Handicap og løn

Handicap og løn

Handicap og løn

I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap og løn’, hvor han vil fortælle om vigtigheden af, at anerkende mennesker for deres arbejdsindsats. Naturligvis også mennesker med et handicap!

Lyt med her, og giv gerne dit besyv med til debatten om handicappede der er tilkendt førtidspension, skal lønnes for et stykke arbejde?

 

Lyt her!

by Sami Hajslund Blogger i DHO | Om handicap og løn. Lyt her!

Og så ryger handicappede igen på bordet som valgflæsk..

Og så ryger handicappede igen på bordet som valgflæsk..

Og så ryger handicappede igen på bordet som valgflæsk..

 

I dag kan du lytte med til Sami’s interessante observationer om det kommende folketingsvalg.

Om hvordan handicappede ofte bruges som valgflæsk og stemmesluger, lige indtil det hele er overstået og man står tilbage med en usynlig politiker og tomme løfter..

Deltag gerne i debatten i kommentarfeltet nedenfor – hvad skal vores politikere fokusere på i forhold til handicap- og socialpolitik?

 

Lyt her!

by Sami Hajslund Blogger i DHO | Om... Lyt her!

Jalousi-generationen

Jalousi-generationen

Jeg var ikke ret gammel, da min mormor lærte mig, at andre folks breve, dem kiggede man ikke i. Det var ulovligt. Og i frygt for politi og celler med tremmer, har jeg aldrig turde gøre det. Jeg har også altid vidst, at min mors kalender var off limits – en privatsfære jeg senere selv adopterede som voksen. Derfor er min forargelse også så meget større, når jeg ser på min generation. ”Jalousi-generationen” har jeg døbt dem. ”Crazy heads” kan i visse tilfælde også dække ret godt…

 

Jeg kender til kvinder der i ramme alvor mener, at de kan tillade sig at bestemme, hvem deres respektive mand må være venner med;

veninder er no-go, fænomenet kvindelige kollegaer skal helst være ikkeeksisterende. Jeg har omvendt også oplevet mænd, der med fuld overlæg tjekkede deres kæresters telefoner for muligt snavs – og aldrig lagde skjul på det.

For tænk nu hvis det ender galt; tænk nu hvis min kæreste er mig utro? Dét er hxn sikkert, så derfor må jeg godt! Hvis hxn allerede er i gang med at ødelægge mit liv, så må jeg også ødelægge deres! Og så kører spiralen af tankespind ellers bare derudaf. Og jeg står forpustet på sidelinjen, ryster på hovedet og har lyst til at skrige begge parter ind i hovedet: ”Hvad F**K laver I?! Hvad blev der er privatlivets fred, hvad blev der af intimsfæren? Overraskelsen måske ligefrem?”

 

I visse grupper hvor jeg frekventerer florerer der fænomener, som er et Big Brother-samfund værdigt; de berygtede ”strikkeklubber”

Her fyldes lukkede og anonyme sider på Facebook med smukke, intetanende mænd – eller kvinder – som liiige skal tjekkes efter i sømmene en ekstra gang, før folk tør gå på date med dem. Og den får ikke får lidt på tilsviningskontoen, hvis et billede uheldigvis bliver matchet up med en bitter ekskæreste. Lige såvel er det blevet normal kutyme for især kvinder, at bede fremmede og uskyldige piger om liiige at skrive til deres kærester, for at kunne holde øje med staklens reaktion. For tænk nu hvis han svarer pænt tilbage til et fremmed stykke kvindfolk; så er det ud og det er med det samme!

Tilliden til hinanden er væk. Især i unge parforhold. Og privatliv er ligeledes et terminalt begreb efterhånden; fælles computere, fælles mailadresser, fælles telefonnumre og Facebook-konti. Har vi ikke alle set dem? ”Helle Og Børge Jensens”-profilerne skyder op som uregerlige mosegrise på de sociale medier. Og jeg græmmes. Og skræmmes. Hvis det er dét, som er et moderne parforhold for min generation, så skal jeg da være single resten af mit liv. Så hellere have min Facebook og drengevenner i fred.

 

Det er altså også meget sjovere selv at have råderet over sin egen fritid…

 

 

Se min kjole

Se min kjole

I morgen – onsdag den 5/2-2019 – sker der noget fantastisk spændende i mit liv. Jeg skal være deltager i Danmarks første skønhedskonkurrence for folk med handicaps!

 

Kjolen er syet, stiletterne er købt og jeg er nu så klar, som man overhovedet kan blive

Og dog. For helt mentalt klar bliver jeg aldrig, når jeg skal støtte op om den politiske korrekte titel; “Danmarks lækreste – med et handicap”. Faktisk får jeg gåsehud af den titel – og dét er ikke ment på den fede måde.

Der var tale om i krogene, at det egentlig skulle have heddet “Danmarks lækreste spasser”. En både morsom, selvironisk og passende titel, hvis man spørger mig. Det smager bedre og lyder knapt så pompøst. Men folk stejler og producenterne er en flok kyllinger. Også selvom deltagerne selv overordnet set er langt mere pro over dén titel, frem for den endelige.

 

Men hvad ved en flok handicappede om sh*tstorms?

Vi er jo bare en flok handicappede, der ikke er i stand til at sætte os ind i etik og moral. Og selvom vi selv bruger ordet dagligt om os selv og hinanden; serverer det med en bunke kærlighed, så er vi tilsyneladende for undertrykte til selv at kunne se, hvor meget splid ordet ‘spasser’ skaber for os selv.

 

Det er bullsh*t, hvis man spørger mig

Misforstå mig ikke; jeg skal ikke bestemme, hvilke ord DU stejler over. Og er jeg i dit hjem, så lover jeg ikke at bruge ordet i nærheden af dig. Men i det offentlige rum, er der så virkelig nogen, som på andres vegne skal tage patent på sproget? Selvfølgelig ikke!

Og lad os være ærlige; hvornår bliver et ord virkelig til et skældsord? Når vi pakker det ned i kasser og mærkerer dem som værende nedsættende og grimme ord? Eller når den minoritetsgruppe, som ordet omhandler, tager ejerskab over ordet og bruger det som uskyldigt hverdagskost?

 

Intet godt er kommet ud af at blive tiet ihjel!

Heller ikke selvom vi frygter en sh*tstorm. Mennesker er flokdyr, og mennesker vil tilpasses folkemængden.

Men tænk over dette; individet i sig selv tager ufatteligt gode og kloge beslutninger, hvorimod folket – den samlede flok får – oftest ikke længere tør tænke selv. Læs eventuelt selv op på socialpsykologi, gruppepres og Solomon Aschs pindeeksperiment.

Så lad mig bryde ud af flokken, tænke selv og påtage mig ansvaret for en eventuel sh*tstorm: “Se min kjole! Jeg bliver én af Danmarks lækreste spassere – og dét er jeg rigtig stolt af!’

 

 

Samarbejdskraft med BHG!

Samarbejdskraft med BHG!

Interview bragt i magasinet Brugeren 2018

”Fordi jeg holder af dig, vil jeg fraråde dig at gå ind i branchen, men fordi jeg kender branchen, vil jeg bede dig om at gå ind i den.”

”Sådan sagde Ingrid engang til mig”, siger Lasse, når jeg spørger ind til hvilken forandring han ønsker se ske i branchen.

Jeg taler med Lasse Pagh fra DHO og Ingrid Petersen fra BHG om det nye fællesskab de nu etablerer med hinanden, og om det fælles fodslag de har haft igennem årene. ”Det er en meget naturlig bevægelse for os i BHG og DHO, at række ud efter hinanden i et formaliseret fællesskab. Vi har kendt hinanden i årtier. Du kan nærmest sige, at jeg er vokset op og er blevet formet i lyset af Ingrids viden, råd og vejledning.”, siger Lasse.

 

Hvad ønsker I at opnå via jeres nye fællesskab?

Og Lasse fortsætter, ”Drømmen er, at når vi opdager at et menneske har brug for hjælp, så anerkender vi, at vi alle kan have eller få brug for hjælp. Det hedder vist empati! Det handler om at sætte sig i hinandens sted.

Når man møder et menneske med behov for hjælp, kan indlevelsen i deres situation føles både ubehagelig og smertefuld. Mange undviger og går videre. Og når den dårlige smag i munden rammer, efter at have efterladt et menneske i nød, kan man kan vælge enten at gå tilbage for at hjælpe, eller man kan retfærdiggøre det for sig selv med forklaringer som, at ”det nytter alligevel ikke” eller ”jeg bidrager allerede mere end rigeligt (skat)” eller ”naturens orden medfører et vis menneskeligt spild, og sådan er det bare”.

Ofte rummer vi ikke når det kommer for tæt på, og vi kategoriserer hinanden for at kunne være i det.

 

Kategorier som ”De psykiske syge”, ”De arbejdsløse” eller aktuelt ”De handicappede”. Vi får skabt en afstand mellem os selv og ’de andre’ – og så bliver det farligt! For det er altid de andres skyld! Selv har jeg bemærket, at handicappede er meget sprængfarlige! Især ynder de at sprænge de kommunale budgetter – og dét i en udstrækning så kommunerne landet over synes, at være ramt af en ren terrorbølge!

I kategoriseringen forvandles det enkelte menneskes behov for en håndsrækning, til at være et samfundsproblem hvor fx besparelser bliver argumentet, der fjerner den dårlig smag i munden. Konsekvensen er, at vi dehumaniserer, og går fra empati til uværdige beregninger. Så jeg funderer..” siger Lasse. ”Hvad skal vi med et samfund, hvis det ikke favner os når vi har mest brug for det?

Og så er det at jeg kommer i tanke om Ingrid, og tænker: vi kan ikke bare gå videre! Vi er nødt til at begynde her.”

 

Ingrid fortsætter: ”Så når vi nu fordyber vores samarbejde i et fællesskab, er det også vores udtryk, for at ’nok er nok’ nu. Og at vi ønsker at intensivere og forøge vores kræfter ved at forene dem, i indsatsen om at skabe positiv forandring for vores borgere i deres BPA-ordninger.”

 

’Mennesket først!’

”Hvad blev der egentlig af begreber som livskvalitet og værdighed? Når samfundsmodellen tager form af en maskine, og mennesker aldrig vil kunne reduceres til at være tandhjul i denne maskine, ja så smides vi ud i rodebunken af mennesker, vi ikke kunne tilpasse maskineriet.

Falder man uden for systemet, falder man helt ud af sammenhæng.

 

Og dehumaniseringen bevirker, at almene normer og medmenneskeligt hensyn sættes ud af kraft.”, siger Lasse – der nøje har fulgt den samfundsmæssige udvikling – også i kraft af sin uddannelse i offentlig forvaltning.

Når jeg spørger Ingrid, hvad medlemmerne og borgerne udtrykker som deres største behov, svarer hun: ”Oplevelsen af at være i centrum som mennesker – også i BPA-ordningen. At de oplever, at vi arbejder rundt om og supporter dem – sammen med dem. Med respekt for deres liv og hverdag. Lasse supplerer: ”Vi ønsker at bringe mennesket tilbage i hjælpeordningen! Og med det, mener vi noget så jordnært som at indsatsen rettes mod det gode liv for borgeren, og det gode arbejdsliv for hjælperen.”

 

Og hvad med de hviskende stemmer?

I har fortalt mig, at hviskende røster siger: ”Kan man overhovedet det?” Hvad er jeres svar på det? ”Ja, det er et relevant spørgsmål, som har et meget klart svar: kan man lade vær!? Og du kan da tro, at vi har vendt det – især i forhold til vores metode og organisering.

Det argument der bliver ved at vinde, er de mennesker, som vi ønsker, at gøre en stærk indsats for – nemlig vores medlemmer og borgere.

 

Den er ikke længere!”, understreger Lasse dedikeret.

Og når jeg spørger dem hvad det er, de netop kan i fællesskab, tager Ingrid ivrigt ordet: ”Der er rigtigt mange der gør en rigtig god indsats, men ingen kan være i tvivl om, at der kan gøres rigtigt meget mere på flere fronter. Fokus i BHG og DHO er rettet mod ’Det levede liv’ og de konkrete betingelser hos den enkelte BPA bruger og dennes hjælpere. Vi ser et behov, og opfatter vores indsats som et supplement til det store arbejde, der allerede foregår i organisationer og foreninger rundt omkring i det danske land.

BHG har snart 20 års erfaring med støtte og vejledning af kommuner, brugere og hjælpere men har som så mange andre aktører oplevet, at det stigende omfang af problemstillinger i branchen også har øget behovet for administrative ressourcer. Tiden har vist, at nye problemer kræver nye løsninger.

For BHG betyder det, at vi via fællesskabet med DHO, kan videreudvikle muligheder vi ellers ikke ville have.

 

Og fællesskabet mellem DHO, BHG og den enkelte borger danner en stærk platform for samarbejdet omkring borgerens ordning og den enkelte kommune, som BHG ikke kunne tilbyde alene. Så der er kommet flere blomster i buketten vi tilbyder!”

Og hun fortsætter: ”Vores vision – som manifesterer sig allerede nu – bygger på, at skabe sammenhæng imellem forhold og erfaringsdannelser som løbende udspiller sig i den enkelte BPA-ordning, den juridiske og faglige rådgivning, der tilbydes i BHG og DHO regi, samt vores politiske og værdibaserede standpunkt.

Lasse siger til sidst: ”BHG og DHO fungerer begge ved, at mennesker er gået sammen om at skabe fælles ressourcer. Arbejdsgiver-, rådgivnings- og vejledningsressourcer der manifesterer sig gennem faglige og sociale arrangementer. Ånden, håbet og troen er, at vi gennem forening af alle kræfter, skaber så tryg en ramme som muligt om den enkelte BPA-brugers selvstændige livsførelse.

 

 

Om grænser forbundet med hjælperjobbet

Om grænser forbundet med hjælperjobbet

Tilbage i 2006 arbejdede jeg på et lager – et job jeg havde fået gennem et vikarbureau. Jeg havde lige afsluttet gymnasiet og skulle bare ud og tjene penge. Jobbet var ekstremt hårdt; jeg tømte containere med kasser på langt over 50 kg – vel og mærke med håndkraft. Det var på ingen tænkelig måde i orden, men jeg blev alligevel i jobbet i 7 måneder.

Jeg tænkte ikke så meget over, at arbejdsforholdene var fuldstændig absurde, for hva’ fanden vidste jeg om det? Jeg skulle jo have et job for at tjene penge og hvad hvis jeg åbnede munden overfor enten arbejdspladsen, eller vikarbureauet? Så ville de vel bare finde en anden til jobbet og jeg ville stå uden job, og derfor uden penge. Derfor blev jeg.

 

I dag forekommer det mig helt naturligt, at jeg, særligt i jobsammenhæng, selvfølgelig siger fra, hvis noget strider imod mine værdier, integritet eller sundhed

Jeg vil endda mene, at det i dag, efter mere end 4 år som hjælper, står endnu klarere, hvor vigtigt det er at holde fast i egne værdier. Især når man arbejder privat hos og så tæt på et andet menneske.

Det er nærmest umuligt ikke at havne i en situation, hvor du som hjælper bliver bedt om at gøre noget, der strider imod hvad du selv ville gøre.

 

Det er svært at præcisere hvor grænsen går

.. for man er jo ansat, fordi det pågældende menneske har brug for hjælp til at leve sit liv – ingen løftede pegefingre.
Men det kan være svært at vide, hvornår man skal holde sin kæft og hvornår man skal sige fra.
Som hjælper skal man ofte agere arme og ben. Engang imellem også en nært betroet person, men for alt i verden aldrig mor eller far. Det sidste er både nedladende og bestemt ikke værdigt for det menneske man hjælper.

Min opfattelse er, at mange i hjælperfaget enten ikke har gjort sig overvejelser i den retning, eller simpelthen bliver ‘taget på sengen’. Og når situationen pludselig opstår, så nikker de bare pænt “ja”. Måske af frygt for at kompromittere et godt forhold, eller endda miste sit job.
Jeg håber virkelig, at denne side af det helt specielle forhold mellem hjælper og bruger/borger (i mange tilfælde også arbejdsleder, eller arbejdsgiver) i højere grad bliver italesat af begge parter. Så grænserne, i hvert fald i nogen grad, bliver tydeligere.
Snak, tal og spørg – det vil kun gavne begge parter.

 

Dit job skal ikke definere dig som menneske, eller dine værdier. Og hvis din frygt for at miste dit job fylder nok til at vende dig selv ryggen, så skal du sgu nok finde et andet arbejde.

Hjælperfaget kan være spændende og utrolig givende, men det kræver, at du ved præcis hvor du står som menneske.

 

Christoffer

 

 

Hvor fanden er min hjælperhåndbog?!

Hvor fanden er min hjælperhåndbog?!

En hjælperhåndbog er et opslagsværk, der beskriver forskellige, etiske retningslinjer for borgere (og hjælpere), der er kommet i tvivl om grænserne. Hvem har retten til at trække en streg i sandet i givne situation?

En sådan håndbog eksisterer ikke. Men hvor ville jeg ønske, at den gjorde! 

 

Jeg har stået over for mærkelige dilemmaer. Ting, som jeg faktisk ikke helt vidste, hvordan jeg skulle håndtere. Jeg har haft hjælpere, der ville have kaffepause minimum én-to gange i timen (og gerne mere), så de faktisk aldrig var til stede, når jeg skulle bruge dem.

Jeg har haft hjælpere, der ikke kunne håndtere, når jeg tog smertestillende medicin for mine kroniske smerter, eller hvis jeg sad og røg. Jeg har sågar oplevet hjælpere, der egentlig bare nægtede at gøre simple ting jeg bad dem om; såsom at køre mig til fest en fredag aften grundet træthed.

 

Indrømmet jeg er konfliktsky og holder som regel kæft

For der er ikke noget mere demotiverende for ens dag end en sur hjælper! Men når jeg så endeligt siger fra – berettiget eller ikke – så kan jeg ikke lade være med at få et stik i hjertet af dårlig samvittighed. For selvfølgelig må hjælpere da også have deres personlige grænser, som skal respekteres. Men hvem har ret hvornår? Og hvornår må min joker af et chefkort blive brugt og serveret i en nonchalant, knap så barnlig, ‘fordi jeg siger det’?

Jeg lærer det nok aldrig helt. Det er en kunst i sig selv, at forstå balancerne i et borger/hjælperforhold. Og indrømmet, jeg er vadet direkte ind i brændenælderne op til flere gange og har måtte bøde for enten min stædighed eller mangel på autoritet.

Min konfliktskyhed har tidligere resulteret i et hjælperforhold, hvor min dag var uforudsigelig og primært lystbaseret ud fra min hjælper og på bekostning af mine grænser – og ønsker. Først over et år efter at være blevet trukket tilpas godt rundt i manegen, tog jeg mig sammen og sagde fra.

Det endte mildest talt ikke pænt 

 

Pt. har jeg et hjælperteam, som er ret homogent. Tingene kører af sig selv og alle er faktisk gode til at komme og vende ønsker eller ændringer med mig uden sure miner. Det er også sjældent, at jeg decideret føler, at hjælper er grænseoverskridende.

De største emotionelle udsving jeg har, er som regel blot en menneskelig irritation; en mindre flamme indeni, som dør lige så hurtigt, som den er kommet. Hvis alt går vel, så har jeg stadig minimum 42 år til at indsamle erfaring som arbejdsleder i. Så jeg bliver forhåbentligt klogere og bedre til at sige fra, hvis der skulle opstå et etisk dilemma igen. For selvfølgelig gør der det.

 

Det eneste råd jeg pt. giver folk, er hvad jeg selv siger til mine hjælpere: ‘man må give lidt, for at tage lidt.’

Det kan lyde ufattelig lavpraktisk og måske også en kende dehumaniserende, omend det ikke er min intention, men viser mine hjælpere sig at være hamrende dygtige og loyale, så får de også automatisk længere line til eksempelvis at skippe rengøringen en enkelt vagt grundet hovedpine eller kørslen fordi man er træt.

Hvis en hjælper derimod fra starten af bare tager for sig af den lange line, som en selvfølge, så bliver snoren omvendt strammet og tilliden fra min side af lige så. Og så bliver jeg pernittengryn og forventer, at tingene bliver gjort ordentligt.

Det er en god test, at give ens hjælpere en række specifikke arbejdsopgaver, da man hurtigt får indtrykket af, hvem der stadig reelt set har interesse i jobbet og hvem der faktisk er brændt ud.

 

 

Eutanasi: for eller imod? 

Eutanasi: for eller imod? 

Det er et emme, der i den grad kan skille vandene. Tilhængere betragter det som en menneskeret, hvorimod modstandere mener, at det er en hårfin balance, der grænser sig til mord. Måske man selv skal have uhelbredelig sygdom inde på livet, før man rigtigt kan sætte sig ind i emnet eutanasi.

‘Aktiv dødshjælp’ lyder ikke sexet. Generelt er døden ret usexet. Det er det sorte får, som mennesker helst gerne vil gå en stor bue uden om, hvis de kan slippe af sted med det. Men det er jo lige netop dét, der er så paradoksalt; INGEN kan slippe uden om døden. Jeg ved ganske lidt om noget som helst, men én ting ved jeg dog – livet dør du af.

Så nu vil jeg tage den usexede debat op og italesætte noget, som de fleste andre ikke tør. Det kan koges ned til fem simple ord: Jeg er for aktiv dødshjælp! Hvorfor? Fordi jeg er en kontrolfreak og en planlægger. Min mand kalder mig ‘listetøs’; alt hvad der overhovedet kan planlægges og skrives ned på halvlange, neurotiske huskelister, har jeg allerede forberedt. Mit liv er typisk altid planlagt ned til mindste detalje, og som backup har jeg en plan B, C osv. hele vejen ned til Å. Jeg kunne ikke planlægge min fødsel, men min død? Den kan jeg faktisk selv være herre over, såfremt jeg ønsker det. Og med mit kendskab til min sygdomstilstand, hvor mine knogler langsomt, men ganske sikkert bliver til støv og jeg får flere smerter med årene, så har jeg aldrig været i tvivl; jeg vil ikke spilde min tid på et uværdigt liv. Jeg lever et liv med så meget komfort som muligt, så jeg forlanger også en komfortabel død.

Jeg vil ikke lyve; i de hårde perioder, som rummer en række af møg dage fyldt med et smertefuldt kadaver, har jeg da taget mig selv i at ligge og tænke om aftenen: ‘Manden jeg elsker allerhøjest ligger ved min side i vores bløde seng, og kysser mig godnat og holder om mig, indtil jeg er faldet i søvn. Dør jeg nu, dør jeg lykkeligt!’ Indrømmet, mine tanker når aldrig derhen til når min mand vågner op ved siden af et styk død dværg, og hvordan han ville reagere derefter. Og ja, dét er egoistisk af mig. Men jeg mener nu engang bare, at ‘mit liv, min død’ burde være et mantra, som alle gav sig selv lov til at have. I visse situationer burde egoisme være tilladt. Og hvem vil være den, der ikke vil efterkomme en terminals sidste ønske?

Men nok om mig og mine holdninger. Jeg er blot en ung kvinde gemt i en gammel krop. Måske jeg bliver klogere en dag. Man har jo som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt.

Så nu spørger jeg jer: hvad er DIN holdning til emnet? Hvorfor er du for eller imod eutanasi? Del dine tanker med mig og lad os i fællesskab starte en debat her hos DHO.

 

KÆTTERE! Tag jer i agt for Inkvisitionen!

KÆTTERE! Tag jer i agt for Inkvisitionen!

…Sådan en flyer burde man få, inden man skulle til møde med sin kommune. Til skræk og advarsel om hvordan spillets hjemmestrikkede regler egentlig er.

Jens Lund skrev i sidste uge et indlæg inde i opslag fra besøgende (kan læses her: https://www.facebook.com/1460680967584062/posts/2120346864950799/), hvor han belyser følelserne, der er forbundet med et møde med ens sagsbehandler. ‘Et ligeværdigt møde er det aldrig,’ skriver han. Og det vil jeg absolut give ham ret i.

Jeg har tit siddet overfor sagsbehandlere og ergoterapeuter til møder, og egentlig følt at der nærmere var tale om en scene i en advokatserie, end en egentlig støtte og hjælp til mig som borger. Retten er sat, og nu skal anklager og forsvarer kæmpe bragt for deres sag med paragraffer ud fra hukommelsen, som deres juridiske kasteskyts. Dette ‘show’ standses først, når dommeren – kommunen – har ladet hammeren falde.

Og indtil da vælder paranoiaen op i mig som borger: ‘F… Jeg kløede mig selv på næsen, tror de nu, at jeg ikke længere behøver mine hjælpere?

Forstod de nu hvor stor den merudgift er for mig? Pokkers, jeg glemte at fortælle, hvor mange smerter jeg havde i går!’ osv. Det kører med lyntogsfart i hjernen til sådan et møde, der bedst kan beskrives som en eksamen i dit eget liv. Med en censor der skal vurdere, om du nu er syg nok til et 12-tal, eller om du skal dumpes i den hjælp, som du egentlig har brug for.

 

Det er en emotionel rutchebanetur, og præcis lige så hård en aktivitet som et maraton.

Derfor er det også så vigtigt, at læse op til den eksamen efter bedste evne og terpe sine rettigheder. Og netop derfor vil jeg én gang for alle gerne slå fast, at man ALTID har ret til bisidderhjælp. Et par ekstra ører, og måske endda en der kan tage noter, er ofte guld værd til sådan et møde!

 

Det vil altid være mest fordelagtigt for borgeren, at have en bisidder med, som har en faglig indsigt.

Men en man kender, et familiemedlem eller ven, kan også bruges såfremt man er mest tryg ved det. Og kan ens søster, kammerat, mor eller nabo ikke deltage som bisidder, så opgiv da ikke håbet. Hos Dansk Handicap Forbund, Muskelsvindsfonden, Bruger-Hjælper Gruppen (BHG) tilbydes der blandt andet bisidderordning og ekstern socialrådgivning for deres medlemmer. Alle foreninger kræver et betalt medlemskab.

Tillige findes der gode BPA-brugerforeninger i blandt andet Nordjylland og Aarhus. Så der er flere steder, der tilbyder faglig kompetent vejledning og bisidderordninger.

Er pengene små findes der gratis advokatbistand på de lokale biblioteker, som helt sikkert også kan guide folk i den rigtige retning. Ellers kan du altid kontakte din sagsbehandler og gøre krav på, at de stiller en gratis bisidder til rådighed.

 

Har du nogle tips og tricks, der gør et møde med kommunen lettere? Så hører vi hjertens gerne fra dig, og formidler videre til andre borgere. Husk på at sammen er vi stærkere!

– Retten er hævet!