Anmeldelse af Maniac – en miniserie på Netflix

Anmeldelse af Maniac – en miniserie på Netflix

Anmeldelse af Maniac – en miniserie på Netflix

 

 

Indrømmet!

Det tog flere uger at se denne syrede, farvestrålende og fantasifulde Netflix-serie, hvor Jonah Hill og Emma Stone spiller to ensomme eksistenser, der siger ja til at være forsøgskaniner i et medicinsk forsøg, som går helt galt, færdigt. Min kæreste og jeg skulle tage tilløb flere gange, men belønningen til sidst, var ikke til at tage fejl af. Maniac er en lille genistreg.

 

Enten bliver man grebet af serien fra første afsnit, eller også må man give den en chance

Jeg gjorde det sidste med denne miniserie på ti afsnit som er blevet rost til skyerne af anmeldere verden over. Det er instruktøren fra første sæson af True Detective, Cary Fukunaga, der sammen med forfatteren; Patrick Somerville står bag denne serie fra 2018.

 

Kort fortalt handler den om Owen, en ung rigmandssøn med en paranoid skizofreni diagnose og Annie, en ung kvinde med et traume fra fortiden, som hun ikke kan forsone sig med. Det to karakterer bor begge i New York, et ubestemmeligt tidspunkt i fremtiden. Owen har problemer med at skelne virkelighed fra fantasi, han har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, ti år tidligere og plages derudover af sin rigmandsfamilie. Hans bror har begået voldtægt og faderen vil ikke have sværtet familienavnet til, så Owen skal lyve i retten for at beskytte familien.

 

Annie plages af og kan ikke blive fri for et gammelt traume. Hendes eneste tilbagelevende familie, er sin far, som lever i hvid maskine ude i haven. Begge bliver de tiltrukket af et eksperiment der foregår hos den Japanske koncern: Neberdine Pharmaceutical and Biotech. En ansat i virksomheden; lægen, Dr. Mantleray har opfundet en metode der, som han siger, kan kurer psykisk sygdom og gamle traumer ved hjælp af tre bogstavformede piller og en supercomputer.

 

Der skal ikke fortælles meget mere om plottet her, blot fortælle at forsøget ikke går helt som planlagt

Supercomputeren har følelser, Dr. Mantleray har et kæmpe moderkompleks, moderen spilles fortrinligt af Sally Field og Owens rigmandsfamilie, viser sig at være nogle rigtige røvhuller. 90’er æstetikken gennemsyrer Maniac, der har Bladerunner vibe over sig med neonreklamer i silende regn, firskåren mode og et væld af computerskærme. Teknologien har fokus på de forbindelser, som vi i dag både sukker efter og ikke orker.

I serien springes der mellem flere virkeligheder. Mest imponerede er de scener hvor vi kommer ind i Owens og Annies underbevidsthed, via det medicinske forsøg. Vi kommer som tilskuer på rejser i underbevidstheden, én af supercomputerens måde at kurer mennesker på. Blandt andet et besøg i eventyrland hvor Annie er elver i en storslået natur. Owen er på besøg hos FN under den kolde krig og vi følger Annie og Owen som syret ægtepar i 80’erne, i en forstad til New York, hvor de skal stjæle en abe i et bur i en suspekt pelsforretning. Annie og Owen går i eksperimentet ind og ud af hinandens underbevidsthed.

 

Miljøet i den Japanske koncern er godt beskrevet. Behandlerne ryger cigaretter indenfor, Dr. Mantleray, som kommer ind i serien i tredje afsnit, onanerer med VR briller på og supercomputeren kan tale, som en anden computer fra Stanley Kubricks ‘Rumrejsen 2001’ fra 1968. Her er alt hvad man kan tænke sig i en god melankolsk science fiktion serie. Cary Fukunaga og Patrick Somervilles eskapistiske komedie om de forbandede, menneskelige følelser, der forkludrer det hele, er barok i ordets oprindelige forstand: en u-perfekt perle.

Sørgeligst er det i Owens knusende forsøg på at fastholde en normalitet og derfor undgår kontakt, fordi den bliver for voldsom. ”Det er lettere, hvis du ikke er virkelig,” siger Owen til Annie, da han begynder at tvivle på, om hun er virkelig eller en del af hans fantasi. Det rummer meget godt seriens essens. Det kan være svært at rumme virkelige menneskelige følelser.

Det er let at flygte ind i din smartphone, en pornofilm eller et tv program

Owen lærer netop dette mod slutningen og vi lærer endnu engang, at det hele drejer sig om kærlighed.

 

Det er befriende at se skæbner i alternative universer og med mentale problemer, i en serie, der kan ruske lidt op i vores vante forestillinger og eventuelle fordomme. Serien er oprindeligt norsk, men Netflix har snuppet konceptet og skruet op for alvoren og pengene. På mange punkter kan man trække ligheder mellem Maniac og filmen ‘Inception’ af Christofer Nolan fra 2010. Illusionerne i underbevidstheden er med til at forme karaktererne, og undervejs lærer vi dem og deres problemer at kende.

Opbygningen af universet i serien er fantastisk detaljeret og gennemarbejdet. Dette ses måske mest tydeligt i de første episoder, hvor karaktererne ikke er i videnskabslaboratoriet.

Hvor serien måske halter lidt i de midterste afsnit, vinder den i de sidste to. Maniac er på ti afsnit, hvilke er dejligt overskueligt at have med at gøre. Lav the, kaffe eller kakao. Køb en pose popkorn, tag plads i sofaen og giv denne her serie en chance.

 

Maniac kan streames på Netflix.