Jeg er en kvinde. Et menneske med et handicap, der både påvirker min lungefunktion negativt..

Jeg er en kvinde. Et menneske med et handicap, der både påvirker min lungefunktion negativt..

Jeg er en kvinde. Et menneske med et handicap, der både påvirker min lungefunktion negativt OG der kræver, at jeg dagligt tager medicin, som har negativ indflydelse på mit immunforsvar. Det putter mig i kassen som en af de ”svage” eller ”udsatte”. Allermest har jeg lyst til at hoppe ud af den dumme kasse og benægte, at jeg er udsat. Jeg er sgu da ikke svag! Men faktum er bare, at det er jeg…

Mit immunforsvar skal begrænses for at holde min sygdom nede. Det betyder, at jeg tager lettere imod sygdomme i forhold til dig. Min lungefunktion er mellem 25 og 30% af din. Helt konkret betyder det, at hvis jeg får COVID-19 bliver jeg meget mere syg, end du ville gøre. For min krop ville det betyde at:

  • Mit immunforsvar ville stå fuldstændig af.
  • Mine lunger ville ikke kunne klare det, og jeg ville få brug for at blive lagt i respirator.
  • Jeg (eller mine nærmeste, såfremt jeg ikke var i stand til det) ville skulle argumentere for, hvorfor jeg skulle have en respirator frem for en anden patient, da der ikke er nok til alle. Her ville jeg som ”svag” sandsynligvis komme bagerst i køen.
  • Hvis jeg var ”heldig” at få en respirator, ville jeg måske kunne overleve, ellers nok ikke…

Prøv lige at læn dig tilbage og tænk på, hvad det ville betyde…
HVIS DET VAR DIG!

Så derfor…
TAK, hvis du vælger at udleve et særligt hensyn til mig og andre særligt sårbare!

Men derfor mener jeg også, at det er enormt vigtigt i denne tid at forsone sig med følelser som bekymring, angst og frygt.
Nogen gange dukker angstens grimme væsen frem. Det hiver i mig. Skal jeg blive hjemme fra ALT? Må jeg ses med mine venner? Min familie? Kan jeg handle ind? Gå en tur? Bliver jeg smittet af mine hjælpere? Vasker hun sine hænder grundigt nok? Hoster hun ikke lidt? Jeg bliver bekymret og bange. Allermest bange for at jeg lige pludselig ikke kan trække vejret.
Og hvad sker der så?

Jeg er et menneske med et handicap, og indimellem et menneske med oplevelser af frygt og angst. Frygt for at min krop vil svigte mig ved smitte med Corona. Angst for ikke længere at få lov til at have adgang til dette liv.
Jeg er også borger i Din Hjælperordning, hvor jeg også er ansat. Og da jeg i sin tid valgte at lægge min BPA-ordning i Din Hjælperordnings hænder, er det netop fordi, at omsorg er omdrejningspunktet for alt, hvad de laver. De lavede faktisk en kriseplan sidste år. Og i den, findes bl.a. en øvelse, som man kan bruge til at kunne håndtere at være i en angst og frygt, som den, vi ”svage” oplever netop nu.

Jeg oplever, at flere i min situation fortæller, at det kan være svært at være rolig lige nu. Det kan være svært at holde hovedet koldt, og det kan være meget angstprovokerende at skulle… ja, være bange for sit liv. Derfor har jeg taget initiativ til denne post, hvor jeg nu indsætter øvelserne fra kriseplanen, der handler om at støtte sig selv.

Vores fulde kriseplan finder du her via vores blog her! 

Pas på dig selv!

Kærlige hilsner fra
Mette Bjørnholt Jensen

OG HER ER SÅ ØVELSERNE!
Klik dig ind til vores kriseplan her!

Øvelsen SIDE 20:
’Træk vejret!’ samt øvelsen SIDE 26: ’Når det er svært..’
– SOM HJÆLPER DIG MED AT HOLDE ROEN, OG TAGE OMSORG FOR DIG SELV.

Øvelsen SIDE 21:
’Når du har brug for at komme tilbage i dig, nu!’ samt øvelsen SIDE 27: ’Mærk dig selv!’
– SOM HJÆLPER DIG MED AT HAVE KROPS- OG JORDFORBINDELSE I STUNDER MED ANGST.

 

Yep! Det er helt enkelt at fange.. Sørg for at bryd smittekæden!! 

Yep! Det er helt enkelt at fange.. Sørg for at bryd smittekæden!! 

Bryd smittekæden!! Yep! Det er helt enkelt at fange.. Sørg for at bryd smittekæden!!

For enden af netop dén smittekæde, kan være én af dine.. mine.. ældre elskede..

For enden af netop dén smittekæde, kan være ét menneske ligesom dig, som blot har et handicap der gør HENDE eller HAM særligt livstruet, hvis de ender med at blive smittet med dén coronavirus du muligvis allerede bærer på lige nu, uden at vide det.

 

 

BRYD SMITTEKÆDEN!

Prøv lige at ophold dig ved dette faktum:

Hver gang vi er i nærheden af andre, holder vi på en måde smittekæden i gang..

Eller dette faktum:

Lige nu i Din Hjælperordning, har vi hjælpere i karantæne som kunne være ude og hjælpe et menneske med et handicap, hvis liv i dén grad afhænger af os, der kan bryde smittekæden.

LAD OS FORSØGE AT BRYDE SMITTEKÆDEN!

Har du spørgsmål:
Hvis du har spørgsmål om coronasmitte, kan du kontakte myndighedernes hotline på T: 7020 0233.

I tidsrummet kl. 8.30-16.00 har du også mulighed for at kontakte Lasse på T: 2579 8384 og Pernille på T: 2574 8384.

 

 

”Rose is a rose is a rose is a rose”

”Rose is a rose is a rose is a rose”

Julen er efterhånden for alvor ved at være forbi. Snart går vi foråret i møde, men inden da skal vi liiige have amerikanernes fortrukne højtid overstået; Valentines Day.

Man kan hade den, og man kan elske den. Man kan også hade at elske den, eller som jeg – elske at hade den. Men uanset ens følelser for den meget emotionelle dato, 14. Februar, så bør man altid fejre kærligheden, når lejligheden byder sig. Om det så lige er i februar eller på et helt andet tidspunkt, bør være op til den enkelte, synes jeg.

Ligesom julen kan Valentines Day give anledning til mange sjælesmerter og ensomhed, såfremt man er single og derved ikke føler, at man har nogen at kunne fejre højtiden med. Og netop derfor vil jeg gerne slå et slag for det modsatte.

 

Jeg har gjort det til min personlige udfordring, at jeg skal adoptere konceptet vennedating i langt højere grad, end jeg hvad pt. gør

Jeg vil i fremtiden prøve, at forkæle mine veninder med blomster og slik meget mere, end hvad jeg før har haft mulighed for. Og jeg vil blive bedre til at gribe knoglen og få fat i mine kammerater, så vi kan spise et måltid eller drikke en øl sammen helt uden romantiske undertoner. For kærlighed kan jo være mange ting. Og forhold har efterhånden lige så mange konstellationer, som der er mennesker på Jorden.

 

Så hvad enten du er single eller i et forhold, sidder i kørestol eller ej, så er dette oplæg dedikeret til dig.

Jeg vil her anbefale dig fire ting, som du kan lave ligegyldigt din livssituation og civilstatus:

  • Restaurantbesøg er en klassiker. Og selvom stearinlysenes skær godt kan medføre en romantisk stemning, så kan man snildt sidde og grine sammen med en god kammersjuk – eller veninde – om gamle dage. Evt. sidde og glo på andre mennesker (det har som skabsnysgerrig været min yndlingsbeskæftigelse i mange år efterhånden…). Der findes ufatteligt mange restauranter i det ganske land, og jeg kender selvfølgelig ikke til dem alle. Men en generel anbefaling herfra vil altid lyde på restaurantkæden Flammen. De eksisterer stort set over hele landet, er handicapvenlige og så smager maden fantastisk. Og så kan man selv bestemme, om man skåler i et glas rødvin eller i en god, venskabelig Coca Cola.

 

  • Biografen er endnu en klassiker. Jeg er selv blevet bedre til at tage i biografen alene med en hjælper eller med en ven(inde). Når man er gammel romantiker som mig, så kræver det lidt tilvænning i første omgang. Det kan være en enormt grænseoverskridende følelse, men når ret skal være ret, så er det også en super hyggelig beskæftigelse. Jeg har hørt rygter om, at biografen på Fisketorvet skulle have gode forhold til kørestole både i salene og på toiletterne.

 

  • Museumsbesøg er noget en kæmpenørd som jeg nyder. Jeg ved personligt ikke noget bedre end at tage på kunstmuseum med folk, som jeg ved gider det lige så meget som mig. Ellers er det en ret så ufed oplevelse, hvis den ene part hopper rundt som et energisk barn og den anden er ved at flatline over Van Gogh, kan jeg garantere. Af museer kan jeg give mine varmeste anbefalinger til Kunstmuseet Arken i Ishøj. Det er handicapvenligt; lyst og moderne, og så har de ofte nogle fede udstillinger. Jeg har tidligere både set Frida Kahlo, Gerda Wegener og Van Gogh med stor fornøjelse. Og så er det – venner eller kærester – en god måde at få en spændende samtale op at stå!

 

  • Slumberparty! Det lyder frækt, men det er det faktisk ikke. Nærmest tværtimod er det ment som i den mest usexede forstand; slumberparty er min yndlingsbeskæftigelse med mine venner. En af mine bedste veninder og jeg har en tradition om pizza, nattøj og gyserfilm, når vi ses. Og når man sidder dér sammen og skriger; den ene med grimmere morgenhår end den anden, så tænker man langt fra på parforholdsproblemer og Valentines Day. Så tænker man nærmere på, at man skal huske at tjekke ens klædeskabe for spøgelser, inden man går i seng – og at man da i hvert fald skal æde det sidste stykke pizza med hvidløg inden da!

 

 

Så uanset om du gider fejre Valentines Day eller ej; om du er single eller i et forhold

så gør dig selv den tjeneste og søg efter kærligheden. Den er der i mange forskellige former og farver – og typisk findes den også steder, som du ikke selv havde regnet med. And to be fair; bliver man ikke lige glad for en buket blomster, hvad enten det er en mand eller en veninde man modtager den fra? Som Gertrude Stein engang skrev: ”Rose is a rose is a rose is a rose”…

 

 

Interview med en skøn danserinde

Interview med en skøn danserinde

Til Pinsen – nærmere betegnet den 8.-9. juni 2019 – skal vi alle til at kridte dansehjulene.

For der bliver vi nemlig inviteret til international dansekonkurrence! Tidligere har de internationale Wheelchair Dance Cups turneret rundt i mange dele af verden, heriblandt Holland. Men nu bliver Danish Wheelchair Dance Cup altså helt ekstraordinært til en realitet og for det kan vi takke vores egen danserinde Karina Frederiksen. For det var nemlig en tanke – en frustration – hos hende, som gav hende blod på tanden for at få konkurrencen ført til ”Frejas sal”:

Hvorfor har du lavet det her arrangement?

“Jeg har taget til turneringer i otte år. Til en turnering i Holland oplevede jeg, at der kun var to handicaptoiletter til 300 kørestolsbrugere. I Danmark har de 65. Jeg ville gerne have bedre forhold og omgivelser for konkurrencedanserne i kørestol, så jeg ville se, om jeg kunne gøre det anderledes. Vi har været tre til at arrangere det; Jannie, Johnny og så mig selv. Derudover har vi haft et samarbejde med Sportsdanserforbundet.”

 

Umiddelbart er jeg selv ret grøn i emnet ’kørestolsdans’, og det har været en helt personlig kamp for mig at danse;

som barn lærte jeg første gang, at man sagtens kunne danse, selvom man sad i kørestol. Det skulle tage mig mange år – og et bryllup – før jeg rent faktisk beviste det for mig selv.

Første gang jeg dansede, var da min mand krævede at danse brudevals til vores bryllup. Jeg indrømmer, at det krævede meget overvindelse og mod, men det lykkedes. Og det var sjovt! Nu, hvis jeg skal lære mere om at danse i en kørestol, kan jeg jo starte med at tage til Musholm Feriecenter i Korsør til næste år. Måske jeg ender som Karina, der selv var grøn i emnet, men tog en udfordring op og endte med at blive danseunderviser:

“Da jeg i forbindelse med en operation endte i kørestol, tænkte jeg, at jeg skulle finde på noget at lave.

Så jeg var til en handicap idrætsfestival, hvor jeg så et dansearrangement. Det synes jeg så flot ud, så det ville jeg også gerne prøve. Men jeg skulle køre 200 kilometer for at kunne træne, og det gad jeg ikke. Så jeg valgte at tage uddannelsen selv, selvom jeg aldrig havde prøvet at danse før! Jeg blev uddannet i 2002, og nu underviser jeg flere steder – blandt andet i Præstø – hvor jeg har ”Karinas Rullende Danseskole”. Der underviser jeg eksempelvis unge udviklingshæmmede.

Nu er det ikke for at prale, men jeg var faktisk den første dansker, til at vinde World Cup i kørestolsdans, og jeg var også den første i en el-kørestol. De fleste sportskørestolsdansere bruger en manual kørestol. Det er ikke noget jeg taler så meget om, for man skal ikke tro, at man er noget. Det er janteloven, og man skal nok få det at høre, hvis man tror, at man er noget!”

Trods Karinas beskedenhed, drømmer hun ikke ligefrem småt; dog ikke nødvendigvis om egen succes, men derimod om andres:

“Jeg drømmer egentlig bare om at få flere i kørestol til at danse. Der er ikke så mange i Danmark – vi er kun mig på Sydsjælland og så er der ét andet sted i København. Derudover findes der nogle muligheder for kørestolsdanseundervisning i Jylland. Jeg håber, at med Danish Wheelchair Dance Cup, at der kommer mange og at flere fra publikum vil blive nysgerrige, så de måske selv gerne vil prøve dansen af.”