejde er inspireret af buddhistiske værdier, selvom ikke alle frivillige her, er buddhister. Vi har erfaring med omsorg til alvorligt syge og døende mennesker. Vi er frivillige og ulønnede. Vi har tavshedspligt.

Vi har alle gennemgået et kompetencegivende kursusforløb, og vi modtager regelmæssigt undervisning og supervision, bl.a. fra Maria Damsholt. Fx via Maria’s intensivkursus om kunsten at dø med fred, og at drage omsorg ved dødstidspunktet, som handler om:

Kurset foregår via oplæg, refleksioner, samtaler, diskussioner og øvelser om

  • At forholde sig til egen sorg, kriser, smerter og dødelighed, for at udvikle større livskvalitet og for at kunne have  med døende mennesker at gøre, uden selv at miste livsmod og glæde.
  • At få kendskab til forskellige religioners syn på åndelig hjælp til døende.
  • At få kendskab til faktorer, der har betydning for smerte, samt fysisk pleje af døende mennesker.
  • Buddhismens syn på dødsprocessen og åndelig hjælp.

Indhold

  • Kommunikation, aktiv lytning, terapeutisk berøring.
  • Kriseteori og refleksioner over udviklingsmuligheder i kriser. Svære følelser. Døden og det at dø.
  • Forholde sig til egen dødelighed.
  • Pleje af den døende. Smerte.
  • Forskellige perspektiver på åndelig smerte og åndelig hjælp.”

 

Hvis du har lyst til at være med i deres vågetjeneste, så kan du læse mere om at være frivillig her: https://xn--besgs-vgetjeneste-frb07a.dk/at-vaere-frivillig

Med fornøjelse!

Pernille

 

 

 

 

Kan du huske engang, du glemte alt omkring dig, da du faldt helt ind i dansen?

Kan du huske engang, du glemte alt omkring dig, da du faldt helt ind i dansen?

Kan du huske engang, du glemte alt omkring dig, da du faldt helt ind i dansen? Eller måske engang du dansede første dans med din elskede? Eller engang du dansede fuld af fjol og glæde med dit barn?

Du tog måske dig selv i, engang at blive rørt til tårer da nogen dansede..

Måske drømmer du om en dag at kunne danse helt frit og fuld af ’dansefeber’?

 

Dét at kunne danse..

Frit!

 

Ku’ du danse, hvis du havde et invaliderende handicap?

Ikke som udgangspunkt!

Men hvad nu hvis du kunne danse, trods dit handicap? Selvom dét at drømme om at danse, vel nærmest er utopi..?

Hvad nu hvis nogen passioneret arbejdede for, at det kunne lade sig gøre?

Ville du bakke dem op?

Vil det være dét værd?

 

Ja! Det synes jeg!

Så jeg støttede sidste år Karina og Co i Danish Wheelchair Dance Cup ved at sponsorere dem, at de kunne hyre vores egen copywriter og fundraiser Jade Mar Rolsted ind til at hjælpe dem i deres fundraisingarbejde. Det går godt med den indsats. Pt. har de opnået 85.000 kr.

Det var en del af flere initiativer vi skabte i 2017/18 i Din Hjælperordning, for at hjælpe vores borgere (og andre firmaers borgere :-)) til at lykkes med at realisere dét de drømmer om.

Ja, så jeg tror altså stadig på, at vi sammen kan skabe hvad vi vil!

 

Foreningen Kørestolsdans i Danmark og Sportsdans Forbund er et fællesskab af dansefeberramte mennesker med handicap..

der insisterer på at ’fortsætte’ dansen – trods svære fysiske handicap. I 2017 skabte de for første gang Danish Wheelchair Dance Cup, som ikke bare blev en kæmpe succes – med international deltagelse – men også et enestående og unikt vidnesbyrd om, at de igennem socialt samvær, dans og konkurrence kan give mennesker med muskelsvind og Cerebral Parese en oplevelse af enorm glæde og frihedsfølelse i mødet med ligesindede. Og resultaterne af de to foregående år har vist, at de faktisk reducerer social isolation ved at skabe et handicaptilgængeligt danserum og fællesskab omkring dansen.

 

 

Nå da da daaaa.. Så hvad synes du læser her, at vi skal sørge for, at hjælpe til med at det bliver til noget?

Du behøver ikke selv være Borger her i Din Hjælperordning, for at vi går ind og hjælper til med at få ting til at ske. Dét stærke fællesskab vi har her i Din Hjælperordning, har en stor favn og rækker udad, og omfatter alle mennesker der ønsker at nære og være i fællesskabet, hver på sin måde.

 

 

Dét her var mit statement (som jeg er fandens stolt af) fra fondsansøgningerne:

”Vi kan – som mennesker der skaber samfund – hjælpe mennesker der har et handicap, med mere end ’bare’ deres pleje og BPA-ordninger. Vi kan insistere på retten til passion, udfordringer og frihed! Dans frisætter!” – Pernille Skov, Partner i Din Hjælperordning ApS og medsponsor for Danish Wheelchair Cup 2019.

 

 

Kom lad os danse!

https://www.facebook.com/events/348926475687457/

https://www.facebook.com/Danish-Wheelchair-Dance-Cup-1401486809896604/

Pernille

 

Psst.. Vi bringer et interview med Karina Frederiksen fra Danish Wheelchair Cup 2019 i næste uge – så hold dig orienteret, hvis du er nysgerrig på én af skaberne bag.

 

 

Skal vi danse?

Nu er der ganske kort tid til Danish Wheelchair Dance Cup 2019

Nå da da, Karina :)) Nu er der kun ganske kort tid til Danish Wheelchair Dance Cup 2019!

 

Hvordan føles det at lykkes med at kunne afholde jeres danseevent én gang til?

Det er rigtig dejligt, at vi har fået den store opbakning økonomisk og deltagerne er der kommet flere af. Så vi føler nu, at vi har fået skabt et vedvarende event. Det er ret stort!

 

Hvad var lettere denne gang?

2. gang er altid lettere, fordi vi har alt viden og materiale fra første gang, som vi kan bruge igen.  Og nu er vi forberedt på de udfordringer der kan komme.

 

Var noget sværere?

Kun nye ideer om at få firmaer til at give produkter til Goodybags til danserne. Kim´s chips og Matas i Maribo har sagt ja til at sponsorere, men rigtig mange firmaer er spurgt.

 

Så hvor langt er I nu med forberedelserne til I går på dansegulvet 7. Juni kl. 10.30 – 16

Alle tilmeldinger har vi modtaget – 18 dansepar – 3 par mere end i 2017 – fra 9 nationer deltager.  Nu er det med at lave program sammen med Danish Linedance, som er dem der har overtaget styringen fra Sportsdanser Forbund. En del organisering mangler endnu, men arbejdslisten er lavet, så det er bare at arbejde os nedad på listen.

 

Hvad sker der fra nu af og op til?

Nu skal vi i gang med at lave liste over hvem der danser i hvilken række. Der skal laves program, bestilles medaljer, pakkes kuverter til hver land med rygnummer og armbånd til indgang og mad. Så meget forarbejde mangler endnu.

 

Vi ved, at den fundraising indsats vi hjalp til med at sponsorere her i efteråret, bar frugt med sig. Mange frugter endda :)) Har I stadig brug for midler?

Ja gerne, vi mangler svar fra Lions Club. Vi skal bruge penge til at hyre nogle til at hjælpe os med fysiske – så flere sponsorater vil lande virkelig vel!!   

 

Ok, så hvor kan et menneske eller en virksomhed sende donationer eller sponsorpenge til jeres event, hvis nu de/han/hun ønsker at støtte jeres event?

 Så må de rigtig gerne støtte os ved at indbetale til: Kørestolsdans i Danmark – Møns Bank: Reg.nr.: 6140 Konto: 4252506

 

Hvad særligt spændende, overraskende, kærligt.. er der sket på jeres vej mod at realisere danseeventen igen her i 2019?

Vi er nu 3 arrangører – Jannie, Johnny og Karina. Det er vildt dejligt! Og så har vi en nyhed: vi har nye kategorier man kan deltage i, blandt andet en ’Teammatch’ hvor man dyster sammen med andre lande mod andre.

 

Prøv at fortælle mig om, hvorfor det er lidt af et scoop at danseeventet foregår på Musholm?

Musholm Ferie- Sport og konference er det perfekte sted at opholde sig, når man har et handicap. Du skal ikke medbringe hjælpemidler – de kan nemlig lånes på stedet. Hallen er sammenbygget med stedet, så du skal ikke transporteres til dansestedet. Hallen er lys og indbydende. Ret lækkert 😉

 

Hvad skal en glad wheelchair Dance Cup danser gøre, for at sikre plads på dansegulvet?

Programmet er ved at være færdigt nu, men prøv at skriv til vores mail, hvis du bare mååååå danse med i år: wheelchairdance17@gmail.com

 

Hvad koster det at deltage?

Vi har denne gang lavet en Early Bird pris på 276 euro – så skal man tilmelde sig inden d. 1. december 2018 – det er der nogen der har benyttet. Efter d. 1. december koster det 303 euro per person

 

Hvor kan man læse om det praktiske?

Vi skriver informationer ud på vores Facebookside Danish Wheelchair Dance https://www.facebook.com/Danish-Wheelchair-Dance-Cup-1401486809896604/ og til de tilmeldte par sender vi mails ud til med program og andre infos.

 

Hvad skal en publikum gøre, for at sikre sig en plads omkring dansegulvet, og opleve jer andre give den alt hvad I har af dans i jer?

Vi vil rigtig gerne have publikum. Masser :)) Det gir så skøn atmosfære, med klappen, hujen og hviinen!!

 

Hvad koster det at komme som publikum?

Det koster 75 kr. i entre, og så vil der være mulighed for at købe mad fra Mushoms dygtige kok.

 

Hvor tilmelder vi os?

Som publikum kræver det ikke tilmelding. Når man ankommer kan man betale entre kontant eller pr MobilePay, og bestille mad.

 

Tak Karina!

Vi er flere her i Din Hjælperordning der kommer ned og ser jeres dans, imens vi får lov at smæske os i frokost. Ahhh, det bliver så godt at nyde synet af jer dér, og at vi kan mødes sammen om det.

Fantastisk!!

 

Glæder mig!

Pernille

 

Om Danish Wheelchair Dance Cup 2019

Formålet med at afholde Danish Wheelchair Dance Cup 2019 er, gennem årets største sportslige dansekonkurrence for folk med muskelsvind og Cerebral Parese, at skabe en vigtig social driver, der modvirker social isolation og inviterer til fællesskab og nye venskaber gennem dansen.

Danish Wheelchair Dance Cup er den også den eneste event i Danmark, der faciliterer et ambitiøst niveau indenfor konkurrencedans. Stævnet i 2017 har skabt så meget positiv opmærksomhed – også internationalt – at Danish Wheelchair Dance Cup på kort tid er blevet et anerkendt og unikt danseevent langt ud over Danmarks grænser, hvilket vi som dansk nystartet forening er meget berørte og stolte af.

 

 

Danmarks lækreste… refleksioner:

Danmarks lækreste… refleksioner:

Som jeg tidligere har nævnt, er jeg blandt ti andre fantastiske ildsjæle pt. aktuel i programserien ‘Danmarks lækreste spasser’, som bliver vist hver mandag på DR2.

 

Onsdag den 6. februar skete så dét, som alle deltagerne havde prøvet at forberede sig på i et halvt år; den store skønhedskonkurrence, hvor tre dommere skulle finde Danmarks lækreste med et handicap.

 

Blandt glimmer og pyro, gemt langt væk bagved professionel koreografi, lå nervøsiteten og pustede i os alle.

Både af naturlige årsager såsom ‘ser jeg dum ud på tv? Får jeg sagt de ting, som jeg gerne vil?’, men også fordi vi deltagere jo har ting med i bagagen, som vi også skal tage højde for. Der var respiratorer, som kunne gå i udu midt i et interview, eller folk kunne skvatte og komme til skade midt i åbningsnummeret. Uforudsigelighed har intet positivt gjort for et menneske!

 

Men nu er det hele overstået. På et split sekund blev et halvårligt kapitel lukket ned igen.

Og tilbage står jeg med mange ambivalente følelser; for jovist er det da rart, at det er overstået og nervøsiteten har lagt sig. Men det har hele den barnlige glæde og spænding jo omvendt også. Og den vil jeg i den grad komme til at savne! Ligeledes vil jeg savne de fantastiske andre deltagere, som jeg nu kan være så privilegeret og kalde for mine venner.

 

Vi blev alle spurgt om, hvorfor vi i sin tid gerne ville deltage i en skønhedskonkurrence.

Var det fordi vi oprindeligt alle mente, at vi var lækre nok til at kunne vinde? Eller havde det mon været en sjov udfordring, som vi havde taget imod? For mit eget vedkommende har jeg aldrig skænket konkurrencedelen en tanke. Jeg skulle bare ind og være mig selv.

 

Jeg sagde ja, fordi jeg samler på gode minder og sjove udfordringer.

Fordi jeg er en eventyrer, og fordi jeg gerne vil sende et signal ud til andre om, at ligegyldigt hvilken skavank de måtte have, så er de lækre, smukke og forunderlige mennesker. Fordi de netop er dem selv.

 

 

Jul med Cassandra

Jul med Cassandra

Min far holder ikke jul og min lillebror holder det med hans forlovede og svigerfamilie. Derfor holder jeg jul med mine hjælpere på skift. I år skal jeg holde jul med den af mine hjælpere, som har været ansat hos mig i længst tid og vi er i sagens natur meget tætte, så det glæder jeg mig til.

Det har aldrig været svært for mig ikke at skulle holde jul med min familie..

men man tænker selvfølgelig, at det er anderledes. Jeg ville da gerne have holdt jul med min kæreste og en hjælper, men nu hvor han ikke længere er her, så er jeg bare glad for, at jeg stadig har mine hjælpere, så jeg ikke skal sidde alene.

Mange foreslår mig, at jeg selvfølgelig bare kan holde jul på Christiania, men det har jeg ikke lyst til.

 

Jeg har holdt jul med mine hjælpere i mange år nu – nok i hvert fald 10-15 år. Men i de fleste af årene, havde jeg jo min kæreste, men det er 6-7 år siden han døde, så nu er vi bare hjælper og jeg.

Alt efter hvad folk spiser, så laver jeg and sammen med den hjælper, der er her.

 

Men den hjælper, som skal på vagt i år er veganer, så der skal vi have nøddesteg. Det er jeg lidt ked af, for selvom jeg til dagligt også selv spiser overvejende vegetarisk, så elsker jeg and.

 

Og så har vi pyntet op i dagene før. Og hvis de har lyst til at synge, så går jeg lidt modstræbende med til det, for jeg er ikke god til det. Nogen hjælpere er jeg på julegaver med og andre er jeg ikke. Det er jo ikke noget, folk skal være tvunget til.

Her den 25. december kommer en af mine andre hjælpere, som jeg også skal julehygge med. Så får jeg min and dér. Hendes børn har købt nogle raflegaver til os, så hverken jeg eller hjælperen ved, hvad der er i dem.

Det er tradition hos mig, at jeg altid skal høre en bestemt CD med Stig Rossen, hvor han synger julesange.

Et godt juleråd fra mig til dem, som står og skal holde jul sammen med deres hjælpere for første gang; tag det som det kommer. Lad være med at stresse over det, men prøv i stedet at fokusere på, hvad der vil være en hyggelig aften for dig selv.

– God fornøjelse!

 

 

Samarbejdskraft med BHG!

Samarbejdskraft med BHG!

Interview bragt i magasinet Brugeren 2018

”Fordi jeg holder af dig, vil jeg fraråde dig at gå ind i branchen, men fordi jeg kender branchen, vil jeg bede dig om at gå ind i den.”

”Sådan sagde Ingrid engang til mig”, siger Lasse, når jeg spørger ind til hvilken forandring han ønsker se ske i branchen.

Jeg taler med Lasse Pagh fra DHO og Ingrid Petersen fra BHG om det nye fællesskab de nu etablerer med hinanden, og om det fælles fodslag de har haft igennem årene. ”Det er en meget naturlig bevægelse for os i BHG og DHO, at række ud efter hinanden i et formaliseret fællesskab. Vi har kendt hinanden i årtier. Du kan nærmest sige, at jeg er vokset op og er blevet formet i lyset af Ingrids viden, råd og vejledning.”, siger Lasse.

 

Hvad ønsker I at opnå via jeres nye fællesskab?

Og Lasse fortsætter, ”Drømmen er, at når vi opdager at et menneske har brug for hjælp, så anerkender vi, at vi alle kan have eller få brug for hjælp. Det hedder vist empati! Det handler om at sætte sig i hinandens sted.

Når man møder et menneske med behov for hjælp, kan indlevelsen i deres situation føles både ubehagelig og smertefuld. Mange undviger og går videre. Og når den dårlige smag i munden rammer, efter at have efterladt et menneske i nød, kan man kan vælge enten at gå tilbage for at hjælpe, eller man kan retfærdiggøre det for sig selv med forklaringer som, at ”det nytter alligevel ikke” eller ”jeg bidrager allerede mere end rigeligt (skat)” eller ”naturens orden medfører et vis menneskeligt spild, og sådan er det bare”.

Ofte rummer vi ikke når det kommer for tæt på, og vi kategoriserer hinanden for at kunne være i det.

 

Kategorier som ”De psykiske syge”, ”De arbejdsløse” eller aktuelt ”De handicappede”. Vi får skabt en afstand mellem os selv og ’de andre’ – og så bliver det farligt! For det er altid de andres skyld! Selv har jeg bemærket, at handicappede er meget sprængfarlige! Især ynder de at sprænge de kommunale budgetter – og dét i en udstrækning så kommunerne landet over synes, at være ramt af en ren terrorbølge!

I kategoriseringen forvandles det enkelte menneskes behov for en håndsrækning, til at være et samfundsproblem hvor fx besparelser bliver argumentet, der fjerner den dårlig smag i munden. Konsekvensen er, at vi dehumaniserer, og går fra empati til uværdige beregninger. Så jeg funderer..” siger Lasse. ”Hvad skal vi med et samfund, hvis det ikke favner os når vi har mest brug for det?

Og så er det at jeg kommer i tanke om Ingrid, og tænker: vi kan ikke bare gå videre! Vi er nødt til at begynde her.”

 

Ingrid fortsætter: ”Så når vi nu fordyber vores samarbejde i et fællesskab, er det også vores udtryk, for at ’nok er nok’ nu. Og at vi ønsker at intensivere og forøge vores kræfter ved at forene dem, i indsatsen om at skabe positiv forandring for vores borgere i deres BPA-ordninger.”

 

’Mennesket først!’

”Hvad blev der egentlig af begreber som livskvalitet og værdighed? Når samfundsmodellen tager form af en maskine, og mennesker aldrig vil kunne reduceres til at være tandhjul i denne maskine, ja så smides vi ud i rodebunken af mennesker, vi ikke kunne tilpasse maskineriet.

Falder man uden for systemet, falder man helt ud af sammenhæng.

 

Og dehumaniseringen bevirker, at almene normer og medmenneskeligt hensyn sættes ud af kraft.”, siger Lasse – der nøje har fulgt den samfundsmæssige udvikling – også i kraft af sin uddannelse i offentlig forvaltning.

Når jeg spørger Ingrid, hvad medlemmerne og borgerne udtrykker som deres største behov, svarer hun: ”Oplevelsen af at være i centrum som mennesker – også i BPA-ordningen. At de oplever, at vi arbejder rundt om og supporter dem – sammen med dem. Med respekt for deres liv og hverdag. Lasse supplerer: ”Vi ønsker at bringe mennesket tilbage i hjælpeordningen! Og med det, mener vi noget så jordnært som at indsatsen rettes mod det gode liv for borgeren, og det gode arbejdsliv for hjælperen.”

 

Og hvad med de hviskende stemmer?

I har fortalt mig, at hviskende røster siger: ”Kan man overhovedet det?” Hvad er jeres svar på det? ”Ja, det er et relevant spørgsmål, som har et meget klart svar: kan man lade vær!? Og du kan da tro, at vi har vendt det – især i forhold til vores metode og organisering.

Det argument der bliver ved at vinde, er de mennesker, som vi ønsker, at gøre en stærk indsats for – nemlig vores medlemmer og borgere.

 

Den er ikke længere!”, understreger Lasse dedikeret.

Og når jeg spørger dem hvad det er, de netop kan i fællesskab, tager Ingrid ivrigt ordet: ”Der er rigtigt mange der gør en rigtig god indsats, men ingen kan være i tvivl om, at der kan gøres rigtigt meget mere på flere fronter. Fokus i BHG og DHO er rettet mod ’Det levede liv’ og de konkrete betingelser hos den enkelte BPA bruger og dennes hjælpere. Vi ser et behov, og opfatter vores indsats som et supplement til det store arbejde, der allerede foregår i organisationer og foreninger rundt omkring i det danske land.

BHG har snart 20 års erfaring med støtte og vejledning af kommuner, brugere og hjælpere men har som så mange andre aktører oplevet, at det stigende omfang af problemstillinger i branchen også har øget behovet for administrative ressourcer. Tiden har vist, at nye problemer kræver nye løsninger.

For BHG betyder det, at vi via fællesskabet med DHO, kan videreudvikle muligheder vi ellers ikke ville have.

 

Og fællesskabet mellem DHO, BHG og den enkelte borger danner en stærk platform for samarbejdet omkring borgerens ordning og den enkelte kommune, som BHG ikke kunne tilbyde alene. Så der er kommet flere blomster i buketten vi tilbyder!”

Og hun fortsætter: ”Vores vision – som manifesterer sig allerede nu – bygger på, at skabe sammenhæng imellem forhold og erfaringsdannelser som løbende udspiller sig i den enkelte BPA-ordning, den juridiske og faglige rådgivning, der tilbydes i BHG og DHO regi, samt vores politiske og værdibaserede standpunkt.

Lasse siger til sidst: ”BHG og DHO fungerer begge ved, at mennesker er gået sammen om at skabe fælles ressourcer. Arbejdsgiver-, rådgivnings- og vejledningsressourcer der manifesterer sig gennem faglige og sociale arrangementer. Ånden, håbet og troen er, at vi gennem forening af alle kræfter, skaber så tryg en ramme som muligt om den enkelte BPA-brugers selvstændige livsførelse.

 

 

Hjælpere – en borgers ekstra kæreste?

Hjælpere – en borgers ekstra kæreste?

Engang efter en diskussion med min mand – sikkert om noget hjernedødt, såsom ‘hvis tur er det til at tage opvasken?’ eller ‘hvem har ikke skiftet toiletrullen sidst?’ – sagde en af mine hjælpere noget til mig, som jeg aldrig har glemt: ‘man kan vel på en måde sige, at du også har et parforhold med os.’

 

Først blev jeg provokeret, dernæst forundret. Til sidst grinte jeg

For det passer i og sig meget godt. Min mands definition på utroskab er først og fremmest, hvis jeg betror mig til andre end ham. Det åndelige plan er for ham langt mere intimt, end det fysiske. Og med den definition in mente er jeg i så fald i et lige så væsentligt ‘parforhold’ med mine hjælpere, såvel som med ham. For er der nogen, jeg betror mig til, så er det dem. Og i visse tilfælde i langt højere grad end til min ægtemand.

Det kan der være forskellige årsager til; den helt åbenlyse kan være, at jeg kan diskutere menstruation med en af mine kvindelige hjælpere, hvilket jeg i og for sig ikke mener rager ham. Han ville også kede sig helt ekstremt, hvis jeg gjorde… Et mere komplekst eksempel kan være, hvis jeg simpelthen ikke fatter ham.

Så kan jeg godt finde på, at gå til en af mine mandlige hjælpere, for at dykke ned i Pandoras æske; den testosteronfyldte hjerne. Et mysterium jeg endnu ikke har knækket koden til… 

 

I mine singledage havde jeg kun mine hjælpere omkring mig i det daglige. Og da jeg boede i en lillebitte skodlejlighed, faldt man selvfølgelig i snak. Om alt og om intet. Derfor har det også altid ligget naturligt til mig, at dele åbenhjertet med mine hjælpere; for de står – om man vil det eller ej – tættest på mig i mange henseender.

Groft sagt passer de jo på mig og sørger for, at jeg kan overleve én dag mere; man kan simpelthen ikke undgå, at blive tætte!

Mine hjælpere har set mine klammeste sider med fedtet hår og grimt nattøj. De har set mig tude øjnene ud på grund af kærestesorger. De har flere fuldt mig slingrende hjem efter en våd bytur og de har hørt mig grine, så taget lettede i det lille hjem. De er på mange måder omvandrende dagbøger, som lytter til alt og som agerer en slags Jesper Fårekylling: altid er ved min side, som en tro væbner. Dog uden alt samvittighedsmøget.

 

Det er dog vigtigt for mig at understrege, at jeg aldrig har haft et seksuelt forhold til nogen hjælpere!

Selvom min mor prøvede at sælge idéen med mandlige hjælpere for mig, som 13-årig ved at præsentere et Danielle Steel-lignende scenarie: ‘måske du finder sammen med en hjælper en dag!’ Nej tak! I al respekt for mine hjælpere; mænd såvel som kvinder, så ville det virke aldeles unaturligt for mit vedkommende.

Skal man derfor tale om en ‘parforholdslignende tilstand’ mellem hjælper og jeg, er det udelukkende på det platoniske plan. En slags (glædelig) forlængelse af familien, om man vil. Jeg forestiller mig, at det på sin vis kan sammenlignes med den slags udvidelse, som skilsmissebørn også kan opleve; flere forælderroller, flere søskende og så videre.

Med dette opslag prøver jeg ikke at overskride grænser. Ej heller opfordre folk til at indgå et intimt forhold med sin hjælper eller borger. De erfaringer jeg kender til på området, er altid endt i noget værre rod!

 

Jeg vil blot præsentere en vinkel, som få udefrakommende kender til. Og måske forstår

Borgere holder (som oftest) langt mere af deres hjælpere og vice versa, end hvad der typisk bliver sat ord på i en travl hverdag. Hvad der bliver delt ude i de små hjem på daglig basis, er absolut ikke småting.

Når det er sagt, så er det stadig min mand, som får det fulde indblik i mig som helhed. Hvad mine hjælpere ser og hører om, er nok i og for sig det samme, men på et andet og mere uforklarligt plan. Det er min søde mand, som jeg vil ligge i ske med i nat, men det var min hjælper, som glemte at skifte toiletrullen sidst…!

 

 

 

Hjælpere – en velsignelse eller en forbandelse?

Hjælpere – en velsignelse eller en forbandelse?

En 18-års fødselsdag plejer at være en glædelig begivenhed. Det er her man fejrer, at man endelig er voksen. Selv sad jeg og tænkte “rend mig et hvis sted! Nu er livet slut!” For nu stod jeg over for det største ansvar, jeg på daværende tidspunkt havde oplevet: nu skulle jeg være arbejdsleder og jeg var tosset over min nye BPA-ordning!

Ærligt følte jeg mig ikke klar til at varetage så stor en opgave. Og så var jeg overbevist om, at nu blev mit privatliv for alvor skyllet ned i lokummet. Det gjorde det til dels også. Men jeg blev også klogere med tiden.

Den dag i dag er jeg meget taknemmelig over hver og en af mine hjælpere.

Også selvom det var en stor omvæltning. Især da jeg flyttede hjemmefra, var jeg frygtelig taknemmelig over, at de var der. Så føltes min første lejlighed ikke nær så uoverskuelig. Jeg føler mig heldig over, at hele fem mennesker er villige til at hjælpe mig. Og at jeg får lov til at være en del af deres liv, lige så vel som jeg er en del af deres. For dét er en af vilkårene ved døgnhjælp; de er der hele tiden og oplever ALT, hvad jeg gør på godt og ondt.

Og velsignelsen på trods så kan det at have hjælpere også være en forbandelse. Især hvis man ikke har kemi med hinanden – så er det næsten tortur.

Men også netop på grund af manglende frihedsfølelse og manglende privatsfære, kan det risikere at sige klik inde i hovedet. Nogen gange når jeg bare får nok af alting, kommer bitterheden frem i mig igen: “Hvorfor kan jeg i hede hule… ikke bare være i fred! Bare lidt? Hvorfor kan jeg ikke bare for én gang skyld få lov til at tude uden andres påhør eller ligge splitterravende nøgen på min sofa?!”

 

Et trick jeg selv bruger for at undgå momenter sindssyge, er at jeg bevidst har ansat fem meget forskellige hjælpere.

For jeg lærte ret hurtigt, at ingen kan det samme. Og da slet ikke alt, som jeg vil. Det ville i hvert fald kræve, at jeg ansatte en som mig, og det går jo ikke, når det netop er hende, som har brug for hjælp. På denne måde kan jeg langt henad vejen lægge spontan irritation på hylden. Hvis jeg for eksempel vil i Tivoli, så nytter det ikke at ønsket lader sig bremse af en hjælper, som har højdeskræk og ikke tør prøve forlystelser. Har jeg en genert hjælper, er det ikke den person jeg tager med mig til sexmesse. Og sådan kunne jeg blive ved.

 

Alle mine hjælpere har hvert deres force og talent. Omvendt har de alle også hver deres svaghed.

Det er forskellige ting, vi taler om og forskellige ting vi laver. Jeg kan planlægge mig ud af det meste, så det hele går op i en højere enhed, og pågældende hjælper passer til dagens program, men sker der akut sygdom eller vagtbytte, så kan irritationen godt opstå. Ikke på dem, ej heller på mig. Bare generelt. For hold kæft hvor er det belastende at skulle lave om i sine planer på grund af andre mennesker, som kommer udefra og som måske pludselig bliver for syge til at køre.

Men en god hjælper hænger ikke på træerne. Og da slet ikke fem! Jeg ved, hvor heldig jeg er og det er deres fortjeneste, at jeg hver dag kan leve et normalt liv og samtidig føle mig tryg. Jeg er i ti gode hænder. Og så skid da være med irritationen, så længe man er omgivet af mennesker, som man rent faktisk kan udtrykke sig over for.

 

En ting der hjælper mig i de svære tider er at kunne tale åbent til mine hjælpere.

Sige ærligt hvor møghamrende irriterende de er til tider. Så siger de det samme til mig og så griner vi af det – og spiser noget mere kage, ser et ekstra afsnit af en serie eller noget helt tredje. En anden ting der hjælper, er nok det vigtigste. Det er hver aften inden sengetid at sige: “Tak for en dejlig dag og fordi du hjalp mig med (X).”

– Så til ‘Dream Team Ditte’ og alle hjælpere i DHO: I er pisse irriterende! Men tak fordi I er hos os, der har brug for jer. I gør et vidunderligt stykke arbejde!