Og så ryger handicappede igen på bordet som valgflæsk..

Og så ryger handicappede igen på bordet som valgflæsk..

Og så ryger handicappede igen på bordet som valgflæsk..

 

I dag kan du lytte med til Sami’s interessante observationer om det kommende folketingsvalg.

Om hvordan handicappede ofte bruges som valgflæsk og stemmesluger, lige indtil det hele er overstået og man står tilbage med en usynlig politiker og tomme løfter..

Deltag gerne i debatten i kommentarfeltet nedenfor – hvad skal vores politikere fokusere på i forhold til handicap- og socialpolitik?

 

Lyt her!

by Sami Hajslund Blogger i DHO | Om... Lyt her!

Kalder du dét fleksibelt?

Kalder du dét fleksibelt?

Når man har et handicap og derfor er dybt afhængig af andre menneskers hjælp, så kan man lynhurtigt ende i et limbo, såfremt den hjælp bare ikke er tilfredsstillende nok. For man burde jo være taknemmelig over, at man bor et sted, hvor man rent faktisk kan få hjælp – men har taknemmeligheden ikke omvendt også sin grænse, såfremt der igen og igen sker fejl på stribe? Jeg tænker hverken på kvaliteten på hjælpemidler eller kemien mellem handicaphjælpere nu. Jeg tænker tværtimod på noget så konkret som flextrafik…

 

Jeg har en veninde i kørestol. Hun har kørekort, men ingen bil og er derfor dybt afhængig af flextrafik

Det er også rigtig dejligt, at hun har den mulighed, hvilket jeg er utrolig taknemmelig for. Men min taknemmelighed blegner sgu en hel del på hendes vegne, når hun gang på gang fortæller mig de samme historier:

  • Chauffører der kører bundråddent og med passagernes liv som indsats, fordi de skal holde en stram tidsplan – som de så tydeligvis ikke evner.
  • Chauffører der ”glemmer” at spænde kørestolen fast, som ellers er et lovkrav, hvilket har resulteret i, at min veninde er skvattet ud af stolen midt under kørslen. Det kan desværre ikke tælles på én hånd, hvor mange gange jeg efterfølgende har været nødsaget til at køre hende på skadestuen på grund af slag og fald.
  • Chauffører der piller ved hendes kørestol, for så bagefter at glemme at indstille den tilbage i den korrekte position – så hun atter engang skvatter, når hun kommer hjem, simpelthen fordi kørestolen braser sammen under hende

 

Det er næsten blevet en hverdagstradition, at jeg får den nyeste sladder fra flextrafik-verdenen

Og hver eneste gang laver jeg samme konstatering: ”Hvorfor i alverden klager du ikke?” Men det gør hun. Efter femte gang bad jeg tilladelse om at læse mailkorrespondancen imellem hende og flexkontoret. Og jeg var mildest talt forarget! ”Det kender vi ikke til, det kan pågældende chauffør ikke erindre, vi er kede af din oplevelse og håber ikke, at det gentager sig. God dag, rend os et vist sted!”

 

Så nu går jeg skridtet videre og råber op herinde. Kan det virkelig være rigtigt, at man bare skal finde sig i den behandling?

Hvor går man hen, når man føler, at man løber panden mod en mur i en klageproces? Hvor bliver mennesker som min veninde RIGTIGT hørt? Og hvad gør man, når man er dybt afhængig af hjælp, men omvendt ikke længere tør modtage den, fordi det som oftest er med livet som indsats?

 

Har du oplevet det samme, noget lignende eller ved, hvor vi skal tage den her sag op henne, så tøv endelig ikke med at kontakte mig på mail: ditte@dho.dk

 

 

Jalousi-generationen

Jalousi-generationen

Jeg var ikke ret gammel, da min mormor lærte mig, at andre folks breve, dem kiggede man ikke i. Det var ulovligt. Og i frygt for politi og celler med tremmer, har jeg aldrig turde gøre det. Jeg har også altid vidst, at min mors kalender var off limits – en privatsfære jeg senere selv adopterede som voksen. Derfor er min forargelse også så meget større, når jeg ser på min generation. ”Jalousi-generationen” har jeg døbt dem. ”Crazy heads” kan i visse tilfælde også dække ret godt…

 

Jeg kender til kvinder der i ramme alvor mener, at de kan tillade sig at bestemme, hvem deres respektive mand må være venner med;

veninder er no-go, fænomenet kvindelige kollegaer skal helst være ikkeeksisterende. Jeg har omvendt også oplevet mænd, der med fuld overlæg tjekkede deres kæresters telefoner for muligt snavs – og aldrig lagde skjul på det.

For tænk nu hvis det ender galt; tænk nu hvis min kæreste er mig utro? Dét er hxn sikkert, så derfor må jeg godt! Hvis hxn allerede er i gang med at ødelægge mit liv, så må jeg også ødelægge deres! Og så kører spiralen af tankespind ellers bare derudaf. Og jeg står forpustet på sidelinjen, ryster på hovedet og har lyst til at skrige begge parter ind i hovedet: ”Hvad F**K laver I?! Hvad blev der er privatlivets fred, hvad blev der af intimsfæren? Overraskelsen måske ligefrem?”

 

I visse grupper hvor jeg frekventerer florerer der fænomener, som er et Big Brother-samfund værdigt; de berygtede ”strikkeklubber”

Her fyldes lukkede og anonyme sider på Facebook med smukke, intetanende mænd – eller kvinder – som liiige skal tjekkes efter i sømmene en ekstra gang, før folk tør gå på date med dem. Og den får ikke får lidt på tilsviningskontoen, hvis et billede uheldigvis bliver matchet up med en bitter ekskæreste. Lige såvel er det blevet normal kutyme for især kvinder, at bede fremmede og uskyldige piger om liiige at skrive til deres kærester, for at kunne holde øje med staklens reaktion. For tænk nu hvis han svarer pænt tilbage til et fremmed stykke kvindfolk; så er det ud og det er med det samme!

Tilliden til hinanden er væk. Især i unge parforhold. Og privatliv er ligeledes et terminalt begreb efterhånden; fælles computere, fælles mailadresser, fælles telefonnumre og Facebook-konti. Har vi ikke alle set dem? ”Helle Og Børge Jensens”-profilerne skyder op som uregerlige mosegrise på de sociale medier. Og jeg græmmes. Og skræmmes. Hvis det er dét, som er et moderne parforhold for min generation, så skal jeg da være single resten af mit liv. Så hellere have min Facebook og drengevenner i fred.

 

Det er altså også meget sjovere selv at have råderet over sin egen fritid…

 

 

Når en hjælper skal stoppe

Når en hjælper skal stoppe

23… 22… 21… Jeg tager mig selv i at sidde og tælle timer

Jeg skal bare have tiden til at gå hurtigst muligt. Hvor er det en forfærdelig tid og spild af mit liv, at jeg bare skal sidde hjemme og kukkelure med så lidt hjælp som overhovedet muligt.

Jeg har ikke lyst til at tage ud til noget som helst. Jeg har ikke lyst til at være sammen med hende mere end højst nødvendigt, og det nemmeste er bare at blive hjemme, så hun kan sidde på hjælperværelset og passe sig selv. Mit liv er gået i stå, og sådan har det været 3 dage om ugen i de sidste par uger. 

Jeg er i den situation, at jeg har en hjælper, som kun har få vagter tilbage.

Vi er heldigvis blevet enige om, at hun skal stoppe – hun mangler bare 2 vagter nu. Det er tydeligt, at hun ikke bryder sig om at arbejde hos mig, og jeg bryder mig mildt sagt heller ikke om at få hendes hjælp. Men det er jeg nødt til. Man kunne sige, at jeg bare kunne bede hende om at blive væk, men det kan jeg ikke. Jeg har brug for hendes hjælp lidt endnu, da jeg har et lidt skrøbeligt hjælperteam lige for tiden.

Det er ærgerligt, at det lige ramler sammen, men sådan er det nu engang. Om en måneds tid har jeg en ny hjælper til at overtage hendes stilling, og i mellemtiden har både tidligere og nuværende hjælpere sagt ja til at dække hendes vagter – det bliver dejligt!  

 

Men hvorfor er det gået skævt?

Det spørger jeg mig selv om. Er det noget, jeg har sagt eller gjort? Er det hende, der ikke bryder sig om arbejdet, eller er det noget helt tredje? Måske er det bare kemien, der ikke er der? Det er aldrig til at sige. Dog havde jeg allerede en dårlig fornemmelse få dage inde i vores samarbejde, men jeg håbede, at min fornemmelse var forkert, og derfor lod jeg samarbejdet fortsætte. 

Netop dette er noget af det sværeste ved at være afhængig af andres hjælp. Jeg kan ikke tillade mig at bede hende om at skride, jeg kan ikke for alvor blive sur og diskutere med hende, jeg kan ikke takke nej til hendes hjælp, selvom det er det, jeg allerhelst vil!

 

DET er frustrerende!

Jeg skal hele tiden være professionel og behandle mine ansatte godt, selvom jeg til tider er ved at koge over indvendigt. Misforstå mig ikke – jeg er utroligt glad for mine hjælpere og den dagligdag, de muliggør for mig – jeg kunne bogstaveligt talt ikke leve uden dem.

Men det er enormt grænseoverskridende at skulle blotte sit liv og åbne sit hjem fuldstændigt for en fremmed person, og derfor håber jeg altid af hele mit hjerte, at det er den rigtige, jeg ansætter. Men det kan desværre ikke undgås, at jeg indimellem kommer til at ansætte den forkerte. ”Den forkerte” kan være forkert på mange forskellige måder – ufleksibel, ustabil, uoplagt, sur eller bare ikke en god kollega for mine andre hjælpere.

Det ødelægger fuldstændig min dag at have sådan en hjælper på arbejde.

Derfor er det også en enorm lettelse for mig, når jeg kan se en ende på det. Men samtidig er det også som om, at frustrationen bliver meget mere intens det sidste stykke tid. Jeg er ikke sikker på, hvorfor det er sådan, men det har nok noget at gøre med, at der ofte har været en snak forinden, hvor kortene blev lagt på bordet. Den ene ved, at den anden ikke er tilfreds og omvendt.

 

Den kommende tid, hvor hun og jeg er forpligtede til at overholde opsigelsesvarsler, er næsten ikke til at holde ud

Rummet er fyldt med iskold luft og tavshed, og jeg føler mig virkelig meget til besvær i mit eget hjem. Opsigelsesvarsler er en positiv ting i de fleste situationer, men i denne helt specielle situation, hvor man er hjælper for et andet menneske, kan det godt være et problem.

Tiden skal bare overstås for begge parter, og så er den næste hjælper forhåbentligt et bedre match.

Heldigvis er min succesrate forholdsvis høj. Jeg plejer at være god til at udvælge de rigtige hjælpere, og vi plejer at have en rigtig god og tæt relation. Så jeg må huske på at holde modet oppe og stole på, at jeg med min kommende hjælper har valgt rigtigt, og at vores afsked bliver fyldt med kærlige minder og først bliver om mange år.

 

KÆTTERE! Tag jer i agt for Inkvisitionen!

KÆTTERE! Tag jer i agt for Inkvisitionen!

…Sådan en flyer burde man få, inden man skulle til møde med sin kommune. Til skræk og advarsel om hvordan spillets hjemmestrikkede regler egentlig er.

Jens Lund skrev i sidste uge et indlæg inde i opslag fra besøgende (kan læses her: https://www.facebook.com/1460680967584062/posts/2120346864950799/), hvor han belyser følelserne, der er forbundet med et møde med ens sagsbehandler. ‘Et ligeværdigt møde er det aldrig,’ skriver han. Og det vil jeg absolut give ham ret i.

Jeg har tit siddet overfor sagsbehandlere og ergoterapeuter til møder, og egentlig følt at der nærmere var tale om en scene i en advokatserie, end en egentlig støtte og hjælp til mig som borger. Retten er sat, og nu skal anklager og forsvarer kæmpe bragt for deres sag med paragraffer ud fra hukommelsen, som deres juridiske kasteskyts. Dette ‘show’ standses først, når dommeren – kommunen – har ladet hammeren falde.

Og indtil da vælder paranoiaen op i mig som borger: ‘F… Jeg kløede mig selv på næsen, tror de nu, at jeg ikke længere behøver mine hjælpere?

Forstod de nu hvor stor den merudgift er for mig? Pokkers, jeg glemte at fortælle, hvor mange smerter jeg havde i går!’ osv. Det kører med lyntogsfart i hjernen til sådan et møde, der bedst kan beskrives som en eksamen i dit eget liv. Med en censor der skal vurdere, om du nu er syg nok til et 12-tal, eller om du skal dumpes i den hjælp, som du egentlig har brug for.

 

Det er en emotionel rutchebanetur, og præcis lige så hård en aktivitet som et maraton.

Derfor er det også så vigtigt, at læse op til den eksamen efter bedste evne og terpe sine rettigheder. Og netop derfor vil jeg én gang for alle gerne slå fast, at man ALTID har ret til bisidderhjælp. Et par ekstra ører, og måske endda en der kan tage noter, er ofte guld værd til sådan et møde!

 

Det vil altid være mest fordelagtigt for borgeren, at have en bisidder med, som har en faglig indsigt.

Men en man kender, et familiemedlem eller ven, kan også bruges såfremt man er mest tryg ved det. Og kan ens søster, kammerat, mor eller nabo ikke deltage som bisidder, så opgiv da ikke håbet. Hos Dansk Handicap Forbund, Muskelsvindsfonden, Bruger-Hjælper Gruppen (BHG) tilbydes der blandt andet bisidderordning og ekstern socialrådgivning for deres medlemmer. Alle foreninger kræver et betalt medlemskab.

Tillige findes der gode BPA-brugerforeninger i blandt andet Nordjylland og Aarhus. Så der er flere steder, der tilbyder faglig kompetent vejledning og bisidderordninger.

Er pengene små findes der gratis advokatbistand på de lokale biblioteker, som helt sikkert også kan guide folk i den rigtige retning. Ellers kan du altid kontakte din sagsbehandler og gøre krav på, at de stiller en gratis bisidder til rådighed.

 

Har du nogle tips og tricks, der gør et møde med kommunen lettere? Så hører vi hjertens gerne fra dig, og formidler videre til andre borgere. Husk på at sammen er vi stærkere!

– Retten er hævet!