Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

Tre år på gymnasiet!

Det første år er i starten en smule akavet, andet år er man rigtigt blevet tømret godt sammen..

og det tredje og afsluttende år skal man bare have det for fedt! Er det ikke sådan, det er? Tjo, for mange er det sikkert sådan, men ikke for mig.

I Horsens, hvor jeg bor, havde vi to gymnasier, som man kunne vælge imellem. Det ene, som var tættest på mit hjem, var det mest centrale og klart det største. Det var her alle de smarte elever gik, og fik rigtig høje karakterer. De fleste af mine venner og veninder skulle på dette gymnasium, og det var et sted, som jeg også godt kunne tænke mig at gå. Vi kunne, imens vi gik i folkeskole, prøve en uge på gymnasiet, og jeg valgte at være en uge her. Det var meget fedt at prøve!

I løbet af ugen, så jeg dog et stort problem ved at gå på dette gymnasium – der var fire etager… Det betød, at jeg skulle med en elevator nærmest hele tiden! Ved hvert lokaleskifte, i alle frikvarterer, i frokostpausen – ja, rigtig mange gange i løbet af dagen. Som sådan var det jo ikke noget stort problem, da jeg havde egen nøgle til elevatoren, og (de fleste af) de andre elever godt kunne lade den være til mig. Men inklusionsmæssigt var det en stor udfordring!

Jeg var hele tiden bagefter. Jeg kunne ikke fysisk nå at komme med de andre til frikvarterer udenfor, til frokostpause i kælderen eller når vi skulle skifte lokale.

Igen, kan det virke som et mindre problem, men disse små transporter til eller fra lokaler var meget sociale for de andre elever, og jeg kunne hurtigt mærke, at jeg ikke var med dem socialt. Det var her man ofte dannede grupper til den næste opgave. Det var her man snakkede om, hvem man havde scoret i weekenden, og det var her man aftalte at hænge ud sammen efter skoletid. Selvfølgelig kunne jeg igen komme med i snakken, når jeg mødtes med dem igen i det nye lokale, men det var ofte allerede for sent, og der var allerede godt gang i det interne – bare uden mig.

 

Jeg havde ikke lyst til at fortsætte med at halte bagefter på det sociale plan de næste tre år, så jeg besluttede mig for at besøge det andet gymnasium i byen i stedet for.

Her husker jeg tydeligt, at jeg blev mødt af rektor, som nærmest sprang frem, for at åbne den tunge hoveddør for mig. Han udbrød med det samme.

”Hvis du skal gå her, skal vi da have installeret en elektrisk døråbner!”.

Med det samme følte jeg mig velkommen, og eftersom dette gymnasium var bygget i ét plan, med brede døre og uden dørtrin, valgte jeg dette som min nye uddannelsesinstitution. Dette gymnasium og hele deres stab af personale var enormt imødekommende og hjælpsomme. Meget hurtigt fik de lavet et stort handicaptoilet med loftlift og briks. Jeg fik en computer stillet til rådighed, og de var også meget hjælpsomme, i forhold til at jeg skulle have en SPS-ordning og ekstra tid til eksamen. De vidste fra starten, at jeg sandsynligvis ville være mere fraværende end mine klassekammerater, så jeg fik lavet en speciel ordning i forhold til overskridelse af fraværsprocent.

 

Første år i gymnasiet var akavet og sjovt – præcis som det skal være! Andet år var en voldsom rutschebanetur for mig og mine hjælpere, desværre! Her mødte vi flere store forhindringer på det kommunale plan.

For det første fyldte jeg 18 år, hvilket betød, at jeg ikke længere var i ungdomsafdelingen hos kommunen.

Nu skulle jeg overflyttes til Myndighedsafdelingen, hvor mine hjælpere skulle ansættes på ny – til en væsentligt ringere løn og dårligere vilkår. Det gav mange frustrationer og hjælpere som ikke var glade, når de var på arbejde.

Dette havde stor indflydelse på mig, da jeg kunne mærke på dem, at de var triste og vrede. Det gjorde det svært for mig at være hundrede procent gymnasieelev på det tidspunkt – med mine egne glæder og sorger, som følger med et liv på gymnasiet.

Dernæst var der den obligatoriske ryste-sammen-tur. Turen skulle gå til Berlin, hvilket var fint med mig, da jeg havde hørt meget godt om byen i forhold til handicapvenlighed. Den største udfordring viste sig dog at være den kommunale velvillighed til at hjælpe. Der var absolut ingen hjælp at hente, ingen forståelse for min situation – eller sågar hjælpernes situation desværre! Historien er lang og grotesk på mange måder, og jeg vil spare jer for den lange version her, men alfa og omega er, at jeg IKKE kom afsted til Berlin.

Nej, faktisk kunne jeg ikke engang få en afgørelse på sagen før cirka en uge før afrejse, så der var ikke meget at gøre. Jeg måtte blive hjemme og skrive en opgave i stedet for!

Dette var svært for mig at komme over. Mest fordi, at jeg kunne mærke en kæmpestor forskel på mine klassekammerater efter de kom hjem fra turen.

De var naturligvis kede af det på mine vegne, og forsøgte at vise mig billeder og fortælle mig om oplevelser, for at fortælle mig om turen. Men de havde jo været sammen dag og nat. De havde rigtig mange oplevelser og minder sammen, som jeg ikke var med i, og det var svært at være med i deres samtaler, frustrationer og grin i perioden herefter.

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

 

Turen til Berlin knækkede kurven lidt for mig på det inklusionsmæssige plan, desværre.

Men i 3.g skulle vi på tur igen. Denne gang havde jeg en anden sagsbehandler, som arbejdede en del hurtigere. Jeg fik lov af skolen at være med til at vælge, hvor turen skulle gå hen, så jeg kunne være med bedst muligt. Jeg valgte London, og vi fik en rigtig god tur ud af det. Jeg var med langt de fleste steder, og jeg havde mulighed for at bestille et hotel i nærheden af de andres. Jeg var med, og jeg følte mig slet ikke ekskluderet på samme måde, som jeg gjorde, da turen gik til Berlin. Dejligt! Jeg var med i fællesskabet igen, selvom jeg godt kunne mærke, at Berlin havde sat sine store fodspor i mig og mit forhold til mine klassekammerater.

 

Sidste år på gymnasiet handlede mest om fester og eksaminer. Sådan skal det vist være. Men jeg kan huske, at jeg, frygtede studenterkørsel rigtig meget, da den tid nærmede sig!

Jeg kunne ikke helt slippe nederlaget og følelsen var eksklusion under ryste-sammen-turen til Berlin. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne være med til denne klimaks-begivenhed! Denne tur var så vigtigt for mig, at jeg ikke ville acceptere at køre rundt i min egen bil efter mine klassekammerater, som ville sidde og feste i et andet køretøj – uden mig!

Derfor tog jeg med det samme roret her, og meldte mig frivilligt til at organisere studenterkørsel. Vi fik fat i en lastbil, hvor jeg kunne køre ombord, og minsandten om ikke den søde lastbilchauffør havde installeret bespænding til min kørestol i gulvet! Det var så dejligt inkluderende for mig at være med her, og det var den perfekte afslutning på tre år med op- og nedture, som jeg altid vil huske på godt og ondt!

 

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

 

 

Sami om dét at rejse med hele Egmont Højskolen

Sami om dét at rejse med hele Egmont Højskolen

Sami om dét at rejse med hele Egmont Højskolen

Vores skønne audio-blogger, Sami, har lavet et nyt indlæg til os, hvor han taler om rejser på Egmont Højskolen, som han jo – som du måske allerede ved? – arbejder på.

Så spænd din sikkerhedssele, læn dig tilbage og lyt med her!

– Rigtig god rejselyst!

Lyt her!

med Sami Hajslund Blogger i DHO | Om dét at rejse i store gruppe, ud på små og større rejser. Lyt her!

 

PS: du kan også tjekke to videoer ud om dét at rejse med et handicap her på vores YouTube kanal:

Modgiften til rejsebekymringer! 

”Du skal sgu’ nok overleve!” siger Anna og Rasmus, imens de gi’r dig ‘modgift’ til dine eventuelle rejse-bekymringer. Oplev dem dele deres bedste tips om udfordringerne ved at have et handicap, når de selv rejser verden tynd. Samtidig tipper de dig om sparetips, toiletbesøget ombord på flyveren, om velvilligheden ude i verden, fremkommelighed mm. Se med her!

 

Rejsefeber!

”Rejsen til Kina, og ud på den kinesiske mur lærte mig, at der sådan set ikke findes begrænsning!”. Se med her, og hør Anna Le Dous og Rasmus Dissing Aunsbjerg Nielsen fortælle om jordomrejser, og at rejse ud på den kinesiske mur – uanset hvad. Om couchsurfing, naturoplevelser og om hvad de rejser efter. Hør hvordan de bruger rejsen til at nedbryde fordomme om hvad man kan og ikke kan, med et handicap. Rejsefeber! Ja.. Se med!

 

PPS:

Jeg skal også hilse fra Rasmus og Anna og sige, at du er velkommen til at skrive til dem med dine eventuelle rejsespørgsmål og tips. Find dem på Facebook eller følg Rasmus på Instagram 

 

 

Grib det nu – det satans BPA-liv!

Grib det nu – det satans BPA-liv!

Grib det nu – det satans BPA-liv!

Der har været en masse palaver på det seneste, om at BPA-ordningen er under pres, og åh åh, bare de nu ikke afskaffer den, og så videre i den dur. Måske er det på tide, at ændre melodien og fortælle lidt om, hvor livsvigtig den er, for at man kan føre det liv, man egentlig ønsker sig. Det er lige præcis det, jeg har tænkt mig at gøre i det følgende.

 

Jeg har haft døgnhjælp i 24 år, lige præcis i skrivende stund. Og jeg elsker det!

Som 20-årig yngling, blev jeg kastet direkte i ilden, og fik det fulde arbejdsgiveransvar for et hold på 5. Jeg fik at vide, at hvis ikke jeg løftede opgaven, ville der gå 5 minutter, så ville jeg havne på plejehjem eller en døgninstitution. Det skulle jeg ikke nyde noget af!

 

Jeg havde dårligt rørt et par bryster første gang, verden lå for mine fødder, og jeg skulle vise dem!

Jeg fik en kort introduktion til lønsystemet, og så kørte toget. Det var mine kompetencer som leder og chef. De første 5 år begik jeg alle de fejltagelser, man kan komme i tanker om. Jeg ansatte en blanding af de gutter, jeg mente kunne blive de bedste venner, og de mest veldrejede skønheder, jeg kunne finde. Som om det ikke skulle være nok, lagde jeg også det fulde ansvar for mit liv over på dem, og brugte dem som moder- og faderfigurer.

Jeg var helt åben og naivt uskyldig. Jeg havde mange konflikter og meget udskiftning i de år af de grunde, men også fordi jeg var en elendig administrator. Men stædigt blev jeg ved!  Jeg ville vise, at jeg var den bedste arbejdsgiver, og havde den mest velfungerende hjælperordning i Danmark! Jeg gik op i det med liv og sjæl.

I starten troede jeg at det var gjort med at være god til den administrative del, men jeg lavede mange bommerter. På et tidspunkt blev arbejdsgiveransvaret overtaget af kommunen. Jeg så det dengang som et kæmpe nederlag, men da jeg i stedet begyndte at fokusere på at give indhold til mit eget liv, begyndte der at ske ting og sager.

Som bekendt fandt jeg ud af, at jeg ville være skuespiller. Så jeg rejste til England, med hjælpere og det hele, og begyndte at læse til skuespiller. Jeg får det til at lyde så let, jeg ved det godt, men det var det selvfølgelig ikke. Der var ikke mange dengang, der havde rejst fra Danmark mere end en uge eller 14 dage. Jeg var afsted et helt år. Det var en kamp, men det er en helt anden historie, jeg gerne kommer ind på i en anden sammenhæng.

 

Grib det nu – det satans BPA-liv!

Men jeg fandt gradvist ud af, hvordan jeg bruger min hjælperordning til at skabe det fedeste liv, jeg overhovedet kan drømme om.

Jeg kan arbejde som skuespiller på film og teater, jeg har været på turné flere gange. Jeg har underholdt med et soloshow rundt omkring i Danmark, og jeg har lavet en EP. Alt det har jeg kunnet gøre, fordi jeg har hjælpere på døgnet rundt. Det er da for fedt! Med døgnhjælp er mit handicap stort set elimineret. Jeg er taknemlig og jeg vil værne om den med mit liv. Jeg ved, det lyder dramatisk, men jeg mener det faktisk. Jeg kan ikke leve uden den!

Selvfølgelig kan det også have sine bagsider at være omgivet af mennesker døgnet rundt. Vagtplaner skal laves og hjælpere skal hyres eller fyres. Folk skal instrueres, høres og ses.

Men er det ikke en ringe pris for at kunne leve det liv, du ønsker dig?

Det synes jeg i hvert fald.

 

Og ja, jeg kender godt følelsen af koldsved, der springer frem over hele kroppen, når kommunen kommer på besøg, og gerne vil tale med én. Men de skal gøre det. Det er kun en beskyttelse af både dig og dine hjælpere. Det er min erfaring, at viser du at du bruger ordningen til at skabe dig et godt og aktivt liv, så er det sværere for nogen som helst at trække tæppet væk under dig.

Vi har alle rettigheder og pligter. Hvis du har et bureau i ryggen, som kan støtte dig og være din sparringspartner, så er der jo bare tilbage at finde ud af, hvad du vil i livet.

 

Så hvad vil du bruge det til, det liv?

Skuespiller og Musiker

Mikkel Lund

 

PS: Du kan læse mere om BPA-ordningen her: https://dho.dk/bpa-ordning/

Og her på vores YouTube kanal, kan du se en video hvor vi forklarer i dybden hvad BPA-ordningen er! https://www.youtube.com/watch?v=gUdiBjJSTKY

 

Handicap og løn

Handicap og løn

Handicap og løn

I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap og løn’, hvor han vil fortælle om vigtigheden af, at anerkende mennesker for deres arbejdsindsats. Naturligvis også mennesker med et handicap!

Lyt med her, og giv gerne dit besyv med til debatten om handicappede der er tilkendt førtidspension, skal lønnes for et stykke arbejde?

 

Lyt her!

med Sami Hajslund Blogger i DHO | Om handicap og løn. Lyt her!

Kriseplan ved ulykke eller akut sygdom

Kriseplan ved ulykke eller akut sygdom

Kriseplan ved ulykke eller akut sygdom

 

Kære Menneske – hjælper – borger – pårørende til borger – i Din Hjælperordning

Vi har igennem de seneste måneder arbejdet på at skabe en guide til hvordan du bedst klarer dig – eller hjælper en anden – igennem en krise. Vi ku’ også kalde det en forebyggelsesinspiration, eller en kriseplan.

Ja – lad os kalde det en kriseplan!

 

En kriseplan ved ulykke eller akut sygdom, der handler om:

  • At holde sig så bevidst som muligt i kriser
  • Hvad vi gør i kriser. Især afhængigt af hvorvidt vi stadig er i stand til at handle eller ej.
  • Og hvad vi gør (eller hvad gør de mennesker omkring os, der passer på os) hvis vi – delvist eller helt – handlingslammes pga. chok og traume
  • Hvordan vi hjælper og giver omsorg i fht. chok- og traumeoplevelser
  • Hvem vi kontakter. Hvornår
  • Hvordan vi kommer igennem krisen, trin for trin
  • Tegn på chok- og traume reaktioner
  • Livet efter krisen.

 

Vi vil hjertens gerne invitere dig til at kigge med i kriseplanen. Kan vi det?

Du kan se den her: Kriseplan ved ulykke eller akut sygdom

 

Typer af kriser vi har haft i tankerne, mens vi lavede dette redskab:

  • Ulykker
  • Bevidstløshed
  • Akut sygdom
  • Hvis ens sygdom/handicap forværres i perioder
  • Psykisk og fysisk overgreb og krænkelse
  • Psykisk stress grundet uafklarede og langvarige sagsbehandlingsforløb
  • Vold, magtanvendelse
  • Andre kriseoplevelser, der skaber chok og traume
  • Død, selvmord – i handling og ord

 

Vi folder hænderne og ønsker os, at du tjekker det ud, så snart du kan. Og endelig, nærstudér det rigtig gerne sammen med de mennesker, du eventuelt i forvejen støtter og relaterer med.

Det har sgu’ aldrig skadet nogen at være virkelig vel forberedt..

Påstår vi!!

 

Livet og krisesituationer bliver aldrig et statisk endeligt facit..

så kriseplanen her er fortsat i udvikling som vi fortsat udveksler erfaring med hinanden – og udvikler os. Derfor, modtager vi også meget gerne dine input og erfaringer, hvis du sidder på spring med et bidrag 😉

 

I ønsker om omsorg!

Pernille, Monika & Jade

 

/Pernille Skov kender I jo – skaber af Din Hjælperordning sammen med Lasse 😉

/Monika Lausberg arbejder med kvinder på et krisecenter, og er uddannet traumapædagog, pædagog, healer samt kunstterapeut. Hvis du ønsker at følge Monika i hendes arbejde, kan du kontakte hende på monika@os.dk

/Jade Mar Rolsted våger ind i mellem for mennesker i deres dødsproces, og er trænet i at hjælpe mennesker i dødsprocesser ved psykolog Maria Damsholt. Jade er uddannet coach og krise- og sorgterapeut, samt i sjælesorg på Buddhistisk grundlag i Phendeling. Hvis du ønsker at følge Jade i hendes arbejde, kan du pt. følge med på hendes blog: http://vismighvordanjegdør.dk

 

 

Handicap og sex

Handicap og sex

Handicap og sex

Det er typisk et tabubelagt emne; sex. Måske især for mennesker, som har nogle udfordringer i livet.

I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap og sex’, hvor han vil fortælle om vigtigheden af, at være åbensindede og støttende omkring som forældre til unge med handicaps.

Lyt med her, og giv gerne dit besyv med til debatten!

 

Lyt her!

med Sami Hajslund Blogger i DHO | Om... Lyt her!

Frygten for at lykkes – interview med Mikkel Lund

Frygten for at lykkes – interview med Mikkel Lund

Frygten for at lykkes

 

Hvad får en spastiker til at blive musiker?

Store drømme og en anelse galskab!

 

Hvad kan udtrykkes via musikken, som du ikke kan udtrykke som skuespiller?

Ofte i skuespil handler det om at påtage sig et andet menneskets karakter. Som sanger er det – ikke nemmere, men det er mere ligetil – at stille sig op og krænge sin sjæl ud. Det er et spørgsmål om mod.

 

Hvad er dit næste musiske projekt?

Det bliver et helt album på dansk, når jeg finder et, skal vi kalde det et ”værdigt tema”. Nu har jeg lavet en feel good-plade, så nu er det måske på tide, at lave et mere holdningspræget album. For eksempel vil jeg gerne gå mere i dybden i den relation mellem to mennesker, der lever sammen i 24 timer i døgnet, uden egentlig at være tætte. Men der kan også være andre ting; nu må vi se…

 

Hvilken frygt havde du i forhold til at realisere dine drømme – her tænker jeg både i forhold til skuespillet, men også som musiker?

Jamen der er selvfølgelig den gængse med ikke at være god nok, som alle kunstnere har oplevet på et tidspunkt. Jeg har mange gange haft en stor frygt for, at være uforberedt eller ikke særlig grundig – både i forhold til skuespillet, men også i forhold til musikken. Jeg er altid bange for, om jeg slår et større brød op, end jeg kan bage. Men på den anden side set, er det også skide skægt, når det lykkedes, så jeg bliver ved med at gøre det!

Og hvordan håndterede du den frygt?

Jeg knokler røven i laser; dobbelttjekker og øver og øver igen, så godt jeg nu kan.

 

Har du et godt råd til andre, som gerne vil springe ud som kunstnere på den ene eller anden måde – med eller uden handicaps?

På en måde synes jeg, at det er for tidligt for mig at give gode råd ud til andre, fordi jeg stadig synes, at jeg er en ny kunstner.

Men hvis jeg skal sige noget, så vil jeg citere mit gamle idol Ray Charles; du bliver nødt til at øve – der er ikke nogen genveje. Du kan ikke øve i en time og konkurrere med nogen, som øver i tyve timer. Dét går bare ikke. Og så sammenlign dét du laver med andre, der gør det samme; hvis jeg f.eks. vil synge eller lave en sang på en bestemt måde, så kan jeg sagtens lave den og bare tro, at den bare sidder lige i skabet. Men hvis jeg gerne vil have et bestemt udtryk, så bliver jeg nødt til at sammenligne med andre sange, der har et lignende udtryk for at finde ud af, om jeg er på vej i den rigtige retning eller om jeg skal skifte kurs.

 

 

Bekymring vs. Glæde

Bekymring vs. Glæde

Bekymring vs. Glæde

”Hvor er du sej!”. Det er en sætning, som man ofte ser som kommentar på f.eks. de sociale medier

Det er let at slynge om sig med superlativer eller det modsatte, når man ikke sidder overfor det andet menneske, eller kender dette særligt godt. Det er selvfølgelig også bedre med positive fremfor negative kommentarer, og nogle gange forekommer disse kommentarer til os med handicaps bare vi har gjort en lille smule udover det forventede – en lille smule overdrevet?

For som et menneske med et handicap har man ofte bekymringer. Bevares – det har alle, men mennesker med handicaps er i sagens natur nødt til at bekymre sig mere om deres helbred, end de fleste andre mennesker, der er mange sygehusbesøg hvert eneste år.

Derudover har de fleste også meget mere kontakt med deres kommune end andre har. De fleste mennesker kommer måske på kommunen, når de skal have nyt pas, søge folkepension eller boligstøtte. Som et menneske med et handicap må man desuden kontakte kommunen, hvis der skal ændres noget i den bolig man har udset sig – man kan ikke bare slå til, og købe med det samme. Mange må også bede kommunen om støtte til anskaffelsen af en bil, da ombygningen koster mange penge, og forinden har man gjort sig mange tanker om indretningen af bilen, samt om hvad man vil bruge den til, for ellers får man da slet ikke en bevilling.

Ift. egen forsørgelse har de fleste mennesker med et handicap nogle ressourcer – heldigvis, men der er oftest også nogle begrænsninger som gør, at man igen er nødt at søge hjælp for at kompensere for funktionsnedsættelserne, og disses konsekvenser. Og, hvis et job ikke er muligt på trods af diverse støtteforanstaltninger, må man leve af offentlig forsørgelse, som regel resten af livet….

Når dagligdagen skal fungere må mange have hjælp til såvel personlig pleje som praktiske opgaver.

Derfor: igen kontakt til kommunen, frem med alle argumenter, måske mødes man med mistillid og afslag på den man har søgt..

Så til en anke, finde de gode argumenter igen, søvnløse nætter, til man endelig får bevilling på hjælpen, sandsynligvis på et lavere niveau, end det man søgte. Når hjælpen så skal fungere, kan det heller ikke undgås, at der i perioder kommer bekymringer om f.eks. sygemeldinger, det være sig fra hjemmehjælpen eller BPA-hjælpere/ledsagere, rekruttering af nye hjælpere, arbejde med vagtplaner og løn-indberetning – der er i det hele taget meget mere planlægning for et menneske med et handicap end der er for mennesker, som kan udføre alting selv.

Jeg har ofte hørt sætningen fra andre: ”det må sandelig være et fuldtidsjob at have et handicap”

Det er som regel sagt på en måde så det alligevel skal forstås som at det da nok ikke er så slemt endda, i en situation, hvor man prøvet at forklare nogle ting fra hverdagen, til en person der prøver at forstå…

Men det er faktisk ofte et fuldtidsjob, at have et handicap! Men gør det én sej?

Måske?, men det kan også være, at vi bare har nogle andre grundvilkår i livet, som man (bare) overkommer, fordi man er nødt til det…

 

Derfor er det vigtigt at have noget i sit liv, som giver modvægt til alle bekymringerne

Det være sig fritidsinteresser, husdyr der giver hyggeligt liv i hjemmet, at høre noget musik eller ser en film, der gør én i godt humør. Man kan måske også lave en udflugt ud af sygehusbesøget – se noget i dén by, når man nu alligevel er der. Det kan også være positivt i mere end én forstand at få inviteret nogen man kan hygge sig med, måske bare til en kop kaffe, eller man kan måske hjælpe hinanden med at lave mad, eller måske har gæsten ikke noget imod at medbringe et måltid.

Mange af de ting der spreder glæde kan godt kræve hjælp for mennesker med et handicap, og det er jo ikke altid, at man har (nok af) det. Forhåbentlig kan man så spørge en pårørende om selskab til en udflugt eller lidt lettere praktisk hjælp. Men er mulighederne for hjælp for små, er det vigtigt, at man alligevel forsøger at få det positive ind i livet. Om det så er, at kigge ud af vinduet, og nyde solen, høre musik eller tænke på en dejlig oplevelse fra i forgårs

 

Og hvad er så pointen med det her?

Jo…man må gerne anerkende, at der er mange bekymringer i ens liv, være virkelig træt af dem i perioder, tænke om dem der synes man er sej, at det ved de da i virkeligheden meget lidt om… Bare man husker at have det positive i livet for øje også, for det er der jo, selvom det nogle gange kan virke uoverskueligt og uopnåeligt – selv bittesmå ting kan give stor glæde, når man har været langt nede!

 

 

Vælg udvalgt billede

Curlingforældre og deres handicappede børn

Curlingforældre og deres handicappede børn

Curlingforældre og deres handicappede børn

I Din Hjælperordning og her på vores website, er der sket et scoop; endnu en skøn blogger har vi netop fået ind i folden.

I kender ham måske?

Den skønne Sami Hajslund fra ‘Danmarks lækreste med et handicap’ kommer fremover til at lave små lydfiler til vores blog, hvor han vil diskutere løst og fast. I denne omgang vil han diskutere emnet curlingforældre og deres handicappede børn. Så brug tre minutter af jeres tid og lyt til Sami’s kloge ord – han har nogle gode pointer!

Lyt her!

med Sami Hajslund Blogger i DHO | Om... Lyt her!