Om merudgifter iht. servicelovens § 100

Om merudgifter iht. servicelovens § 100

Om merudgifter i.h.t. Servicelovens § 100

 

Mennesker med et handicap har ofte mange merudgifter

– dvs. udgifter som man kun har, fordi man har et handicap – udgifter som andre mennesker ikke har. Nogle spørger sig selv, om de kan/skal søge disse dækket, og andre siger

”I skal vel ikke have alt betalt?!”

Nej, det skal vi ikke. Vi skal selvfølgelig betale de samme ting ifm. vores livsførelse, som mennesker uden et handicap også gør, men der er mange grunde til, at man bør søge de nødvendige merudgifter dækket: Ofte har unge mennesker med et handicap en længere vej end raske unge, inden de når til en blivende indtægt; man bliver afprøvet i alle ender og kanter, inden der træffes en beslutning om, hvad det fremtidige forsørgelsesgrundlag skal være.

Bliver resultatet en uddannelse og efterfølgende job, bliver det ofte indenfor de korte uddannelser og ikke så højt lønnede jobs.

Desuden har mennesker med et handicap ofte ikke de ressourcer at lægge i jobbet, som skal til for at avancere til en højere stilling og løn. Hvis det varige forsørgelsesgrundlag bliver en førtidspension ved vi jo alle, at indtægten er lavere end på arbejdsmarkedet. Derfor er det en god mulighed, at søge merudgifterne dækket, så er der lidt flere penge til de andre ting i livet.

 

Det første der bliver taget stilling til, når man ansøger om dækning af nødvendige merudgifter er, om der rent faktisk er tale om en nødvendig merudgift

Det er forskelligt hvor meget de enkelte kommuner lægger vægt på ordet nødvendig, men man vil altid kun få dækket den del af den udgift man har haft, som er merudgiften. I forbindelse med biludgifter, hvor der kan være en del merudgifter, er det første der tages stilling til, om det vurderes, at man i samme alder og livssituation ville have haft bil, hvis man ikke havde haft et handicap, samt om det er en bus man har – det vil de fleste andre mennesker ikke være nødt til at køre i.

 

De ting man kan få dækket som merudgift er bl.a.:

lægeordineret medicin – den del der ikke dækkes af den almindelige tilskudsordning, ekstraordinært slid på tøj og sko, specialsyet tøj, ekstra vask og tørring, ekstra affald samt poser hertil. Små håndsrækninger (hvis man ikke har BPA), vinduespudsning, havearbejde, snerydning (store håndsrækninger), maling af bolig, ekstra varmeudgifter. Tilskud til flytning, hvis denne er nødvendig pga. handicappet, kørsel til fys/sygehuskontroller, hvis ikke dette kan bevilges via en anden lovgivning, diverse merudgifter vedrørende bil, lægeerklæring ifm. fornyelse af kørekort, fritidskørsel i et vist omfang, enkelte kurser m.m.

Denne liste er blot til inspiration, men ikke udtømmende. (Se evt. på www.dukh.dk)

I forbindelse med ansøgningen må man være indstillet på at skulle medvirke til oplysning af sagen samt på at blive opkrævet dokumentation som et led i sandsynliggørelsen (af at der er tale om en nødvendig merudgift), som mange kommuner formulerer sig… Dette betyder bl.a., at man er nødt til at indvilge i, at der indhentes lægepapirer fx ifm. ansøgning om merudgifter til medicin, at varme, vand- og elforbrug skal dokumenteres med regninger, at man skal opliste sin kørsel ned til mindste detalje, at man skal fremvise kvitteringer for merkøb af beklædning og sko, at man skal indhente tilbud på store håndsrækninger samt på f.eks. bil-reparationer og forsikring.

Dette nævnes ikke, for at man skal blive afskrækket fra at søge – tværtimod!

Det skal ses som en hjælp til hvordan man gør! Synes man stadig det er uoverskueligt, så hjælper vi gerne I DHO/BHG – kontakt undertegnede J. Men, en god idé er det, at man altid gemmer kvitteringer, hvis man på nogen måde kan forestille sig, at få brug for dem.

 

Endelig skal det lige kort nævnes, at det kan være godt, at læse Ankestyrelsens principafgørelser ifm. mange typer af ansøgninger

I disse står der noget om, hvad Ankestyrelsen har tænkt i en bestemt sag med et bestemt emne, inden de har gjort sagen principiel = at kommuner fremover skal anlægge samme praksis i lignende sager. På www.ast.dk kan man skrive ”merudgifter” i søgemaskinen, og så vil der komme en masse principafgørelser frem. Disse har først og fremmest numre, men på hjemmesiden er de også emneinddelt, så man skulle kunne finde frem til nogle der omhandler det man vil søge.

Nogle relevante principafgørelser ifm. en ansøgning om dækning af merudgifter kunne være: 70-17 om biludgifter, 44-18 om (små) hjælpemidler/forbrugsgoder/merudgifter, 130-10 om varmeudgifter. Heller ikke denne liste er udtømmende

 

Dette var lidt oplysning, som vi håber, at nogle kan bruge til at få hverdagen til at glide lidt lettere!

 

 

Samarbejdskraft med BHG!

Samarbejdskraft med BHG!

Interview bragt i magasinet Brugeren 2018

”Fordi jeg holder af dig, vil jeg fraråde dig at gå ind i branchen, men fordi jeg kender branchen, vil jeg bede dig om at gå ind i den.”

”Sådan sagde Ingrid engang til mig”, siger Lasse, når jeg spørger ind til hvilken forandring han ønsker se ske i branchen.

Jeg taler med Lasse Pagh fra DHO og Ingrid Petersen fra BHG om det nye fællesskab de nu etablerer med hinanden, og om det fælles fodslag de har haft igennem årene. ”Det er en meget naturlig bevægelse for os i BHG og DHO, at række ud efter hinanden i et formaliseret fællesskab. Vi har kendt hinanden i årtier. Du kan nærmest sige, at jeg er vokset op og er blevet formet i lyset af Ingrids viden, råd og vejledning.”, siger Lasse.

 

Hvad ønsker I at opnå via jeres nye fællesskab?

Og Lasse fortsætter, ”Drømmen er, at når vi opdager at et menneske har brug for hjælp, så anerkender vi, at vi alle kan have eller få brug for hjælp. Det hedder vist empati! Det handler om at sætte sig i hinandens sted.

Når man møder et menneske med behov for hjælp, kan indlevelsen i deres situation føles både ubehagelig og smertefuld. Mange undviger og går videre. Og når den dårlige smag i munden rammer, efter at have efterladt et menneske i nød, kan man kan vælge enten at gå tilbage for at hjælpe, eller man kan retfærdiggøre det for sig selv med forklaringer som, at ”det nytter alligevel ikke” eller ”jeg bidrager allerede mere end rigeligt (skat)” eller ”naturens orden medfører et vis menneskeligt spild, og sådan er det bare”.

Ofte rummer vi ikke når det kommer for tæt på, og vi kategoriserer hinanden for at kunne være i det.

 

Kategorier som ”De psykiske syge”, ”De arbejdsløse” eller aktuelt ”De handicappede”. Vi får skabt en afstand mellem os selv og ’de andre’ – og så bliver det farligt! For det er altid de andres skyld! Selv har jeg bemærket, at handicappede er meget sprængfarlige! Især ynder de at sprænge de kommunale budgetter – og dét i en udstrækning så kommunerne landet over synes, at være ramt af en ren terrorbølge!

I kategoriseringen forvandles det enkelte menneskes behov for en håndsrækning, til at være et samfundsproblem hvor fx besparelser bliver argumentet, der fjerner den dårlig smag i munden. Konsekvensen er, at vi dehumaniserer, og går fra empati til uværdige beregninger. Så jeg funderer..” siger Lasse. ”Hvad skal vi med et samfund, hvis det ikke favner os når vi har mest brug for det?

Og så er det at jeg kommer i tanke om Ingrid, og tænker: vi kan ikke bare gå videre! Vi er nødt til at begynde her.”

 

Ingrid fortsætter: ”Så når vi nu fordyber vores samarbejde i et fællesskab, er det også vores udtryk, for at ’nok er nok’ nu. Og at vi ønsker at intensivere og forøge vores kræfter ved at forene dem, i indsatsen om at skabe positiv forandring for vores borgere i deres BPA-ordninger.”

 

’Mennesket først!’

”Hvad blev der egentlig af begreber som livskvalitet og værdighed? Når samfundsmodellen tager form af en maskine, og mennesker aldrig vil kunne reduceres til at være tandhjul i denne maskine, ja så smides vi ud i rodebunken af mennesker, vi ikke kunne tilpasse maskineriet.

Falder man uden for systemet, falder man helt ud af sammenhæng.

 

Og dehumaniseringen bevirker, at almene normer og medmenneskeligt hensyn sættes ud af kraft.”, siger Lasse – der nøje har fulgt den samfundsmæssige udvikling – også i kraft af sin uddannelse i offentlig forvaltning.

Når jeg spørger Ingrid, hvad medlemmerne og borgerne udtrykker som deres største behov, svarer hun: ”Oplevelsen af at være i centrum som mennesker – også i BPA-ordningen. At de oplever, at vi arbejder rundt om og supporter dem – sammen med dem. Med respekt for deres liv og hverdag. Lasse supplerer: ”Vi ønsker at bringe mennesket tilbage i hjælpeordningen! Og med det, mener vi noget så jordnært som at indsatsen rettes mod det gode liv for borgeren, og det gode arbejdsliv for hjælperen.”

 

Og hvad med de hviskende stemmer?

I har fortalt mig, at hviskende røster siger: ”Kan man overhovedet det?” Hvad er jeres svar på det? ”Ja, det er et relevant spørgsmål, som har et meget klart svar: kan man lade vær!? Og du kan da tro, at vi har vendt det – især i forhold til vores metode og organisering.

Det argument der bliver ved at vinde, er de mennesker, som vi ønsker, at gøre en stærk indsats for – nemlig vores medlemmer og borgere.

 

Den er ikke længere!”, understreger Lasse dedikeret.

Og når jeg spørger dem hvad det er, de netop kan i fællesskab, tager Ingrid ivrigt ordet: ”Der er rigtigt mange der gør en rigtig god indsats, men ingen kan være i tvivl om, at der kan gøres rigtigt meget mere på flere fronter. Fokus i BHG og DHO er rettet mod ’Det levede liv’ og de konkrete betingelser hos den enkelte BPA bruger og dennes hjælpere. Vi ser et behov, og opfatter vores indsats som et supplement til det store arbejde, der allerede foregår i organisationer og foreninger rundt omkring i det danske land.

BHG har snart 20 års erfaring med støtte og vejledning af kommuner, brugere og hjælpere men har som så mange andre aktører oplevet, at det stigende omfang af problemstillinger i branchen også har øget behovet for administrative ressourcer. Tiden har vist, at nye problemer kræver nye løsninger.

For BHG betyder det, at vi via fællesskabet med DHO, kan videreudvikle muligheder vi ellers ikke ville have.

 

Og fællesskabet mellem DHO, BHG og den enkelte borger danner en stærk platform for samarbejdet omkring borgerens ordning og den enkelte kommune, som BHG ikke kunne tilbyde alene. Så der er kommet flere blomster i buketten vi tilbyder!”

Og hun fortsætter: ”Vores vision – som manifesterer sig allerede nu – bygger på, at skabe sammenhæng imellem forhold og erfaringsdannelser som løbende udspiller sig i den enkelte BPA-ordning, den juridiske og faglige rådgivning, der tilbydes i BHG og DHO regi, samt vores politiske og værdibaserede standpunkt.

Lasse siger til sidst: ”BHG og DHO fungerer begge ved, at mennesker er gået sammen om at skabe fælles ressourcer. Arbejdsgiver-, rådgivnings- og vejledningsressourcer der manifesterer sig gennem faglige og sociale arrangementer. Ånden, håbet og troen er, at vi gennem forening af alle kræfter, skaber så tryg en ramme som muligt om den enkelte BPA-brugers selvstændige livsførelse.

 

 

KÆTTERE! Tag jer i agt for Inkvisitionen!

KÆTTERE! Tag jer i agt for Inkvisitionen!

…Sådan en flyer burde man få, inden man skulle til møde med sin kommune. Til skræk og advarsel om hvordan spillets hjemmestrikkede regler egentlig er.

Jens Lund skrev i sidste uge et indlæg inde i opslag fra besøgende (kan læses her: https://www.facebook.com/1460680967584062/posts/2120346864950799/), hvor han belyser følelserne, der er forbundet med et møde med ens sagsbehandler. ‘Et ligeværdigt møde er det aldrig,’ skriver han. Og det vil jeg absolut give ham ret i.

Jeg har tit siddet overfor sagsbehandlere og ergoterapeuter til møder, og egentlig følt at der nærmere var tale om en scene i en advokatserie, end en egentlig støtte og hjælp til mig som borger. Retten er sat, og nu skal anklager og forsvarer kæmpe bragt for deres sag med paragraffer ud fra hukommelsen, som deres juridiske kasteskyts. Dette ‘show’ standses først, når dommeren – kommunen – har ladet hammeren falde.

Og indtil da vælder paranoiaen op i mig som borger: ‘F… Jeg kløede mig selv på næsen, tror de nu, at jeg ikke længere behøver mine hjælpere?

Forstod de nu hvor stor den merudgift er for mig? Pokkers, jeg glemte at fortælle, hvor mange smerter jeg havde i går!’ osv. Det kører med lyntogsfart i hjernen til sådan et møde, der bedst kan beskrives som en eksamen i dit eget liv. Med en censor der skal vurdere, om du nu er syg nok til et 12-tal, eller om du skal dumpes i den hjælp, som du egentlig har brug for.

 

Det er en emotionel rutchebanetur, og præcis lige så hård en aktivitet som et maraton.

Derfor er det også så vigtigt, at læse op til den eksamen efter bedste evne og terpe sine rettigheder. Og netop derfor vil jeg én gang for alle gerne slå fast, at man ALTID har ret til bisidderhjælp. Et par ekstra ører, og måske endda en der kan tage noter, er ofte guld værd til sådan et møde!

 

Det vil altid være mest fordelagtigt for borgeren, at have en bisidder med, som har en faglig indsigt.

Men en man kender, et familiemedlem eller ven, kan også bruges såfremt man er mest tryg ved det. Og kan ens søster, kammerat, mor eller nabo ikke deltage som bisidder, så opgiv da ikke håbet. Hos Dansk Handicap Forbund, Muskelsvindsfonden, Bruger-Hjælper Gruppen (BHG) tilbydes der blandt andet bisidderordning og ekstern socialrådgivning for deres medlemmer. Alle foreninger kræver et betalt medlemskab.

Tillige findes der gode BPA-brugerforeninger i blandt andet Nordjylland og Aarhus. Så der er flere steder, der tilbyder faglig kompetent vejledning og bisidderordninger.

Er pengene små findes der gratis advokatbistand på de lokale biblioteker, som helt sikkert også kan guide folk i den rigtige retning. Ellers kan du altid kontakte din sagsbehandler og gøre krav på, at de stiller en gratis bisidder til rådighed.

 

Har du nogle tips og tricks, der gør et møde med kommunen lettere? Så hører vi hjertens gerne fra dig, og formidler videre til andre borgere. Husk på at sammen er vi stærkere!

– Retten er hævet!