Filmanmeldelse af filmen Green Book

Filmanmeldelse af filmen Green Book

Filmanmeldelse af filmen Green Book

 

Filmen ‘Green Book’ vandt tre Oscars i 2019. For bedste film, bedste mandlige birolle og ikke mindst, hvilket siger meget om filmens kvalitet; en oscar for bedste originale manuskript. Instruktøren Peter Farrely stod bag den populære ‘Dum og dummere’ med blandt andet Jim Carry på rollelisten. Det blev i øvrigt skuespillerens gennembrud. Her er det halvdanske Viggo Mortensen som spiller Tony Vallelonga, en italiensk-amerikansk dørmand som bliver hyret til at være chauffør og livvagt for en berømt afroamerikansk jazz- og klassisk pianist; Don Shirley. Han spilles fortrinligt af Mahershala Ali. Ali vandt en Oscar for præstationen og kan man lide ham, har man måske lyst til at stifte bekendtskab med anden sæson af tv-serien ‘True Detectives’, hvor han spiller én af seriens efterforskere.

‘Green Book’ er en god film. Man mærker det med det samme. Jeg nåede lige at se den i biografen, inden den blev taget af plakaten. I en fuld sal, i øvrigt. En varm, intelligent og dygtigt lavet film, der minder én om amerikanske film fra 1970’erne.

 

Vi er i New York i 60’erne. Her arbejder familiemennesket Tony som dørmand og udsmider på en natklub. Klubben hvor han er ansat skal lukke og han står uden indtægt til at forsørge kone og børn. Et pladeselskab hyrer, efter besværligheder Tony, til at køre musikeren Don Shirley på en to måneders turné i Sydstaterne. Shirleys med-musikere, bassisten George Dyer og den russiske cellist Oleg, kører under koncert turnéen i en anden bil.

 

Under den to måneder lange tourné møder Tony og Don både positive og negative oplevelser, de vokser og udvikler sig begge to. Tony, George og Oleg oplever som hvide på rejsen ikke de samme indskrænkninger som Don Shirley. Tony planlægger rejsen med ‘The Negro Motorist Green Book’, heraf titlen på filmen. Bogen er en rejsefører for afroamerikanske billister, som registrerer de få hoteller, restauranter og tankstationer, som også accepterer sorte kunder.

 

Tony er med sin enkle tænkemåde en modsætning til Shirley. Don er kultiveret, intellektuel, han har en doktorgrad i psykologi og musik og besidder en kunstnerrisk nerve. Tony sætter pris på den lokale mad, som friturestegt kylling og elsker afroamerikansk musik som Little Richard og Aretha Franklin. Navne som Don Shirley ikke har hørt om. Undervejs på rejsen smider doktoren noget af korrektheden, mens dørmanden Tony, Viggo Mortensen tog 20 kilo på til rollen, finder ind til sin mere følsomme side. Don Shirley hjælper med at skrive romantiske breve til Tonys kone, og hjemme hos den italienske familie hulkes der længselsfuldt til de poetiske tirader.

 

Det er konfrontationerne med ærkeracisterne i syd, der giver filmen kant og samfundsrelevans. Den foregår i 60’erne, men taler ind i vores tid om et emne, som ikke burde være aktuelt, men desværre er det. Filmen bygger på en virkelig historie og sjovt er det at finde ud af, at virkelighedens Tony Lip, født Frank Anthony Vallelonga, senere fik en karriere som filmskuespiller og var med i ‘Goodfellas’ og ‘The Sopranos’, og at hans søn Nick Vallelonga er blandt filmens manuskriptforfattere.

 

I filmen viser Tony sig at være en guttermand, der står op for sin arbejdsgiver. Dybest set kan han ikke forstå, at Don bliver behandlet som lort. Doktoren skal for eksempel indtage sin mad i et rum på størrelse med et kosteskab i stedet for at spise i restauranten, hvor hans hvide publikum sidder. Igen og igen bliver Don ydmyget i Sydstaterne og uden at røbe for meget, kan det nævnes at ‘Green book’ ender godt.

 

I disse tider med højredrejninger og nationalisme i den vestlige verden, er det befriende at se en film der rammer bredt, har bred appel og taler om et samfundsproblem, som bliver ved med at lige så tåbeligt, som det er virkeligt, relevant og farligt: Rascisme.

 

‘Green Book’ er en klog drama komedie, vedlagt er her et link til traileren som er god at se, hvis man vil snuse til filmen:

 

 

Det har været bredt kritiseret at ‘Green book’, vandt en Oscar for bedste film og bedste originale manuskript. Kritikken har blandt andet gået på at personskildringerne er alt for unuanceret. Don Sherlyes familie har kritiseret holdet bag filmen, for ikke at være troværdig mod virkelighedens Don Shirley. Men dette her er fiktion. Og som sådan fungerer den godt.

Den går ikke i biografen mere, men kan streames online, hos blandt andet ‘Blockbuster’. Se den!

 

 

 

 

Filmanmeldelse af ‘En mand der hedder Ove’

Filmanmeldelse af ‘En mand der hedder Ove’

Filmanmeldelse af ‘En mand der hedder Ove’

Det var et fantastisk vejr, her i påsken. Solen skinnede, blomster og træer sprang ud og man fik lyst til at være udenfor. Søndag aften efter en lang gåtur i dyrehaven, satte jeg mig i sofaen og tændte for Netflix, hvor der som bekendt er mange film. Jeg fandt den svenske sag ‘En mand der hedder Ove’.

Jeg havde et par dage forinden forsøgt mig med bogen, som filmen bygger på, men var gået i stå rimeligt hurtigt. Det er ellers noget af en bestseller, den svenske forfatter Fredrik Backman har begået. Bogen er oversat til 30 sprog, kan købes i flere supermarkeder i hele Norden og er solgt i millioner af eksemplarer verden over. Men den fangede mig af en eller anden grund ikke rigtigt.

 

Filmen er nemmere at gå til, for historien er fin og underfundig

Kort fortalt handler den om 59-årige Ove, der er blevet enkemand, har mistet sit job og ellers går rundt og er sådan godt og grundigt gal i skralden over verdens tilstand og ikke mindst alle de ‘idioter’, der konstant glemmer at overholde alle hans regler for det lille parcelhuskvarter, som hvor man må cykle og køre bil og hvilke låger, der altid skal være lukkede. Ove vil helst bare have lov til at begå selvmord, så han kan komme op til sin elskede og savnede kone; Sonja.

Men det viser sig ikke at være så let. Ikke alene er han ualmindeligt dårlig til at dø, han bliver også hele tiden forstyrret af sin nye genbo, Parvaneh, en indvandrer fra Iran, der insisterer på at blande sig i Oves liv. Måske fordi hun som en af de eneste ser, at der gemmer sig en helt anden mand neden under gnavpotten.

 

Mere skal ikke fortælles om handling her. Filmen ‘En mand der hedder Ove’, starter som en sort komedie, men folder sig undervejs ud til en meget større og finere historie, der til tider nærmest minder om poesien hos John Irving. Filmen skifter mellem tilbageblik fra Ove’ barndom, opvækst og liv med Sonja, over til real tiden i Parcelhuskvarteret et sted i Sverige. Men denne film kunne foregå hvor som helst i vesten, hvilket gør den almen gyldig.

 

Ofte går man rundt og tænker det ene og det andet om sine medmennesker

Man glemmer naboen, kassedamen i supermarkedet, den anden låner på folkebiblioteket. Man ser den hjemløse sælge Husforbi og glemmer at den mand har en historie, der gør at han står der. Alle har en historie og det former dem som mennesker. Filmen er en sød påmindelse om ikke at dømme vores medmennesker for hårdt og for hurtigt, for vi bærer alle sammen på hver vores historie, der er bestemmende for, hvordan vi opfører os i livet og over for andre.

 

Det er en fortælling om kærlighedens kraft, om næstekærlighed og venskab og om ikke at bære nag..

men i stedet åbne sig mod de mennesker, der faktisk er lige i nærheden, parate til at give af sig selv, hvis de får lov. Ove spilles af Rolf Lassgård og filmens instruktør er Hannes Holm. Det er måske ikke stor filmkunst, men det gør ikke spor. Bogen ER sikkert en bedre oplevelse, men hvis man trænger til lidt ægte stimulans med en god historie, er ‘En mand der hedder Ove’ en film man skal finde og se.

Det er en fortælling, der tager udgangspunkt i en nordisk hverdagsvirkelighed, en historie om en lille mand, der har svært ved at acceptere den magt kommune, forvaltning og stat, dem han samlet set kalder ‘dem i de hvide skjorter’, har over hans og andres liv. Ove’ liv er også fuldt af en række skæbner som de fleste af os sagtens kan relatere til og endelig sidder både skuespillerne og det filmiske håndværk lige i skabet. Noget som bogens Ove sikkert ligefrem ville rose.

 

Ove har problemer med hjertet, der måske, også i bogstaveligt forstand, er for stort

Nu hvor vejret er blevet bedre, og det skandinaviske folk kryber ud af sit skjul og omfavner foråret, er det måske værd at tænke på.

 

‘En mand der hedder Ove’ kan blandt andet streames på Netflix eller lejes online hos Blockbuster.

 

Filmanmeldelse af Arctic

Filmanmeldelse af Arctic

Jeg hoppede jeg op på cyklen og cyklede hen til Fasanvej Metrostation og tog toget til Fields på Amager for at se filmen Arctic. Det er en lidt særpræget film som jeg havde læst om forinden. I hovedrollen er Mads Mikkelsen som forskeren Overgård der er styrtet ned med sit fly et sted nord for polarcirklen. Derudover er der to andre medvirkende. En død pilot og en sygehjælper i koma. Filmen varer halvanden time og er stort set uden dialog.

 

Man følger fra første scene Overgårds færden i den barske natur som den eneste overlevende efter et flystyrt

Her er han i færd med at grave et stort SOS i sneen. Han lever af fisk som han fanger og spiser rå, derudover vandrer han til de nærliggende højdedrag med en radio som han betjener med en generator, derved kommer der strøm. 20 minutter inde i filmen, får han endelig kontakt og en helikopter dukker op i horisonten midt i en snestorm. Da den skal til at lande, går det galt. Helikopteren styrter ned. I vraget finder han to sydkoreanere, den ene en mand, er død, den anden, en kvinde slemt såret. Han bjerger den sårede kvinde tilbage til flyet, med alt hvad der findes i helikopteren, blandt andet nudler, en gasflaske, køkkengrej, en båre og en medicintaske. Her plejer han den syge som han prøver at få kontakt med, med et ‘Hallo’. Men han får intet svar.

Han fanger en polartorsk og i en uforglemmelig scene tilbeder han den med nudlerne. Varm mad for første gang i månedsvis. Dagene går. I helikopteren finder han også et kort over området hvor en forskningsstation er markeret mod nord, en uges rejse fra hvor han befinder sig. Overgård kan stadig ikke få kontakt med kvinden og beslutter endelig at drage afsted mod forskningsstationen. Han pakker hende ind i en grøn sovepose og ligger hende på båren sammen med provianten. Han kigger ud over landskabet, og siger: ‘Ok’. Så begynder rejsen.

 

Det ville være synd at fortælle mere af handlingen i Arctic

Filmen er optaget på Island i alt slags vejr og Mads Mikkelsen gør det utroligt godt som forskeren Overgård, der er drevet af et håb. Kulden og den barske natur et ubestemmeligt sted i ingenmandsland kryber ind under huden på én og man rejser med Mads Mikkelsen frem til klimaks i sidste scene. Naturen bestemmer her. Sjælendt har man set nogen fryse så meget. Mads Mikkelsen leverer sin mest intense og fysiske præstation, siden Valhalla Rising. Man gruer for hver ny forhandling, som et stenskred, et isbjørneangreb eller et fald ned i en underjordisk grotte. Instruktøren sørger for at lade sprækker af den menneskelige varme komme til syne, så der skabes sammenhold i det permafrosne vildnis. Og det er i virkeligheden det, hele filmen går ud på.

Kvinden og Overgård ikke kan tale sammen, Overgård får hende til at klemme hans hånd – og hendes håndtryk bliver svagere og svagere filmen igennem. ”Hold nu kæft,” siger han for sig selv. ”Det går fint!” siger han til kvinden, der driver længere og længere væk i febervildelse. Overgård er bundsympatisk. Mads Mikkelsen vækker en skitse af en karakter til live med patos og galgenhumor, og den ordfattige fortællestil knytter os nærmest ubærligt tæt til ham – uden at vi rigtigt bliver klogere på ham. Her er ingen tilbageblik til en fjern og bedre fortid. Kun øjeblikket og hverdagen i vildnisset.

 

Arctic er en film, man kan mærke. Det er en kropsnær oplevelse

Man kan måske ryste den af sig i biograflobbyen, men da jeg kom hjem under dynen, følte jeg mig taknemmelig over at bo i lejlighed og have nogen at sove ved siden af. Du er ikke alene.

Filmen går i udvalgte biografer landet over og snart vil den kunne streames på Blockbuster. Se den!

 

 

Filmanmeldelse af The Last Shaman

Filmanmeldelse af The Last Shaman

Som mange er bekendt med og som mange ved, er der gode dokumentarfilm på Netflix. Det er nemt at streame hjemmefra sofaen og det koster 79 kroner om måneden at have et abonnement.

 

Forleden hvor det regnede udenfor og november sådan rigtigt havde taget fat, så jeg filmen: ‘The Last Shaman’.

 

Det er en amerikansk dokumentar der følger den unge James, der giver sig selv 12 måneder til at gøre noget ved sit liv og sin tilstand. Ellers vil han begå selvmord. James kommer ud af en lægefamilie, hans mor er læge, hans far er læge og selv har han gjort alt det ‘rigtige’, det som hans forældre og samfund har forventet af ham. Klaret sig godt i skolen, begyndt på et godt universitet i Boston og fået en sød kæreste.

Men i starten af 20’erne går det galt. James falder ned i en depressiv tilstand.

Han kan ikke mærke noget, har ingen følelser for noget, mister interessen for studiet og føler sig syg. Han tænker mest af alt på at dø. Han bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, får elektrochok, begynder i terapi, får medicin. Intet af det hjælper.

 

Som en sidste chance, drager James dybt ind i Amazonas jungle i Peru for at møde en shaman som kan redde hans liv. Han ankommer til Lima og efter flere forgæves møder med shamaner, der er mere eller mindre oprigtige, møder han i en lille landsby, en ægte shaman fra Shipibo stammen der ikke tager penge for at helbrede. James stifter bekendtskab med ayahuasca og andre hallucinerende planter.

Han tilbringer et halvt år i landsbyen og man følger hans forvandling fra depressiv amerikaner, til en ung mand med livsglæde og livsmod. James tilbringer blandt andet fire måneder alene i en lille hytte, hvor han kun må spise fisk og ris – og hallucinerende planter.

Han bliver begravet og genopstår, har stærke visioner og gør op med en far som han har haft det svært med.

 

Kameraet er med hele vejen. Fra Boston til Amazonas og tilbage til Boston igen. For James vender hjem.

Ikke rask, som han selv siger det, men på vej. Slutningen skal ikke røbes her, men den ender godt. Filmen er enormt flot fotograferet og man undre sig over at kameraet har kunne komme så tæt på. Instruktøren Raz Degan har tænkt sig om. Sekvenserne hvor James spiser ayahuasca er rige på billedmateriale fra James’ barndom og opvækst. Visonerne bliver ligesom genskabt med levende billeder. Man får virkelig et indtryk af livet i junglen, problemet med ayahuasca industrien i Sydamerika og hvad det vil sige at være en ægte shaman. James bliver en hel del klogere på det hele.

 

Ayahuasca, som den hallucinerende plante hedder er i dag udbredt i hele verden. Man hører mirakelhistorier fra folk som har været i behandling med stoffet.

Også fra Danmark, hvor der findes små ayahuasca samfund. Jeg tror man skal være parat eller føle sig kaldet for at prøve ayahuasa. Det er ikke for sjov. Det er stærke sager. I Peru bliver stofmisbrugere behandlet på ayahuasca klinikker og det er udbredt at bruge stoffet som behandling af depression.

Som en shaman James møder siger det: Der findes ikke noget mirakelmiddel eller en helligmand der kan redde dig, det kan du kun selv. Det er en selv der skal gøre arbejdet. Lægen, psykologen, psykiateren, shamanen kan blot hjælpe til. I sidste ende står man selv med aben. Det er der noget rigtigt over. Men man skal ikke stå alene.

 

The Last Shamen kan streames på Netflix.

 

 

Filmanmeldelse af Roma

Filmanmeldelse af Roma

Netflix har udviklet sig til en rigtigt interessant streamingtjeneste. De har en størrelse og en økonomisk ballast så de selv kan sætte gang i produktioner. De spænder vidt. Fra Blockbusters som ‘Mogli’ og ‘Birdbox’ med Susanne Bier i instruktørstolen til den smalle mexicanske film ‘Roma’, der har høstet priser verden over og som er blevet kåret som én af de bedste film i 2018 af et begejstret anmelderkorps.

Opløftende af den amerikanske virksomhed tager chancer og finansierer en film som ‘Roma’. Filmen gik meget kort i de danske biografer i december måned. Det er da også her den skal ses. Den er på mange måder en hyldest til Cinema og filmmediet som sådan. Nåede man ikke at se den på det store lærred, ligesom jeg selv, skal man ikke snyde sig selv ved at se filmen på en lille computerskærm. Brug en Chrome Cast eller se den på dit Smart tv. Desto større skærm jo bedre. Jeg var heldig. Jeg så den i julen på et 50 tommer Samsung tv i Jylland.

Alfonso Cuarón som har instrueret filmen har for første gang også været fotograf på værket. De næsten vibrerende livagtige sort hvide panoramabilleder er udsædvanligt godt fotograferet og man fornemmer her en instruktør med kærlighed til film. Alfonso Cuarón instruerede rum thrilleren Gravity i 2013 som vandt 7 oscars. Roma løb blandt andet med prisen som bedste film på Venedig Filmfestival i 2018 og er nomineret til flere Oscars, blandt andet for bedste film og bedste instruktør.

 

‘Roma’ foregår i bydelen Colonia Roma i Mexico City i 1971, og handler om den indiansk mexicanske stuepige Cleo der passer fire børn hos en velhavende mexicansk familie.

Der sker ikke meget plotmæssigt i Roma. Cleo bliver gravid med sin kæreste, som skrider da han hører nyheden og familiens mand finder en anden kvinde, så moderen til de fire børn, må stå alene som forsørger. Det modige ved Roma er, at instruktøren har autoriteten til at fremhæve det der umiddelbart har fanget hans blik – rutinerne, det kuriøse, det umiddelbart udramatiske.

Den indiansk-mexicanske stuepige Cleo er nok et vidunderligt menneske, der tøjler de overklassebørn, hun passer og lader den formelle facade slå fine revner, når hun er sammen med kollegaen efter arbejde. Men først og sidst er hun en stuepige, der adlyder ordrer fra den rige familie, hun arbejder for, og aldrig afviger fra sin godhjertede natur – selv ikke da kæresten skrider. Hun er vores vej ind til en tid og et sted og en familie snarere end en dramatisk motor i sin egen ret. I hvert fald i filmens første halvdel. Hun giver plads til at observationerne kan træde frem, foran handlingen.

Rundt om Cleo slår familien langsomt sprækker, mens armoden breder sig på gader og stræder og studenterdemonstrationer ender i blodbad. I filmen er der hilsner til den italienske instruktør Frederico Fellini der med sine poetiske langsomme scener og løsrevne situationer skabte humoristiske øjeblikke midt i tragikken. Dem er der mange af.

Filmen rummer smerte og glæde og er ikke selvhøjtidelig og alvorstung, selv om det kan lyde sådan.

Alfonso Cuarón lader os observere hverdagen med de huslige pligter, børnenes umodne slagsmål og den voksende grøft mellem forældrene, inden han lader dramaet detonere på lærredet – alt sammen i billeder, der er så rige, at man aner, de har bund i levet liv og ikke bare fantasi.

Det føles personligt uden at være navlepillende, det virker sårbart, men er i total kontrol.

Her er scener så ætsende smukke at de bider sig fast. Som da familien drager til stranden, så manden kan hente sine ting fra hjemmet. Cleo passer børnene, mens moderen er oppe på toilettet. Børnene bader og er ved at drukne i Stillehavets store bølger, men bliver redet i sidste øjeblik af Cleo som ikke kan svømme. Inde på stranden kommer moderen tilbage og i lange maleriske minutter omfavner de hinanden i et fælleds portræt.

Der er ingen musik i hele filmen hvilket ikke gør det mindste. Man bliver båret gennem værket af øjeblikket.

 

Er man typen der ikke har set sådanne slags film før, er sandsynligheden for at man slukker for fjernsynet inden der er gået 20 minutter stor. Roma kræver noget af én.

Man skal være aktivt med i processen, ligesom når man læser en bog. Det gør ikke noget. Tværtimod. Efter man har set filmen, tænker man at her fik man noget ud af filmoplevelsen, hvilket ikke sker så tit endda. ‘Roma’ er moderne, men kunne have været optaget i 70’erne. Det er da også instruktørens egen barndom filmen bygger på.

 

Da jeg var i starten af tyverne rejste jeg i Mexico, deriblandt Mexico City og ved Stillehavet. Med den rejse i bagagen er filmen ekstra interessant.

Uligheden i landet og USA’s rolle i studenterurolighederne i 70’erne og de mange drab på civilbefolkningen, der blev begået af amerikansk trænede soldater, bliver i filmen nærværende. Mexico var og er et fantastisk land, men ikke uden problemer. At være et ordenligt menneske er én af nøglerne til at løse op for konflikterne. Det viser filmen og det gælder også i mange andre dele af verden. Det er noget man kan tage med sig. Filmen viser Mexico, som landet er, bundet til 1970’ernes virkelighed.

Hav tålmodighed. Giv ‘Roma’ en chance. Lad være med at sluk inden den er slut. Se den til ende og du vil med garanti syntes, at det har været det hele værd, når flyvemaskinen flyver over himlen i den sidste scene og rulleteksterne kommer på.

‘Roma’ kan streames på Netflix.

 

 

Filmanmeldelse af Bohemian Rhapsody

Filmanmeldelse af Bohemian Rhapsody

Luften er fugtig i disse dage. Det kan man mærke, når man træder ud af hoveddøren en diset morgen. Det er tid til halstørklæde og hue og jeg tager en ekstra trøje på inden jeg forlader lejligheden. Skøjtebanen ved Frederiksberg Runddel er sat op af kommunen og man kan leje skøjter, hvis man ikke har sine egne. Det er blevet vinter og jeg har været inde og se filmen Bohemian Rhapsody. Den biografiske spillefilm om Queen. I særdeles om den ikoniske forsanger Freddie Mercury.

 

Bedst sælgende musikalske biografiske film nogensinde

Filmen har været undervejs siden 2010. Først var skuespiller Sacha Baron Cohen valgt som hovedrolleindehaver, han sprang fra i 2013 og Rami Malek blev valgt i stedet for. Malek bærer filmen som Freddie Mercury. Brian Singer, instruktøren på værket har lavet en film, der følger Freddie Mercury fra hans unge år i London hvor Queen bliver dannet og frem til Live Aid koncerterne i 1985.

Filmen er blevet modtaget med blandende anmeldelser, ikke desto mindre, er det den bedst sælgende musikalske biografiske film nogensinde.

Jeg så den i Falkoner Bio, en mandag aften. De første 10 minutter, tænkte jeg, at det her holder ikke. Men som historien skrider frem, bliver man grebet og suget ind i universet. Den unge Freddie Mercury bliver ny forsanger i bandet Smile, der tæller medlemmerne; Brian May og Roger Taylor. Snart kommer John Deacon med på bas og Queen bliver dannet. Herefter går det stærkt. De får hurtigt en pladekontrakt med EMI og snart venter deres første USA tour.

 

Handlingen 

Freddie Mercury kæreste hedder Mary Austin og deres romance og forhold er godt beskrevet, Freddie frier til hende inden bandet drager over Atlanten, men i Amerika begynder det at gå op for Freddie Mercury at han er homosexuel og da bandet kommer hjem efter en turné med stor succes, stopper Mary og han med at være kærester. Freddie fortæller, hvad Mary godt ved: At han er bøsse. Livet bliver ikke let for Freddie Mercury.

Det ene hit følger det andet. Den ene legendariske live optræden følger den anden, blandt andet den berømte koncert i Rio i Brasilien, hvor omkring 200.000 mennesker er tilstede. I 1975 laver Queen deres fjerde album, Bohemian Rhapsody, med det 6 minutter lange nummer af samme navn.

Samme år begynder Freddie et forhold til hans personlige maneger Poul Prenter.

Succesen for bandet fortsætter op gennem 70’erne, men i 1982 bliver Freddie Mercury tilbudt at gå solo. I hemmelighed underskriver han en aftale med CBS på 4 millioner dollars og bryder med de tre medlemmer af Queen. Han flytter til München og i 1984 begynder han arbejdet med hans første soloplade. Alt imens deltager han i homoorgier med Poul Prenter.

Mary Austin bliver gravid det år og Bob Geldof annoncerer Live Aid koncerterne til fordel for sultne og fattige i Afrika. Mary tager til München og beder Freddie om at komme hjem. Freddie Mercury bryder med Poul Prenter, som har holdt nyheden om Live Aid koncerten hemmeligt for ham.

Freddie Mercury bliver forsonet og gendannet med Queen, samtidig finder han ud af at han har HIV.

I 1985 deltager Queen i Live Aid koncerten på Wembley Station, under prøverne til koncerten fortæller han bandmedlemmerne at han har AIDS. De omfavner ham og bandet slutter fred. Freddie bliver kærester med Jim Hutten, en tjener til én af Freddies vilde fester i 70’erne.

Han besøger sin far og mor inden koncerten og fortæller faderen at han nu skal spille gratis for verdens fattige. ‘Gode tanker, gode ord, gode handlinger’, noget som hans far har levet efter, som han gerne ville give videre til sin søn og som Freddie Mecury nu efterlever.

Koncerten på Wembley varer 20 minutter og bliver regnet for Queens bedste live optræden. Filmen følger koncerten i real tid, så scenen varer altså 20 minutter. Det gigantiske Wembley Station er genskabt med alle tilskuer og en Rami Malek i storform. Sidste nummer er We Are The Champions og Bob Geldof smiler tilfreds, da Live Aid runder det millonbeløb som han gerne ville samle ind.

Her slutter filmen.

Freddie Mercury dør i 1991, 45 år gammel og resten af bandet danner Mercury Phoenix Trust, en fond til gavn for mennesker ramt af HIV.

 

Filmen får mig til at reflektere over..

Filmen minder én om nogle vigtige ting. Lige meget hvor meget succes du har, hvor rig og berømt du bliver, er det nære vigtigere. Queen og Mary er Freddie Mercurys familie. Freddie Mercury slipper ikke godt fra bruddet med Queen i 1982, hvilket bliver godt illustreret i filmen. Forsoningen med Queen og Mary og endelig Freddies forhold til Jim Hutten, illustrerer også dette faktum. Freddie Mercury kommer sidst i fortællingen hjem i mere en én forstand.

Queens musik lever i dag i bedste velgående og deres Greatest Hits albums har slået den ene slagsrekord efter den anden. Bohemian Rhapsody er en seværdig film, om end ikke den største filmkunst, hvilket det nødvendigvis heller ikke skal være. Den er fyldt med god musik og fortæller levende om en menneskeskæbne, alle kan lære noget af.

Her på Frederiksberg har kulden og fugten lagt sin endelige hånd om én. Jeg har fået snue og har købt en flaske hostesaft i en helsekostbutik. Jeg køber af og til ind i Irma, som ligger lige ved siden af biografen. Med et smil kigger jeg på plakaten. ‘Bohemian Rhapsody’ går lidt endnu. Hvis ikke man når at se den på det store lærred, kan filmen streames på Blockbuster, inden længe. Mon ikke den også kommer på Netflix. Se den!