Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.

Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.

Gennem dine øjne af Peter Høeg. Boganmeldelse.

Det er sommer. Sommeren i år er bedre end sidste år. Ikke så varmt. Regn ind i mellem. Landmændene er vist også glade, det bliver en god høst. Når man bor i en storby trækker man udenfor om sommeren. Det gør man også når man bor på landet eller i provinsen, men her i byen er der flere mennesker. Der er mennesker overalt. Ved Nordhavn eller på Islandsbrygge, kan man svømme, sove, tage sol og læse på et håndklæde. Midt i byen. Egentligt en luksus.

Har man en sygdom, fysisk så vel som psykisk, kan man, bundet i uvidenhed og selvstigmatisering let føle sig udenfor.

Det mærker man ofte om sommeren. Mennesker er sociale væsner, men den sociale kontakt er ofte svær, især hvis man er ramt af et eller andet, måske et handicap. Man sidder i biografens mørke, enten alene, med sin elskede, en ven eller et familiemedlem. Måske er man gift og føler sig ensom i sit ægteskab. Måske har man ingen venner, eller dem der er tilbage kan tælles på én hånd og er spredt ud i hele landet. Måske er begge ens forældre døde, eller man har dårlig kontakt dem der endnu er i live. Måske er man enebarn, eller har en halvsøster som man aldrig ser. Måske er den eneste kontakt man har med et andet menneske i løbet af ugen, en hjælper eller én fra hjemmeplejen.

Så er det godt at der findes bøger.

Hvis man er blind eller ikke orker at læse en bog til ende, findes der tilmed lydbøger. Her er e-reolen et fornuftigt sted at starte. Det er bibliotekernes udbud af lydbøger og e-bøger og det er ganske gratis.

 

I forsommeren læste jeg Peter Høegs ‘Gennem dine øjne’

Peter Høeg er forfatteren bag ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’ som blev filmatiseret af Bille August og blev en international bestseller. Peter Høeg har udviklet sig en del, siden gennembruddet og ‘Gennem dine øjne’, er en anden slags roman. En interessant og vigtigt bog.

Rigtigt god at læse hvis man kæmper med depressioner, har været udsat for incest eller har andre traumer i bagagen. Den er også god at læse, hvis man har småt med penge eller er på førtidspension.

Romanen er fortællingen om Peter, der opsøger en klinik i Århus, der via neuropsykologien rejser ind i menneskets bevidsthed og forsøger at helbrede dem fra gamle traumer eller psykiske lidelser. Peter opsøger klinikken, da han vil redde sin barndomsven Simon, som har forsøgt at tage livet af sig. Han møder på klinikken Lisa, lederen på stedet, der viser sig at være en gammel ven fra børnehaven. Lisa selv, kan ikke huske sin barndom, da hun på grund af et traume har fortrængt den. Peter og Lisa finder sammen og prøver nu sammen at redde Simon.

Gennem dine øjne af Peter Høeg, følger to spor; nutiden og fortiden. Lisa, Simon og Peter gik i samme børnehave og kom der så tæt på hinanden, at de til sidst kunne ændre nutiden ved at trænge ind i den umiddelbare fortid. Senere blev Lisa en førende forsker på området og hun inddrager nu Peter i en række hemmeligstemplede eksperimenter med bl.a. incestofre og krænkere. Lisa har, som nævnt, selv i forbindelse med sit barndomstraume mistet hukommelsen for hele barndommen, og titlen refererer til, at Peter gennem seancerne hjælper hende med at genkalde minderne.

Simon, Lisa og jeg-fortælleren Peter udgør en tredobbelt version af forfatterens favoritfigur, som man kan genkende fra ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’: Det sensitive og suveræne barn, der når det kommer til stykket, ikke har videre lyst til at blive voksen, sådan som begrebet er defineret af mange. Peter og Lisa får adgang til den virkelige virkelighed, intet mindre end menneskehedens kollektive bevidsthed.

 

Da historien begynder, har Simon, som på nutidsplanet for længst er voksen, forsøgt at begå selvmord ved at fylde sig med piller og sprut og køre vildt i sin bil.

Da romanen slutter et halvt år efter, har han døvet sig med piller og sprut og sat ild til sit hus og forladt dette liv. Mellem selvmordsforsøget og selvmordsbranden bliver vi vidner til Peters og Lisas forsøg på ad teknisk-terapeutisk vej at føre ham tilbage til en tro på livet.

Men hvor dette projekt altså slår fejl, lykkes det modsat for Peter at give Lisa erindring tilbage om hendes første syv leveår. Gennem sin beretning om de tre kammeraters bevidsthedsrejser og eventyrlige bedrifter, skaber Peter sådan set også den fiktion, vi sidder og læser. Man kan sige at bogen konfronterer spiritualiteten og den hypermoderne videnskab.

Når forfatteren Peter først i romanen opsøger Lisa, som han ikke har set siden børnehaven, skyldes det nemlig, at hun lidt uden for Aarhus leder det hemmelige forskningscenter, hvor man via skanninger, hologrammer og sindrige skærmprojektioner kan begive sig direkte ind i et menneskes hjerne.

Personalet kan simpelthen simulere det fysiske grundlag for en enkelt bevidsthed, og de kan tilmed overskride grænsen fra individuel til kollektiv bevidsthed, sådan at de bag seksuelle overgreb kan se ind i alle overgreb. Bag et krigstraume ser de lidelsen som sådan.

Det enestående er nu, at denne synsevne besad trioen Peter, Simon og Lisa allerede som børn. De så begivenheder, før disse fandt sted. De forudså tre dage forinden, Cubakrisen i 1962, de reddede en dreng fra at få meningitis ved at bade nær et kloakudløb og de frelste mirakuløst en kammerat fra at få hovedet knust mod en radiator. Børnehavens rengøringshjælp fik lige akkurat sat hånden imellem og for at det ikke skal være løgn, viser hun den frem til allersidst i bogen. Hun gør nemlig rent på Lisas højest usædvanlige center.

 

Gennem dine øjne af Peter Høeg hylder det virkelige møde mellem mennesker. Det møde som til tider kan være så svært. Rejser vi ‘gennem hinandens øjne’, kan vi måske møde hinanden i hengivenhed, tillid og tro og med en ro så urokkelig som elefantens og giraffens på savannen og tapirens i regnskoven. Vi kan være der for hinanden og få det bedste frem i alle.

Nu hvor det er sommer og man som kåd indbygger i dette land, trækker udenfor, på stranden, havnepromenaden, provinsens snørklede gågader, er det måske værd at tænke på, især hvis man føler sig udenfor. Vi er ikke alene, dette er en illusion. Når det kommer til stykket, er vi alle ét.

 

Gennem dine øjne af Peter Høeg udkom i 2018 på forlaget Rosinante og findes på ethvert folkebibliotek.

 

 

Boganmeldelse af Submarino og rødbedesalat af Jonas T. Bengtsson

Boganmeldelse af Submarino og rødbedesalat af Jonas T. Bengtsson

Boganmeldelse af Submarino og rødbedesalat af Jonas T. Bengtsson

Jeg handler mest ind i Netto og Rema 1000. Der kan man nemt finde økologiske grøntsager, især i Rema 1000, som har et større udvalg af økologiske varer end Netto. Mig og min kæreste får af og til grøntsager fra Birkemosegård. Man henter dem om torsdagen og posen holder det meste af ugen. Det er billigt og ofte er grøntsagerne biodynamiske. I den sidste stykke tid har der været rødbeder i posen. Rema 1000 har en god økologisk fetaost, samt persille, ligeledes økologisk, rødløg kan man også få, olivenolie, æblecidereddike, honning og sennep. Så har man til en rødbedesalat. Bor man tæt på et bibliotek eller har et par hundrede kroner til overs, kan man låne eller købe ‘Submarino’ af den danske forfatter Jonas T. Bengtsson. De to ting går af en eller anden grund godt i spænd. Måske fordi de opvejer hinanden. Rødbedesalaten er hurtigt lavet. Man koger seks rødbeder i 25 minutter. Skræller dem og skærer dem i tern. Ternene blandes med feta, persille og rødløg som er skåret fint. Dressingen; olivenolie, æblecidereddike, sennep og honning, blandes i og så er retten færdig. Server evt. med kartoffelpandekager eller selleribøffer, derefter kan man passende begynde at læse den sublime og hårde ‘Submarino’ der udkom i 2007.

 

Bogen handler kort fortalt om to brødre der nu er blevet unge mænd. Første del af romanen handler om Nick, der netop er blevet løsladt efter en voldsdom. Han rykker ind i et lurvet pensionat i Nordvestkvarteret, drikker, pumper jern og får den rutinemæssigt suttet af hos sin nabo. En dag møder han sin eks kærestes bror, Ivan, der er endog mere forhutlet end han selv, og ser det derefter som sin faderlige mission at rette Ivan op og skaffe ham noget sex. Nick længes efter kærligheden og tænker på ekskæresten som hende der kunne have rettet Nicks liv op. Nu er det blot for sent. Anden del af romanen fortælles af Nicks navnløse bror, en narkoman, der hustler sig gennem tilværelsen i et desperat forsøg på at undgå myndighedernes søgelys, så han kan beholde sin lille søn, Martin. Da han arver en mindre formue af sin mor, griber han chancen og etablerer sig som en i første omgang ganske succesrig pusher. Det hele fortælles med flashbacks fra brødrenes opvækst med en fraværende og alkoholiseret mor. En lillebror der tragisk dør som lille, da brødrene skal passe ham alene som små, i det hele taget en opvækst med svigt og tab. De to brødre er mærket for livet. Og deres voksenliv er ikke blevet lettere. Bagsiden af storbyen København træder frem for læserens blik som siderne vendes og man føler med Nicks narkomanbror, der kæmper for at holde myndighederne væk fra det eneste der holder ham til livet: Hans søn. De to brødre mødes tilsidst i romanen, hvor og under hvilke omstændigheder, skal ikke røbes her. Bogen blev forøvrigt filmatiseret af Thomas Vinterberg, et par år efter udgivelsen.

 

Jonas T. Bengtsson har skrevet fire romaner og en novelle til samlingen; ‘Copenhagen Noir’. Jeg har læst dem alle. Startede med hans debut fra 2005; ‘Animas breve’ som handler om en ung psykisk syg mand der efter en fire år lang indlæggelse, vil finde Anima som har holdt ham i live, med sine breve. Han vandt vidst debutantprisen for bogen. Derefter fulgte ‘Submarino’, ‘Et eventyr’ og endelig den forunderlige og pudsige ‘Sus’, fra 2017. Men ‘Submarino’ er den jeg er gladest for. Fortællingen er en kras kritik af et samfund, der ikke tager vare på de allersvageste; børnene.

En af romanens styrker er, at denne kritik kun ligger implicit i beskrivelsen af læger, sundhedspersonalle og sagsbehandlere. De ser det, de vil se og følger ikke op, når problemet flytter sig. Bengtsson tenderer måske nok det romantiserende, når han lader Nick være den eneste, der kritiserer broderens håndtering af sønnen Martin, men det ændrer ikke på, at ‘Submarino’ er en uhyre troværdig og indfølt beretning om at befinde sig på samfundets bund og trods alle gode intentioner ikke formå at komme op til overfladen. Her er problemerne ikke sygdom eller handicap, snarer sociale problemer, der kan føre til misbrug, kriminalitet, svigt, tab og vold. Titlen på bogen er god, at læse ‘Submarino’, er som at dykke ned under vandet et sted i Københavns havn og have svært ved at komme op og få luft. Sådan er livet også.

 

Rødbedesalaten står her på bordet. Lyset falder ind gennem vinduet. Det er sommer. Det har lige været jævndøgn. Det bliver mørkere nu. Jeg har lige sat en plade på pladespilleren, Jonny Griffen er det. Tonerne fylder lejligheden. Jeg har åbnet vinduerne ud mod gaden og kigger ud. Der går han. Ham genboen der godt kan lide øl. Han sidder på kirkegården, ofte med en pose fra Netto og drikker. Hvad er hans historie?

 

‘Submarino’ er udkommet på forlaget People’s Press og findes på et hvert bibliotek, eller kan bestilles og købes hos saxo.com.

 

 

 

 

 

 

 

Boganmeldelse af Bjørnen af Katrine Marie Guldager

Boganmeldelse af Bjørnen af Katrine Marie Guldager

Boganmeldelse af Bjørnen af Katrine Marie Guldager

Én af de gode ting ved at læse bøger af en nulevende yngre forfatter, er at man ligesom kan følge med. Én af de første bøger af den danske forfatter, Katrine Marie Guldager som jeg læste, var ‘Lysgrænsen’. Den handler kort fortalt om forfatterens egne 9 år i psykoanalyse.

3 gange om ugen i 9 år lagde hun sig på briksen for at få styr på blandt andet sin faders pludselige og tragiske død og ligeså, en nær venindes lige så pludselige død. Katrine Marie Guldager fortalte ikke om psykoanalysen til nogen. Hun gik på forfatterskolen, læste dansk på universitet, fik arbejde og kærester. Men analysen hos psykologen, veg hun ikke fra. ‘Lysgrænsen’ står nu hjemme i reolen ved siden af ‘Menneskets og dets symboler’ af C. G. Jung.

 

Siden dengang har jeg ved lejlighed læst flere af Guldagers noveller, digte og romaner. Hendes korte og præcise novellesamling; ‘København’, var jeg glad for, ligesom flere af hendes digtsamlinger. De sidste to romaner jeg har læst af hende er; ‘En uskyldig familie’ og så endelig ‘Bjørnen’ som jeg lånte på biblioteket og som udkom i 2018. Den ligger her. Dens forside stirrer på mig.

Som det ofte er hos Katrine Marie Guldager, er det familien som er i centrum. Sådan er det også i ‘Bjørnen’. Det moderne menneske i velfærdsstaten Danmark.

 

‘Bjørnen’ handler om kvinden Vibse, der er over halvvejs gennem livet. Tingene går ikke lige hendes vej. En mandag bliver hun fyret fra sit arbejde, som gymnasielærer. Torsdagen efter flytter hendes datter Laura hjemmefra og om fredagen har hun et kæmpeskænderi med sin mand Bent. Hun trækker stikket og kører op til familiens afsidesliggende hus i Sverige for at være alene. En snestorm rammer, strømmen går, og nu er Vibse ikke længere så sikker på, at turen til Sverige var så god en idé. Vibse er alene i hytten i Sverige, og der bliver som sagt snestorm og elektriciteten går. Pludselig er hun afskåret fra verden, og der er bjørnespor udenfor hytten. Hun begynder at blive mere og mere nervøs i takt med, at maden slipper op, og ingen kommer forbi hytten. Hendes vrede bliver hendes drivkraft til at handle. Hun finder sneskoene frem og drager noget uforsigtigt ud i snelandskabet, hvor bjørnen og et ufremkommeligt snelandskab venter. Det bliver til en kamp mod både naturen og hende selv, som ender med at hun finder et nyt ståsted i livet.

 

Det originale ved Guldagers lille roman, er ikke så meget selve handlingen, men i højere grad hendes sans for at portrættere Vibse som en middelaldrene kvinde, der føler, at det er de andres skyld. Der skal nok være mange kvindelige læsere, der vil føle sig ramt.

Det hele er smukt og enkelt fortalt med et nøgent og for Guldager karakteristisk sprog. Man keder sig ikke et øjeblik og føler sig taknemmelig over at være i live efter at have læst denne bog. Syg eller ej. Med eller uden en diagnose, indlæggelser eller medicin.

 

’Midtvejskrise’ er måske ikke noget smukt ord. Men for den tilstand Vibse befinder sig i, rammer ordet meget godt. Tilstanden indeholder en form for skønhed. Vibse er mor og Katrine Marie Guldager skildrer morens svære afsked med morrollen, nu hvor datteren er flyttet hjemmefra.

Portrættet af Vibse er ikke glat, Vibs er stridbar, svær at holde af og svær at lukke op, især er det svært for hende selv. Hun er ikke bare en mor, der slås med at komme overens med et tab, hun er moderimperiet, der slår revner og går under.

Og hvad er der så tilbage, efter et tab af morrollen, som er en naturlige del af livet? Og hvor stiller det Bent, Vibse’ mand?

 

Det må man selv læse ‘Bjørnen’ for at finde ud af.

 

Romanen er fortalt med en jeg-fortæller, hvilket er rigtigt rart. Man behøver ikke selv at være forældre, for at få noget ud af ‘Bjørnen’. Man er selv søn eller datter. Det er nok. Fortælingen er klassisk og mytologisk og når jeg skal til Sverige, her til sidst på sommeren, vil jeg tænke på Vibse hver gang jeg passerer en ødegård. Måske skal jeg have Guldagers seneste roman; ‘Et rigtigt liv’ med, ved det ikke helt endnu. ‘Et rigtigt liv’ er netop udkommet og ligger fremme hos boghandlere, landet over.

 

‘Bjørnen’ er hurtigt læst, er på 173 sider og er udkommet på Gyldendal.

 

 

Boganmeldelse af Mit ansigt ud mod verden af Alfred Hayes

Boganmeldelse af Mit ansigt ud mod verden af Alfred Hayes

Boganmeldelse af Mit ansigt ud mod verden af Alfred Hayes

 

Jeg læste om romanen; ‘Mit ansigt ud mod verden’ i en anmeldelse i avisen. Weekendavisen var det vidst. Amerikansk litteratur fra 50’erne genopdaget, stod der. Jeg ER vild med amerikansk litteratur fra 30, 40 og 50’erne. Ernest Hemmingway, O’Hara, F. Scott Fitzgerald, John Steinbeck, Jack Kerouac, Henry Miller, Charles Bukowski, for at nævne nogle få. Her får man den simple livsstil beskrevet; livet i en appelsinplantage i Californien, tilværelsen som daglejer eller postbud i Los Angels. Hemmingways knitrende prosa. En handling der udspiller sig på Cuba (Den gamle mand og havet), eller i Italien under 1. verdenskrig (Farvel til våbene). På rejse fra vest til øst igennem det store land, som hos Kerouac (Vejene), eller på besøg i San Fransisco (Dharma bums). Livet i Paris eller Grækenland, hos Henry Miller. Eller som her hos Alfred Hayes: Livet i Hollywood bag facaden.

 

Om forfatteren Alfred Hayes, kan nævnes at han er født i London i 1911, men vokset op i USA. Han deltog i anden verdenskrig som førte ham til Italien, hvor han blev medforfatter til to af Neorealismens mest berømte film: ‘Cykeltyven’ og ‘Paisa’. Den sidste har jeg ikke set, men ‘Cykeltyven’ står klart tilbage som et stærkt minde. En film med efterhånden mange år på bagen. Han blev Oscarnomineret for begge værker og slog sig ned, efter krigen, i Los Angeles hvor han frem til sin død i 1985 var manuskriptforfatter på en række spillefilm og tv serier. Han udgav derudover romaner, novellersamlinger og lyrik, hvor to af romanerne nu kommer på dansk, med 60 års forsinkelse. Joan Baez satte forøvrigt musik til én af hans digte og optrådte med sangen i Woodstock i 1969.

 

‘Mit ansigt ud mod verden’ er som de fleste gode romaner om Hollywood en næsten ubærlig tragedie. Skabelonen for denne genre i amerikansk litteratur blev åbenbart skabt i 1930’erne, hvor filmbyen havde etableret sig som nationens kulturelle hovedstad. Mange film om emnet er det også blevet til, tænk bare på Roman Polanskis ‘Chinatown’ og man kunne nævne flere.

 

Setuppet er enkelt i ‘Mit ansigt ud mod verden’: En mand keder sig til en fest ved stranden i Los Angeles. Hjemme venter imidlertid ikke andet end en tom lejlighed, så han drysser ud på verandaen og betragter Stillehavet. ‘Der lå det, nøjagtig som i reklamerne,’ tænker han og får i det samme øjeblik på en køn ung kvinde med stribet trøje, ben der glitrer i mørket og et cocktailglas i hånden. Kvinden fortsætter ud i vandet, hvor hun bliver revet omkuld af en bølge og går under. Synet af den druknende pige får instinktivt romanens fortæller til at springe ned fra verandaen og krydse stranden for at redde hende. Det lykkes den aften, men i længden står de to navnløse hovedpersoner, ikke til at redde fra Hollywoods fordærvede industri og det solrige Californiens mørke kræfter. Fortælleren arbejder som manuskriptforfatter ved et studie. Kvinden som han redder er draget til byen for at blive blive rig og berømt, ligesom så mange andre der tiltrækkes af Hollywoods glatte overflade og den amerikanske drøm. Hovedpersonen har erfaret, at der ikke sættes stor pris på talent og kunstnerisk integritet i Hollywood. Selv har han forladt et trist ægteskab i New York og er nu som sagt, ansat ved et studie, hvor han skubbes fra det ene manuskript til det næste. Lønnen er stor, ‘han tjener noget mere end en direktør i en velrenommeret bank’, men frustrationerne over de håbløse opgaver er større. På et tidspunkt spørger kvinden: ‘Skriver De på noget for et af filmstudierne for øjeblikket?’ Nej, jeg skriver ikke. Jeg skriger,’ svarer han så i et forsøg på et være morsom. Kvinden bor i en lille lejlighed med sin kat, går til en suspekt psykiater et par gange om måneden, og holder den kørende med mænd og alkohol. Hun lever en tilværelse i skyggen, på jagt efter et næsten utopisk mål. Selv om hun ligner en filmstjerne er hun hverken rig eller berømt. Hun er som så mange andre, draget til Hollywood for at vise sit ansigt ud mod verden og blive en feteret skuespiller. Men hun kan lide byen, den passer til hende, som hun siger det.

 

Sproget i romanen er en nydelse; stramt, enkelt og sprødt som en toast på en Dinner. Man skærer sig nærmest linierne. Side for side graver Hayes sig tålmodigt indad mod en kerne af bristede drømme, korrupte ambitioner, desperation og sårbarhed, inden han lader læseren tage det sidste spadestik. En fornøjelse at læse denne bog, som gør én klogere på én af menneskets mange faldgruber: Jagten på berømmelse. Læs den hvis du er til amerikansk kultur. Bogen er netop udkommet på dansk og kan lånes på biblioteket eller købes for 199 kroner i den lokale boghandler. Den er på 184 sider.

 

 

 

 

Boganmeldelse af Alexander Solsjenitsyn’s ‘I den første kreds’

Boganmeldelse af Alexander Solsjenitsyn’s ‘I den første kreds’

Boganmeldelse af Alexander Solsjenitsyn’s ‘I den første kreds’

 

Jeg har altid holdt af skønlitteratur; altså romaner, noveller og poesi. Mest det første.

Under min indlæggelse, der varede i næsten et år, fandt jeg glæden ved at læse frem igen, efter års pause.

På hospitalet startede det med Paulo Coelho, gik over i Jan Kjærstad, rundede Jan Søndergaard, Paul Auster og Haruki Murakami. Alt sammen forfattere, hvis romaner jeg fandt på hospitalets bibliotek. Jeg har holdt ved læsningen efter min udskrivelse og reolen derhjemme er nu fuldt med bøger, der er ikke plads til flere i lejligheden. Heldigvis er biblioteket her i kommunen godt og de kan skaffe alt.

Læser man vil man på et eller andet tidspunkt støde på russisk litteratur. ‘Brødrene Karamazov’ af Fjodor Dostojevski læste jeg i Latin Amerika i midten af halvfemserne. Den har siddet fast. Siden da har jeg i ny og næ fundet en russisk forfatter frem og læst et par af vedkommendes værker. Kender man ikke til russisk litteratur, vil man måske umiddelbart tænke at det er nogle tunge drenge at danse med.

Det er nødvendigvis ikke sandt. Leo Tolstoj ‘Krig og Fred’, som er en af de længste romaner jeg har læst, er let i sproget, faktisk en leg at komme igennem. Og en oplevelse man ikke skal snyde sig selv for. Det samme gælder ‘Forbrydelse og Straf’ af Fjodor Dostojevski, som umiddelbart kan virke mørk og tung. Bare titlen.

 

‘I den første Kreds’ af Alexander Solsjenitsyn er skrevet efter Josef Stalins død.

Den udkom i Danmark og resten af Vesten i 1968. Den handler om kort fortalt om livet i en af de mange fangelejrer som fandtes i Sovjetunionen. Millioner af mennesker blev deporteret og døde i lejrene og det har Alexander Solsjenitsyn brugt mange romaner på at beskrive. Der er ikke et stærkt plot i romanen, som består af to bind, men ikke desto mindre keder man sig ikke et sekund.

 

Det er veldokumenteret at forholdene i Sovjetunionen var horrible. Litteraturen kan gøre statistikkerne til mennsker og Alexander Solsjenitsyn kan gøre fanger, fangevogtere, bødler og Stalin selv til det samme.

Vi kommer ‘I den første Kreds’, helt tæt på fanger i ‘Sjaraskaerne’, den russiske betegnelse for fængsler, hvor fangerne har det bedre end i lejrene i Sibirien og andre steder i landet. Derfra også titlen: ‘I den første kreds’. Den henviser til Dantes Guddommelige Komedie, der har 9 kredse på vej til helvede, hvor den 1. kreds er den mindst pinefulde. I ‘Sjaraskaerne’ bor uddannede mennesker som Stalin kan bruge. Ingenører, diplomater, skolelærer, teknikkere, videnskabsfolk, m.v. Her er arbejdet ikke en kobbermine, men et skrivebord. Og i fængslet Mavrino i udkanten af Moskva lever disse mennsker, hvis dagligdag man i romanen kommer helt tæt på.

‘I den første kreds’ følger flere spor. Fangerne i Mavrino, fangevogterne og Stalin selv. Den foregår over få dage i december 1949 og virker som et slags portræt af tyve års russisk historie. Kvaliteten i romanen, som jeg ser det, er de nuancerede personskildringer.

Det som er så fascinerende ved bogen er, at mennesker i ekstreme situationer bliver beskrevet helt almindeligt.

I det hele taget er det almindelige et nøgleord for at forstå romanen. Der er meget stærke scener i bogen, hvor f.eks en fange får besøg af sin kone der kæmper med næb og klør for at holde sig oven vande i Moskva, mens manden er dømt 10 års fængsel for at lave en forkert telefonopringning. Ellers velfungerende familier bliver splittet ad, besøg bliver overvåget, så en samtale mellem mand og kone, må foregå i koder. Breve bliver læst og censureret og flere fanger må bryde med deres familier i frygt for at der vil ske dem noget ondt, blot fordi han er fængslet. Man ser virkelig hvordan systemet underminerer ideologien og hvordan det kæmpe sovjetiske sikkerhedsapparat fungerer.

Måske er det lysstrålerne i romanen der for én til at læse videre.

Hvordan smager en kop vand hos en mand der har mistet alt på en nat?

Hvad betyder det at få en seng med dyne at sove i, når man ikke har haft andet end en briks af træ? Glæden ved en gåtur, avislæsning, et besøg. De små ting som findes i alles hverdag, bliver her den største lykke. Hvilket man kan lære meget af, især i vores kultur og på vores breddegrader, hvor vi tager alt for givet. Livet var ikke nemt under den kolde krig, især ikke på den anden side af jerntæppet. Og vi skal ikke mere, end tilbage til 1989 da Berlinmuren faldt, for at finde eksempler på lejre i Rusland, som beskrevet i bogen.

 

Måske føler man selv at man sidder i fængsel. Måske sidder man ikke fysisk i sådant et, men mentalt.

Måske føler man at man sidder i en situtation, man kan komme ud af. Måske er man blevet syg, dårlig eller må vente år på en afgørelse fra en sagsbehandler. Der er det at læsningen af litteratur, som rører ved følelser i ens eget liv guld værd. Sådan en roman er ‘I den første kreds’. Selv om man ikke umiddelbart føler noget slægtskab med Stalin og tiden i Sovjetunionen efter 2. verdenskrig, bør man ikke snyde sig selv for at læse denne bog, eller i det mindste, en af Alexander Solsjenitsyns andre bøger. Så som ‘Kræftafdelingen’ der foregår på en kræftafdeling i Moskva, i 50’erne.

Man kan spejle sig selv i karakterende og de kampe de har

 

Som det er med disse bøger, er de krydret med sætninger, replikker der går en tand dybere, end andre romaner. Mange sætninger, og replikker hænger ved, netop fordi det er skønlitteratur og at teksten derved sniger sig ind under huden på en og sætter sig fast. Når man læser en bog som ‘I den første kreds’, lever man sig ind i personerne, deres skæbne og man vender næste side for at få at vide hvad der sker med dem. Det er katharsis.

Romanen er delvis selvbiografisk. Solsjenitsyn var universitetsuddannet matematikker og fysikker og var kaptajn i den sovjetiske hær under 2. verdenskrig. I 1945 skrev han et brev til en ven, hvor han kritisererede Stalin. Brevet blev læst af myndighederne og Solsjenitsyn blev idømt 8 års straffearbejde i Sibirien. Da han var videnskabsmand, kom han først i en Sjaraska. Han blev løsladt da Stalin døde og Khrusjtjovs kom til magten. Han fik lov at vende tilbage til det centrale Rusland og fik sågar, udgivet to værker: ‘En dag i Ivan Denisovitjs liv’ og ‘Matrjonas gård’.

Men efter Khrusjtjovs fald, var det slut. Alle hans senere værker, udkom kun i Vesten, og da han fik nobelprisen i litteratur i 1970 blev livet i Sovjet for vanskeligt for ham. Han og hans familie blev i 1974 smidt ud af landet og flyttede til USA, for først at vende tilbage til Moskva i 1994. Efter Sovjetunionens sammenbrud. Hans bøger er efter kommunistregimets fald udkommet i kæmpeoplag i Rusland.

I 2006 blev der lavet en tv serie over ‘I den første kreds’, som lagde landet øde. Den er med landets bedste skuespillere og blev sendt i bedste sendetid. Den dengang 87 år gamle Solsjenitsyn, så den sammen med gamle politiske fanger. De kaldte den alle utroligt realistisk. ‘I den første Kreds’, er en af den slags bøger som hænger ved.

Sæt tiden af og snus til den!

 

Boganmeldelse af Frysende våde vejbaner – roman af Jan Sonnergaard

Boganmeldelse af Frysende våde vejbaner – roman af Jan Sonnergaard

Boganmeldelse af Frysende våde vejbaner – roman af Jan Sonnergaard

 

Jeg har boet det meste af mit voksenliv i København. Nu godt nok bosat på Frederiksberg, men alligevel. Nørrebro er den bydel hvor jeg har boet længst tid. Ellers har jeg været forbi Vesterbro, i flere omgange, Østerbro, en enkelt gang, Amager, en kort periode og Sydhavnen, ligeledes en kort periode på fire måneder. Jeg boede lige ved Sydhavn Station, i en fremlejet lejlighed på tre værelser med altan og udsigt til banelegemet.

 

Hovedpersonen Jesper i Jan Sonnergaards roman; ‘Frysende våde vejbaner’, bor i en to værelses lejlighed på Nørrebro. Han er 50 år gammel og var ung i 80’erne dengang sort var det nye sort. Han er lige blevet fyret fra postvæsnet og har aldrig stiftet familie. Vennerne er forsvundet, ingen af ungdommens drømme blev til noget og idealerne er et efter et forsvundet. Desuden ser han ser kærlighed som et overstået kapitel.

 

En dag får han en opringning fra en gammel ungdoms ven, der fortæller at Henrik, en fra slænget har hængt sig, 48 år gammel. Nyheden forstærker Jespers depressive tilstand og han tænker på selvmord. At kaste sig ud foran den nærmeste og hurtigste bil, syntes som en god løsning.

Alligevel holder Jesper sig tilbage for ind i mellem er der noget morsomt, noget der holder ham til livet.

Han bliver inviteret til en fest hvor han møder den smukke unge Julia. Han forelsker han sig hovedkulds i den unge arkitekt, der – modsat Jesper – emmer af ungdom og livsmod. Med ét forvandles Jespers syn på livet, og han begynder at leve i nuet i stedet for i minderne om det, der var. Mødet viser sig dog at være fatalt, både økonomisk og menneskeligt. En deroute begynder.

 

Mere skal ikke fortælles om handlingen i denne fortræffelige bog, som blev Jan Sonnergaards sidste, inden hans alt for tidlige død for få år siden.

Han nåede at skrive to romaner og en lille stak novellesamlinger, brød igennem den litterære lydmur med sin fremragende novellesamling ‘Radiator’, tilbage i 1997, men i denne bog, er det altså hans egen generation han tager under behandling. En generation der var unge i 1980´erne og hvor nogle måtte anerkende det faktum, at de forventninger og drømme man havde, ikke blev indfriet og at tiden er løbet fra en.

Hovedpersonen i romanen tilhører middelklassen, er ensom, befinder sig i en midtvejskrise, har ikke den store tiltro til omverdenen og så har han distanceret sig fra sine omgivelser. Forholdet til Julia er på mange måder forkrøblet, bl.a. fordi Julia udnytter Jesper, hvilket han først finder ud af alt for sent, men også forkrøblet fordi Jesper ofrer kontakten med sine få venner for at tage på en længere rejse med Julia til dyre hoteller og restauranter i Basel, Stuttgart og Strasbourg, en rejse hvor virkeligheden til sidst rammer Jesper i ansigtet som en knytnæve. En virkelighed, der er særdeles grim og usympatisk og som ender med at få de værste sider frem hos ham.

Man er med hele vejen. Fra den snuskede lejlighed der går til i snavs og rod. De gamle LP plader som ikke bliver spillet mere, til mødet med Julia og de storsnuede venner i en kæmpe lejlighed med udsigt til søerne. Et besøg hos banken med den store kassekredit og til udlandet på de dyre hoteller. Man føler med Jesper og tænker: Kunne dette have været mig?

 

‘Frysende våde vejbaner’ er en bog, der giver et sjældent indblik i livet for en mand fra middelklassen, men også et portræt af nutidens Danmark..

hvor det enkelte menneske ikke måles på sin personlighed, men derimod på faktorer som uddannelse, indtægt, på hvor din bolig er placeret og hvad boligen har kostet. En nutidig skildring af et samfund, som betragter folk uden for arbejdsmarkedet som sociale tabere, psykisk syge som svage mennesker og handicappede som outsidere. Et land som har udviklet sig en konkurrencestat. Et land som har ført en borgerlig politik siden 2001, har deltaget i flere krige og hvor det er vigtigere at et barn bliver til noget i stedet for nogen.

Der er langt til 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne hvor Danmark sendte et hospitalsskib til en krigszone, hvis udlandet kaldte på tropper. Hvor der var nok personale i landets vuggestuer og børnehaver og hvor kultur var en rettighed i stedet for et område under afvikling. Et land med supersygehuse og kæmpeskoler.

En psykiatri som lider, dagshøjskoler som bliver sparet væk og et sundhedsvæsen hvor sparekniven gang på gang svinges, så man efterhånden ikke kan genkende hvad det vil sige at være dansk. Et samfund, hvor det er nemt at blive stemplet og at falde udenfor, og derfor et samfund, der er menneskeligt fattigt.

Jan Sonnergaard var humanist og det Danmark han beskriver i bogen her, er et land i forfald. Et København under afvikling. Bogen er både spændende, morsom og pinagtig, miljø- og personbeskrivelserne er præcise og overbevisende. ‘Frysende våde vejbaner’ er en rigtigt god bog. Den er udkommet på Gyldendal i 2015 og findes på ethvert bibliotek. Det kan anbefales at læse den.

 

Lyset i et menneskes hjerte, Lars Muhl

Lyset i et menneskes hjerte, Lars Muhl

Boganmeldelse af Lyset i et menneskes hjerte skrevet af Lars Muhl

‘Det intuitive sind er en hellig gave og det rationelle sind er en trofast tjener. Vi har skabt et samfund, der hylder tjeneren og har glemt gaven’ – Albert Einstein, fysiker.

Med dette citat, starter Lars Muhl’ seneste bog; ‘Lyset i et menneskes hjerte’ som ligger her ved siden af mig. Lars Muhls bøger er interessante. Hans personlige historie er knap så interessant, dog værd at tage med.

I offentligtheden kender de fleste nok Lars Muhl som musiker, sangskriver og sanger. Han stod bag signatursangen fra TV-serien ‘Sjæl i flammer’ og har skrevet musik til blandt andet Lis Sørensen. Selv indledte han en musikerkarriere i 1966 med Århusgruppen Dragon Five. Han udsendte sin første plade; ‘Luficer Zimmerman’ i 1969 med bandet Daisy og blev optaget på Det Jydske Musikkonservatorium et par år senere. Årene forinden, var han i behandling for stofmisbrug.

Han droppede studierne efter et par år, for at danne bandet Warm Guns som han udsendte fem albums med. I 1984 indledte han en solokarriere og udsendte seks albums i eget navn. Han takkede af i 1999 med albummet ‘Till The End Of Time’.

Fra 1993 og frem til 1998, udgav han seks bøger, hvor den sidste er novellesamlingen ‘Skyggerejser’. Fra 2000 begynder så hans spirituelle virke at udforme sig i bøger, der starter med ‘Den Himmelske Vej til opnåelse af hjertets stilhed’. Året efter udkommer ‘Seeren fra Andalusien’, der handler om mødet med hans lærer Seeren. Lars Muhl har fortalt at det var en bekendt, der gav ham et telefonnummer til Seeren, og da de endelig mødtes i Sydfrankrig og senere i Andalusien gennemgik han en terapeutisk og spirituel proces, der radikalt forandrede hans tilværelse.

‘Seeren er en slags tidløs troldmand. Han aktiverer potentialet, belyser det mørke, vækker de slumrende kvaliteter til live og får ting til at ske. Hvis man kan tale om en kosmopolit, så er det ham. Han rejser i tid og rum og er ekstrauniversel i ordets dybeste betydning. Og han har en utrolig evne til med meget få midler og ord at sætte én i en situation, hvor man er nødt til at handle. Det føltes som et knips med fingrene, da jeg mødte ham. Han havde ventet på mig. Sådan var det bare’, har Lars Muhl udtalt i et interview

og understreger samtidig, at man med Seeren godt kan glemme alt om gurudyrkelse. Det vil han tage som en fornærmelse. Man skal heller ikke tro, at det problemfrie og smertefrie liv eksisterer. Det er noget, vi har set på film og derfor dyrker som lykken.

 

Lars Muhl har nævnt i flere interviews at han altid har haft adgang til ‘en anden virkelighed’

Han har haft psykiske evner, så langt tilbage han kan huske og denne ‘anden virkelighed’ har altid trukket i ham. Han har dyrket denne side via selvstudier af især den esoteriske side af kristendommen og i særdeleshed det aramæiske sprog, det sprog der blev talt på Jesus tid. Men han har også altid undertrykt denne ‘anden virkelighed’, indtil det år hvor han fylder 40 og for et sammenbrud, en sygdom, som han kalder det og endelig kommer i kontakt med Seeren. Derefter tager hans liv en drejning. Han ligger musikken på hylden og koncentrerer sig om sit spirituelle virke.

I dag holder han foredrag, udgiver bøger og leder Gilalai – Institut for Energi og Bevidsthed, samt behandler folk som opsøger ham. Privat er han gift med Githa Ben-David med hvem han har en datter. Hovedværket i hans forfatterskab er ‘Gralstrilogien’ som er oversat til 12 sprog og er udkommet i 25 lande. Alene i Danmark er trilogien solgt i 70.000 eksemplarer.

 

‘Lyset i et menneskes hjerte’, er som sagt hans seneste bog. Han betragter selv bogen som hans åndelige testamente med erfaringer hvor han endelig træder ud af Seerens skygge og bevæger sin ud i den spirituelle verden på egen hånd.

Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvad er meningen med os? Hvor er vi på vej hen?

Det er nogle af de spørgsmål Lars Muhl prøver at svare på. Han siger selv, at der er en ydre verden, som er spændende og fascinerende, men der findes en uendelighed af multidimensionelle muligheder i hvert enkelt menneske, en helt anden virkelighed, som blot venter på at blive åbnet.

Med udgangspunkt i en filmoptagelse i Israel følger vi i bogen de hændelser, der blandt andet fører Lars Muhl til en hule nær Qumran, hvor dødehavsskrifterne blev fundet i 1946. Her finder han et manuskript, Asahps Bog, der fungerer som et spejl for enhver, der læser den.

‘Lyset i et menneskes hjerte’ foregår i Israel og veksler mellem filmoptagelserne og oplevelserne med filminstruktøren Ole Bernt Frøhaug og filmfotografen Ami Shamir der er ved at lave en dokumentarfilm om det aramæiske sprog. Bogen følger Lars Muhl’ egne opdagelser og erfaringer i landet og endelig Asaphs bog, hvis tekst bliver til efterhånden som handlingen skrider frem.

Det aramæiske sprog, mener Lars Muhl er koden til at forstå Jesus’ lære. Det er gennem det at hans budskab kommer tydeligst frem. Han mener at religionerne, helt har misforstået Det Nye Testamente og at man skal læse og forstå det på en anden baggrund.

Han kommer omkring jødisk mystik og fortæller blandt andet levende om den gamle rabbiner; Yitzhak Kaduri der kunne se ind i fremtiden. Han forudså begge verdenskrige og mordet på John F. Kennedy. Kaduri mente at Messias, som jøderne venter på skal komme, allerede er her. I Israel. Lars Muhl kommer frem til, at Messias nok var en virkelig skikkelse, men hans genkomst, skal forståes som menneskets iboende Messias der skal vækkes til live. Vi er alle guds børn. Ligesom vi alle er Buddha. Vi skal bare vågne op. Jesus, Buddha, Lao Tzu, Muhammed, var personer som levede for mange år siden, det er først senere, at mennesker har bygget religioner over deres lærer.

 

Gennem hele bogen, henviser Lars Muhl til Livets Bog. Det er O’s kilde. (Bogen igennem henviser Lars Muhl til O, som en betegnelse for Gud). Livets bog er et bevidsthedsfelt hvorigennem man kan modtage visdom og læren. Livets Bog er tilgængelige for alle, blot man åbner sig for ‘den anden virkelighed’.

Han taler også om at alt er energier som vi har mulighed for at påvirke, hvis man har den rette indstilling. Alt andet er sort magi og det forbliver man ikke ustraffet for at praktisere. Reinkarnation er en del af Lars Muhl’ virkelighed og man taber mælet, et par gange under læsningen. Hvor om alting er, så mener han at han selv levede på Jesus’ tid, mødte ham i reinkarnationen som Essæer, et folkeslag der levede netop på Jesus’ tid.

 

En metode til at komme i kontakt med O (Gud), ånden, ‘den anden virkelighed’, er gennem meditation

Han beskriver udførligt meditationsteknikker, hvor igennem han kommer i kontakt med O og begynder rejser i andre dimensioner, for at komme tilbage til den ydre virkelighed klogere og mere afklaret. Det lille filmhold er med på det meste af rejsen, så som besøg i huler uden for Jerusalem, hvor Lars Muhl blandt andet kommer i kontakt med andre væsner.

Det er ikke så meget det fantastiske der sker i bogen, som er interessant, men den filosofi og visdom der ligger bag. Man bliver klogere på hvordan man kan leve et mere afbalanceret liv, ikke fortabe sig i materialle værdier, der i sidste ende fører til forurening af kloden og tab af det sande menneskelige.

Ikke at alle skal leve i en hule i konstant meditation og fornægte det jordiske liv. Nej, et liv i balance, rummer begge sider. Noget vores politikkere kunne lære noget af. Man behøver hverken være rig eller fattig, rask eller syg for at praktisere et spirituelt liv. Alle, uanset baggrund, levestand, med eller uden handicap kan praktisere og leve et mere afbalanceret liv. Til gavn for alt levende.

 

‘Lyset i et menneskes hjerte’ er ikke New Age litteratur og Lars Muhl er ikke for tøsedrenge. Måske har man lyst til at se et par videoer med Lars Muhl på Youtube, inden man giver sig i kast med bogen. Det er en god idé. Her er her et par links:

 

Man syntes måske at spiritualitet og mystik er sort snak. Det er det nødvendigvis ikke. Har man en tro, skal man ikke snyde sig selv for ‘Lyset i et menneskes hjerte’. Der er en bog man bliver klogere af. På flere planer. Læs den!

 

 

 

Surdejspizza – prøv det

Surdejspizza – prøv det

Måske er man blevet syg. Måske har man et handicap. Måske er man født med en funktionsnedsættelse. Måske har man været ude for en ulykke og er havnet i en kørestol. Måske må man flytte fra huset til en lejlighed fordi man er økonomisk trængt. Måske har man en psykisk sygdom, eller lider af psykiske problemer, har en neurose der gør det svært at bevæge sig uden for døren. Måske er man på kontanthjælp eller er netop blevet tilkendt førtidspension. Måske sygedagpenge. Uanset hvad man må have at slås med, resultere det ofte i, at man ikke har så mange penge. Man må spare, eller prioritere anderledes. Leve mere enkelt.

Det er dyrt at købe mad, især hvis man gerne vil købe økologisk og leve sundt. Måske bor man alene og har ikke så meget overskud til madlavning. Måske har det aldrig interesseret én. Måske ligger en sund og grøn livsstil langt fra én.

 

Jeg har selv levet af pasta med ketchup og parmesan i mine dårlige perioder

Havregryn med mælk til morgenmad og pizzaer nede fra grillen samt kebabs. Det kan godt betale sig at lave mad og spise ordentligt. Man får det simpelthen bedre af det, på alle måder. Har man rigeligt med tid, kan man nemt finde billige og nemme opskrifter, som tilmed er økologiske og sunde og smager godt.

Kogebogen ‘Vegetar – 140 grønne hverdagsopskrifter’ af Ditte Ingemann står i min og min kærestes reol ude i køkkenet og den er et fremragende sted at starte, hvis man bare minimum én gang om ugen vil spise en sund vegetarisk ret til aftensmaden. Jeg har nu været gennem mange af opskrifterne flere gange. De er billige, nemme, hurtige at lave og så smager de godt. Nogle af dem rigtigt godt. Min yndlingsopskrift i bogen er surdejspizza. Den er god hvis man har gæster. ideel til fire personer rundt om bordet. Måske får man sjældent gæster til middag, måske kun et par gange om året. Men når der kommer folk forbi; venner, familie eller bekendte, er denne ret altså god at servere.

 

Opskriften lyder som følger:

Pizzadej (2 pizzabunde)

4 dl vand

5 g gær

4 spsk surdej (Kan købes hos bageren, hvis man ikke selv har)

2 tsk havsalt

300 g ølandshvede

200 g durummel

 

Tomatsauce

1 ds hakkede tomater (400 g)

1 tsk tørret oregano

1 tsk tørret rosmarin

2 fed hvidløg

salt og peber

 

Fyld

1 squash

1/2 aubergine (Man kan godt bruge en hel)

olivenolie

2 kugler frisk mozzarella a 125 g (Man kan godt bruge 4)

frisk oregano eller basilikum

 

Dressing

2 dl yoghurt naturel

2 fed hvidløg

skal af 1 økologisk citron

salt og peber

 

Det tager vel, omtrends en halv time at lave retten

Start med at røre vand, gær, surdej og salt sammen i en skål. Tilsæt melet lidt af gangen og ælt, til dejen er smidig. Lad dejen hvile tildækket i ca. 30 min. Del dejen i to og rul dem tyndt ud på et mel drysset bord.

Bland alle ingredienserne til tomatsaucen sammen i en skål og smag den til. (Saucen skal ikke ko-ges).

Skær squash og aubergine ud i tynde skiver – grill eller steg dem på en pande i olivenolie, til de bliver bløde og får en smule farve. Krydr med salt og peber.

Fordel tomatsauce på bundene, derefter squash og aubergine og top pizzaerne med skiver af frisk mozzarella. Bag pizzaerne en ad gangen på en bagesten eller en meget varm bageplade. Det er vigtigt at ovnen er meget varm, 250 grader. Bag pizzaerne i 12-14 minutter, eller til de er sprøde, gyldne og boblende.

Mens pizzaerne er i ovnen, laves dressingen. Rør yoghurt sammen med revet hvidløg, fintrevet citronskal og salt og peber – smag dressingen til.

Tag de bagte pizzaer ud af ovnen og top dem med yoghurtdressing og frisk oregano eller basilikum. Server dem straks.

 

Det der gør den så god, synes jeg, er blandt andet surdejen, som gør at den færdige pizza smager bedre end pizzaer man køber

Den er sundere og ser tillokkende ud når den serveres. Prøv at lave retten. Kan du lide den, har du måske lyst til at kaste dig over andre vegetariske retter. Enten fra ‘Vegetar – 140 grønne hverdagsopskrifter’, eller fra andre kogebøger. Alle ingredienserne kan forresten købes i Netto.

 

For at leve klimavenligt, anbefales det at man højst spiser kød én gang om ugen. Der bruges et areal på størrelse med nord- og sydamerika tilsammen på opdyrkning af jorden, til brug af afgrøder til foder til dyr som havner i supermarkedets kølediske. Det er et stort område. Mange dyr, grise f.eks, lever et kummerligt liv. Kyllinger bliver medicineret og kvæg lever en stor del af deres liv i en stald. Vi er heldige i nordeuropa, hvor økologi og dyrevelfærd er udbredt. Store dele af den tredje verden, eksisterer den slags ikke. USA, som er et foregangsland på mange områder, prioterere ikke miljøet eller dyrevelfærden nok. Der er andre fordele ved at spise vegetarisk. Mentalt og psykisk får man det bedre. Prøv det over et par måneder. Se hvordan det er. Det behøver ikke være omstændigt, dyrt eller smage kedeligt. Suppler evt. med fisk, ligeledes én gang om ugen. Vores planet vil sige tak og den største vinder bliver i sidste ende dig selv og dine børn.

 

 

Boganmeldelse af ‘Langebro med løbende figurer’ af Bjarne Reuter

Boganmeldelse af ‘Langebro med løbende figurer’ af Bjarne Reuter

Jeg går gennem Frederiksberg Have, stort set hver dag til og fra arbejde. Ved en af kanalerne er der to store egetræer, helt ned til vandet. Sætter man sig der, lænet op af stammen er man helt i niveau med vandet. Om sommeren når det regner kan man sidde i læ under træets blade, og kigge på dråberne der laver krusninger på vandoverfladen.

Man kan nemt, ligesom falde ud af tiden og bare sidde der og kigge på og mærke regnen.

 

Nu er det efterår. Det er ikke så varmt mere, men man kan stadig sidde under træet i niveau med vandet og se på vandoverfladen. Det gjorde jeg i dag, her til morgen. Jeg tænkte på den varme sommer som netop er overstået og på bogen ‘Langebro med løbende figurer’ af Bjarne Reuter, som jeg netop har læst. Bogen er nem at gå til, behagelig kort og underholdende.

 

Det er en thriller, men en original én af slagsen.

 

Jannik, hovedpersonen er netop blevet gift. Hans kones far, en rig og magtfuld advokat forærer parret et hus. Selv om han ikke har høje tanker om Jannik, der arbejder som kustode på et museum og i svigerfaderens øjne er nul og niks.

 

Alt tegner sig dog godt og det virker som om at tingene er i den skønneste orden, indtil Jannik bliver opsøgt af en nærgående politibetjent der efterforsker en række kvindemord. Politiet leder efter den formodede gerningsmand, en psykopat ved navn Orson Kiel. Det viser sig at Jannik kender Orson Kiel, fra hans tid som portør på en lukket psykiatrisk afdeling. Politiet river op i Janniks fortid som ikke er lige behagelig. Og det viser sig at Jannik har haft en del med Orson Kiel at gøre og snart er han selv i søgelyset.

 

 

‘Langebro med løbende figurer’ er en tankevækkende, let læst roman der minder én om hvad der er vigtigt her i livet.

Passagerne fra det psykiatriske hospital er gode, ligesom møderne og dialogerne mellem svigerfar og Jannik er det. Nettet strammes om Jannik mod slutningen af bogen og det viser at Orson Kiel er ude efter mere end bare kvinder.

 

Jeg var rigtigt glad for at læse denne bog. Det er en rigtigt fin november bog, nu hvor træerne mister deres blade og man trækker inden for under et tæppe. Bogen ligger her ved min side, og jeg har allerede lånt den ud til en ven.