Handicap – Sex – Ligeværdighed

Handicap – Sex – Ligeværdighed

Handicap – Sex – Ligeværdighed

Hvis mennesker skiller sig ud rent fysisk, er de så ikke længere lækre?

I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap – Sex – Ligeværdighed’, hvor han ønsker vi forholder os til om et menneske med et handicap opleves ligeværdigt attraktivt og seksuelt som andre, eller ej? Og hvad skaber dét vi oplever?

Lyt med, og giv gerne dit besyv med til debatten!

 

Lyt her!

by Sami Hajslund Blogger i DHO | Om handicap – sex – ligeværdighed. Lyt her!

Jalousi-generationen

Jalousi-generationen

Jeg var ikke ret gammel, da min mormor lærte mig, at andre folks breve, dem kiggede man ikke i. Det var ulovligt. Og i frygt for politi og celler med tremmer, har jeg aldrig turde gøre det. Jeg har også altid vidst, at min mors kalender var off limits – en privatsfære jeg senere selv adopterede som voksen. Derfor er min forargelse også så meget større, når jeg ser på min generation. ”Jalousi-generationen” har jeg døbt dem. ”Crazy heads” kan i visse tilfælde også dække ret godt…

 

Jeg kender til kvinder der i ramme alvor mener, at de kan tillade sig at bestemme, hvem deres respektive mand må være venner med;

veninder er no-go, fænomenet kvindelige kollegaer skal helst være ikkeeksisterende. Jeg har omvendt også oplevet mænd, der med fuld overlæg tjekkede deres kæresters telefoner for muligt snavs – og aldrig lagde skjul på det.

For tænk nu hvis det ender galt; tænk nu hvis min kæreste er mig utro? Dét er hxn sikkert, så derfor må jeg godt! Hvis hxn allerede er i gang med at ødelægge mit liv, så må jeg også ødelægge deres! Og så kører spiralen af tankespind ellers bare derudaf. Og jeg står forpustet på sidelinjen, ryster på hovedet og har lyst til at skrige begge parter ind i hovedet: ”Hvad F**K laver I?! Hvad blev der er privatlivets fred, hvad blev der af intimsfæren? Overraskelsen måske ligefrem?”

 

I visse grupper hvor jeg frekventerer florerer der fænomener, som er et Big Brother-samfund værdigt; de berygtede ”strikkeklubber”

Her fyldes lukkede og anonyme sider på Facebook med smukke, intetanende mænd – eller kvinder – som liiige skal tjekkes efter i sømmene en ekstra gang, før folk tør gå på date med dem. Og den får ikke får lidt på tilsviningskontoen, hvis et billede uheldigvis bliver matchet up med en bitter ekskæreste. Lige såvel er det blevet normal kutyme for især kvinder, at bede fremmede og uskyldige piger om liiige at skrive til deres kærester, for at kunne holde øje med staklens reaktion. For tænk nu hvis han svarer pænt tilbage til et fremmed stykke kvindfolk; så er det ud og det er med det samme!

Tilliden til hinanden er væk. Især i unge parforhold. Og privatliv er ligeledes et terminalt begreb efterhånden; fælles computere, fælles mailadresser, fælles telefonnumre og Facebook-konti. Har vi ikke alle set dem? ”Helle Og Børge Jensens”-profilerne skyder op som uregerlige mosegrise på de sociale medier. Og jeg græmmes. Og skræmmes. Hvis det er dét, som er et moderne parforhold for min generation, så skal jeg da være single resten af mit liv. Så hellere have min Facebook og drengevenner i fred.

 

Det er altså også meget sjovere selv at have råderet over sin egen fritid…

 

 

Valentins Day-efterveer

Valentins Day-efterveer

Kan I mærke dét? Der er noget, der sidder i luften i disse tider. Men hvad?

Er det duften fra de otte millioner langstilkede roser, som din partner har foræret dig? Eller er det den pludselige og meget væsentlige prisnedsættelse på fyldt chokolade? Måske det er vibrationerne fra kærestepar, der langt om længe føler at de igen har tilladelse til at skændes, uden at Gud Amor (som jeg i øvrigt forestiller mig ligner en fed miniatureudgave af Trump – nu med ble) skal glo olmt på dem…?

 

Okay okay, jeg sænker paraderne og dropper sarkasmen. Jeg håber faktisk, at folk har haft en dejlig Valentinsdag – og at I har hørt efter, hvad jeg skrev sidst og har fejret kærligheden med ikke bare partneren, men også vennerne eller veninderne!

 

To prove my point, så hørte jeg i går et fremragende interview med en af mine absolutte yndlingssangerinder, Cher;

‘Men isn’t a necessary – they’re a luxury. Like dessert. I don’t need to marry a rich man. I am a rich man!’

Så hvis sjælen har haft en sviende fornemmelse grundet kombinationen af datoen 14/2 og ens single status, så husk på hvad kloge Cher fortæller. En mand – eller kvinde for den sags skyld – er noget ekstraordinært. Ikke en nødvendighed. Det er en bonus i livet; et ekstra level i dets komplekse spil.

 

Og indtil du når dertil, så vær din egen rigmand.

Vær mere intelligent end resten af befolkningen og æd din fyldte chokolade den 15/2, når priserne er faldet med 70%. Lav en blomsterordning med din bedste veninde. Og så gå ud og led efter dessert engang imellem, når overskuddet er der. Men du behøver ikke at fylde kummefryseren med vaniljeis….

 

Og så bare lige for at slutte af på en griner, så lad mig citere et billede jeg fandt forleden dag på Instagram:

‘Men think women dress for them Dude, please, we dress according to our waxing schedules, periods, mood swings, location, season, matching shoes, matching bags, matching lipstick, availability of suitable underwear. You’re not even on that list.’

 

 

”Rose is a rose is a rose is a rose”

”Rose is a rose is a rose is a rose”

Julen er efterhånden for alvor ved at være forbi. Snart går vi foråret i møde, men inden da skal vi liiige have amerikanernes fortrukne højtid overstået; Valentines Day.

Man kan hade den, og man kan elske den. Man kan også hade at elske den, eller som jeg – elske at hade den. Men uanset ens følelser for den meget emotionelle dato, 14. Februar, så bør man altid fejre kærligheden, når lejligheden byder sig. Om det så lige er i februar eller på et helt andet tidspunkt, bør være op til den enkelte, synes jeg.

Ligesom julen kan Valentines Day give anledning til mange sjælesmerter og ensomhed, såfremt man er single og derved ikke føler, at man har nogen at kunne fejre højtiden med. Og netop derfor vil jeg gerne slå et slag for det modsatte.

 

Jeg har gjort det til min personlige udfordring, at jeg skal adoptere konceptet vennedating i langt højere grad, end jeg hvad pt. gør

Jeg vil i fremtiden prøve, at forkæle mine veninder med blomster og slik meget mere, end hvad jeg før har haft mulighed for. Og jeg vil blive bedre til at gribe knoglen og få fat i mine kammerater, så vi kan spise et måltid eller drikke en øl sammen helt uden romantiske undertoner. For kærlighed kan jo være mange ting. Og forhold har efterhånden lige så mange konstellationer, som der er mennesker på Jorden.

 

Så hvad enten du er single eller i et forhold, sidder i kørestol eller ej, så er dette oplæg dedikeret til dig.

Jeg vil her anbefale dig fire ting, som du kan lave ligegyldigt din livssituation og civilstatus:

  • Restaurantbesøg er en klassiker. Og selvom stearinlysenes skær godt kan medføre en romantisk stemning, så kan man snildt sidde og grine sammen med en god kammersjuk – eller veninde – om gamle dage. Evt. sidde og glo på andre mennesker (det har som skabsnysgerrig været min yndlingsbeskæftigelse i mange år efterhånden…). Der findes ufatteligt mange restauranter i det ganske land, og jeg kender selvfølgelig ikke til dem alle. Men en generel anbefaling herfra vil altid lyde på restaurantkæden Flammen. De eksisterer stort set over hele landet, er handicapvenlige og så smager maden fantastisk. Og så kan man selv bestemme, om man skåler i et glas rødvin eller i en god, venskabelig Coca Cola.

 

  • Biografen er endnu en klassiker. Jeg er selv blevet bedre til at tage i biografen alene med en hjælper eller med en ven(inde). Når man er gammel romantiker som mig, så kræver det lidt tilvænning i første omgang. Det kan være en enormt grænseoverskridende følelse, men når ret skal være ret, så er det også en super hyggelig beskæftigelse. Jeg har hørt rygter om, at biografen på Fisketorvet skulle have gode forhold til kørestole både i salene og på toiletterne.

 

  • Museumsbesøg er noget en kæmpenørd som jeg nyder. Jeg ved personligt ikke noget bedre end at tage på kunstmuseum med folk, som jeg ved gider det lige så meget som mig. Ellers er det en ret så ufed oplevelse, hvis den ene part hopper rundt som et energisk barn og den anden er ved at flatline over Van Gogh, kan jeg garantere. Af museer kan jeg give mine varmeste anbefalinger til Kunstmuseet Arken i Ishøj. Det er handicapvenligt; lyst og moderne, og så har de ofte nogle fede udstillinger. Jeg har tidligere både set Frida Kahlo, Gerda Wegener og Van Gogh med stor fornøjelse. Og så er det – venner eller kærester – en god måde at få en spændende samtale op at stå!

 

  • Slumberparty! Det lyder frækt, men det er det faktisk ikke. Nærmest tværtimod er det ment som i den mest usexede forstand; slumberparty er min yndlingsbeskæftigelse med mine venner. En af mine bedste veninder og jeg har en tradition om pizza, nattøj og gyserfilm, når vi ses. Og når man sidder dér sammen og skriger; den ene med grimmere morgenhår end den anden, så tænker man langt fra på parforholdsproblemer og Valentines Day. Så tænker man nærmere på, at man skal huske at tjekke ens klædeskabe for spøgelser, inden man går i seng – og at man da i hvert fald skal æde det sidste stykke pizza med hvidløg inden da!

 

 

Så uanset om du gider fejre Valentines Day eller ej; om du er single eller i et forhold

så gør dig selv den tjeneste og søg efter kærligheden. Den er der i mange forskellige former og farver – og typisk findes den også steder, som du ikke selv havde regnet med. And to be fair; bliver man ikke lige glad for en buket blomster, hvad enten det er en mand eller en veninde man modtager den fra? Som Gertrude Stein engang skrev: ”Rose is a rose is a rose is a rose”…

 

 

Kære mand – slap af det er bare en kørestol!

Kære mand – slap af det er bare en kørestol!

Kære mand – slap af det er bare en kørestol! … Er en sætning jeg har haft lyst til at bruge mange gange! For som jeg efterhånden har slået fast herinde, så er skavanker ikke særlig velsete i datingverdenen, og da slet ikke så synlige som mit; en dværg i kørestol – har jeg efterhånden lært – er bare ikke et attraktivt væsen. Men hvorfor egentlig ikke? 

Nu prøver jeg lige at gå imod hele kvindekønnets kodeks og rose mig selv, selvom jeg ellers ikke “må”:

 

Dage, hvor jeg ser forbandet godt ud

Selvom jeg har tudedage, ‘last pair of panties’-dage, vaskebjørnsdage med mascara ned ad kinderne, fedtet hår-dage osv., så har jeg i den grad også dage, hvor jeg ser forbandet godt ud!

Selvom mine ben er korte og jeg har lidt for kvindelige fedtdepoter visse steder, så har jeg dage hvor min mås simpelthen ikke kan strutte bedre i et par habitbukser (det er faktisk en skam, at jeg sidder så meget på den!). Jeg kan fremtrylle et par stænger og en svang, der siger spar to med et par guddommelige stiletter. Jeg har Hollywood hair-dage, jeg har sensuelle katteøjne-dage og flirty smiles-dage.

Jeg kan sagtens se de ting, som jeg tænker mænd også ville kigge på, hvis de så mig i byen. Men hvorfor i alverden gør de det så ikke? 

 

Han er en viking på scoretogt

Jeg var på et tidspunkt i byen veninderne; den ene mere lækker end den anden. Og en kørestol eller ej, så vil jeg for evigt ligne Quasimodos retarderede lillesøster ved siden af dem. Det er en skæbne, jeg efterhånden har accepteret.

Men hvad der senere skete, hverken kan eller vil jeg acceptere: En meget beruset og ufattelig utiltrækkende fyr kommer hen til os. Han er en viking på scoretogt, kan man se. Dumdristigt begiver han sig i kast med venindeflokkens lederhun. Han har ikke en chance! Og sådan afprøver han slavisk gruppen hele vejen ned af en rangliste, som han tydeligvis selv har lavet, alt imens han bliver flået i småstykker af den ene huntiger efter den anden.

Under hele optrinnet har han sendt mig skulende blikke; snavs først, så mig på bunden. Lige indtil han kommer sønderrevet hjem fra slagmarken og bukker sig forpustet ned til mig; desperat efter at få et stykke kød med hjem til middag. Nogen gange må man tage sig til takke med det halvdårlige affaldskød, nu hvor Angusbøfferne er solgt.

Og staklen bliver knock out’et af en verbal ørefigen fra en dværg i kørestol. Måske hun ikke er lige så lækker som sine veninder, men hun er i den grad for lækker til ham! 

 

På Tinder har jeg oplevet hele paletten af mænd

Dem der automatisk tror, at jeg er nonne. Dem der vil give mig et medlidenhedsknald, dem der vil udnytte min højde og / eller det faktum at jeg ikke kan gå, dem der skal have sat kryds i deres ‘f***ing list’ (dværge er åbenbart i høj kurs her, lærte jeg!) og så dem, der slet og ret bare er ALT for lækre til mig! Paradoksalt nok er det også oftest disse mænd, som er alt for dumme til mig… 

Men jeg har tværtimod meget sjældent – for ikke at sige næsten ikke – oplevet mænd, der fandt mig attraktiv, lækker og sexet. De mest velopdragne handyr kan til nød svinge sig op til et ‘hvor er du køn’ eller ‘du har en fed personlighed’. Og jovist, det er komplimenter og jeg tager gerne imod dem. Men med disse er jeg omvendt også allerede røget i friendzonen.

Hvis de der søde og lækre mænd dog bare vidste, hvordan jeg kunne rive dem rundt! Men det er de fleste gået glip af, fordi fordommene tager over. Selv min egen mand, fandt mig mere spændende end egentlig decideret attraktiv. Affektionen og den seksuelle tiltrækning opstod først, da han havde været tålmodig nok til, at lade mig vise ham alt det, som jeg OGSÅ er. 

Så til alle mænd: “Slap af – det er bare en kørestol!”

Hvornår er man for syg til at elske – og at blive elsket?

Hvornår er man for syg til at elske – og at blive elsket?

Min generation er den generation, der er mest forkælet hvad kærlighed og forhold angår. Datingapps- og websites fodrer vores kritiske sanser, og jagten på Ms. eller Mr. Perfect er skudt helt i vejret i et urealistisk billede.

Man vil som handicappet spørge sig selv på et tidspunkt: ‘Vil jeg blive accepteret, som den jeg er?’ og ‘findes der en derude, som vil elske mig?’ Og med god grund. For er det perfekte blevet skæmmet – såsom ved et handicap – er det sjældent velset i datingverdenen. 

 

Da jeg som single meldte mig til det forjættede Tinder i 2015

var det derfor med en hvis modvilje og en god portion skepsis. For ville en som mig, med så synligt et handicap, kunne klare mig i et univers, hvor alting blev målt og vejet, vendt og drejet? ‘Duer ikke – væk!’-mentaliteten opstår hurtigt i folk på Tinder, når jagten går ind og man begynder at swipe til venstre. Jeg havde INGEN chance! 

Derudover led jeg på daværende tidspunkt stadig af smerterne fra et åbent kærlighedssår efter et forhold, hvor to svære sygdomme til sidst blev erklæret for uegnede til, at leve side om side af ham. Men var vi egentlig for syge til at elske hinanden, når det kom til stykket? Det nåede jeg aldrig at finde ud af.

Alligevel lykkedes det mig stik imod forventning et år senere, at falde for en mand fra Tinder. Pludseligt gik tingene stærkt, og før jeg fik set mig om, havde jeg en kæreste igen. Men der var en lille hage ved det hele; han led af diverse psykiske diagnoser. Og mine alarmklokker fra fortiden bimlede; jeg havde allerede sagt farvel til ham i mit stille sind, inden vi overhovedet havde begyndt. 

 

Men kærlighed har det jo som bekendt med at gøre en blind

og vi valgte derfor at fortsætte forholdet velvidende om, at vi havde en lang kamp i vente. Og jeg vil ikke lyve – det koster blod, sved og tårer at elske et sygt menneske. 

Når jeg har været indlagt, og han har siddet ved min side og sovet i en stol i tre dage i streg, har jeg skamfuldt tænkt: ‘Hvad laver du her med mig? Du kunne få så meget bedre derude.’ Eller når hans sind modarbejdede ham og vi måtte runde psykiatrien, kom skammen ligeledes snigende, når jeg måtte indrømme overfor mig selv, at jeg ikke længere kunne holde til det.

Der skabes konstant konflikter, som modarbejder hinanden oppe i hovedet. Men selvom vi begge har været ved at opgive et utal af gange, så har kærligheden altid ageret den faste grundsøjle i vores forhold. 

Vi er sidenhen blevet gift og har derved slået et søm fast i vores overbevisning om, at det her kan vi godt klare sammen. Og selvom min mand har dårlige perioder, så er han stadig den mand jeg elsker. Imaginære stemmer i hans hoved forhindrer ham ikke i, at synge for mig når jeg er ked af det eller kysse mig i panden, når vi skal sove.

Ej heller forhindrer kroniske smerter mig at lytte til hans bekymringer, eller sige at jeg elsker ham. Et brækket sind eller en brækket knogle – det kan komme ud på et. 

Nogen fra min generationen mener, at ‘kærlighed ikke altid er nok’. Jeg har aldrig været enig. Eksisterer kærligheden, så eksisterer håbet også. Og er der håb, så er der noget at kæmpe for.

Kan man kombinere en barnevogn med en kørestol?

Kan man kombinere en barnevogn med en kørestol?

På trods af et mini-liv på hjul er jeg af min familie blevet opdraget ‘normalt’. Jeg har qua dette også altid haft normale ønsker og drømme for, hvad der i mit videre liv skulle ske. En af de største ønsker jeg har, er at få børn på et tidspunkt. Hvorfor, bliver jeg tit spurgt? Svaret er simpelt: jeg ved det ganske enkelt ikke. Det er en indre urkraft, som bare altid har hvilet i mig. Og som ikke kan forklares. Det er vel meget normalt?

 

Stilhed… Er hvad jeg oftest oplever, når jeg siger det højt.

Efterfulgt af slet skjult bekymring. Eller forargelse alt efter forholdet til individet, som hører mit ønske.

Jeg har oplevet folk, der mener, at jeg både er uforsvarlig og egoistisk. At jeg er urealistisk og ikke er klar over konsekvenserne. Jeg har ligeledes oplevet, at folk kan være bekymret for, om hvorvidt mit eget helbred kan holde til en graviditet, efterfulgt af et forældre-liv på fuld tid eller ej. For hvordan kan en syg (mor) tillade sig, at lave børn, når man selv har brug for hjælp?

Og lad mig lige gøre en ting helt klart: jeg forstår fuldt ud disse folk. Jeg kan sagtens sætte mig ind i både deres bekymring og forargelse. For når man ikke har set en sådan familiekonstellation før, så er uvidenhed en naturlig konsekvens af følgende.

 

Men ingen – inklusivt mig selv – kan se ind i fremtiden.

Jeg VED intet om den. Først og fremmest ved jeg reelt set ikke, om jeg overhovedet får børn. Ej heller om hvilken mor jeg bliver eller hvordan jeg overhovedet vil tackle forældrelivet. Men hvem – syg såvel som rask – gør det? Jeg har, ligesom dem, blot en idé. Og et ønske.

Indrømmet, når man – som jeg – har valgt at gifte sig med en mand, der selv lever med egne udfordringer, bliver hverken fordomme eller bekymringer ikke just mindre. Drømmen bliver da også sværere at opnå og byrden tungere.

 

Men en tung bagage i livet vil ikke umuliggøre fremskridt, men blot gøre vejen længere og mere besværlig.

Og er der noget min mand og jeg oftest i vores forhold har vendt og drejet, analyseret og diskuteret, så er det emnet børn. Vi er så forberedte, som man kan forvente af to mulige førstegangsforældre – og mere til. Vi kender til og anerkender vores svagheder, men så sandeligt også vores styrker. Mere kan man ikke forvente.

Men jeg har erfaret på egen krop, at når man som syg kommer med så kontroversielt et ønske, så bliver der også indirekte pålagt én et ansvar om, at man bør vide ALT. For når man fra starten af fremstår som en egoist, der ikke har øje for konsekvenserne forbundet med så stort et ansvar, så er der absolut ingen, som skal kunne sætte en finger på NOGET.

Jeg skal altid kunne have et modargument og en plan parat. For ellers vil jeg automatisk fremstå som både useriøs og ansvarsløs og derved som en dårlig forælder. Vi – min mand og jeg – er nødsaget til at kunne bevise, at det her kan vi sørme godt magte.

 

Men spørgsmålet her er så: er det fair? Hvor mange andre førstegangsforældre møder denne form for skepsis?

Hvor mange af dem lever med den evige frygt for paragraf 50-undersøgelser og eventuelle tvangsfjernelser? Og hvor mange har – ligesom jeg – gjort det til deres livsmission at studere forældrelivet, som var det deres livs eksamen?

Jeg ved som sagt meget lidt om fremtiden. Jeg ved, at vi komplimenterer hinandens svagheder ufatteligt godt med vores styrker, men om vi alligevel vil behøve støtte på den ene eller anden måde, ved jeg ikke. Dog ved jeg én ting med sikkerhed; opdragelse kommer fra hjernen og kærlighed kommer fra hjertet. Ingen af hverken min mands eller mine handicaps vil forhindre os i at videregive vores værdier og ikke mindst vores ubetingede kærlighed til et fremtidigt barn.

Og med et højtelsket og i den grad ønsket barn, har man allerede gået halvdelen af den lange vej som fremtidige forældre. Selv med en tung bagage på ryggen!