”Rose is a rose is a rose is a rose”

”Rose is a rose is a rose is a rose”

Julen er efterhånden for alvor ved at være forbi. Snart går vi foråret i møde, men inden da skal vi liiige have amerikanernes fortrukne højtid overstået; Valentines Day.

Man kan hade den, og man kan elske den. Man kan også hade at elske den, eller som jeg – elske at hade den. Men uanset ens følelser for den meget emotionelle dato, 14. Februar, så bør man altid fejre kærligheden, når lejligheden byder sig. Om det så lige er i februar eller på et helt andet tidspunkt, bør være op til den enkelte, synes jeg.

Ligesom julen kan Valentines Day give anledning til mange sjælesmerter og ensomhed, såfremt man er single og derved ikke føler, at man har nogen at kunne fejre højtiden med. Og netop derfor vil jeg gerne slå et slag for det modsatte.

 

Jeg har gjort det til min personlige udfordring, at jeg skal adoptere konceptet vennedating i langt højere grad, end jeg hvad pt. gør

Jeg vil i fremtiden prøve, at forkæle mine veninder med blomster og slik meget mere, end hvad jeg før har haft mulighed for. Og jeg vil blive bedre til at gribe knoglen og få fat i mine kammerater, så vi kan spise et måltid eller drikke en øl sammen helt uden romantiske undertoner. For kærlighed kan jo være mange ting. Og forhold har efterhånden lige så mange konstellationer, som der er mennesker på Jorden.

 

Så hvad enten du er single eller i et forhold, sidder i kørestol eller ej, så er dette oplæg dedikeret til dig.

Jeg vil her anbefale dig fire ting, som du kan lave ligegyldigt din livssituation og civilstatus:

  • Restaurantbesøg er en klassiker. Og selvom stearinlysenes skær godt kan medføre en romantisk stemning, så kan man snildt sidde og grine sammen med en god kammersjuk – eller veninde – om gamle dage. Evt. sidde og glo på andre mennesker (det har som skabsnysgerrig været min yndlingsbeskæftigelse i mange år efterhånden…). Der findes ufatteligt mange restauranter i det ganske land, og jeg kender selvfølgelig ikke til dem alle. Men en generel anbefaling herfra vil altid lyde på restaurantkæden Flammen. De eksisterer stort set over hele landet, er handicapvenlige og så smager maden fantastisk. Og så kan man selv bestemme, om man skåler i et glas rødvin eller i en god, venskabelig Coca Cola.

 

  • Biografen er endnu en klassiker. Jeg er selv blevet bedre til at tage i biografen alene med en hjælper eller med en ven(inde). Når man er gammel romantiker som mig, så kræver det lidt tilvænning i første omgang. Det kan være en enormt grænseoverskridende følelse, men når ret skal være ret, så er det også en super hyggelig beskæftigelse. Jeg har hørt rygter om, at biografen på Fisketorvet skulle have gode forhold til kørestole både i salene og på toiletterne.

 

  • Museumsbesøg er noget en kæmpenørd som jeg nyder. Jeg ved personligt ikke noget bedre end at tage på kunstmuseum med folk, som jeg ved gider det lige så meget som mig. Ellers er det en ret så ufed oplevelse, hvis den ene part hopper rundt som et energisk barn og den anden er ved at flatline over Van Gogh, kan jeg garantere. Af museer kan jeg give mine varmeste anbefalinger til Kunstmuseet Arken i Ishøj. Det er handicapvenligt; lyst og moderne, og så har de ofte nogle fede udstillinger. Jeg har tidligere både set Frida Kahlo, Gerda Wegener og Van Gogh med stor fornøjelse. Og så er det – venner eller kærester – en god måde at få en spændende samtale op at stå!

 

  • Slumberparty! Det lyder frækt, men det er det faktisk ikke. Nærmest tværtimod er det ment som i den mest usexede forstand; slumberparty er min yndlingsbeskæftigelse med mine venner. En af mine bedste veninder og jeg har en tradition om pizza, nattøj og gyserfilm, når vi ses. Og når man sidder dér sammen og skriger; den ene med grimmere morgenhår end den anden, så tænker man langt fra på parforholdsproblemer og Valentines Day. Så tænker man nærmere på, at man skal huske at tjekke ens klædeskabe for spøgelser, inden man går i seng – og at man da i hvert fald skal æde det sidste stykke pizza med hvidløg inden da!

 

 

Så uanset om du gider fejre Valentines Day eller ej; om du er single eller i et forhold

så gør dig selv den tjeneste og søg efter kærligheden. Den er der i mange forskellige former og farver – og typisk findes den også steder, som du ikke selv havde regnet med. And to be fair; bliver man ikke lige glad for en buket blomster, hvad enten det er en mand eller en veninde man modtager den fra? Som Gertrude Stein engang skrev: ”Rose is a rose is a rose is a rose”…

 

 

Interview med en skøn danserinde

Interview med en skøn danserinde

Til Pinsen – nærmere betegnet den 8.-9. juni 2019 – skal vi alle til at kridte dansehjulene.

For der bliver vi nemlig inviteret til international dansekonkurrence! Tidligere har de internationale Wheelchair Dance Cups turneret rundt i mange dele af verden, heriblandt Holland. Men nu bliver Danish Wheelchair Dance Cup altså helt ekstraordinært til en realitet og for det kan vi takke vores egen danserinde Karina Frederiksen. For det var nemlig en tanke – en frustration – hos hende, som gav hende blod på tanden for at få konkurrencen ført til ”Frejas sal”:

Hvorfor har du lavet det her arrangement?

“Jeg har taget til turneringer i otte år. Til en turnering i Holland oplevede jeg, at der kun var to handicaptoiletter til 300 kørestolsbrugere. I Danmark har de 65. Jeg ville gerne have bedre forhold og omgivelser for konkurrencedanserne i kørestol, så jeg ville se, om jeg kunne gøre det anderledes. Vi har været tre til at arrangere det; Jannie, Johnny og så mig selv. Derudover har vi haft et samarbejde med Sportsdanserforbundet.”

 

Umiddelbart er jeg selv ret grøn i emnet ’kørestolsdans’, og det har været en helt personlig kamp for mig at danse;

som barn lærte jeg første gang, at man sagtens kunne danse, selvom man sad i kørestol. Det skulle tage mig mange år – og et bryllup – før jeg rent faktisk beviste det for mig selv.

Første gang jeg dansede, var da min mand krævede at danse brudevals til vores bryllup. Jeg indrømmer, at det krævede meget overvindelse og mod, men det lykkedes. Og det var sjovt! Nu, hvis jeg skal lære mere om at danse i en kørestol, kan jeg jo starte med at tage til Musholm Feriecenter i Korsør til næste år. Måske jeg ender som Karina, der selv var grøn i emnet, men tog en udfordring op og endte med at blive danseunderviser:

“Da jeg i forbindelse med en operation endte i kørestol, tænkte jeg, at jeg skulle finde på noget at lave.

Så jeg var til en handicap idrætsfestival, hvor jeg så et dansearrangement. Det synes jeg så flot ud, så det ville jeg også gerne prøve. Men jeg skulle køre 200 kilometer for at kunne træne, og det gad jeg ikke. Så jeg valgte at tage uddannelsen selv, selvom jeg aldrig havde prøvet at danse før! Jeg blev uddannet i 2002, og nu underviser jeg flere steder – blandt andet i Præstø – hvor jeg har ”Karinas Rullende Danseskole”. Der underviser jeg eksempelvis unge udviklingshæmmede.

Nu er det ikke for at prale, men jeg var faktisk den første dansker, til at vinde World Cup i kørestolsdans, og jeg var også den første i en el-kørestol. De fleste sportskørestolsdansere bruger en manual kørestol. Det er ikke noget jeg taler så meget om, for man skal ikke tro, at man er noget. Det er janteloven, og man skal nok få det at høre, hvis man tror, at man er noget!”

Trods Karinas beskedenhed, drømmer hun ikke ligefrem småt; dog ikke nødvendigvis om egen succes, men derimod om andres:

“Jeg drømmer egentlig bare om at få flere i kørestol til at danse. Der er ikke så mange i Danmark – vi er kun mig på Sydsjælland og så er der ét andet sted i København. Derudover findes der nogle muligheder for kørestolsdanseundervisning i Jylland. Jeg håber, at med Danish Wheelchair Dance Cup, at der kommer mange og at flere fra publikum vil blive nysgerrige, så de måske selv gerne vil prøve dansen af.”