Og så er der dét med TAKNEMMELIGHED

Og så er der dét med TAKNEMMELIGHED

Og så er der dét med TAKNEMMELIGHED

På en måde så banalt.. Og på en måde.. Ja, så kan vi da lige udforske den én gang til!

 

Oh, taknemmelighed. Om jeg begriber dig! Åh, taknemmelighed Jeg begriber dig!

 

Ok. Hvad er taknemmelighed egentlig for en oplevelse? En følelse. En sansning. En ..

Lad os kigge på det!

 

Men jeg siger til dig: mit indlæg er både refleksiv deling fra mit eget liv + coachende, inspirerende spørgsmål. Så hvis du ved med dig selv, at du står af på at blive inviteret til at udforske dig selv, så stå gerne af nu 😄

..

 

Ok. Du er med! Velkommen

 

Hvordan genkender du taknemmelighed? Hvordan ved du, at du er taknemmelig?

 

For mig er det en FØLT oplevelse. En oplevelse, som renser min sjæl for det, som kan føles svært at bære

Fx når jeg har fundet mig selv bokse rundt med et uforløst dilemma eller med en smertelig oplevelse. Og når så jeg pludselig indser dét, som jeg kan lære/forstå om mig, så ankommer denne oplevelse. Oplevelsen af taknemmelighed i mig. Den renser smerten op – hurtigere end du kan lave dig selv en instant-coffee!

Ah, nærmest da, i hvert fald..

 

Taknemmelighed er helt bestemt noget, jeg sanser i min krop som udvidende varme

En energi der ’åbner’ min krop og sætter mine hurtigere energier ned i tempo – ned sammen med de andre dybere og rolige energier i mig. Fx når jeg er med andre, og jeg hører om, hvordan de lykkes med at forandre noget eller at skabe eller forandre præcis dét, som er allervæsentligst for dem, så bliver jeg tit rørt. Nogen gange pibler det med tårer fra mine øjne, og hver gang ruller den her ’taknemmelighedsbølge’ ind igennem alt, hvad jeg er – mit åndsvæsen, og déns motor: hjertet, kroppen der huser al dét, jeg er.. En alt-blødgørende bølge! Og jeg føler radikal værdsættelse af at være i stand til at fatte dette. At opleve dét. Sådan føles taknemmelighed i mig!

 

Hvornår oplever du taknemmelighed? Dét DU definerer som taknemmelighed. Og HVORDAN oplever du det?

 

Hvornår oplever DU at føle det modsatte af taknemmelighed? Hvad opnår du ved at føle denne følelse?

Hvad er det, du kan forstå om dig fra dét, der (muligvis) pisser dig helt af, stikker dig i hjertet, maser dig flad, gør dig så vred eller ked af det, at du mister kontakten til dig selv? Hvad er det for en kraft, der forsvinder fra dig?

Og hvad lærer du om dig, når du ser dette ske i dig? Føler du taknemmelighed ved at forstå det om dig selv nu? Hvordan generobrer du kraften?

 

På mit spejl hænger der pt. denne sætning, som jeg har inviteret mig selv til at filosofere over: ”Kan alt forbindes med værdsættelse?”

Den hænger der som et led i mit eget indre arbejde i at forstå især det lidelsesfulde i en særlig relation, jeg er i. Jeg kan ikke give dig mit endelige ’finding’ – mit svar – endnu, for udforskningen er igangværende. Men jeg fortæller dig om det for at tilkendegive, at jeg selv engang imellem lever med at leve uafklaret.

Og jeg har erfaret, at også de sværeste sorgfulde, udfordrende og fuldstændig ’fucked’ stunder er budbringere af helt særlig erkendelses- og skabelseskraft. Kraft, som jeg i dén grad kan bruge til at ’bygge liv og bevidsthed’ med.

OG indtil erkendelsen – indsigten – falder i hak i mig, så evner jeg reelt IKKE at kunne føle ét gran af taknemmelighed. Hvilket ER helt reelt i min verden. Indtil jeg en dag oplever at falde i hak med det, og der åbner sig et endnu dybere kig ind i, ’hvad’ jeg er.

 

Genkender du dét? IKKE at kunne føle taknemmelighed for det, som ’sker’ i livet?

 

Hvorfor sker ting?

 

Hvad hvis vi kun oplevede rare, behagelige, smukke, fine ting… Ville du værdsætte dét?

Eller sagt på anden måde; hvad hvis der kun fandtes lys, hvordan ville du så kunne opleve lyset? Hvordan ville du overhovedet begribe, hvad lys var, hvis ikke du havde haft en oplevelse af ’mørket’ til at kunne forstå lyset ud fra?

 

Hvad er det stærkeste, du har oplevet? Hvad ledte op til dette?

Noget særligt du kan nu, som du ikke ville have haft adgang til, uden netop dén stærke/svære/lidelsesfulde.. (du finder selv dit ord) oplevelse? Skulle du først igennem at opleve noget, som smertede dig, udfordrede dig, krævede en særlig vedholdenhed fra dig?

 

Vil du mene, at du kunne have opnået denne stærke/stærkt skabende oplevelse, hvis én var kommet forbi med essensen fra oplevelsen, uden at du havde skullet gennemleve oplevelsen først?

 

Hvis én var kommet forbi mig, med min dengang nyfødte søn, og bare havde ’serveret’ ham til os, uden at jeg skulle have gennemlevet oplevelsen af mit væsens skabende fødekraft…

Glem det! Dét at føde ham, at gennemleve 19 timers nærmest konstant smertehelvede og kampdans med livets ultimative skaberkræfter… Det er vildere en beriget uran-235!

 

Ja, så dét at gennemleve heftige transformationsstunder og lidelse er på en måde også med til at ’grave os ud’ eller måske rettere grave taknemmeligheden frem, selvom det starter med at ankomme i forklædninger af det modsatte

 

Taknemmelighed!

 

Kan jeg spørge dig?

 

Hvad er du taknemmelig over lige nu?

 

Hvad vil du føle taknemmelighed over, at der sker om lidt – på længere sigt – engang 7 år ude i fremtiden?

 

Hvis du ser for dig den dag, hvor du står på dit yderste (din sidste tid inden du dør), vil du så mene, at du er taknemmelig ved dét liv, du levede? Eller er der noget, du kan tage dig af lige nu, som vil skabe et liv du er taknemmelig ved at udleve?

..

 

Ja, nu er vi ved vejs ende. Og jeg ønsker at dele med dig mine egne kilder til at udforske og træne min taknemmelighedsmuskel med:
  • At erklære din TAK til én
  • At sende dig selv et brev 7 år ude fra fremtiden af og hjem til dig selv, til hvor du er nu. I brevet anerkender du dét, som du er taknemmelig for at have oplevet med dig selv i løbet af de sidste 7 år (DINE kommende 7 år fra nu)
  • At læne dig tilbage i dig selv, og øs dig selv til med respekt, når du helt reelt ikke kan kontakte nogen som helst oplevelse af værdsættelse og/eller taknemmelighed. Nogen gange er det dét, der er. Og så er det det. Hvem siger, at nogle oplevelser har mere berettigelse end andre. Du får ikke mig til at påstå det…
  • At lave frivilligt arbejde for mennesker, der VIRKELIG ønsker dit bidrag. Jeg sidder selv en gang imellem og våger frivilligt for et menneske, der skal til at dø. De stunder med døende er indbegrebet af, hvornår jeg oplever taknemmelighed. Prøv at tjekke med dig selv, hvilken frivillig indsats der vil skabe taknemmelighed i dig, ved at du gav din indsats til et andet væsen?
  • At studere mennesker, der konverterer MASSIV lidelse til oplevelser af taknemmelighed, ansvar, skaberkraft… Jeg peger på Viktor Frankl, som overlevede årene som koncentrationslejrfange, og som er en af grundlæggerne af eksistentiel terapi. Viktor F. var optaget af menneskets indre drivkraft og at værdsætte dét, vi oplever som også en meningsskabende faktor i vores tilværelse. For mig er det ultimativ selvansvarlighed, og dét inspirerer mig.
  • En buddhistisk praksis jeg fordyber mig i, når jeg selv gennemlever noget, der føles som om, at det river mig op indvendigt, er Tonglen. Helt kort handler den om at føle, hvordan mange af verdens mennesker på ét eller andet tidspunkt oplever dén lidelse, som du lider med lige nu. Når vi evner at føle andre, slipper vi lidt lys og luft ind imellem lidelsen og oplevelsen af vores Selv. Så på en måde ryger lidt af den nogen gange altopslugende identifikation med lidelsen. Indlejret i Tonglen praksissen er, at vi erklærer, at vi tager en del af lidelsen på os, så andre må opleve mindre lidelse. Og igen kan der ske det magiske, at når vi giver, kommer vi i kontakt med både kærlighed og taknemmelighed ved at kunne give… Ja! Det rykker 😄På YouTube, kan du se Pema Chödrön, der fortæller og guider lidt om Tonglen-praksis Og en mere udførlig guidet version her!

 

Det var mit input om TAKNEMMELIGHED pt.

Kærlige hilsner

Jade

 

PS.

Indimellem skriver jeg og laver små film, bl.a. her i Din Hjælperordning. Og indimellem har jeg terapeutiske sjælesorgssamtaler med mennesker i deres oplevelser med krise-, sorg- og transformation. Jeg blogger også på egen blog, og dette blogindlæg her, beskriver en personlig transformationsoplevelse som jeg nu, taknemmeligt, ikke ville have været foruden, selvom jeg også led i den, dengang..

Vores tema i denne april måned (2020) her i Din Hjælperordnings Facebook-fællesskab er Taknemmelighed. Og dét havde jeg energi på at lave et indlæg om.

Håber det inspirerer!

🙏🏼

 

 

Handicap og uddannelse

Handicap og uddannelse

Lyt med, når Sami fortæller om handicappede og uddannelse.

Er I klar til at høre fra vores kloge hoved, Sami, igen?

Denne gang taler han om handicappede og uddannelser, som jo naturligvis kan kobles fint sammen med vores januartema om inklusion.

 

Lyt her!

med Sami Hajslund Blogger i DHO | Om handicap og uddannelse. Lyt med..

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

Tre år på gymnasiet!

Det første år er i starten en smule akavet, andet år er man rigtigt blevet tømret godt sammen..

og det tredje og afsluttende år skal man bare have det for fedt! Er det ikke sådan, det er? Tjo, for mange er det sikkert sådan, men ikke for mig.

I Horsens, hvor jeg bor, havde vi to gymnasier, som man kunne vælge imellem. Det ene, som var tættest på mit hjem, var det mest centrale og klart det største. Det var her alle de smarte elever gik, og fik rigtig høje karakterer. De fleste af mine venner og veninder skulle på dette gymnasium, og det var et sted, som jeg også godt kunne tænke mig at gå. Vi kunne, imens vi gik i folkeskole, prøve en uge på gymnasiet, og jeg valgte at være en uge her. Det var meget fedt at prøve!

I løbet af ugen, så jeg dog et stort problem ved at gå på dette gymnasium – der var fire etager… Det betød, at jeg skulle med en elevator nærmest hele tiden! Ved hvert lokaleskifte, i alle frikvarterer, i frokostpausen – ja, rigtig mange gange i løbet af dagen. Som sådan var det jo ikke noget stort problem, da jeg havde egen nøgle til elevatoren, og (de fleste af) de andre elever godt kunne lade den være til mig. Men inklusionsmæssigt var det en stor udfordring!

Jeg var hele tiden bagefter. Jeg kunne ikke fysisk nå at komme med de andre til frikvarterer udenfor, til frokostpause i kælderen eller når vi skulle skifte lokale.

Igen, kan det virke som et mindre problem, men disse små transporter til eller fra lokaler var meget sociale for de andre elever, og jeg kunne hurtigt mærke, at jeg ikke var med dem socialt. Det var her man ofte dannede grupper til den næste opgave. Det var her man snakkede om, hvem man havde scoret i weekenden, og det var her man aftalte at hænge ud sammen efter skoletid. Selvfølgelig kunne jeg igen komme med i snakken, når jeg mødtes med dem igen i det nye lokale, men det var ofte allerede for sent, og der var allerede godt gang i det interne – bare uden mig.

 

Jeg havde ikke lyst til at fortsætte med at halte bagefter på det sociale plan de næste tre år, så jeg besluttede mig for at besøge det andet gymnasium i byen i stedet for.

Her husker jeg tydeligt, at jeg blev mødt af rektor, som nærmest sprang frem, for at åbne den tunge hoveddør for mig. Han udbrød med det samme.

”Hvis du skal gå her, skal vi da have installeret en elektrisk døråbner!”.

Med det samme følte jeg mig velkommen, og eftersom dette gymnasium var bygget i ét plan, med brede døre og uden dørtrin, valgte jeg dette som min nye uddannelsesinstitution. Dette gymnasium og hele deres stab af personale var enormt imødekommende og hjælpsomme. Meget hurtigt fik de lavet et stort handicaptoilet med loftlift og briks. Jeg fik en computer stillet til rådighed, og de var også meget hjælpsomme, i forhold til at jeg skulle have en SPS-ordning og ekstra tid til eksamen. De vidste fra starten, at jeg sandsynligvis ville være mere fraværende end mine klassekammerater, så jeg fik lavet en speciel ordning i forhold til overskridelse af fraværsprocent.

 

Første år i gymnasiet var akavet og sjovt – præcis som det skal være! Andet år var en voldsom rutschebanetur for mig og mine hjælpere, desværre! Her mødte vi flere store forhindringer på det kommunale plan.

For det første fyldte jeg 18 år, hvilket betød, at jeg ikke længere var i ungdomsafdelingen hos kommunen.

Nu skulle jeg overflyttes til Myndighedsafdelingen, hvor mine hjælpere skulle ansættes på ny – til en væsentligt ringere løn og dårligere vilkår. Det gav mange frustrationer og hjælpere som ikke var glade, når de var på arbejde.

Dette havde stor indflydelse på mig, da jeg kunne mærke på dem, at de var triste og vrede. Det gjorde det svært for mig at være hundrede procent gymnasieelev på det tidspunkt – med mine egne glæder og sorger, som følger med et liv på gymnasiet.

Dernæst var der den obligatoriske ryste-sammen-tur. Turen skulle gå til Berlin, hvilket var fint med mig, da jeg havde hørt meget godt om byen i forhold til handicapvenlighed. Den største udfordring viste sig dog at være den kommunale velvillighed til at hjælpe. Der var absolut ingen hjælp at hente, ingen forståelse for min situation – eller sågar hjælpernes situation desværre! Historien er lang og grotesk på mange måder, og jeg vil spare jer for den lange version her, men alfa og omega er, at jeg IKKE kom afsted til Berlin.

Nej, faktisk kunne jeg ikke engang få en afgørelse på sagen før cirka en uge før afrejse, så der var ikke meget at gøre. Jeg måtte blive hjemme og skrive en opgave i stedet for!

Dette var svært for mig at komme over. Mest fordi, at jeg kunne mærke en kæmpestor forskel på mine klassekammerater efter de kom hjem fra turen.

De var naturligvis kede af det på mine vegne, og forsøgte at vise mig billeder og fortælle mig om oplevelser, for at fortælle mig om turen. Men de havde jo været sammen dag og nat. De havde rigtig mange oplevelser og minder sammen, som jeg ikke var med i, og det var svært at være med i deres samtaler, frustrationer og grin i perioden herefter.

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

 

Turen til Berlin knækkede kurven lidt for mig på det inklusionsmæssige plan, desværre.

Men i 3.g skulle vi på tur igen. Denne gang havde jeg en anden sagsbehandler, som arbejdede en del hurtigere. Jeg fik lov af skolen at være med til at vælge, hvor turen skulle gå hen, så jeg kunne være med bedst muligt. Jeg valgte London, og vi fik en rigtig god tur ud af det. Jeg var med langt de fleste steder, og jeg havde mulighed for at bestille et hotel i nærheden af de andres. Jeg var med, og jeg følte mig slet ikke ekskluderet på samme måde, som jeg gjorde, da turen gik til Berlin. Dejligt! Jeg var med i fællesskabet igen, selvom jeg godt kunne mærke, at Berlin havde sat sine store fodspor i mig og mit forhold til mine klassekammerater.

 

Sidste år på gymnasiet handlede mest om fester og eksaminer. Sådan skal det vist være. Men jeg kan huske, at jeg, frygtede studenterkørsel rigtig meget, da den tid nærmede sig!

Jeg kunne ikke helt slippe nederlaget og følelsen var eksklusion under ryste-sammen-turen til Berlin. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne være med til denne klimaks-begivenhed! Denne tur var så vigtigt for mig, at jeg ikke ville acceptere at køre rundt i min egen bil efter mine klassekammerater, som ville sidde og feste i et andet køretøj – uden mig!

Derfor tog jeg med det samme roret her, og meldte mig frivilligt til at organisere studenterkørsel. Vi fik fat i en lastbil, hvor jeg kunne køre ombord, og minsandten om ikke den søde lastbilchauffør havde installeret bespænding til min kørestol i gulvet! Det var så dejligt inkluderende for mig at være med her, og det var den perfekte afslutning på tre år med op- og nedture, som jeg altid vil huske på godt og ondt!

 

Inklusion i gymnasiet eller kommunal forhindringsbane?

 

 

Sami om dét at rejse med hele Egmont Højskolen

Sami om dét at rejse med hele Egmont Højskolen

Sami om dét at rejse med hele Egmont Højskolen

Vores skønne audio-blogger, Sami, har lavet et nyt indlæg til os, hvor han taler om rejser på Egmont Højskolen, som han jo – som du måske allerede ved? – arbejder på.

Så spænd din sikkerhedssele, læn dig tilbage og lyt med her!

– Rigtig god rejselyst!

Lyt her!

med Sami Hajslund Blogger i DHO | Om dét at rejse i store gruppe, ud på små og større rejser. Lyt her!

 

PS: du kan også tjekke to videoer ud om dét at rejse med et handicap her på vores YouTube kanal:

Modgiften til rejsebekymringer! 

”Du skal sgu’ nok overleve!” siger Anna og Rasmus, imens de gi’r dig ‘modgift’ til dine eventuelle rejse-bekymringer. Oplev dem dele deres bedste tips om udfordringerne ved at have et handicap, når de selv rejser verden tynd. Samtidig tipper de dig om sparetips, toiletbesøget ombord på flyveren, om velvilligheden ude i verden, fremkommelighed mm. Se med her!

 

Rejsefeber!

”Rejsen til Kina, og ud på den kinesiske mur lærte mig, at der sådan set ikke findes begrænsning!”. Se med her, og hør Anna Le Dous og Rasmus Dissing Aunsbjerg Nielsen fortælle om jordomrejser, og at rejse ud på den kinesiske mur – uanset hvad. Om couchsurfing, naturoplevelser og om hvad de rejser efter. Hør hvordan de bruger rejsen til at nedbryde fordomme om hvad man kan og ikke kan, med et handicap. Rejsefeber! Ja.. Se med!

 

PPS:

Jeg skal også hilse fra Rasmus og Anna og sige, at du er velkommen til at skrive til dem med dine eventuelle rejsespørgsmål og tips. Find dem på Facebook eller følg Rasmus på Instagram 

 

 

Grib det nu – det satans BPA-liv!

Grib det nu – det satans BPA-liv!

Grib det nu – det satans BPA-liv!

Der har været en masse palaver på det seneste, om at BPA-ordningen er under pres, og åh åh, bare de nu ikke afskaffer den, og så videre i den dur. Måske er det på tide, at ændre melodien og fortælle lidt om, hvor livsvigtig den er, for at man kan føre det liv, man egentlig ønsker sig. Det er lige præcis det, jeg har tænkt mig at gøre i det følgende.

 

Jeg har haft døgnhjælp i 24 år, lige præcis i skrivende stund. Og jeg elsker det!

Som 20-årig yngling, blev jeg kastet direkte i ilden, og fik det fulde arbejdsgiveransvar for et hold på 5. Jeg fik at vide, at hvis ikke jeg løftede opgaven, ville der gå 5 minutter, så ville jeg havne på plejehjem eller en døgninstitution. Det skulle jeg ikke nyde noget af!

 

Jeg havde dårligt rørt et par bryster første gang, verden lå for mine fødder, og jeg skulle vise dem!

Jeg fik en kort introduktion til lønsystemet, og så kørte toget. Det var mine kompetencer som leder og chef. De første 5 år begik jeg alle de fejltagelser, man kan komme i tanker om. Jeg ansatte en blanding af de gutter, jeg mente kunne blive de bedste venner, og de mest veldrejede skønheder, jeg kunne finde. Som om det ikke skulle være nok, lagde jeg også det fulde ansvar for mit liv over på dem, og brugte dem som moder- og faderfigurer.

Jeg var helt åben og naivt uskyldig. Jeg havde mange konflikter og meget udskiftning i de år af de grunde, men også fordi jeg var en elendig administrator. Men stædigt blev jeg ved!  Jeg ville vise, at jeg var den bedste arbejdsgiver, og havde den mest velfungerende hjælperordning i Danmark! Jeg gik op i det med liv og sjæl.

I starten troede jeg at det var gjort med at være god til den administrative del, men jeg lavede mange bommerter. På et tidspunkt blev arbejdsgiveransvaret overtaget af kommunen. Jeg så det dengang som et kæmpe nederlag, men da jeg i stedet begyndte at fokusere på at give indhold til mit eget liv, begyndte der at ske ting og sager.

Som bekendt fandt jeg ud af, at jeg ville være skuespiller. Så jeg rejste til England, med hjælpere og det hele, og begyndte at læse til skuespiller. Jeg får det til at lyde så let, jeg ved det godt, men det var det selvfølgelig ikke. Der var ikke mange dengang, der havde rejst fra Danmark mere end en uge eller 14 dage. Jeg var afsted et helt år. Det var en kamp, men det er en helt anden historie, jeg gerne kommer ind på i en anden sammenhæng.

 

Grib det nu – det satans BPA-liv!

Men jeg fandt gradvist ud af, hvordan jeg bruger min hjælperordning til at skabe det fedeste liv, jeg overhovedet kan drømme om.

Jeg kan arbejde som skuespiller på film og teater, jeg har været på turné flere gange. Jeg har underholdt med et soloshow rundt omkring i Danmark, og jeg har lavet en EP. Alt det har jeg kunnet gøre, fordi jeg har hjælpere på døgnet rundt. Det er da for fedt! Med døgnhjælp er mit handicap stort set elimineret. Jeg er taknemlig og jeg vil værne om den med mit liv. Jeg ved, det lyder dramatisk, men jeg mener det faktisk. Jeg kan ikke leve uden den!

Selvfølgelig kan det også have sine bagsider at være omgivet af mennesker døgnet rundt. Vagtplaner skal laves og hjælpere skal hyres eller fyres. Folk skal instrueres, høres og ses.

Men er det ikke en ringe pris for at kunne leve det liv, du ønsker dig?

Det synes jeg i hvert fald.

 

Og ja, jeg kender godt følelsen af koldsved, der springer frem over hele kroppen, når kommunen kommer på besøg, og gerne vil tale med én. Men de skal gøre det. Det er kun en beskyttelse af både dig og dine hjælpere. Det er min erfaring, at viser du at du bruger ordningen til at skabe dig et godt og aktivt liv, så er det sværere for nogen som helst at trække tæppet væk under dig.

Vi har alle rettigheder og pligter. Hvis du har et bureau i ryggen, som kan støtte dig og være din sparringspartner, så er der jo bare tilbage at finde ud af, hvad du vil i livet.

 

Så hvad vil du bruge det til, det liv?

Skuespiller og Musiker

Mikkel Lund

 

PS: Du kan læse mere om BPA-ordningen her: https://dho.dk/bpa-ordning/

Og her på vores YouTube kanal, kan du se en video hvor vi forklarer i dybden hvad BPA-ordningen er! https://www.youtube.com/watch?v=gUdiBjJSTKY

 

Handicap og løn

Handicap og løn

Handicap og løn

I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap og løn’, hvor han vil fortælle om vigtigheden af, at anerkende mennesker for deres arbejdsindsats. Naturligvis også mennesker med et handicap!

Lyt med her, og giv gerne dit besyv med til debatten om handicappede der er tilkendt førtidspension, skal lønnes for et stykke arbejde?

 

Lyt her!

med Sami Hajslund Blogger i DHO | Om handicap og løn. Lyt her!

Kriseplan ved ulykke eller akut sygdom

Kriseplan ved ulykke eller akut sygdom

Kriseplan ved ulykke eller akut sygdom

 

Kære Menneske – hjælper – borger – pårørende til borger – i Din Hjælperordning

Vi har igennem de seneste måneder arbejdet på at skabe en guide til hvordan du bedst klarer dig – eller hjælper en anden – igennem en krise. Vi ku’ også kalde det en forebyggelsesinspiration, eller en kriseplan.

Ja – lad os kalde det en kriseplan!

 

En kriseplan ved ulykke eller akut sygdom, der handler om:

  • At holde sig så bevidst som muligt i kriser
  • Hvad vi gør i kriser. Især afhængigt af hvorvidt vi stadig er i stand til at handle eller ej.
  • Og hvad vi gør (eller hvad gør de mennesker omkring os, der passer på os) hvis vi – delvist eller helt – handlingslammes pga. chok og traume
  • Hvordan vi hjælper og giver omsorg i fht. chok- og traumeoplevelser
  • Hvem vi kontakter. Hvornår
  • Hvordan vi kommer igennem krisen, trin for trin
  • Tegn på chok- og traume reaktioner
  • Livet efter krisen.

 

Vi vil hjertens gerne invitere dig til at kigge med i kriseplanen. Kan vi det?

Du kan se den her: Kriseplan ved ulykke eller akut sygdom

 

Typer af kriser vi har haft i tankerne, mens vi lavede dette redskab:

  • Ulykker
  • Bevidstløshed
  • Akut sygdom
  • Hvis ens sygdom/handicap forværres i perioder
  • Psykisk og fysisk overgreb og krænkelse
  • Psykisk stress grundet uafklarede og langvarige sagsbehandlingsforløb
  • Vold, magtanvendelse
  • Andre kriseoplevelser, der skaber chok og traume
  • Død, selvmord – i handling og ord

 

Vi folder hænderne og ønsker os, at du tjekker det ud, så snart du kan. Og endelig, nærstudér det rigtig gerne sammen med de mennesker, du eventuelt i forvejen støtter og relaterer med.

Det har sgu’ aldrig skadet nogen at være virkelig vel forberedt..

Påstår vi!!

 

Livet og krisesituationer bliver aldrig et statisk endeligt facit..

så kriseplanen her er fortsat i udvikling som vi fortsat udveksler erfaring med hinanden – og udvikler os. Derfor, modtager vi også meget gerne dine input og erfaringer, hvis du sidder på spring med et bidrag 😉

 

I ønsker om omsorg!

Pernille, Monika & Jade

 

/Pernille Skov kender I jo – skaber af Din Hjælperordning sammen med Lasse 😉

/Monika Lausberg arbejder med kvinder på et krisecenter, og er uddannet traumapædagog, pædagog, healer samt kunstterapeut. Hvis du ønsker at følge Monika i hendes arbejde, kan du kontakte hende på monika@os.dk

/Jade Mar Rolsted våger ind i mellem for mennesker i deres dødsproces, og er trænet i at hjælpe mennesker i dødsprocesser ved psykolog Maria Damsholt. Jade er uddannet coach og krise- og sorgterapeut, samt i sjælesorg på Buddhistisk grundlag i Phendeling. Hvis du ønsker at følge Jade i hendes arbejde, kan du pt. følge med på hendes blog: http://vismighvordanjegdør.dk

 

 

Handicap og sex

Handicap og sex

Handicap og sex

Det er typisk et tabubelagt emne; sex. Måske især for mennesker, som har nogle udfordringer i livet.

I denne lydblog åbner Sami op for debatten ‘Handicap og sex’, hvor han vil fortælle om vigtigheden af, at være åbensindede og støttende omkring som forældre til unge med handicaps.

Lyt med her, og giv gerne dit besyv med til debatten!

 

Lyt her!

med Sami Hajslund Blogger i DHO | Om... Lyt her!

Frygten for at lykkes – interview med Mikkel Lund

Frygten for at lykkes – interview med Mikkel Lund

Frygten for at lykkes

 

Hvad får en spastiker til at blive musiker?

Store drømme og en anelse galskab!

 

Hvad kan udtrykkes via musikken, som du ikke kan udtrykke som skuespiller?

Ofte i skuespil handler det om at påtage sig et andet menneskets karakter. Som sanger er det – ikke nemmere, men det er mere ligetil – at stille sig op og krænge sin sjæl ud. Det er et spørgsmål om mod.

 

Hvad er dit næste musiske projekt?

Det bliver et helt album på dansk, når jeg finder et, skal vi kalde det et ”værdigt tema”. Nu har jeg lavet en feel good-plade, så nu er det måske på tide, at lave et mere holdningspræget album. For eksempel vil jeg gerne gå mere i dybden i den relation mellem to mennesker, der lever sammen i 24 timer i døgnet, uden egentlig at være tætte. Men der kan også være andre ting; nu må vi se…

 

Hvilken frygt havde du i forhold til at realisere dine drømme – her tænker jeg både i forhold til skuespillet, men også som musiker?

Jamen der er selvfølgelig den gængse med ikke at være god nok, som alle kunstnere har oplevet på et tidspunkt. Jeg har mange gange haft en stor frygt for, at være uforberedt eller ikke særlig grundig – både i forhold til skuespillet, men også i forhold til musikken. Jeg er altid bange for, om jeg slår et større brød op, end jeg kan bage. Men på den anden side set, er det også skide skægt, når det lykkedes, så jeg bliver ved med at gøre det!

Og hvordan håndterede du den frygt?

Jeg knokler røven i laser; dobbelttjekker og øver og øver igen, så godt jeg nu kan.

 

Har du et godt råd til andre, som gerne vil springe ud som kunstnere på den ene eller anden måde – med eller uden handicaps?

På en måde synes jeg, at det er for tidligt for mig at give gode råd ud til andre, fordi jeg stadig synes, at jeg er en ny kunstner.

Men hvis jeg skal sige noget, så vil jeg citere mit gamle idol Ray Charles; du bliver nødt til at øve – der er ikke nogen genveje. Du kan ikke øve i en time og konkurrere med nogen, som øver i tyve timer. Dét går bare ikke. Og så sammenlign dét du laver med andre, der gør det samme; hvis jeg f.eks. vil synge eller lave en sang på en bestemt måde, så kan jeg sagtens lave den og bare tro, at den bare sidder lige i skabet. Men hvis jeg gerne vil have et bestemt udtryk, så bliver jeg nødt til at sammenligne med andre sange, der har et lignende udtryk for at finde ud af, om jeg er på vej i den rigtige retning eller om jeg skal skifte kurs.