Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.

Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.

Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.

Det er sommer. Sommeren i år er bedre end sidste år. Ikke så varmt. Regn ind i mellem. Landmændene er vist også glade, det bliver en god høst. Når man bor i en storby trækker man udenfor om sommeren. Det gør man også når man bor på landet eller i provinsen, men her i byen er der flere mennesker. Der er mennesker overalt. Ved Nordhavn eller på Islandsbrygge, kan man svømme, sove, tage sol og læse på et håndklæde. Midt i byen. Egentligt en luksus.

Har man en sygdom, fysisk så vel som psykisk, kan man, bundet i uvidenhed og selvstigmatisering let føle sig udenfor.

Det mærker man ofte om sommeren. Mennesker er sociale væsner, men den sociale kontakt er ofte svær, især hvis man er ramt af et eller andet, måske et handicap. Man sidder i biografens mørke, enten alene, med sin elskede, en ven eller et familiemedlem. Måske er man gift og føler sig ensom i sit ægteskab. Måske har man ingen venner, eller dem der er tilbage kan tælles på én hånd og er spredt ud i hele landet. Måske er begge ens forældre døde, eller man har dårlig kontakt dem der endnu er i live. Måske er man enebarn, eller har en halvsøster som man aldrig ser. Måske er den eneste kontakt man har med et andet menneske i løbet af ugen, en hjælper eller én fra hjemmeplejen.

Så er det godt at der findes bøger.

Hvis man er blind eller ikke orker at læse en bog til ende, findes der tilmed lydbøger. Her er e-reolen et fornuftigt sted at starte. Det er bibliotekernes udbud af lydbøger og e-bøger og det er ganske gratis.

 

I forsommeren læste jeg Peter Høegs ‘Gennem dine øjne’

Peter Høeg er forfatteren bag ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’ som blev filmatiseret af Bille August og blev en international bestseller. Peter Høeg har udviklet sig en del, siden gennembruddet og ‘Gennem dine øjne’, er en anden slags roman. En interessant og vigtigt bog.

Rigtigt god at læse hvis man kæmper med depressioner, har været udsat for incest eller har andre traumer i bagagen. Den er også god at læse, hvis man har småt med penge eller er på førtidspension.

Romanen er fortællingen om Peter, der opsøger en klinik i Århus, der via neuropsykologien rejser ind i menneskets bevidsthed og forsøger at helbrede dem fra gamle traumer eller psykiske lidelser. Peter opsøger klinikken, da han vil redde sin barndomsven Simon, som har forsøgt at tage livet af sig. Han møder på klinikken Lisa, lederen på stedet, der viser sig at være en gammel ven fra børnehaven. Lisa selv, kan ikke huske sin barndom, da hun på grund af et traume har fortrængt den. Peter og Lisa finder sammen og prøver nu sammen at redde Simon.

Gennem dine øjne af Peter Høeg, følger to spor; nutiden og fortiden. Lisa, Simon og Peter gik i samme børnehave og kom der så tæt på hinanden, at de til sidst kunne ændre nutiden ved at trænge ind i den umiddelbare fortid. Senere blev Lisa en førende forsker på området og hun inddrager nu Peter i en række hemmeligstemplede eksperimenter med bl.a. incestofre og krænkere. Lisa har, som nævnt, selv i forbindelse med sit barndomstraume mistet hukommelsen for hele barndommen, og titlen refererer til, at Peter gennem seancerne hjælper hende med at genkalde minderne.

Simon, Lisa og jeg-fortælleren Peter udgør en tredobbelt version af forfatterens favoritfigur, som man kan genkende fra ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’: Det sensitive og suveræne barn, der når det kommer til stykket, ikke har videre lyst til at blive voksen, sådan som begrebet er defineret af mange. Peter og Lisa får adgang til den virkelige virkelighed, intet mindre end menneskehedens kollektive bevidsthed.

 

Da historien begynder, har Simon, som på nutidsplanet for længst er voksen, forsøgt at begå selvmord ved at fylde sig med piller og sprut og køre vildt i sin bil.

Da romanen slutter et halvt år efter, har han døvet sig med piller og sprut og sat ild til sit hus og forladt dette liv. Mellem selvmordsforsøget og selvmordsbranden bliver vi vidner til Peters og Lisas forsøg på ad teknisk-terapeutisk vej at føre ham tilbage til en tro på livet.

Men hvor dette projekt altså slår fejl, lykkes det modsat for Peter at give Lisa erindring tilbage om hendes første syv leveår. Gennem sin beretning om de tre kammeraters bevidsthedsrejser og eventyrlige bedrifter, skaber Peter sådan set også den fiktion, vi sidder og læser. Man kan sige at bogen konfronterer spiritualiteten og den hypermoderne videnskab.

Når forfatteren Peter først i romanen opsøger Lisa, som han ikke har set siden børnehaven, skyldes det nemlig, at hun lidt uden for Aarhus leder det hemmelige forskningscenter, hvor man via skanninger, hologrammer og sindrige skærmprojektioner kan begive sig direkte ind i et menneskes hjerne.

Personalet kan simpelthen simulere det fysiske grundlag for en enkelt bevidsthed, og de kan tilmed overskride grænsen fra individuel til kollektiv bevidsthed, sådan at de bag seksuelle overgreb kan se ind i alle overgreb. Bag et krigstraume ser de lidelsen som sådan.

Det enestående er nu, at denne synsevne besad trioen Peter, Simon og Lisa allerede som børn. De så begivenheder, før disse fandt sted. De forudså tre dage forinden, Cubakrisen i 1962, de reddede en dreng fra at få meningitis ved at bade nær et kloakudløb og de frelste mirakuløst en kammerat fra at få hovedet knust mod en radiator. Børnehavens rengøringshjælp fik lige akkurat sat hånden imellem og for at det ikke skal være løgn, viser hun den frem til allersidst i bogen. Hun gør nemlig rent på Lisas højest usædvanlige center.

 

Gennem dine øjne af Peter Høeg hylder det virkelige møde mellem mennesker. Det møde som til tider kan være så svært. Rejser vi ‘gennem hinandens øjne’, kan vi måske møde hinanden i hengivenhed, tillid og tro og med en ro så urokkelig som elefantens og giraffens på savannen og tapirens i regnskoven. Vi kan være der for hinanden og få det bedste frem i alle.

Nu hvor det er sommer og man som kåd indbygger i dette land, trækker udenfor, på stranden, havnepromenaden, provinsens snørklede gågader, er det måske værd at tænke på, især hvis man føler sig udenfor. Vi er ikke alene, dette er en illusion. Når det kommer til stykket, er vi alle ét.

 

Gennem dine øjne af Peter Høeg udkom i 2018 på forlaget Rosinante og findes på ethvert folkebibliotek.

 

 

Boganmeldelse af Submarino og rødbedesalat af Jonas T. Bengtsson

Boganmeldelse af Submarino og rødbedesalat af Jonas T. Bengtsson

Boganmeldelse af Submarino og rødbedesalat af Jonas T. Bengtsson

Jeg handler mest ind i Netto og Rema 1000. Der kan man nemt finde økologiske grøntsager, især i Rema 1000, som har et større udvalg af økologiske varer end Netto. Mig og min kæreste får af og til grøntsager fra Birkemosegård. Man henter dem om torsdagen og posen holder det meste af ugen. Det er billigt og ofte er grøntsagerne biodynamiske. I den sidste stykke tid har der været rødbeder i posen. Rema 1000 har en god økologisk fetaost, samt persille, ligeledes økologisk, rødløg kan man også få, olivenolie, æblecidereddike, honning og sennep. Så har man til en rødbedesalat. Bor man tæt på et bibliotek eller har et par hundrede kroner til overs, kan man låne eller købe ‘Submarino’ af den danske forfatter Jonas T. Bengtsson. De to ting går af en eller anden grund godt i spænd. Måske fordi de opvejer hinanden. Rødbedesalaten er hurtigt lavet. Man koger seks rødbeder i 25 minutter. Skræller dem og skærer dem i tern. Ternene blandes med feta, persille og rødløg som er skåret fint. Dressingen; olivenolie, æblecidereddike, sennep og honning, blandes i og så er retten færdig. Server evt. med kartoffelpandekager eller selleribøffer, derefter kan man passende begynde at læse den sublime og hårde ‘Submarino’ der udkom i 2007.

 

Bogen handler kort fortalt om to brødre der nu er blevet unge mænd. Første del af romanen handler om Nick, der netop er blevet løsladt efter en voldsdom. Han rykker ind i et lurvet pensionat i Nordvestkvarteret, drikker, pumper jern og får den rutinemæssigt suttet af hos sin nabo. En dag møder han sin eks kærestes bror, Ivan, der er endog mere forhutlet end han selv, og ser det derefter som sin faderlige mission at rette Ivan op og skaffe ham noget sex. Nick længes efter kærligheden og tænker på ekskæresten som hende der kunne have rettet Nicks liv op. Nu er det blot for sent. Anden del af romanen fortælles af Nicks navnløse bror, en narkoman, der hustler sig gennem tilværelsen i et desperat forsøg på at undgå myndighedernes søgelys, så han kan beholde sin lille søn, Martin. Da han arver en mindre formue af sin mor, griber han chancen og etablerer sig som en i første omgang ganske succesrig pusher. Det hele fortælles med flashbacks fra brødrenes opvækst med en fraværende og alkoholiseret mor. En lillebror der tragisk dør som lille, da brødrene skal passe ham alene som små, i det hele taget en opvækst med svigt og tab. De to brødre er mærket for livet. Og deres voksenliv er ikke blevet lettere. Bagsiden af storbyen København træder frem for læserens blik som siderne vendes og man føler med Nicks narkomanbror, der kæmper for at holde myndighederne væk fra det eneste der holder ham til livet: Hans søn. De to brødre mødes tilsidst i romanen, hvor og under hvilke omstændigheder, skal ikke røbes her. Bogen blev forøvrigt filmatiseret af Thomas Vinterberg, et par år efter udgivelsen.

 

Jonas T. Bengtsson har skrevet fire romaner og en novelle til samlingen; ‘Copenhagen Noir’. Jeg har læst dem alle. Startede med hans debut fra 2005; ‘Animas breve’ som handler om en ung psykisk syg mand der efter en fire år lang indlæggelse, vil finde Anima som har holdt ham i live, med sine breve. Han vandt vidst debutantprisen for bogen. Derefter fulgte ‘Submarino’, ‘Et eventyr’ og endelig den forunderlige og pudsige ‘Sus’, fra 2017. Men ‘Submarino’ er den jeg er gladest for. Fortællingen er en kras kritik af et samfund, der ikke tager vare på de allersvageste; børnene.

En af romanens styrker er, at denne kritik kun ligger implicit i beskrivelsen af læger, sundhedspersonalle og sagsbehandlere. De ser det, de vil se og følger ikke op, når problemet flytter sig. Bengtsson tenderer måske nok det romantiserende, når han lader Nick være den eneste, der kritiserer broderens håndtering af sønnen Martin, men det ændrer ikke på, at ‘Submarino’ er en uhyre troværdig og indfølt beretning om at befinde sig på samfundets bund og trods alle gode intentioner ikke formå at komme op til overfladen. Her er problemerne ikke sygdom eller handicap, snarer sociale problemer, der kan føre til misbrug, kriminalitet, svigt, tab og vold. Titlen på bogen er god, at læse ‘Submarino’, er som at dykke ned under vandet et sted i Københavns havn og have svært ved at komme op og få luft. Sådan er livet også.

 

Rødbedesalaten står her på bordet. Lyset falder ind gennem vinduet. Det er sommer. Det har lige været jævndøgn. Det bliver mørkere nu. Jeg har lige sat en plade på pladespilleren, Jonny Griffen er det. Tonerne fylder lejligheden. Jeg har åbnet vinduerne ud mod gaden og kigger ud. Der går han. Ham genboen der godt kan lide øl. Han sidder på kirkegården, ofte med en pose fra Netto og drikker. Hvad er hans historie?

 

‘Submarino’ er udkommet på forlaget People’s Press og findes på et hvert bibliotek, eller kan bestilles og købes hos saxo.com.

 

 

 

 

 

 

 

Boganmeldelse af Bjørnen af Katrine Marie Guldager

Boganmeldelse af Bjørnen af Katrine Marie Guldager

Boganmeldelse af Bjørnen af Katrine Marie Guldager

Én af de gode ting ved at læse bøger af en nulevende yngre forfatter, er at man ligesom kan følge med. Én af de første bøger af den danske forfatter, Katrine Marie Guldager som jeg læste, var ‘Lysgrænsen’. Den handler kort fortalt om forfatterens egne 9 år i psykoanalyse.

3 gange om ugen i 9 år lagde hun sig på briksen for at få styr på blandt andet sin faders pludselige og tragiske død og ligeså, en nær venindes lige så pludselige død. Katrine Marie Guldager fortalte ikke om psykoanalysen til nogen. Hun gik på forfatterskolen, læste dansk på universitet, fik arbejde og kærester. Men analysen hos psykologen, veg hun ikke fra. ‘Lysgrænsen’ står nu hjemme i reolen ved siden af ‘Menneskets og dets symboler’ af C. G. Jung.

 

Siden dengang har jeg ved lejlighed læst flere af Guldagers noveller, digte og romaner. Hendes korte og præcise novellesamling; ‘København’, var jeg glad for, ligesom flere af hendes digtsamlinger. De sidste to romaner jeg har læst af hende er; ‘En uskyldig familie’ og så endelig ‘Bjørnen’ som jeg lånte på biblioteket og som udkom i 2018. Den ligger her. Dens forside stirrer på mig.

Som det ofte er hos Katrine Marie Guldager, er det familien som er i centrum. Sådan er det også i ‘Bjørnen’. Det moderne menneske i velfærdsstaten Danmark.

 

‘Bjørnen’ handler om kvinden Vibse, der er over halvvejs gennem livet. Tingene går ikke lige hendes vej. En mandag bliver hun fyret fra sit arbejde, som gymnasielærer. Torsdagen efter flytter hendes datter Laura hjemmefra og om fredagen har hun et kæmpeskænderi med sin mand Bent. Hun trækker stikket og kører op til familiens afsidesliggende hus i Sverige for at være alene. En snestorm rammer, strømmen går, og nu er Vibse ikke længere så sikker på, at turen til Sverige var så god en idé. Vibse er alene i hytten i Sverige, og der bliver som sagt snestorm og elektriciteten går. Pludselig er hun afskåret fra verden, og der er bjørnespor udenfor hytten. Hun begynder at blive mere og mere nervøs i takt med, at maden slipper op, og ingen kommer forbi hytten. Hendes vrede bliver hendes drivkraft til at handle. Hun finder sneskoene frem og drager noget uforsigtigt ud i snelandskabet, hvor bjørnen og et ufremkommeligt snelandskab venter. Det bliver til en kamp mod både naturen og hende selv, som ender med at hun finder et nyt ståsted i livet.

 

Det originale ved Guldagers lille roman, er ikke så meget selve handlingen, men i højere grad hendes sans for at portrættere Vibse som en middelaldrene kvinde, der føler, at det er de andres skyld. Der skal nok være mange kvindelige læsere, der vil føle sig ramt.

Det hele er smukt og enkelt fortalt med et nøgent og for Guldager karakteristisk sprog. Man keder sig ikke et øjeblik og føler sig taknemmelig over at være i live efter at have læst denne bog. Syg eller ej. Med eller uden en diagnose, indlæggelser eller medicin.

 

’Midtvejskrise’ er måske ikke noget smukt ord. Men for den tilstand Vibse befinder sig i, rammer ordet meget godt. Tilstanden indeholder en form for skønhed. Vibse er mor og Katrine Marie Guldager skildrer morens svære afsked med morrollen, nu hvor datteren er flyttet hjemmefra.

Portrættet af Vibse er ikke glat, Vibs er stridbar, svær at holde af og svær at lukke op, især er det svært for hende selv. Hun er ikke bare en mor, der slås med at komme overens med et tab, hun er moderimperiet, der slår revner og går under.

Og hvad er der så tilbage, efter et tab af morrollen, som er en naturlige del af livet? Og hvor stiller det Bent, Vibse’ mand?

 

Det må man selv læse ‘Bjørnen’ for at finde ud af.

 

Romanen er fortalt med en jeg-fortæller, hvilket er rigtigt rart. Man behøver ikke selv at være forældre, for at få noget ud af ‘Bjørnen’. Man er selv søn eller datter. Det er nok. Fortælingen er klassisk og mytologisk og når jeg skal til Sverige, her til sidst på sommeren, vil jeg tænke på Vibse hver gang jeg passerer en ødegård. Måske skal jeg have Guldagers seneste roman; ‘Et rigtigt liv’ med, ved det ikke helt endnu. ‘Et rigtigt liv’ er netop udkommet og ligger fremme hos boghandlere, landet over.

 

‘Bjørnen’ er hurtigt læst, er på 173 sider og er udkommet på Gyldendal.

 

 

Boganmeldelse af Mit ansigt ud mod verden af Alfred Hayes

Boganmeldelse af Mit ansigt ud mod verden af Alfred Hayes

Boganmeldelse af Mit ansigt ud mod verden af Alfred Hayes

 

Jeg læste om romanen; ‘Mit ansigt ud mod verden’ i en anmeldelse i avisen. Weekendavisen var det vidst. Amerikansk litteratur fra 50’erne genopdaget, stod der. Jeg ER vild med amerikansk litteratur fra 30, 40 og 50’erne. Ernest Hemmingway, O’Hara, F. Scott Fitzgerald, John Steinbeck, Jack Kerouac, Henry Miller, Charles Bukowski, for at nævne nogle få. Her får man den simple livsstil beskrevet; livet i en appelsinplantage i Californien, tilværelsen som daglejer eller postbud i Los Angels. Hemmingways knitrende prosa. En handling der udspiller sig på Cuba (Den gamle mand og havet), eller i Italien under 1. verdenskrig (Farvel til våbene). På rejse fra vest til øst igennem det store land, som hos Kerouac (Vejene), eller på besøg i San Fransisco (Dharma bums). Livet i Paris eller Grækenland, hos Henry Miller. Eller som her hos Alfred Hayes: Livet i Hollywood bag facaden.

 

Om forfatteren Alfred Hayes, kan nævnes at han er født i London i 1911, men vokset op i USA. Han deltog i anden verdenskrig som førte ham til Italien, hvor han blev medforfatter til to af Neorealismens mest berømte film: ‘Cykeltyven’ og ‘Paisa’. Den sidste har jeg ikke set, men ‘Cykeltyven’ står klart tilbage som et stærkt minde. En film med efterhånden mange år på bagen. Han blev Oscarnomineret for begge værker og slog sig ned, efter krigen, i Los Angeles hvor han frem til sin død i 1985 var manuskriptforfatter på en række spillefilm og tv serier. Han udgav derudover romaner, novellersamlinger og lyrik, hvor to af romanerne nu kommer på dansk, med 60 års forsinkelse. Joan Baez satte forøvrigt musik til én af hans digte og optrådte med sangen i Woodstock i 1969.

 

‘Mit ansigt ud mod verden’ er som de fleste gode romaner om Hollywood en næsten ubærlig tragedie. Skabelonen for denne genre i amerikansk litteratur blev åbenbart skabt i 1930’erne, hvor filmbyen havde etableret sig som nationens kulturelle hovedstad. Mange film om emnet er det også blevet til, tænk bare på Roman Polanskis ‘Chinatown’ og man kunne nævne flere.

 

Setuppet er enkelt i ‘Mit ansigt ud mod verden’: En mand keder sig til en fest ved stranden i Los Angeles. Hjemme venter imidlertid ikke andet end en tom lejlighed, så han drysser ud på verandaen og betragter Stillehavet. ‘Der lå det, nøjagtig som i reklamerne,’ tænker han og får i det samme øjeblik på en køn ung kvinde med stribet trøje, ben der glitrer i mørket og et cocktailglas i hånden. Kvinden fortsætter ud i vandet, hvor hun bliver revet omkuld af en bølge og går under. Synet af den druknende pige får instinktivt romanens fortæller til at springe ned fra verandaen og krydse stranden for at redde hende. Det lykkes den aften, men i længden står de to navnløse hovedpersoner, ikke til at redde fra Hollywoods fordærvede industri og det solrige Californiens mørke kræfter. Fortælleren arbejder som manuskriptforfatter ved et studie. Kvinden som han redder er draget til byen for at blive blive rig og berømt, ligesom så mange andre der tiltrækkes af Hollywoods glatte overflade og den amerikanske drøm. Hovedpersonen har erfaret, at der ikke sættes stor pris på talent og kunstnerisk integritet i Hollywood. Selv har han forladt et trist ægteskab i New York og er nu som sagt, ansat ved et studie, hvor han skubbes fra det ene manuskript til det næste. Lønnen er stor, ‘han tjener noget mere end en direktør i en velrenommeret bank’, men frustrationerne over de håbløse opgaver er større. På et tidspunkt spørger kvinden: ‘Skriver De på noget for et af filmstudierne for øjeblikket?’ Nej, jeg skriver ikke. Jeg skriger,’ svarer han så i et forsøg på et være morsom. Kvinden bor i en lille lejlighed med sin kat, går til en suspekt psykiater et par gange om måneden, og holder den kørende med mænd og alkohol. Hun lever en tilværelse i skyggen, på jagt efter et næsten utopisk mål. Selv om hun ligner en filmstjerne er hun hverken rig eller berømt. Hun er som så mange andre, draget til Hollywood for at vise sit ansigt ud mod verden og blive en feteret skuespiller. Men hun kan lide byen, den passer til hende, som hun siger det.

 

Sproget i romanen er en nydelse; stramt, enkelt og sprødt som en toast på en Dinner. Man skærer sig nærmest linierne. Side for side graver Hayes sig tålmodigt indad mod en kerne af bristede drømme, korrupte ambitioner, desperation og sårbarhed, inden han lader læseren tage det sidste spadestik. En fornøjelse at læse denne bog, som gør én klogere på én af menneskets mange faldgruber: Jagten på berømmelse. Læs den hvis du er til amerikansk kultur. Bogen er netop udkommet på dansk og kan lånes på biblioteket eller købes for 199 kroner i den lokale boghandler. Den er på 184 sider.

 

 

 

 

Filmanmeldelse af filmen Green Book

Filmanmeldelse af filmen Green Book

Filmanmeldelse af filmen Green Book

 

Filmen ‘Green Book’ vandt tre Oscars i 2019. For bedste film, bedste mandlige birolle og ikke mindst, hvilket siger meget om filmens kvalitet; en oscar for bedste originale manuskript. Instruktøren Peter Farrely stod bag den populære ‘Dum og dummere’ med blandt andet Jim Carry på rollelisten. Det blev i øvrigt skuespillerens gennembrud. Her er det halvdanske Viggo Mortensen som spiller Tony Vallelonga, en italiensk-amerikansk dørmand som bliver hyret til at være chauffør og livvagt for en berømt afroamerikansk jazz- og klassisk pianist; Don Shirley. Han spilles fortrinligt af Mahershala Ali. Ali vandt en Oscar for præstationen og kan man lide ham, har man måske lyst til at stifte bekendtskab med anden sæson af tv-serien ‘True Detectives’, hvor han spiller én af seriens efterforskere.

‘Green Book’ er en god film. Man mærker det med det samme. Jeg nåede lige at se den i biografen, inden den blev taget af plakaten. I en fuld sal, i øvrigt. En varm, intelligent og dygtigt lavet film, der minder én om amerikanske film fra 1970’erne.

 

Vi er i New York i 60’erne. Her arbejder familiemennesket Tony som dørmand og udsmider på en natklub. Klubben hvor han er ansat skal lukke og han står uden indtægt til at forsørge kone og børn. Et pladeselskab hyrer, efter besværligheder Tony, til at køre musikeren Don Shirley på en to måneders turné i Sydstaterne. Shirleys med-musikere, bassisten George Dyer og den russiske cellist Oleg, kører under koncert turnéen i en anden bil.

 

Under den to måneder lange tourné møder Tony og Don både positive og negative oplevelser, de vokser og udvikler sig begge to. Tony, George og Oleg oplever som hvide på rejsen ikke de samme indskrænkninger som Don Shirley. Tony planlægger rejsen med ‘The Negro Motorist Green Book’, heraf titlen på filmen. Bogen er en rejsefører for afroamerikanske billister, som registrerer de få hoteller, restauranter og tankstationer, som også accepterer sorte kunder.

 

Tony er med sin enkle tænkemåde en modsætning til Shirley. Don er kultiveret, intellektuel, han har en doktorgrad i psykologi og musik og besidder en kunstnerrisk nerve. Tony sætter pris på den lokale mad, som friturestegt kylling og elsker afroamerikansk musik som Little Richard og Aretha Franklin. Navne som Don Shirley ikke har hørt om. Undervejs på rejsen smider doktoren noget af korrektheden, mens dørmanden Tony, Viggo Mortensen tog 20 kilo på til rollen, finder ind til sin mere følsomme side. Don Shirley hjælper med at skrive romantiske breve til Tonys kone, og hjemme hos den italienske familie hulkes der længselsfuldt til de poetiske tirader.

 

Det er konfrontationerne med ærkeracisterne i syd, der giver filmen kant og samfundsrelevans. Den foregår i 60’erne, men taler ind i vores tid om et emne, som ikke burde være aktuelt, men desværre er det. Filmen bygger på en virkelig historie og sjovt er det at finde ud af, at virkelighedens Tony Lip, født Frank Anthony Vallelonga, senere fik en karriere som filmskuespiller og var med i ‘Goodfellas’ og ‘The Sopranos’, og at hans søn Nick Vallelonga er blandt filmens manuskriptforfattere.

 

I filmen viser Tony sig at være en guttermand, der står op for sin arbejdsgiver. Dybest set kan han ikke forstå, at Don bliver behandlet som lort. Doktoren skal for eksempel indtage sin mad i et rum på størrelse med et kosteskab i stedet for at spise i restauranten, hvor hans hvide publikum sidder. Igen og igen bliver Don ydmyget i Sydstaterne og uden at røbe for meget, kan det nævnes at ‘Green book’ ender godt.

 

I disse tider med højredrejninger og nationalisme i den vestlige verden, er det befriende at se en film der rammer bredt, har bred appel og taler om et samfundsproblem, som bliver ved med at lige så tåbeligt, som det er virkeligt, relevant og farligt: Rascisme.

 

‘Green Book’ er en klog drama komedie, vedlagt er her et link til traileren som er god at se, hvis man vil snuse til filmen:

 

 

Det har været bredt kritiseret at ‘Green book’, vandt en Oscar for bedste film og bedste originale manuskript. Kritikken har blandt andet gået på at personskildringerne er alt for unuanceret. Don Sherlyes familie har kritiseret holdet bag filmen, for ikke at være troværdig mod virkelighedens Don Shirley. Men dette her er fiktion. Og som sådan fungerer den godt.

Den går ikke i biografen mere, men kan streames online, hos blandt andet ‘Blockbuster’. Se den!